En kulturel weekend for to — del 1

Selv om to af Århus’ stør­ste kul­tur­byg­nin­ger lig­ger lige dør om dør i hjer­tet af Århus, så gav de os vidt for­skel­lige ople­vel­ser i begge ender af kulturspektret.

Fre­dag aften fik vi to fri­bil­let­ter til Mon­rad & Rislunds show “Plat­he­der På Et Fun­da­ment Af Sjo­fel­hed” i Musik­hu­sets nyind­viede Ryt­mi­ske Sal, da Kas­per og Maria desværre var ble­vet for­hin­dret i at over­være sjo­fel­he­derne. Malene var ret skep­tisk inden vi drog afsted, da hun min­de­des et show med d’herrer fra gym­na­sie­ti­den, som var umå­de­ligt plat og bestemt ikke levede op til den kri­ti­ske tee­na­gers fore­stil­ling om god underholdning.

Jeg havde selv en nagende mistanke om, at jeg mulig­vis også var ble­vet enten for gam­mel eller for snob­bet til at grine hjerte­ligt med af Mon­rad & Rislunds udskej­el­ser. ‘Gam­mel’ skal dog nok tages med et gran salt, da vi så klart trak gen­nem­snitsal­de­ren ned: det var helt klart det mid(del)aldrende seg­ment, der var kom­met op af læne­sto­lene for at høre M&R rakke ned på Århus, kon­ge­hu­set, hin­an­den, vore fol­ke­valgte poli­ti­kere, hin­an­den, Århus og dem selv.

Alt i alt var det en meget blan­det for­nø­jelse at se de to udstille sig selv på sce­nen. Showet veks­lede mel­lem stand-up-lignende sekven­ser, der blev frem­ført enten alene eller i tosom­hed og så de vel­kendte sket­ches med mere eller min­dre van­vit­tige, ekstreme, kar­ri­ke­rede og skæve eksi­sten­ser, som vi ken­der dem fra Mon­rad & Rislund (og Øyvind Ougaard).

Min vur­de­ring er, at det var stand-up-sekvenserne, der rum­mede så meget af den klæ­de­lige ord­jong­le­ring, der var afte­nens mest vel­lyk­kede dele. Så snart sket­chene tog over, blev det hele (på mere eller min­dre sofi­sti­ke­ret vis) hevet langt ned under bæl­te­ste­det. Uklæ­de­ligt og usma­ge­ligt i mange tilfælde.

Når jeg tæn­ker til­bage på sket­ches fra tid­li­gere CD’er om Åge Brodt­gård, Mogens, Han­se­mann Luch­ter, Hen­rik­sen fra Ølbylyng og de mange andre karak­te­rer fra Plad­der­balle og Ube­hage sogn, så min­des jeg en sati­risk, bidende, skarp, vidende og ikke mindst vit­tig tone, der udstil­lede det dan­ske sam­fund på godt og ondt (mest på ondt — ellers var det jo ikke rig­tig satire!). Nu var sket­chene ble­vet til uar­tige ord og utve­ty­dige refe­ren­cer til feti­ches og seksu­elle til­bø­je­lig­he­der. Skuf­fende, at to (tre, Øyvind! Din sven­ske lider­buk var ikke en kende bedre end Søren og Jans) gran­voksne mænd ikke kan se, hvor­når de har ramt lav­må­let for plat– og sjofelheder.

Og det gør det ikke bedre, at de blot bru­ger deres fabel­ag­tige rim– og lyri­kev­ner til blot at svine hin­an­den (og Århus) til i den nok så kendte stil (“skide krøbling!”, “tykke dyr!”, “det blin­de­ap­pa­rat, du har hæn­gende ude på snot­ten”, “du burde nok kunne kende for­skel på kli­to­ris og en hæmo­ride”). Det ene­ste lys­punkt i den linde strøm af selv­de­struk­tivt var, da de tre på sce­nen beslut­tede sig for at give fuck­ing til­bage til de fuck­ing sprog­ligt fuck­ing enspo­rede rap­pere fra fuck­ing Dan­mark, som fuck­ing selv mener, at de har fuck­ing godt styr på vort fuck­ing moder­s­mål. Søren Rislund rimede og Øyvind Ougaards key­bo­ard beat­boxede sig vej igen­nem et stykke moderne, dansk hip-hop. Bravt og stil­rent. Endelig.

Hvor sner­pet har man egent­lig lov til at være lige omkring de 30? Det er da meget sundt at blive udfor­dret lidt på sine hold­nin­ger og fore­stil­lin­ger en gang imel­lem. Så hvis du har et par gra­tis bil­let­ter lig­gende til Ørke­nens Søn­ner i nær­he­den af Århus, så mod­ta­ger vi dem gerne. Det skulle efter sigende være en smule mere sofi­sti­ke­ret end Mon­rad & Rislund. I hvert fald er det flerstemmigt.

Anden del af beret­nin­gen om vores kul­tu­relle wee­kend med ople­vel­ser i begge ender af spek­t­ret kan du læse på onsdag.