Månedsarkiv: marts 2009

Teltpælene flyttes snart et par gader

Så ku’ det nok være at der blev spar­ket gang i flytteplanerne!

Vi har haft en fugtskade i sove­væ­rel­set. I går havde vi så igen, igen besøg af Mette Maler. Jeg tænkte, at hun garan­te­ret kendte nogen, der lejede lej­lig­he­der ud.

Jo! Jeg rin­ger lige til Anders” (eller Annes, som man siger herude).

15 minut­ter senere var vi på vej ud af døren for at kigge på lej­lig­hed. I dag har vi opsagt vores lej­lig­hed i ældre­kom­plek­set og sagt ja tak til 80 m2 og ikke mindst OPVASKEMASKINE! I mor­gen skal vi aftale de prak­ti­ske ting med Anders.

Hvis vi er totalt hardcore flyt­te­ag­tige, så flyt­ter vi alle­rede i påske­fe­rien! Det kla­rer vi nemt :-)

Fyrværkeri mandag aften

I Ring­kø­bing er der en vis ten­dens at spore: når der sker noget(!), så skal der fyr­vær­keri til at fejre det. Og i aften er der til­sy­ne­la­dende sket noget. I hvert fald har vi lige haft før­ste­par­ket til 8 minut­ters flot og højlydt fyrværkeri.

Fyrværkeri
Fyr­vær­keri

Det blev skudt afsted fra par­ke­rings­plad­sen bag den nye Super’Brugsen, der snart skal åbne. Der skil­tes ikke sær­ligt stort med det præ­cise tids­punkt for åbnin­gen, men hvis vi læg­ger to og tre sam­men, så er det jo nok i dag.

Fyrværkeri
Fyr­vær­keri

Hvor­for sky­des der ellers med fyr­vær­keri på en gan­ske almin­de­lig man­dag aften?

Åh, ja, så var det jo også i aften, der var gene­ral­for­sam­ling i Ring­kø­bing Bio. Jeg gik alene der­ned — og kom ikke hjem med en besty­rel­ses­post. Ikke engang som sup­ple­ant. Men jeg har sået frøet om en pænere og mere over­sku­e­lig hjemmeside.

Ost, ost, ost, ost, ost jeg må ha’ ost!

I går var vi til Vol­beat–kon­cert i NRGi Arena i Århus.

Det aller­bed­ste var nu optak­ten til kon­cer­ten, hvor vi besøgte Hans.  Han havde lige havde været i Frank­rig og hente diverse ost og pøl­ser ad libi­tum. Der­til fik vi boble­vand og rød­vin. Vi spi­ser jo ikke så meget ost her­hjemme,  fordi vi ville prøve at mini­mere ind­ta­get af mæl­ke­pro­duk­ter, sti­velse og suk­ker, så jeg var helt bange for at få lak­to­se­for­gift­ning (à la den Meg Ryan fik i fil­men French Kiss), for nøøj, hvor smagte de godt!

Jeg får helt lyst til at tage på ferie i Frankrig!

Vidt forskellige musikalske indtryk

I aften tager vi til Vol­beat–kon­cert i NRGi Arena i Århus. Det bli­ver den før­ste metal-koncert vi nogen­sinde har betalt for — det ple­jer ikke at være Vol­beat, der spil­ler i vores medi­e­af­spil­ler. Så måske bli­ver det også den sid­ste metal-koncert, vi beta­ler for. Eller måske bli­ver det den før­ste i en lang række.

Under alle omstæn­dig­he­der står Vol­beat og deres tunge metal­rock i meget stærk kon­trast til den musi­kal­ske ople­velse, vi fik i går, da vi var en tur på Ring­kø­bing Råd­hus (byens uof­fi­ci­elle musiks­cene for min­dre arran­ge­men­ter), da det i går var for­års­kon­cert for Ringkøbing-Skjern Musiks­koles ele­ver over 25.

