vores arnested på Nettet
M: “Skal vi købe benzin i Herning eller Barde?”
U: “Hvis benzinen koster det samme i Barde, så gør vi bar’ de’.”
M: “Haha”
U: “Hvad? Hvad sagde jeg? … Nåeh… Ha.”
Det mest overraskende var, at jeg slet ikke selv så det, før Malene grinede af mig. Det kan være dejligt forfriskende af blive fanget på det forkerte ben.
I efteråret læste jeg to bøger om mad og sundhed. Kernesund familie, sådan! og Menneskeføde. Min plan var at holde de to bøger op mod hinanden som læseoplevelse.
Nu har jeg imidlertid efterhånden glemt detaljerne i det, jeg har læst, så derfor må jeg bero på det, jeg nu stadig kan huske af min oplevelse.
Som jeg nu husker det, så er Kernesund familie, sådan! en ret rodet bog at læse. Det virker ikke som om Ninka har tænkt meget over formidlingen — ikke sammenholdt med Tor Nørretranders’ Menneskeføde. I mine øjne var Kernesund en bog, hvor der ikke rigtigt var gjort rede for en rød tråd. Bogen kommer omkring mange interessante emner (motion, forfatternes erfaringer med at skifte kostplanen ud, beretninger fra en forfærdelig hverdag, osv.) men som læsere bliver vi ikke holdt meget i hånden gennem bogen. Der er store spring mellem de forskellige emner.
Ninka og Morten kender tilsyneladende en hel række helbreds‑, ernærings- og livsstilseksperter og henviser til dem i flæng samtidig med, at disse eksperter også får lov til at komme til orde i lange afsnit. Af og til kan det såmænd være svært at vide, hvem der er afsenderen af det, man sidder og læser: Ninka eller eksperten. I bund og grund er det ikke så vigtigt, da budskabet sandsynligvis vil være det samme — men det forvirrede min læsning, at der er disse skift i fortælleperspektivet.
Bogen er mere baseret på at fortælle en følelsesladet historie om hvordan familien Mauritson har fået et meget bedre liv for den lille familie, der nu ikke længere skal trækkes med alskens dårligdomme. Der kan jeg meget bedre lide Menneskeføde fra Tor Nørretranders, som i langt højere grad nøgternt og (letlæst) videnskabeligt forsøger at forklare hvordan vores krop fungerer og hvorfor det vi putter i munden har en utrolig stor betydning for vores velbefindende.
Nørretranders fortæller om skiftet fra stenaldermenneskets jagtliv til agerbruget og mener, at det allerede var her, der skete et dramatisk skift for vores krop og livsstil: det store indtag af græsarter (som korn jo i bund og grund er) og hvordan stivelse og sukkerarter i græsset påvirker kroppen.
Menneskeføde forsøger i princippet ikke at fortælle os, hvordan vi skal lægge vores fødeindtag om. Alligevel kræver det ikke mange siders læsning at regne ud, at madpyramidens råd i virkeligheden ikke passer til vores krop men til vores tegnebog: hvordan får jeg billigst en masse energi til kroppen?
Med den viden i baghovedet kan man hurtigt starte med madpyramiden ovenfra: mest fra toppen og midten og mindst fra bunden. Og lad nu være med at spise alt det græs!
Og må jeg så i øvrigt supplere med at anbefale Niels Ehlers’ bog Lev fedt — bliv slank, der på en lige så velfunderet og videnskabelig vis gør op med myten om, at vi skal undgå fedt for ikke at blive fede. Læs den, hvis du vil vide mere om hvorfor kolesterol hører til i kroppen, hvis man er sund og rask — og hvorfor pomfritter er den sikre vej til kirkegården. Langsomt, men sikkert.
Hvis man er bevidst om, hvad man putter i munden og hvordan det virker på kroppen, så kan jeg kun anbefale, at man læser alle tre ovennævnte bøger. Der er jo ingen der siger, at blot fordi man læser om maden og dens indvirkning på kroppen — dokumenteret eller ej ‑så skal man lægge sin kost om. Men det er svært at lade være.
God læselyst!
Det er ved at være længe siden, at vi har benyttet os af de kulturelle tilbud i Vestjylland. Da vi begge er interessede i at tage billeder, har vi længe talt om at besøge Danmarks Fotomuseum i Herning. Det gjorde vi så i dag. Museet fortæller om kameraets udvikling fra 1839 frem til i dag, herunder udstilling af fotografiapparater og fotohistoriske effekter samt diverse ældre fotografier. Lige nu vises desuden en fotoudstilling af fotograf Kennet Havgaards portrætfotografier af kendte danskere. Vi nåede at få 2½ time til at gå, inden museet lukkede, men kunne sagtens have brugt et par timer mere.
