Jeg er begyndt at bruge det kom­mu­nale bibli­o­tek i Ring­kø­bing — det er meget bil­li­gere at låne en bog på bibli­o­te­ket. Og der­u­d­over er der jo mulig­he­den for at prøve sig frem med bøger, hvis man er usik­ker på kvaliteten.

På Ring­kø­bing bibli­o­tek har jeg gen­fun­det teg­ne­se­ri­e­hyl­derne. I mine yngre dage læste jeg (og Tho­mas Elbo) et utal af teg­ne­se­rier og nu har jeg taget denne inter­esse op igen. Det bety­der, at jeg er fal­det over en række teg­ne­se­rier, som jeg aldrig har set eller hørt om før. Eksem­pel­vis tegneserie-serien (!) om bar­ba­ren Krän og hans bed­ste ven Kuno.

Anto­lo­gien om Krän (eller Kran, som han bli­ver døbt på dansk) af Eric Her­enguel er en række histo­rier om den store, stærke, næve­nyt­tige bar­bar­kon­ge­søn og den hypo­kon­dri­ske, slatne, lider­lige druk­ken­bolt af en ven, Kuno.

Serien star­ter med nr. 0 — et kom­pen­dium over teg­ne­se­ri­e­u­ni­ver­set i Krän-serien. Korte stri­ber med mor­somme påhit og sprog­lige under­fun­dig­he­der, portræt­ter af hoved­per­so­nerne og vig­tige biper­so­ner. Alt i alt en ret mor­som bog, der for­tæl­ler om kon­ge­ri­get Torgnol.

Men ingen roser uden torne. Histo­ri­erne i serien er ret opfind­somme, men dia­lo­gen mel­lem karak­te­rerne vir­ker klun­tet og usam­men­hæn­gende. Hvor­vidt det skyl­des den dan­ske over­sæt­telse af Freddy Milton eller et klun­tet for­læg fra Eric Her­enguel kan jeg ikke svare på. Jeg kan imid­ler­tid prøve at give en ide om, hvor­for jeg trods alt har læst mig igen­nem de før­ste 6 albums nu.

For en fantasy-læser er der mas­ser af læk­ker­bi­ske­ner og genop­fin­del­ser af gen­ren og for den post­mo­der­ni­sti­ske læser har Krän mas­ser af refe­ren­cer til ver­den rundt omkring os. Varul­vene er små, nut­tede pels­dyr, når det ikke er fuld­måne og de grimme trolde, der inva­de­rer Trog­nol i album 5 har gamle tyske hjelme på hove­det alt imens de rab­ler løs på tysk og udfø­rer ræd­der­lige eks­pe­ri­men­ter på de stak­kels(!) små varulve.

De store og stærke karak­te­rer i Krän er vir­ke­ligt store og stærke og kan slå en pro­per næve (eller økse). Og de små og fede er vir­ke­ligt ulækre at se på. De sexede kvin­der har stort set ingen tøj på og dra­gerne kan spy ild, så det batter.

Det er helt sik­kert teg­ne­sti­len og de (for)underlige biper­so­ner, der red­der serien. Eller hol­der den oven vande. Læs den kun, hvis du vir­ke­lig er fantasynørd.

“Der er dage, hvor man ikke skal komme på tværs af mig. Sådan en dag er hver dag.” –Krän