Malene har sun­get i Kvin­de­ko­ret siden efter­å­ret 2008 og går sta­dig til øve­af­ten hver man­dag for at blive bedre og bedre til at synge. Kvin­de­ko­ret star­tede og slut­tede efter­mid­da­gen med en fæl­les­sang sam­men med de knap 100 frem­mødte. Der­u­d­over sang de nogle af deres smukke fler­stem­mige numre, der fik kul­de­gys­nin­gerne frem blandt publikum.

De øvrige optræ­dende var en man­dol­in­spil­ler (jeg har aldrig hørt live man­do­lin før!), et spil­le­mandsor­ke­ster, en flok kla­ri­net­spil­lere (Kla­ri­nør­derne), et riverdance-hold, et klas­sisk ensem­ble på kla­ver og tvær­fløjte samt et helt tværfløjtehold.

Som bekendt skal man lære så længe man lever — og det er fan­ta­stisk livs­be­kræf­tende at se, at så mange ældre men­ne­sker sta­dig tør prøve kræf­ter med at lære at spille et instru­ment. For det er ikke helt for­kert at sige, at der sta­dig var behov for øvelse. Sam­ti­dig var det også dej­ligt at se, hvor let­tede ele­verne blev, når de kæm­pede sig (suc­ces­fuldt) igen­nem et svært stykke.

I aften står den imid­ler­tid på højpro­fes­sio­nel metal­rock af bed­ste dan­ske skuffe. Jeg glæ­der mig til at prøve noget, jeg aldrig har prø­vet før. Og jeg har fun­det øre­prop­perne frem.

Dagens avisudklip

Dagens udklip kom­mer fra Oh Dan­mark i en ældre udgave af Poli­ti­ken. Under redak­tio­nens over­skrift Hvor kært har Jyd­ske­Ve­st­ky­sten skre­vet følgende:

Poli­tiet vil puste tyvene i nak­ken hele sommeren.

Og indrøm­met, det lyder da dej­ligt sådan at blive holdt kølig i som­mer­var­men. Lige nu er der frost på bilerne her i Ring­kø­bing, så det varer nok et stykke tid inden nogen bli­ver pustet i nakken.

3 kulørte gaveidéer

Jeg faldt over en tysk design­hjem­meside — ex49.com ‚ der fun­ge­rer som udstil­lings­vin­due og salgska­nal for talent­fulde desig­ne­res pro­duk­ter. Jeg har forel­sket mig i disse tre ting:

Badehætte syet om til en toilettaske
Bade­hætte syet om til en toilet­ta­ske fra Pen­sion für Produkte

 

Gule gummistøvler med hank
Gule gum­mi­støv­ler med hank fra svpd

 

iPod -omme i orange filt
iPod Sle­eve fra redmaloo

Boom Blox til Nintendo Wii er et godt puzzlespil

I dag har jeg mod­ta­get en SMS fra Ring­kø­bing Bibli­o­tek med beske­den om, at Boom Blox til Nin­tendo Wii, som jeg reser­ve­rede for 1½ måned siden og blev #6 i køen, nu ende­lig er klar til afhentning.

Jeg hen­tede spil­let og satte det for­vent­nings­fuldt i maski­nen. Spil­let er desig­net af Ste­ven Spi­el­berg for Electro­nic Arts (EA Games) og kan i grove træk beskri­ves som en vari­ant over det kendte spil Klod­s­ma­jor. Det hand­ler om at fjerne klod­ser eller brik­ker fra de for­skel­lige baner. Det kan ske på for­skel­lig vis: med en hånd, hvor man på van­lig Klodsmajor-manér træk­ker brik­kerne fri fra stak­ken. Eller med ten­nis­bolde, der skal kastes efter brik­kerne, så de bli­ver skub­bet væk. En vari­ant over det tema er den eks­plo­sive ten­nis­bold, der spræn­ger i luf­ten, når den ram­mer en klods. For slet ikke at nævne laser­pi­sto­len og sik­kert en hel lang række dim­ser, jeg slet ikke har set endnu.