Det var kommet os for øre, at der var en sushi-restaurant i Herning, så den skulle naturligvis også besøges. Vi fandt Restaurant China House i en mørk baggård til Hernings restaurationsgade og tænkte: kommer der overhovedet nogen her? Men herningenserne er åbenbart ivrige restaurantgæster, for i døren blev vi spurgt, om vi havde bestilt bord og hvor længe vi havde tænkt os at at spise. “Tja, den tid det tager for at spise sushi…”. Vi blev henvist til et bord bagest i restauranten. Vi kom kl. 17.10 og der gik ikke længe førend, der kom andre gæster til ‘baglokalet’. Det måtte jo betyde, at det var et velbesøgt sted.
Vi bestilte Miso-suppe til forret for at få varmen. Til hovedret 2 sushimenuer med 11 blandede sushi til hver (nigri og små og store maki-ruller) serveret på en plastikguldbåd, som godt kunne ligne et mindre vikingeskib. Det ville vi gerne have haft et billede af, men kameraet lå derhjemme 🙂 Begge dele smagte super dejligt og tilmed til en dejlig pris: 120 kr for en menu med 11 stk. sushi!
Til maden fik vi Kirin øl — en øl som vækker gode minder. Ulrik serverede den nemlig første gang, jeg var på besøg hos ham og fik wok-mad 🙂
Vi kan varmt anbefale at spise der. Det er meget venlig og hurtig betjening og til sidst fik vi varme vaskeklude til at rengøre hænderne. Tilmed har China House en Elite Smiley!
Den anden dag sad jeg og læste mig igennem stakken af nyheder på Wiinyt.dk og fandt en omtale af spillet World of Goo, som jeg synes ser superspændende ud.
Det er et puzzlespil med en fysisk dimension i den forstand, at det drejer sig om at få en række klistrede klatter til at holde en konstruktion sammen i kamp mod tyngdekraften indtil man kan opfylde hver enkelt banes mål: at få samlet de små klistrede slimklatter op i en slags støvsuger.
Det lyder måske ikke så ligetil — og det er det vist heller ikke. Udfordringen består naturligvis i at rage fri af forhindringer og tænke sig om inden man hovedløst kaster sig ud i opgaven. Se selv videoen her nedenfor.
Spillet har scoret ganske godt i anmeldelserne rundt omkring: 94/100 hos Metacritic, Nintendo Wii Fanboy har givet spillet 9.5/10, Very Good hos Popzara og 9.0/10 hos Gamespot. Det ser jo alt sammen meget lovende ud.
Spillet er tilgængeligt til både Mac og PC udover Wii. På Wii koster det 1500 Wii point (svarende til 15$), så måske har det noget med spillets score at gøre: at den billige pris giver meget underholdning for pengene og derfor belønnes med en høj karakter. Anmeldelserne lyder nu rimeligt enige om, at det her er et veltænkt og udfordrende spil, så jeg tror nu nok, at spillet skal være 1500 Wii point værd.
Jeg har i hvert fald tænkt mig at købe spillet, når jeg igen kommer i nærheden af vores Wii.
“Det må være meget svært for hende at leve med alle de kamara i hovedet hele tiden. det er nok også derfor hun har lavet det hun har. alle de junilsiter de burdte lade hende få lidt privat liv.” ‑KFM, http://dr.dk/Musik/Anmeldelser/Anmeldt/2008/11/28142622.htm
Hvad er et kamara? Hvad er en junilsit? Og er det godt eller skidt at have flere af dem? Kan man både have et privat liv og et privatliv? Find selv på flere spørgsmål.
Den beskedne mængde julepynt, som vi enten har haft til at stå fremme eller hængt op er nu pakket ned i en junior-flyttekasse. (Det er spændende hvor julepynten skal stilles til skue næste jul!) Tilbage er en Quick skrabekalender, som venter på at blive ombyttet til hele 25 kr! Så heller ikke i år blev det til den helt store præmie. Jeg var ellers ét rensdyr fra at vinde 5.000 kr og det er jo også en pæn sjat penge!
Tilbage er også disse fine uldnisser. De skal blive på hylden, for det er helårsnisser. Jeg købte dem hos Hanne i Højer i september måned, da jeg var nede og interviewe hende til en artikel om kvindelige tekstilkunsthåndværkere i Vestjylland. Hun har en rigtig fin butik og kommer du på disse kanter, så er det bestemt et besøg værd!
Jeg har skruet nedenstående pandekageopskrift sammen — den er baseret på boghvedemel og majsmel, så den skulle gerne være glutenfri. Derudover er der æg, soyadrik, salt og olie i. Simpelt og nemt.
