Månedsarkiv: november 2007

Webgalleri

Opda­te­ring: Gal­le­riet er lukket.

Jeg  mødte Eva Juhl for et par uger siden. En pas­sio­ne­ret fri­tids­kunst­ner, som gerne vil gøre kun­sten til sit leve­brød. For at flere kan få glæde af hen­des male­rier, tog jeg ud til en pri­vat udstil­ling for at tage bil­le­der af hen­des male­rier, så de kan vises for et større publi­kum. Tag godt imod hen­des male­rier, når jeg her­med erklæ­rer Hoey­er­Kolds online Gal­leri for åben!

Maleri Eva Juhl

Se resten af gal­le­riet på siden: Male­ri­ud­stil­ling: Eva Juhl, i menuen i højre side.

En kulturel weekend for to — del 2

For­rige del af den kul­tu­relle beret­ning om den for­gangne wee­kend kan du læse her. Den hand­lede om en lav­kul­tu­rel begi­ven­hed. Nu kom­mer turen til beret­nin­gen om den høj­kul­tu­relle rund­tur i Mariko Moris kunst­ne­ri­ske uni­vers på AROS.

Mariko Mori er en kvin­de­lig, japansk kunst­ner, der laver høj­tek­no­lo­gi­ske og inter­ak­tive kunst­vær­ker, som aktivt kan ind­drage bru­ge­ren i den kunst­ne­ri­ske ople­velse. Og det pas­ser lige til en it-nørd som under­teg­nede, der oven i købet fra tid til anden bekym­rer sig om æste­tik, bru­gero­p­le­vel­sen og ikke mindst bru­ger­ind­dra­gelse. Jeg havde en dej­lig dag i sel­skab med den kre­a­tive japa­ners værker.

Kunst­vær­kerne er en blan­ding af for­ti­dige, nuti­dige og frem­ti­dige ele­men­ter og har stærke træk fra bud­dhisme, som Mariko Mori dyr­ker. Det mest kendte og mest mar­kante af hen­des vær­ker er den store Wave UFO, der bog­sta­ve­ligt ind­dra­ger besku­e­ren. For at blive en del af vær­ket, skal man aller­først iklæ­des et sæt elek­tro­der, der kan aflæse hjer­nens arbejde. Der­ef­ter bli­ver op til tre besku­ere ledt ind i den store UFO og pla­ce­ret i tre (ret ube­kvemme) sæder. Hver beskuer — eller pas­sa­ger, som hjæl­perne yndede at kalde os — bli­ver nu koblet til UFO’en. Via elek­tro­derne i pan­den bli­ver hjer­nebøl­gerne nu sendt til og for­tol­ket af en com­pu­ter, som frem­vi­ser for­tolk­nin­gen på en skærm inde i UFO’en. Hele turen i UFO’en tager 7 minut­ter, hvoraf de før­ste 3 minut­ter er den inter­ak­tive del, hvor bru­ge­ren får mulig­hed for at opleve visu­a­li­se­rin­gen af sine egne og de andre pas­sa­ge­rers hjer­nebøl­ger. De sid­ste 4 minut­ter er en opta­get sekvens, hvor pas­sa­ge­rerne får lov at se, hvor­dan det ser ud, hvis alle tre pas­sa­ge­rers hjer­nebøl­ger skulle fun­gere helt uni­sont. AROS skri­ver selv: Den bud­dhi­sti­ske grund­tanke, at alle for­mer for liv i uni­ver­set er for­bun­det med hin­an­den, fin­der her et stærkt og tids­sva­rende udtryk.

Det hele lyder meget tek­nisk, så der­for har jeg ved­lagt et link til AROS’ egen beskri­velse af udstil­lin­gen, så du kan læse mere om den. Min per­son­lige vur­de­ring af kunst­vær­ket er dog, at tek­nik­ken er godt gemt væk og til­bage er der­for en over­ve­jende kunst­ne­risk og ind­sigts­fuld ople­velse. Jeg fandt det umå­de­ligt fasci­ne­rende at se mine egne hjer­nebøl­ger for­tol­ket på en skærm. Det er inter­es­sant at tænke på, at hver ene­ste gang vi dre­jer hove­det, kig­ger på en ting, bevæ­ger en fod, blin­ker med øjnene eller vip­per med en fin­ger, så kan det aflæ­ses og vises på en skærm i flotte far­ver og i levende ani­ma­tion. Det giver et helt andet værk­tøj til at slappe af og kon­cen­trere sig om mindst muligt. Det der på godt dansk hed­der meditation.

