Sushi og Indy

Søn­dag så vi Indi­ana Jones og Krystal­kra­niets Kon­ge­rige og købte der­ef­ter sushi fra Sushi+ til at tage med hjem. En helt igen­nem fin søndag.

Fil­men er én af dem, man som rig­tig dren­ge­røv skal se mere end een gang. Jeg tager den lige een gang til alle­rede i mor­gen, onsdag.

144 tanker om “Sushi og Indy

  1. Det pas­ser ikke. Det er desværre ikke alt hvad man kan læse på net­tet som man helt og hol­dent kan sætte sit lid til og jeg må desværre sige at oven­stå­ende arti­kel om sushi og Indy ikke gør Inter­net­tets tro­vær­dig­hed større.

    OK, sushi fra Sushi+ er godt nok plus, det er læk­kert; gode råva­rer og alt det der, men den for­stop­pelse, som man som rå-fiskeæder går glip af, får man så til gen­gæld i bred­fyldt mål, når man ser den FORFÆRDELIGE omgang MAKVÆRK, som har fået fæl­les­be­teg­nel­sen Indi­ana Jones og Krystal­kra­niets Kongerige.

    Der er ingen tvivl om — i denne post­mo­derne tid — at det er in at lave fil­mi­ske vær­ker, hvor kon­ti­nu­i­tet og vir­ke­lig­heds­op­fat­telse ikke postu­le­res af en for­stok­ket og alvi­dende instruk­tør som bare ser­ve­rer fær­digtyg­get mad for film­kvæ­get i bio­gra­fen, og hele web 2.0-folken vil også diske op med argu­men­ter om at det er bru­ge­ren, som ser­ve­rer ind­hol­det, selv aggre­ge­rer sig frem til en mening med til­væ­rel­sen og i øvrigt ska­ber sin egen soci­al­kon­struk­ti­vi­sti­ske sam­men­hæng, men Indy 4 når op i helt nye atmos­fæ­ri­ske lag hvad angår frag­men­ta­ri­tet, dis­kon­ti­nu­i­tet og tea­trisk kontraktbrud.

    Aldrig har en så tynd hand­ling været bun­det op på så ringe sku­e­spil­ler­præ­sta­tio­ner, så dår­lige com­pu­te­rani­ma­tio­ner, så svim­lende foragt for publi­kum i al almin­de­lig­hed og beta­lende bio­gr­af­gæ­ster med nostal­gi­ske Har­ri­son Ford-tendenser i sær­de­les­hed som det er til­fæl­det her. Lady Galad­riel har vist ikke bare mistet sin ring of power, hun har også mistet talens brug og den sid­ste rest af tro­vær­dig­hed, når Cate Blan­chett stam­mer og prut­ter sig igen­nem rol­len som Sov­je­tisk nikke– og nak­ke­dukke, og den glatnakke, som skal gøre fil­men spi­se­lig for det yngre publi­kum og spil­ler en flad­pan­det (det er ikke rart at være, når man også er glatnak­ket) ung­doms­helt, som sik­kert skal tage arven op efter Indi­ana Jones i de næste 8 mal­trak­te­rende film, får Jar Jar Binks til at ligne Gandhi i sam­men­lig­ning.
    …og er vi slet ikke begyndt at tale om hvor­dan en scene star­ter med at en stor jungle-kværne-maskine ryd­der en vej igen­nem Ama­zo­nas, ind­til maski­nen bli­ver sprængt i styk­ker. Og kom­mer bil­j­ag­ten, hvor bilerne fort­sæt­ter i dob­belt fart — af hvil­ket spor? Eller hvor­dan gla­s­kra­niet er SELEKTIVT mag­ne­tisk, både selek­tivt i tid og i mate­ri­ale. Det kan skal også til­trække både guld og glas… eller hvor­dan der plud­se­lig spræn­ger en atom­bombe. UDEN nogen sam­men­hæng med resten af hand­lin­gen i øvrigt.

    Sushi plus. Indy minus.

    Jeg går sgu i Øst for Para­dis næste gang.

    …er det ikke rart at være bit­ter :-) ?

  2. Hej Joa­chim,

    tusind tak for det bitre ind­læg om Indy 4 :-) Det er jo altid godt at blive udfor­dret på sin opfat­telse af ver­den (eller ok, ikke altid!)

    Men jeg vil oven i købet vælge at vende rundt på en tal­ler­ken og give dig ret i, at Indy ikke er helt den suc­ces­film, jeg beskrev ovenfor.

    Som du ved, så fik jeg jo chan­cen for at se fil­men igen — og jeg må tage nogle af mine rosende ord i mig igen. Selv om jeg sta­dig mener, at der bli­ver knyt­tet så mange myto­lo­gi­ske ting sam­men i denne film. En atom­bom­be­prø­ve­s­præng­ning midt i Neva­das ørken kom­plet med en simili-by og simili-indbyggere. Både histo­risk og film­kul­tu­relt er det en flot refe­rence, da bom­ben sprænges.

    Histo­risk får vi seere lov at opleve hvor­dan vor tids stør­ste krigs­ræd­sel er opstået — og film­kul­tu­relt ser jeg det som et nik i ret­ning af Ter­mi­na­tor 2: Jud­ge­ment Day, hvor vi ser, hvor­dan vores civi­li­sa­tion slut­ter ved hjælp af atombomben.

    Og den selek­tive mag­ne­tisme i kra­niet giver ingen mening. Ingen. Slut.

    Jeg vil godt med dig i Øst for Para­dis. Jeg har boet i Århus i over 2 år og har ikke været i Øst for Para­dis. Det er for dårligt.

Der er lukket for kommentarer.