En kulturel weekend for to — del 2

For­rige del af den kul­tu­relle beret­ning om den for­gangne wee­kend kan du læse her. Den hand­lede om en lav­kul­tu­rel begi­ven­hed. Nu kom­mer turen til beret­nin­gen om den høj­kul­tu­relle rund­tur i Mariko Moris kunst­ne­ri­ske uni­vers på AROS.

Mariko Mori er en kvin­de­lig, japansk kunst­ner, der laver høj­tek­no­lo­gi­ske og inter­ak­tive kunst­vær­ker, som aktivt kan ind­drage bru­ge­ren i den kunst­ne­ri­ske ople­velse. Og det pas­ser lige til en it-nørd som under­teg­nede, der oven i købet fra tid til anden bekym­rer sig om æste­tik, bru­gero­p­le­vel­sen og ikke mindst bru­ger­ind­dra­gelse. Jeg havde en dej­lig dag i sel­skab med den kre­a­tive japa­ners værker.

Kunst­vær­kerne er en blan­ding af for­ti­dige, nuti­dige og frem­ti­dige ele­men­ter og har stærke træk fra bud­dhisme, som Mariko Mori dyr­ker. Det mest kendte og mest mar­kante af hen­des vær­ker er den store Wave UFO, der bog­sta­ve­ligt ind­dra­ger besku­e­ren. For at blive en del af vær­ket, skal man aller­først iklæ­des et sæt elek­tro­der, der kan aflæse hjer­nens arbejde. Der­ef­ter bli­ver op til tre besku­ere ledt ind i den store UFO og pla­ce­ret i tre (ret ube­kvemme) sæder. Hver beskuer — eller pas­sa­ger, som hjæl­perne yndede at kalde os — bli­ver nu koblet til UFO’en. Via elek­tro­derne i pan­den bli­ver hjer­nebøl­gerne nu sendt til og for­tol­ket af en com­pu­ter, som frem­vi­ser for­tolk­nin­gen på en skærm inde i UFO’en. Hele turen i UFO’en tager 7 minut­ter, hvoraf de før­ste 3 minut­ter er den inter­ak­tive del, hvor bru­ge­ren får mulig­hed for at opleve visu­a­li­se­rin­gen af sine egne og de andre pas­sa­ge­rers hjer­nebøl­ger. De sid­ste 4 minut­ter er en opta­get sekvens, hvor pas­sa­ge­rerne får lov at se, hvor­dan det ser ud, hvis alle tre pas­sa­ge­rers hjer­nebøl­ger skulle fun­gere helt uni­sont. AROS skri­ver selv: Den bud­dhi­sti­ske grund­tanke, at alle for­mer for liv i uni­ver­set er for­bun­det med hin­an­den, fin­der her et stærkt og tids­sva­rende udtryk.

Det hele lyder meget tek­nisk, så der­for har jeg ved­lagt et link til AROS’ egen beskri­velse af udstil­lin­gen, så du kan læse mere om den. Min per­son­lige vur­de­ring af kunst­vær­ket er dog, at tek­nik­ken er godt gemt væk og til­bage er der­for en over­ve­jende kunst­ne­risk og ind­sigts­fuld ople­velse. Jeg fandt det umå­de­ligt fasci­ne­rende at se mine egne hjer­nebøl­ger for­tol­ket på en skærm. Det er inter­es­sant at tænke på, at hver ene­ste gang vi dre­jer hove­det, kig­ger på en ting, bevæ­ger en fod, blin­ker med øjnene eller vip­per med en fin­ger, så kan det aflæ­ses og vises på en skærm i flotte far­ver og i levende ani­ma­tion. Det giver et helt andet værk­tøj til at slappe af og kon­cen­trere sig om mindst muligt. Det der på godt dansk hed­der meditation.

Det skal imid­ler­tid gå stærkt, hvis jeg skal nå at lære at medi­tere med hjælp fra Wave UFO — og her er jeg glad for at vi har årskort til AROS — da udstil­lin­gen er forbi i slut­nin­gen af januar. Men UFO’en er ikke det ene­ste inter­es­sante på udstil­lin­gen: lysende cirk­ler af sten­lig­nende lam­per, lam­per der er for­bun­det til supercom­pu­tere og neut­ron­de­tek­to­rer i Japan og mange andre høj­tek­no­lo­gi­ske kunstværker.

Og det hele var gar­ne­ret med små lyd­klip af Mariko Mori, der for­tæl­ler om ideen bag kunst­vær­kerne. Det skete via små ret­nings­be­stemte højt­ta­lere, som blev akti­ve­ret, når lyt­te­ren stil­lede sig i bestemte zoner, der var mar­ke­ret med tape på gul­vet. Det betød, at man som til­skuer fik en mulig­hed for at blive ført ind i kunst­ne­rens tan­kerække og der­i­gen­nem danne sig et grund­lag for at for­stå kunst­vær­ket. Som dansk til­skuer til japan­ske og bud­dhi­stisk inspi­re­rede kunst­vær­ker var disse beret­nin­ger inter­es­sante af (mindst) to årsa­ger: både fordi det kan være svært nok at afkode et stykke kunst og gen­nem­skue kunst­ne­rens inten­tio­ner, men også fordi det bli­ver dob­belt svært at afkode et asi­a­tisk kunst­værk med en euro­pæ­isk kunst­hi­sto­risk bag­grund. Det er to vidt for­skel­lige sam­fund og vir­ke­lig­he­der, vi bevæ­ger os i.

De små lydstum­per, hvor Mariko Mori for­tæl­ler om sine vær­ker, er ble­vet til i sam­ar­bejde med Innova­tion Lab. Og jeg tæn­ker, at Innova­tion Lab her har for­mået at gøre den lære­rige muse­ums­tur lidt let­tere til­gæn­ge­lig end hvis man skal slæbe et tek­nisk appa­rat med i hån­den for at for­tælle om hvert enkelt bil­lede. Her bestem­mer besku­e­ren selv, hvor­når han eller hun ønsker informationen.

Jeg kan kun anbe­fale, at man tager sig tid til at tage en tur på AROS for at nyde udstil­lin­gen af Mariko Moris vær­ker — men skynd dig, for udstil­lin­gen er ovre igen i slut­nin­gen af januar. Men det burde natur­lig­vis også give mas­ser af mulig­hed for at tage en tur på AROS for blandt andet at opleve sine egne hjer­nebøl­ger, kramme en alien og se lysende sten.

Se, det var Århus fra en helt anden kul­tu­rel vin­kel — og så inden­for samme wee­kend og ikke over 200 meter fra det sted, hvor vi et par dage for­in­den havde en lav­kul­tu­rel ople­velse. Musik­hu­sets nye Ryt­mi­ske Sal.