Opskriften er modificeret fra bagsiden af Nutanas majspandekageopskrift, så den ligner en hel del.
Der bliver ca. 6–10 pandekager afhængig af størrelsen på panden. Det er min erfaring, at med denne opskrift bliver pandekagerne generelt en smule tykkere og mere stive end med den klassiske hvedemelsvariant.
50 gram majsmel
90–100 gram boghvedemel
3–4 dl soyadrik
2 æg
2 tsk salt
1 spsk olie
krydderier efter ønske (peber, paprika, kardemomme, kanel, etc.)
Start med at røre soyadrik og æg sammen. Opløs evt. salt og andre krydderier heri.
Vej melet op og rør soya-ægge-blandingen ud i melblandingen. Uden klumper. Rør til sidst olien i.
Hvis dejen stadig føles meget tyk, da kan der røres mere væske i. Vand er en fin løsning.
Varm en pande op og put gerne en smule olie på den. Hæld pandekagedejen ud så tynd som muligt. Bag pandekagerne lysebrune på hver side og nyd dem med fyld (tomatsovs, kødsovs, chokoladesovs, honning, sirup, citron og sukker, etc.) efter ønske. Prøv evt. med en salt sovs til en sød pandekagedej eller omvendt: en salt madpandekage til en sød sovs.
Velbekomme — og kom endelig med kommentarer til opskriften.
Jeg fik en Creative mp3-afspiller af Ulrik i julegave, men det var ikke nok for fru Kold, så jeg smed nogle julegavepenge oveni og byttede den til en iPod Nano og en Nike+ iPod Sport Kit til løbeskoene.
Her til aften har jeg så prøvet at shoppe på iTunes. Det blev til et helt album med Justin Nozuka — Holly, som jeg længe har ønsket mig. En ung japansk-canadisk gut, som synger fantastisk!! Og så skulle jeg lige have en sang med The Cinematic Orchestra — Breathe. Jeg hørte den i De Sorte Spejdere en eftermiddag på vej til Århus og var helt fortryllet, så jeg måtte hurtigt finde ud af, hvem der sang. Hør den her og svæv!
Malene antydede det i går og jeg skrev det på Jaiku før nytår: jeg har sagt op hos Danske Bank, da jeg nu er blevet ansat hos reklame‑, marketing‑, organisationsudviklings‑, web- og meget andet ‑virksomheden Ørskov A/S, der ligger i Skjern. Jeg starter i afdelingen Ørskov Web som front-end-udvikler.
Det lykkedes mig at være til samtale d. 22. december, modtage tilbud om ansættelse d. 23. december (på vej på juleferie, skrive under på kontrakt d. 29. december og sige op hos Danske Bank d. 30. december således at jeg nu kan fratræde med udgangen af januar og dermed tiltræde med indgangen af februar.
Jeg glæder mig meget til at starte på et nyt job hos en virksomhed der er væsensforskellig fra Danske Bank på mange områder: Først og fremmest på størrelse og placering. Placeringen i Skjern betyder, at jeg nu endelig i praksis flytter til Ringkøbing for at bo sammen med Malene. Dermed er det slut med at være pendlerægtepar (fedt ord!), som hun skrev i går. Det betyder, at jeg nu endelig skal have flyttet de sidste ting fra kælderen i Tilst til vores fælles lejlighed i Ringkøbing. Jeg glæder mig til vi skal bo sammen igen.
Jeg kommer helt sikkert også til at savne mine gode kollegaer fra Danske Bank og muligvis også de excellente arbejdsforhold, der findes i finansbranchen. Det er svært at finde dem bedre.
Med mindre, naturligvis, at jeg kan lokke Ørskov til at pakke min arbejdsplads ind i sprød bacon. Det topper vist alt. Også baconsnaps.
Nå, det blev vist lige tid til at gå i seng.
Det er blevet søndag aften. I morgen skal jeg på arbejde igen efter 16 dages juleferie og dermed også 16 dage sammen med Ulrik. Det har været dejligt at have så mange dage sammen, det har vi ikke haft siden sommerferien!! Men om en måned er det slut med at være pendlerægtepar, men det kan Ulrik fortælle om, når det bliver hans tur til at skrive 🙂
Jeg har lige set anden del af DRs nye søndagsserie Livvagterne og det er bestemt en serie, jeg vil følge med i de næste mange søndage. Jeg sad godt nok og småkedede mig noget af tiden, da første afsnit blev vist første nytårsdag, men det blev der rettet op på i aftenens afsnit. Nu er persongalleriet blevet foldet ud og den irriterende Rambo-type sorteret fra. Det skal nok blive spændende at følge ‘De Tre Musketerer’. Tak til DR for endnu en spændende drameserie!