Der er natur­lig­vis et stort antal for­skel­lige ‘modes’ (til­stande) som spil­let kan spil­les i. Man kan både spille mod andre og alene og som de bed­ste puzz­le­spil (Tetris, etc.) så er spil­let utro­ligt hur­tigt at lære men bli­ver ved med at holde inter­es­sen fan­get fordi det er så svært at blive rig­tig god til. Ind­til videre har jeg kun brugt en times tid på at prøve at spille alene, men inden længe skal jeg have Malene lok­ket til at spille mod mig. Der er ingen tvivl om, at hun også hur­tigt vil kunne mestre spillet.

Det dan­ske spil­site Gamers Globe giver spil­let 8 ud af 10 mulige og omta­ler spil­let som et godt puzzle, der “fortje­ner en ekstra omgang i kon­sol­len.” og jeg tøver ikke med at fort­sætte de rosende ord. Inter­na­tio­nale sites vur­de­rer spil­let til føl­gende karak­te­rer: Meta­cri­tic giver 85 ud af 100. 1Up giver A+ til Boom Blox. Games­pot giver 7.0 ud af 10 og IGN giver 8.0 ud af 10.

Hvis du spør­ger mig (eller sta­dig læser denne anmel­delse) så synes jeg, at Boom Blox skal prø­ves. Det er for­sø­get værd at finde ud af, om du kan fan­ges af simple spil. Gå ned på dit nær­me­ste bibli­o­tek og reservér spil­let, hvis du er i tvivl. Ja, for det er sik­kert alle­rede lånt ud.

Og kryds så fin­gre for, at der ikke er store, fede rid­ser i den udgave, du låner. Det er en klar ulempe ved at låne CD’er, DVDer og kon­sol­spil på bibli­o­te­ket: Dem der har lånt spil­let før dig har sik­kert lavet rid­ser i ski­ven. *suk*

Søndagskøretur

Efter at have brugt ca. 10 timer på at se 8 afsnit af Her­oes i lør­dags, trængte vi i den grad til at blive blæst igen­nem. Hel­digt for os, bor vi jo ret tæt på Vester­ha­vet, så vi star­tede Toyota’en og vendte næsen mod Søn­der­vig. Men det var ikke vildt nok for os, så vi kørte læn­gere nord på til Husby Klit­plan­tage. For enden af en godt 3 km lang grus­vej par­ke­rede vi bilen for der­ef­ter at begive os ud i klit­land­ska­bet og Vesterhavet.

Vi krav­lede op ad klit­terne, løb ned af klit­terne, legede tag fat som kåde sko­lebørn, krav­lede ind og ud og op på bun­kers. Vi stod musestille, da et fir­ben kryd­sede vores vej. Til tider måtte vi gå med luk­kede øjne og mund for ikke at få sand ind­vor­tes. På et tids­punkt løb Ulrik sin vej og jeg så snit­tet til at gemme mig i en hul­ning. Så sad jeg der og ven­tede på, at han kom til­bage for at lede efter mig. Ulrik der­i­mod, han sad i sit eget hul og ven­tede på, at jeg ledte efter ham. Efter et stykke tid rej­ste vi os begge og gri­nede som flæk­kede træsko og vores simul­tane indfald.

Vi fik for­ce­ret klit­ten og kom ud til stran­den. Der var kæmpe bøl­ger, som lar­mede og skub­bede pla­ma­ger af skum op på stran­den, til stor mor­skab for nogle min­dre drenge. Jeg kan sim­pelt­hen ikke få nok af det hav. Og nu kan jeg sag­tens for­stå, hvor­for at folk, som er vant til Vester­ha­vet synes, at Kat­te­gat bare er en stil­le­stå­ende vandpyt…

Som sæd­van­lig fyldte jeg lom­merne med strand­sten. Jeg skal altid have fun­det enten et stykke glas eller en sten med hul i (hulko), når jeg er på strand­tur. Denne gang blev jeg hel­ler ikke snydt. Det blev både til en hul OG et for­ste­net pinds­vin (som jeg ikke har fun­det, siden jeg var barn). Og så lige to andre sten, som bare var så glatte at røre ved og flotte i far­verne. På vejen hjem, så vi også store gåse­flokke på mar­kerne ved Sta­dil fjord og ærg­rede os over, at kik­ker­ten lå derhjemme…