Det skal imid­ler­tid gå stærkt, hvis jeg skal nå at lære at medi­tere med hjælp fra Wave UFO — og her er jeg glad for at vi har års­kort til AROS — da udstil­lin­gen er forbi i slut­nin­gen af januar. Men UFO’en er ikke det ene­ste inter­es­sante på udstil­lin­gen: lysende cirk­ler af sten­lig­nende lam­per, lam­per der er for­bun­det til supercom­pu­tere og neut­ron­de­tek­to­rer i Japan og mange andre høj­tek­no­lo­gi­ske kunstværker.

Og det hele var gar­ne­ret med små lyd­klip af Mariko Mori, der for­tæl­ler om ideen bag kunst­vær­kerne. Det skete via små ret­nings­be­stemte højt­ta­lere, som blev akti­ve­ret, når lyt­te­ren stil­lede sig i bestemte zoner, der var mar­ke­ret med tape på gul­vet. Det betød, at man som til­skuer fik en mulig­hed for at blive ført ind i kunst­ne­rens tan­kerække og der­i­gen­nem danne sig et grund­lag for at for­stå kunst­vær­ket. Som dansk til­skuer til japan­ske og bud­dhi­stisk inspi­re­rede kunst­vær­ker var disse beret­nin­ger inter­es­sante af (mindst) to årsa­ger: både fordi det kan være svært nok at afkode et stykke kunst og gen­nem­skue kunst­ne­rens inten­tio­ner, men også fordi det bli­ver dob­belt svært at afkode et asi­a­tisk kunst­værk med en euro­pæ­isk kunst­hi­sto­risk bag­grund. Det er to vidt for­skel­lige sam­fund og vir­ke­lig­he­der, vi bevæ­ger os i.

De små lydstum­per, hvor Mariko Mori for­tæl­ler om sine vær­ker, er ble­vet til i sam­ar­bejde med Innova­tion Lab. Og jeg tæn­ker, at Innova­tion Lab her har for­mået at gøre den lære­rige muse­ums­tur lidt let­tere til­gæn­ge­lig end hvis man skal slæbe et tek­nisk appa­rat med i hån­den for at for­tælle om hvert enkelt bil­lede. Her bestem­mer besku­e­ren selv, hvor­når han eller hun ønsker informationen.

Jeg kan kun anbe­fale, at man tager sig tid til at tage en tur på AROS for at nyde udstil­lin­gen af Mariko Moris vær­ker — men skynd dig, for udstil­lin­gen er ovre igen i slut­nin­gen af januar. Men det burde natur­lig­vis også give mas­ser af mulig­hed for at tage en tur på AROS for blandt andet at opleve sine egne hjer­nebøl­ger, kramme en alien og se lysende sten.

Se, det var Århus fra en helt anden kul­tu­rel vin­kel — og så inden­for samme wee­kend og ikke over 200 meter fra det sted, hvor vi et par dage for­in­den havde en lav­kul­tu­rel ople­velse. Musik­hu­sets nye Ryt­mi­ske Sal.

En kulturel weekend for to — del 1

Selv om to af Århus’ stør­ste kul­tur­byg­nin­ger lig­ger lige dør om dør i hjer­tet af Århus, så gav de os vidt for­skel­lige ople­vel­ser i begge ender af kulturspektret.

Fre­dag aften fik vi to fri­bil­let­ter til Mon­rad & Rislunds show “Plat­he­der På Et Fun­da­ment Af Sjo­fel­hed” i Musik­hu­sets nyind­viede Ryt­mi­ske Sal, da Kas­per og Maria desværre var ble­vet for­hin­dret i at over­være sjo­fel­he­derne. Malene var ret skep­tisk inden vi drog afsted, da hun min­de­des et show med d’herrer fra gym­na­sie­ti­den, som var umå­de­ligt plat og bestemt ikke levede op til den kri­ti­ske tee­na­gers fore­stil­ling om god underholdning.

Jeg havde selv en nagende mistanke om, at jeg mulig­vis også var ble­vet enten for gam­mel eller for snob­bet til at grine hjerte­ligt med af Mon­rad & Rislunds udskej­el­ser. ‘Gam­mel’ skal dog nok tages med et gran salt, da vi så klart trak gen­nem­snitsal­de­ren ned: det var helt klart det mid(del)aldrende seg­ment, der var kom­met op af læne­sto­lene for at høre M&R rakke ned på Århus, kon­ge­hu­set, hin­an­den, vore fol­ke­valgte poli­ti­kere, hin­an­den, Århus og dem selv.

