Spot 2009 — en torsdag med op– og nedture

Ret­telse: Ind­læg­get hed “En fre­dag med op– og ned­t­ure”, men det hand­ler om tors­dag, såeh…

I går star­tede Spot 2009 på ret kao­tisk manér. For det før­ste måtte vi stå i kø i 20–25 minut­ter for at blive checket ind og få vores arm­bånd på. Arm­bån­det er sym­bol på købet af en par­tout­bil­let, som bety­der, at vi har købt adgang til Spot 2009 i hele festi­va­lens åbnings­tid, dvs. fra tors­dag aften til lør­dag aften/søndag mor­gen, når de sid­ste arran­ge­men­ter slutter.

Udgangs­punk­tet for Spot 2009 er, at hvis man vil høre en kon­cert, så må man være på spil­le­ste­det og stå i kø mens der sta­dig er plad­ser — ellers er tiden spildt. Med andre ord: det vel­kendte først-til-mølle-princip. Det viste sig imid­ler­tid ikke at være gæl­dende i går aftes, da åbnings­kon­cer­ten skulle starte hele festi­va­len. Da vi nåede frem til døren og ville ind i Musik­hu­sets Store Sal for at høre Gun­nar K. Mad­sen (hove­d­ansvar­lig for Spot Festi­val) og bag­ef­ter høre Ave spille sam­men med Her­ning Kir­kes Dren­ge­kor, så fik vi at vide, at vi skulle have en lille blå bil­let, da vi ikke havde købt en enkelt­dags­bil­let til tors­dag. Der­for måtte vi stille os i kø efter en lille blå bil­let for at komme ind.

Det skyl­des, at der var solgt for mange enkelt­dags­bil­let­ter til tors­dag og i festi­va­lens øjne havde de åben­bart for­trin­s­ret til åbnings­kon­cer­ten. Så vi måtte igen stå i kø (nu til en anden disk) for at få vores adgangs­tegn til Store Sal. Det viste sig dog hur­tigt, at der ikke var flere blå bil­let­ter, så vi måtte opgive at komme ind i Store Sal kl. 19. Suk. Næste arran­ge­ment star­tede først kl. 22 på hhv. Stu­den­ter­hu­set, Train og Musikca­feen. Det var tre timer ekstra at fordrive…

Efter en del van­dren frem og til­bage i Århus’ gader endte det med, at vi satte os ned i Ara­bia Café og fik et par kop­per bedu­inkaffe ind­til vi beslut­tede os for at gå tid­ligt ned på Musikca­feen for at være sikre på at få en plads til at høre Bird, John Dear Mowing Club og Dae­da­lus.

Kon­cer­ten viste sig at være for­sin­ket omkring 20 minut­ter — uden­for trom­mede reg­nen på taget og dryp­pede ned i en mik­ser, der stod på et bord. Det viste sig at være ret fatalt for pla­nerne. For­sin­kel­sen skyld­tes nem­lig, at en for­stær­ker var gået i styk­ker på grund af regn­vand, så der var desværre kun et af de annon­ce­rede bands, der havde ønsket at spille et aku­stisk set. Suk igen. Nu var det meste af afte­nen gået i vasken, men vi blev på Musikca­feen og hørte Bird, der spil­lede 4–5 vel­o­p­lagte numre.

Bird er en bri­tisk pige, der tid­li­gere har spil­let trom­mer i et punk­band men nu har slået sig på folkpop. Der var tre i det lille band: 2 cel­li­ster og en herre, der viste sig at lave mun­dryt­mer (beat­boxing). Hel­dig­vis havde hun publi­kum i sin hule hånd fordi vi alle for­stod, at hun ikke selv var skyld i at kon­cer­ten var gået skævt. Hun smi­lede og gri­nede og opfor­drede os til selv at lave flere ryt­mer alt imens hun for­talte hvor­dan alle peda­lerne og dim­serne på sce­nen skulle have været brugt til at lave en masse effek­ter på num­rene. Og vi åd det råt. Hun char­me­rede sig vej lige ind i alles hjer­ter og fik flere gange stå­ende bifald efter numrene.

Da Bird for­lod sce­nen, viste det sig, at John Dear Mowing Club også havde lyst til at spille aku­stisk for os. Det er tre hol­land­ske her­rer, der spil­ler en dyster og trø­ste­løs coun­try med klare refe­ren­cer til Neil Young og Tom Waits. De kla­rede sig også igen­nem på strå­lende vis og fik os alle sam­men til at skråle med på omkvæ­det “It’s a sad, sad, sad, sad. It’s a saaaaad, sad, sad, song after all.”

Som en lille smule opkla­ring på en ellers regn­tung aften (også i over­ført betyd­ning), så lyk­ke­des det arran­gø­rerne at frem­skaffe en enkelt for­stær­ker, så Dae­de­lus kunne spille sin helt igen­nem elek­tro­ni­ske musik for os.

Det viste sig, at han gik fuld­stæn­dig i den anden grøft hvad angår nær­hed og inti­mi­tet med publi­kum. Han gik amok i en glitch-sample-mashup-helvedesfest hvor han tryk­kede og klik­kede løs på sine elek­tro­ni­ske appa­ra­ter. Det var en helt anden ople­velse end vi havde for­ven­tet ud fra beskri­vel­sen af ham og bestemt ikke musik, der sagde pænt god­dag til øregangene.

Vi valgte at for­lade kon­cer­ten, da klok­ken var på vej med 01:00 for at få lidt nat­te­søvn. På vejen hjem gik vi og over­ve­jede, om både Bird og John Dear Mowing Club burde over­veje at skifte til ude­luk­kende at spille aku­stisk for der­i­gen­nem at nå tæt­tere på publi­kum. Det var i hvert fald tre kon­cer­ter, som vi ikke glem­mer lige med det samme. På hver sin måde.

I dag står den på det offi­ci­elle Spot-program med mas­ser af kon­cer­ter for­delt ud over 10–15 sce­ner over hele Århus — pri­mært omkring Musik­hu­set. Vi kom­mer nok sent i seng igen i aften…