Krän — en moderne barbar uden sammenhæng

Jeg er begyndt at bru­ge det kom­mu­na­le bibli­o­tek i Ring­kø­bing — det er meget bil­li­ge­re at låne en bog på bibli­o­te­ket. Og der­u­d­over er der jo mulig­he­den for at prø­ve sig frem med bøger, hvis man er usik­ker på kva­li­te­ten.

På Ring­kø­bing bibli­o­tek har jeg gen­fun­det teg­ne­se­ri­e­hyl­der­ne. I mine yngre dage læste jeg (og Tho­mas Elbo) et utal af teg­ne­se­ri­er og nu har jeg taget den­ne inter­es­se op igen. Det bety­der, at jeg er fal­det over en ræk­ke teg­ne­se­ri­er, som jeg aldrig har set eller hørt om før. Eksem­pel­vis teg­ne­se­rie-seri­en (!) om bar­ba­ren Krän og hans bed­ste ven Kuno.

Anto­lo­gi­en om Krän (eller Kran, som han bli­ver døbt på dansk) af Eric Her­engu­el er en ræk­ke histo­ri­er om den sto­re, stær­ke, næve­nyt­ti­ge bar­bar­kon­ge­søn og den hypo­kon­dri­ske, slat­ne, lider­li­ge druk­ken­bolt af en ven, Kuno.

Seri­en star­ter med nr. 0 — et kom­pen­di­um over teg­ne­se­ri­e­u­ni­ver­set i Krän-seri­en. Kor­te stri­ber med mor­som­me påhit og sprog­li­ge under­fun­dig­he­der, portræt­ter af hoved­per­so­ner­ne og vig­ti­ge biper­so­ner. Alt i alt en ret mor­som bog, der for­tæl­ler om kon­ge­ri­get Torg­nol.

Men ingen roser uden tor­ne. Histo­ri­er­ne i seri­en er ret opfind­som­me, men dia­lo­gen mel­lem karak­te­rer­ne vir­ker klun­tet og usam­men­hæn­gen­de. Hvor­vidt det skyl­des den dan­ske over­sæt­tel­se af Fred­dy Milt­on eller et klun­tet for­læg fra Eric Her­engu­el kan jeg ikke sva­re på. Jeg kan imid­ler­tid prø­ve at give en ide om, hvor­for jeg trods alt har læst mig igen­nem de før­ste 6 albums nu.

For en fan­ta­sy-læser er der mas­ser af læk­ker­bi­ske­ner og genop­fin­del­ser af gen­ren og for den post­mo­der­ni­sti­ske læser har Krän mas­ser af refe­ren­cer til ver­den rundt omkring os. Varul­ve­ne er små, nut­te­de pels­dyr, når det ikke er fuld­må­ne og de grim­me trol­de, der inva­de­rer Trog­nol i album 5 har gam­le tyske hjel­me på hove­d­et alt imens de rab­ler løs på tysk og udfø­rer ræd­der­li­ge eks­pe­ri­men­ter på de stak­kels(!) små varul­ve.

De sto­re og stær­ke karak­te­rer i Krän er vir­ke­ligt sto­re og stær­ke og kan slå en pro­per næve (eller økse). Og de små og fede er vir­ke­ligt ulækre at se på. De sexe­de kvin­der har stort set ingen tøj på og dra­ger­ne kan spy ild, så det bat­ter.

Det er helt sik­kert teg­ne­sti­len og de (for)underlige biper­so­ner, der red­der seri­en. Eller hol­der den oven van­de. Læs den kun, hvis du vir­ke­lig er fan­ta­sy­nørd.

Der er dage, hvor man ikke skal kom­me på tværs af mig. Sådan en dag er hver dag.” ‑Krän