Månedsarkiv: oktober 2007

En stribe billeder fra vores bryllup

Jeg har netop sid­det og kig­get i vores store sam­ling af bil­le­der fra Den Store Dag — og der er nogen af dem, der udmær­ker sig ved hver­ken at være smukke, ele­gante eller tek­nisk flotte. Der­i­mod viser de festen fra en helt anden vin­kel end vi har vist endnu — måske med und­ta­gelse af bryl­lup­skjole og Ecco-sko-billedet.

Bil­le­derne er taget med engangska­me­raer og det kan man godt se. De er kor­nede, gry­nede, slø­rede, har mær­ke­lige blitz­skyg­ger og alt muligt andet. Men de har charme. De har selv­til­lid. Og de har sjæl. Og så har jeg lavet dem sort-hvide — på den måde får de et helt andet udtryk. Nå, lad det være nok snak for nu. Jeg præ­sen­te­rer her­med “Vores bryl­lup fra en anden vinkel”.



Kas­per og Maria dan­ser lidenskabeligt



Tre gene­ra­tio­ner sam­let til bryllup



Vi ser så søde ud sammen!



Ronni Laur­sen i et af hans lyse­ste øjeblikke

Og der er flere bil­le­der af samme skuffe på 23HQ.dk/ulrikkold

Ud med det!!

Jo mere plads man har, desto mere gem­mer man…

Men vi har altså ikke sær­lig meget plads. Ca. 65 m2 lej­lig­hed og 6 m2 kæl­der­plads. Efter vi har holdt bryl­lup, har vi fået flere ting, blandt andet en Weber-grill. Ind­til videre har den stået i sin papkasse under skri­ve­bor­det og ven­tet på godt vejr eller på, at vi fik plads i kæl­de­ren til den. Vi har langt om længe fået ryd­det op i vores kæl­der­rum, så vi kan få plads til Weber-grillen, så nu bli­ver den altså for­vist til kæl­de­ren :-)

Dagen i går blev så dagen, hvor vi fyldte Toyota’en med ting, som vi alli­ge­vel ikke har sav­net, siden vi sidst ryd­dede op i kæl­de­ren, og kørte til den lokale gen­brugs­sta­tion. Her er con­tai­nere til småt brænd­bart, tøj, por­ce­læn, vin­duer, pap, try­kim­pre­ne­ret træ og meget mere.

Vi har lært, at det nok er meget prak­tisk at grovsor­tere ens affald hjem­me­fra! Men det er da også meget hyg­ge­ligt at gå fra con­tai­ner til con­tai­ner, og så får man jo snak­ket med de flinke folk, der arbej­der på pladsen.

Den Store Bagedag

I dag er det tredje tors­dag i okto­ber og der­med Den Store Bage­dag. Ulrik star­tede alle­rede i går aftes med at blande ingre­di­en­ser til en kold­hæ­vet dej. I mor­ges kunne vi så hive neden­stå­ende eksem­plar ud af ovnen.

Nybagt brød

I Poli­ti­kens Lør­dags­liv fra d. 6/10 var der føl­gende bage­råd, som vi tog til os til dette brød:

  • Afvej sal­tet i ste­det for at bruge teskeer. Salt­mæng­den skal svare til 1,5 % af melmængden.
  • Brug ste­ge­ter­mome­ter ved bag­ning. Cen­trum­tem­pe­ra­tu­ren skal i hvidt brød være ca. 98 gra­der og i rug­brød 88 til 90 grader.

Brø­det sma­ger fan­ta­stisk, det har en dej­lig krumme — ikke for fast og ikke for løs.

Nu ved vi, hvordan vi slipper af med de andre

I går var vi på Århus Tea­ter for at se den meget omdis­ku­te­rede fore­stil­ling “Hvor­dan vi slip­per af med de andre”. For de, der ikke ved det, er fore­stil­lin­gen base­ret på den dan­ske film af samme titel. Både fil­men og tea­ter­fo­re­stil­lin­gen intro­du­ce­rer De nye Københavner-kriterier, som giver rege­rin­gen — og dens udø­vende magt, mili­tæ­ret — ret til at tage et kri­tisk syn på hver enkelt dan­sker: Har han eller hun ydet mere eller min­dre end de har mod­ta­get fra samfundet?

Der er med andre ord fokus på at få de vær­ste snyl­tere og nas­sere sor­te­ret fra, såle­des at Dan­mark kan over­leve som nation, der ellers er ved at køre sig selv i sænk på offent­lige ydel­ser. Når 20% af dan­skerne står for 80% af de offent­lige ydel­ser, så er der jo mas­ser af penge at spare, hvis man slip­per af med de rig­tige 20%. Det er udgangs­punk­tet for forestillingen.