Alt i alt var det en meget blan­det for­nø­jelse at se de to udstille sig selv på sce­nen. Showet veks­lede mel­lem stand-up-lignende sekven­ser, der blev frem­ført enten alene eller i tosom­hed og så de vel­kendte sket­ches med mere eller min­dre van­vit­tige, ekstreme, kar­ri­ke­rede og skæve eksi­sten­ser, som vi ken­der dem fra Mon­rad & Rislund (og Øyvind Ougaard).

Min vur­de­ring er, at det var stand-up-sekvenserne, der rum­mede så meget af den klæ­de­lige ord­jong­le­ring, der var afte­nens mest vel­lyk­kede dele. Så snart sket­chene tog over, blev det hele (på mere eller min­dre sofi­sti­ke­ret vis) hevet langt ned under bæl­te­ste­det. Uklæ­de­ligt og usma­ge­ligt i mange tilfælde.

Når jeg tæn­ker til­bage på sket­ches fra tid­li­gere CD’er om Åge Brodt­gård, Mogens, Han­se­mann Luch­ter, Hen­rik­sen fra Ølbylyng og de mange andre karak­te­rer fra Plad­der­balle og Ube­hage sogn, så min­des jeg en sati­risk, bidende, skarp, vidende og ikke mindst vit­tig tone, der udstil­lede det dan­ske sam­fund på godt og ondt (mest på ondt — ellers var det jo ikke rig­tig satire!). Nu var sket­chene ble­vet til uar­tige ord og utve­ty­dige refe­ren­cer til feti­ches og seksu­elle til­bø­je­lig­he­der. Skuf­fende, at to (tre, Øyvind! Din sven­ske lider­buk var ikke en kende bedre end Søren og Jans) gran­voksne mænd ikke kan se, hvor­når de har ramt lav­må­let for plat– og sjofelheder.

Og det gør det ikke bedre, at de blot bru­ger deres fabel­ag­tige rim– og lyri­kev­ner til blot at svine hin­an­den (og Århus) til i den nok så kendte stil (“skide krøbling!”, “tykke dyr!”, “det blin­de­ap­pa­rat, du har hæn­gende ude på snot­ten”, “du burde nok kunne kende for­skel på kli­to­ris og en hæmo­ride”). Det ene­ste lys­punkt i den linde strøm af selv­de­struk­tivt var, da de tre på sce­nen beslut­tede sig for at give fuck­ing til­bage til de fuck­ing sprog­ligt fuck­ing enspo­rede rap­pere fra fuck­ing Dan­mark, som fuck­ing selv mener, at de har fuck­ing godt styr på vort fuck­ing moder­s­mål. Søren Rislund rimede og Øyvind Ougaards key­bo­ard beat­boxede sig vej igen­nem et stykke moderne, dansk hip-hop. Bravt og stil­rent. Endelig.

Hvor sner­pet har man egent­lig lov til at være lige omkring de 30? Det er da meget sundt at blive udfor­dret lidt på sine hold­nin­ger og fore­stil­lin­ger en gang imel­lem. Så hvis du har et par gra­tis bil­let­ter lig­gende til Ørke­nens Søn­ner i nær­he­den af Århus, så mod­ta­ger vi dem gerne. Det skulle efter sigende være en smule mere sofi­sti­ke­ret end Mon­rad & Rislund. I hvert fald er det flerstemmigt.

Anden del af beret­nin­gen om vores kul­tu­relle wee­kend med ople­vel­ser i begge ender af spek­t­ret kan du læse på onsdag.

Privat jazzaften i Århus

Hvor er jazz en læk­ker musiks­til. Og hvor er det dej­ligt at høre jazz i sel­skab med cirka 30 andre, der også synes, at jazz er en læk­ker musiks­til. Lør­dag aften var vi til pri­vat jazz­kon­cert hos een af mine kol­le­gaer og hans kone i deres lejlighed.

Musik­ken kom fra et ensem­ble bestå­ende af Jens Chri­stian Kwella på gui­tar, san­ge­r­inde Eva Lou­ise Røn­ne­vig og kon­tra­bas­sist Klaus Nør­gaard Jen­sen. Det var før­ste gang de tre skulle spille sam­men og det var før­ste gang, der skulle være pri­vat jazz­kon­cert i den godt 100m2 store lej­lig­hed i Århus.

De lovede, at det ikke var sid­ste gang, de ville spille til sådan et pri­vat arran­ge­ment — og vi lovede til gen­gæld, at vi godt ville komme og høre dem igen. Det var en dej­lig aften.