Søndag så vi Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige og købte derefter sushi fra Sushi+ til at tage med hjem. En helt igennem fin søndag.
Filmen er én af dem, man som rigtig drengerøv skal se mere end een gang. Jeg tager den lige een gang til allerede i morgen, onsdag.
Det passer ikke. Det er desværre ikke alt hvad man kan læse på nettet som man helt og holdent kan sætte sit lid til og jeg må desværre sige at ovenstående artikel om sushi og Indy ikke gør Internettets troværdighed større.
OK, sushi fra Sushi+ er godt nok plus, det er lækkert; gode råvarer og alt det der, men den forstoppelse, som man som rå-fiskeæder går glip af, får man så til gengæld i bredfyldt mål, når man ser den FORFÆRDELIGE omgang MAKVÆRK, som har fået fællesbetegnelsen Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige.
Der er ingen tvivl om — i denne postmoderne tid — at det er in at lave filmiske værker, hvor kontinuitet og virkelighedsopfattelse ikke postuleres af en forstokket og alvidende instruktør som bare serverer færdigtygget mad for filmkvæget i biografen, og hele web 2.0‑folken vil også diske op med argumenter om at det er brugeren, som serverer indholdet, selv aggregerer sig frem til en mening med tilværelsen og i øvrigt skaber sin egen socialkonstruktivistiske sammenhæng, men Indy 4 når op i helt nye atmosfæriske lag hvad angår fragmentaritet, diskontinuitet og teatrisk kontraktbrud.
Aldrig har en så tynd handling været bundet op på så ringe skuespillerpræstationer, så dårlige computeranimationer, så svimlende foragt for publikum i al almindelighed og betalende biografgæster med nostalgiske Harrison Ford-tendenser i særdeleshed som det er tilfældet her. Lady Galadriel har vist ikke bare mistet sin ring of power, hun har også mistet talens brug og den sidste rest af troværdighed, når Cate Blanchett stammer og prutter sig igennem rollen som Sovjetisk nikke- og nakkedukke, og den glatnakke, som skal gøre filmen spiselig for det yngre publikum og spiller en fladpandet (det er ikke rart at være, når man også er glatnakket) ungdomshelt, som sikkert skal tage arven op efter Indiana Jones i de næste 8 maltrakterende film, får Jar Jar Binks til at ligne Gandhi i sammenligning.
…og SÅ er vi slet ikke begyndt at tale om hvordan en scene starter med at en stor jungle-kværne-maskine rydder en vej igennem Amazonas, indtil maskinen bliver sprængt i stykker. Og SÅ kommer biljagten, hvor bilerne fortsætter i dobbelt fart — af hvilket spor? Eller hvordan glaskraniet er SELEKTIVT magnetisk, både selektivt i tid og i materiale. Det kan skal også tiltrække både guld og glas… eller hvordan der pludselig sprænger en atombombe. UDEN nogen sammenhæng med resten af handlingen i øvrigt.
Sushi plus. Indy minus.
Jeg går sgu i Øst for Paradis næste gang.
…er det ikke rart at være bitter 🙂 ?
Hej Joachim,
tusind tak for det bitre indlæg om Indy 4 🙂 Det er jo altid godt at blive udfordret på sin opfattelse af verden (eller ok, ikke altid!)
Men jeg vil oven i købet vælge at vende rundt på en tallerken og give dig ret i, at Indy ikke er helt den succesfilm, jeg beskrev ovenfor.
Som du ved, så fik jeg jo chancen for at se filmen igen — og jeg må tage nogle af mine rosende ord i mig igen. Selv om jeg stadig mener, at der bliver knyttet så mange mytologiske ting sammen i denne film. En atombombeprøvesprængning midt i Nevadas ørken komplet med en simili-by og simili-indbyggere. Både historisk og filmkulturelt er det en flot reference, da bomben sprænges.
Historisk får vi seere lov at opleve hvordan vor tids største krigsrædsel er opstået — og filmkulturelt ser jeg det som et nik i retning af Terminator 2: Judgement Day, hvor vi ser, hvordan vores civilisation slutter ved hjælp af atombomben.
Og den selektive magnetisme i kraniet giver ingen mening. Ingen. Slut.
Jeg vil godt med dig i Øst for Paradis. Jeg har boet i Århus i over 2 år og har ikke været i Øst for Paradis. Det er for dårligt.