En afhøring under forestillingen

Under fore­stil­lin­gen afhø­res hoved­per­so­nerne og det kan jo ende skæb­nesvan­gert, hvis man ikke er i stand til at svare for sig på spørgs­må­let om, hvad man er værd. Jeg skri­ver ‘man’, da fore­stil­lin­gen er et stykke total­te­a­ter, der ind­dra­ger publi­kum både fysisk og ver­balt. Flere gange gøres det klart, at resten af salen kan for­vente at komme til et lille inter­view inden­for de næste 12 timer. Lars Bom er for­hørs­le­de­ren oberst Chri­stian — eller ‘inter­viewer’, som han ynder at kalde det — og med den fol­ke­valgte Folke ved sin side afgør han skæb­nen for de inter­viewede. Som fol­ke­valgt har Folke natur­lig­vis det sid­ste ord.

Reg­ne­styk­ket, der skal afgø­res på 10 minut­ter pr. inter­view for at holde tids­pla­nen, er natur­lig­vis ikke så let som der her er lagt op til. Styk­ket får vendt grun­digt op og ned på rela­tio­nerne mel­lem for­hørs­le­der, fol­ke­valgt og de afhørte. Hvis man har fulgt med i den offent­lige debat om fil­men eller tea­ter­styk­ket, kan man ikke rig­tigt blive over­ra­sket over hand­lin­gen. For­ar­get kan man der­i­mod sag­tens blive, for tan­kerne bli­ver sat i gang — som med al god satire — for har jeg nu selv levet op til De nye Københavner-kriterier?

Kunne tea­te­ro­p­le­vel­sen så leve op til den megen omtale? Ikke hvis du spør­ger mig. Det mest impo­ne­rende ved afte­nen — for mig — var helt sik­kert den mas­sive brug af total­te­a­te­r­e­le­men­ter. Dørene til salen blev smæk­ket bag publi­kum, da vi havde sat os, og sku­e­spil­lerne bevæ­gede sig rundt iblandt os, så vi blev en aktiv del af fore­stil­lin­gen, men selve histo­rien for­må­ede aldrig rig­tig at skabe en stor ople­velse. Jeg følte aldrig rig­tigt med de stak­ler, der blev for­hørt der­nede på sce­nen. Måske var det ikke menin­gen, at jeg skulle føle deres smerte? Måske var de for kari­ke­rede, så jeg blot grinte forun­dret frem for at føle med dem. Under alle omstæn­dig­he­der gri­nede jeg mere af de for­rykte skæb­ner end jeg led med dem. Karak­te­rerne var i højere grad tragi­ko­mi­ske end de vakte sympati.

Jeg gik ud af salen med en flad for­nem­melse — en skuf­felse, som nok mest bun­dede i, at jeg sav­nede følel­ser for de stak­ler, som lige havde været cen­trum for vores opmærk­som­hed i 2 timer.

Jeg vil give fore­stil­lin­gen 3 ud af 6 stjer­ner for en trods alt under­hol­dende, mildt tan­ke­væk­kende og vel­spil­let forestilling.

Efterårsmad og teater

Vi fik et gave­kort i bryl­lups­gave til Års­ti­derne, og i sid­ste uge fik vi vores før­ste kasse. Val­get faldt på Basiskas­sen og ind­hol­det var:

Kar­to­f­ler, far­vede gule­rød­der, babylea­ves, toma­ter, por­rer, citron­græs, savoy­kål, majskol­ber og roma­nesco­kål. Sam­men med kas­sen fulgte blandt andet en opskift på roma­nesco­kål i vinai­g­rette (update: opskrif­ten kan ikke læn­gere fin­des på Aarstiderne.com). Det, og hjem­me­bagt flûtes, bli­ver aftens­ma­den i aften.

Romanescokål

Vi skal spise tid­ligt, for vi skal i Århus Tea­ter og se den kon­tro­ver­si­elle fore­stil­ling Hvor­dan vi slip­per af med de andre.

Update: sådan kom ret­ten til at se ud. Det smagte fortrinligt!

Romascokål i vinaigrette

Gratis koncert med Rasmus Skov Borring i Musikhuset

Om to timer og 10 minut­ter er vi bæn­ket i Musik­hu­sets café for at høre musik — gra­tis fløde for ørerne. Det er endnu en gang Ras­mus Skov Bor­ring, der står for underholdningen.

Vi har to gange tid­li­gere hørt hans gra­tis kon­cer­ter i Musik­hu­sets café og det inspi­re­rede os blandt andet til at købe hans før­ste CD “Soli­loquy” fra 2005 med egne kom­po­si­tio­ner for piano. I aften gæl­der det hans anden plade “Den Dan­ske Sang”, der inde­hol­der Ras­mus’ egne for­tolk­nin­ger af den dan­ske sangskat — i over­ve­jende grad Højsko­lesang­bo­gen.

Vi glæ­der os til at lytte til et par timers vel­lyd i sel­skab med andre lige­sin­dede. Og måske har vi en ny CD med hjem…

Update: Og vi fik købt en CD med hjem. Cho­ko­lade for øregangene!

Rasmus Skov Borring CD-cover