2 historier fra hverdagen

Den for­s­vundne bankbog

Min mor er sådan én, som hæver penge i ban­ken med sin bank­bog et par gange om måne­den. Da de besøgte mig til min fød­sels­dag blev jeg bega­vet med lidt kon­tan­ter, som var ble­vet hævet vha. oven­nævnte bank­bog. Deværre var hun så uhel­dig at miste bank­bo­gen omtrent samme dag.

I går aftes var jeg forbi den kine­si­ske restau­rant i Ring­kø­bing, hvor vi havde spist til aften på min fød­sels­dag, for at høre om de evt. havde fun­det en bankbog.

“Bank­bog???”… Den lille kine­ser­pige så meget forun­dret på mig og jeg tænkte: er det fordi hun ikke for­står mig (hun talte med accent) eller ved hun bare ikke hvad en bank­bog er?

“Ja…”, fik jeg frem­stam­met, “sådan en lille bog, som man bru­ger til at hæve penge i ban­ken med… Det, man brugte før man fik Dankort…”.

“Nej”, sagde hun… men jeg er sta­dig ikke over­be­vist om, at hun vid­ste, hvad jeg spurgte om.…

Foden i gulvet

Jeg ple­jer at være en ret tole­rant per­son, når jeg står i kø. For her­re­gud, hvad går der af mig, hvis én eller anden sni­ger sig foran mig i køen. Men nylig erfa­ring fra mit arbejde har lært mig, at jeg lade være med at være så for­sig­tig, lade være med at give andre så meget plads, så jeg selv for­svin­der… Der­for man­dede jeg mig op i går, da en far med sin lille dat­ter snød sig foran mig på apo­te­ket (bare fordi jeg stod bag diskre­tions­linjen, som man jo helst skal. Og jeg var lige­som den ene­ste, der stod i kø — så usyn­lig er jeg vel hel­ler ikke).

“Jeg skal betale for…” (mere nåede han ikke at sige, for her brød jeg ind):
“Ja, det er så vist først min tur! ”

Jeg var stolt af mig selv. Tænk, at jeg turde gøre det! Og det gjorde slet ikke ondt! Fik bare lidt røde kinder…