Ovenpå en lang dag med hek­ti­ske sidste-øjebliks-forberedelser, et lyk­ke­ligt bru­de­par, mas­ser (MASSER!) af god mad, og glade gæster fra nær og fjern, så skulle der ryd­des op på God­set i Hulk­nøse skov på Hal­lund Hede. Hel­dig­vis slap vi for at gøre rent og kunne nøjes med at rydde op og for­dele alle madre­sterne iblandt os.

Der­ef­ter gik turen hjemad mod Ring­kø­bing igen — og en efter­mid­dag på ryg­gen med Stars­hip Troo­pers i DVD-afspilleren. Malene har aldrig set den før — og jeg kan vist efter­hån­den tælle 4. eller 5. gang med Johnny Rico, Car­men Iba­nez, Carl Jenkins, Dizzy Flo­res og alle de andre sol­da­ter i men­ne­ske­he­dens hær mod Kry­bene fra Klendathu.

Jeg har endda for et par år siden læst bogen Stars­hip Troo­pers af Robert Hein­lein, der lig­ger bag fil­men og giver et langt stær­kere bil­lede af det sam­fund, der lig­ger udenom fil­mens ret ensi­dige mili­tær­portræt. Jeg kan stærkt anbe­fale at læse bogen, der langt fra har den humo­ri­sti­ske vin­kel, der lig­ger under fil­men. En sci­ence fiction-film om et dystert emne som et raci­stisk, faci­stisk, mili­ta­risk og klas­se­delt sam­fund er nødt til at anlægge en sort-humoristisk vin­kel for at blive spiselig.

Hvis du har set fil­men, så sørg for at læse bogen også. Hvis du så fil­men og syn­tes, den var dår­lig, så læs bogen og find ud af, at Hein­lein tænkte større tan­ker end Paul Ver­ho­e­ven kunne klemme ned på små to timers cel­lu­lid. Og hvis du aldrig har set fil­men, så sørg for at læse bogen først — og se så fil­men bagefter.