S4 randsten: sort, hvid, forstenet søpindsvin, hulko
4 strand­sten: sort, hvid, for­ste­net søpinds­vin, hulko

Changeling med Angelina Jolie i hovedrollen

Vi er lige kom­met hjem fra en tur i den lokale Ring­kø­bing Bio. Det er en gan­ske lille bio­graf med plads til lige omkring 90 gæster. Højta­ler­sy­ste­met er helt almin­de­ligt og sto­lene er spon­se­ret af de lokale erhvervs­dri­vende. Bag på hver stol sid­der der en lil­le­bitte rek­lame, så man kan se, om man sid­der i slag­te­rens stol, fri­sø­rens stol, pizze­ri­a­ets stol eller en helt fjerde. Betje­nin­gen er præ­cis så ufor­mel, som den skal være, når ste­det dri­ves af lokale entu­si­a­ster og den intime stem­ning opret­hol­des af, at man selv kan vælge de bed­ste stole, for bil­let­terne er unummererede.

Ugens film var Chan­ge­ling (IMDb, Wikipe­dia) med Ange­lina Jolie i den alt­over­skyg­gende hoved­rolle som mode­ren, hvis barn for­svin­der og bli­ver erstat­tet af en anden dreng, som påstår at være hen­des søn. Fil­men føl­ger hen­des kamp mod en kor­rupt og udu­e­lig poli­ti­styrke, der kæm­per for at opret­holde et pænt image. Hun får hjælp af den uku­e­lige og ret­fær­dige pastor Gustav Bri­eg­leb (spil­let af John Mal­ko­vich), der hol­der et vågent fal­keøje med poli­ti­kere og poli­ti­styr­ken i det bun­d­rådne Los Angeles.

Fil­men er instru­e­ret af Clint Eastwood, der tid­li­gere har instru­e­ret liv­styk­ker som Let­ters of Iwo Jima, Mystic River og A Per­fect World. Fil­men hol­der en i et jer­n­greb hele vejen igen­nem, hvor vi lever, ånder og lider med den stak­kels moder, der gang på gang må sny­des for sand­he­den om den for­s­vundne søn.

Det er fan­ta­stisk at se Ange­lina Jolie spille en karak­ter med en smule mere dybde end de slå-og-skyde-og-derefter-sparke-de-andre film, hun ellers har været kendt for i den brede offent­lig­hed. Der er ikke mange rappe replik­ker i Chan­ge­ling — pånær i sce­nen, hvor dok­to­rens hest bli­ver omtalt — og det klæ­der fil­men at holde et sobert og tro­vær­digt sprog­ligt niveau. Histo­rien fore­går fra 1928–35 og det kræ­ver natur­lig­vis en stor del af omgi­vel­serne for at holde illu­sio­nen. Fil­men star­ter og slut­ter i sort-hvid, så vi får et klart bil­lede af, hvil­ken tidsal­der, vi er til­bage i. Spor­vogne, travle tele­fon­cen­tra­ler og gamle Ford-automobiler er med til at holde os dér.

Uan­set at histo­rien er byg­get over vir­ke­lige hæn­del­ser — hvil­ket i rea­li­te­ten gør det hele en tand mere gru­somt — så hol­der den spæn­din­gen til aller­sid­ste celluloid-strimmel er rul­let over lær­re­det. Chan­ge­ling kan anbe­fa­les — og jeg vil godt give den 5 ud af 6 (stjer­ner, hatte, film­rul­ler, kara­mel­ler, for­hamre, egern, vælg selv!) for en god histo­rie, en vel­spil­lende sku­e­spil­ler­li­ste, for at holde spæn­din­gen til sid­ste sekund, for at bringe os tro­vær­digt til­bage til 1930’erne og for at have været en god før­ste filmop­le­velse i Ring­kø­bing Bio. Se den.