-
En hel uge med oplevelser
Vi har ikke været så gode til at overholde vores nytårsfortsæt (men det er vel også i orden at glemme det, når man når over d. 15. januar?), så her kommer der lige en opsamling over den sidste uge, som har været begivenhedsrig.
Sidste tirsdag havde vi klanmøde med Klan Waingunga her hos os. Det var en hyggelig aften med diskussioner om logo, hjemmeside og Facebook-gruppe. Derudover havde vi naturligvis sørget for hjemmebagt brød med masser af kerner. Næste klanmøde bliver først på den anden side af sommerferien.
Sidste onsdag var vi ude at løbe en aftentur til Købstadsløbet i Skjern. Det var en tur på 7,5km (rygterne siger 7,8km — men det er kun rygter), der havde tiltrukket næsten 1200 deltagere. Malene følte sig handicappet og overhovedet ikke klar til løbet, da hun stadig var øm i benern’ efter mandagens løbetur. Jeg lærte til gengæld en vigtig lektie: Når man skal løbe, skal man have løbesko på. Mine sko stod nemlig fint på hylden hjemme i Ringkøbing, og det opdagede jeg først, da vi kørte forbi byskiltet til Skjern. Jeg var imidlertid stædig og løb turen i mine italienske gummisko med masser af vabler til følge.
Det til trods, så blev tiden alligevel helt hæderlig: Malene løb turen på 45:37 (6:04min/km) og og jeg løb turen på 40:02 (5:20min/km). Vi deltager nok igen næste år — hvis løbsarrangørerne kan garantere, at vi vinder en nittepræmie på deltagernummeret.
Fredag havde vi begge fri og nød hinandens selskab. Om aftenen var vi igen foreningsaktive og havde for første gang helt alene en biografvagt hhv. i kiosk og billetsalg. Biografen viste Nat på museet 2 og der var 13 betalende gæster til forevisningen. Det kan vi godt gøre igen en anden gang — det er helt hyggeligt at være i biografen på den måde. Efter filmen gik vi på Hotel Ringkøbing og købte en kop chokolade med dagens kage, æblekage med chokokrymmel og crème fraîche. Der mødte vi så en af mine grandfætre, Rasmus, der er tjener på hotellet i sommerperioden. Uventet, men hyggeligt.
Lørdag tog vi så til Ålleren (Aalborg, for de uindviede) for at høre Balstyrko spille på StudenterHuset. Stilikonet og musikmanden Kenneth Bager var opvarmnings– og afkølings-DJ. Inden koncerten spiste vi på Mad Donna på Vesterbro i Aalborg. Det var god mad og god betjening.
Lørdag eftermiddag gik vi en lang tur ved Nymølle Bæk, hvor jeg blev fanget af en skovflåt. Den bed sig fast og ville ikke give slip igen før vi fandt en pincet frem dagen efter.
Søndag drog vi afsted mod Ringkøbing igen for at gøre vores EU-borgerpligt og stemme til Europaparlamentsvalget. Folketinget havde vedlagt en bonus-afstemning. Det lignede mest af alt et kærestebrev — dog manglede “Måske”-feltet. Det brugte vi det meste af mandagen til at komme os over.
Tirsdag bragte så ugens kulinariske højdepunkt. Jeg havde impulskøbt to hele skrubber hos Frisk Fisk og ikke overvejet nærmere, hvordan de skulle tilberedes. Så vi måtte have gang i “Den klassiske køkkenskole” for at lære at filettere og flå fladfisk (sig det tre gange hurtigt efter hinanden!) — dog ikke på samme tid. Vi startede med at være to mand om at flå en fladfisk (sig DET tre gange!) med både groft salt og viskestykke. Det endte med, at der var halvdelen af fisken tilbage, da begge sider var flåede. Derefter kom turen til skrubbe II. Den blev “bare” filetteret med møje og omhu. Vi er glade for, at vi har prøvet af flå og filettere inden vi vælger at melde os til en Robinson-ekspedition. Og mad smager som bekendt bedre, når man selv har “nedlagt” den.
I dag har vi grint af maskinoversættelser fra Google Translate. Malene havde modtaget et udkast til en pressemeddelelse, der var blevet maskinoversat til engelsk fra dansk med bl.a. følgende formuleringer til følge:
Have the participants not typed number you can go into the enrollment system and taste it.
…there are refreshments and competitions for both children and adults, who have come into goals or for those who have come to cheering and look at.
Tak for grinet, Google Translate.
-
Nat på museet II i Ringkøbing Biograf
I aften har Malene og jeg bidraget til at holde det lokale kulturliv i gang. Vi tog en samlet billet– og kioskvagt — og fik samtidig gratis adgang til at se filmen, der i denne uge gik over lærredet: Nat på museet 2 med Ben Stiller i hovedrollen.
Filmen er en fortsættelse af den første film (som jeg ikke har set, men som ikke skal afholde mig fra at tale om den), der handler om, hvordan figurerne på et museum, hvor Larry Daley (Ben Stiller) arbejder som nattevagt, kommer til live, da der kommer en gammel ægyptisk stentavle i nærheden af dem.
Den retmæssige indehaver af stentavlen — en 3.000 år gammel magtgerrig farao — har en sindrig plan om at bruge stentavlen til at åbne for en port til Underverdenen og hente gudernes magt til jorden for at overtage verdensherredømmet. Jeg tør næsten ikke afsløre om det lykkes.
Undervejs bliver vi vidner til Owen Wilson i cowboytøj (igen!) spærret inde i et timeglas, en smule hovedrolle-til-hovedrolle-romance (surprise!) og ikke mindst masser af dårlige vittigheder og sidste-øjebliks-redninger i mange forskellige forklædninger.
Filmen er da meget sød — men jeg er ikke ked af, at vi havde gratis adgang fordi vi havde passet kiosk og billetsalg.
-
Lav dit eget vanilleudtræk
Jeg faldt for nylig over opskriften på at lave vaniljeudtræk/-ekstrakt selv. Der findes ganske enkelt et helt amerikansk site, VanillaReview, der ikke beskæftiger sig med andet end vanilje.
Only 2% of vanilla flavor is made from real vanilla beans. This tutorial shows you how to make quality homemade vanilla extract.
Jeg har lavet en prøve af vaniljeudtræk. Det smager fantastisk og dufter lige sådan. Prøv den, hvis du har modet på det. Det kan bruges til at hælde i olie/eddike-marinader, på frugtsalater og meget andet godt.
Kort og godt, så lyder opskriften som følger:
- Skrab vaniljekornene ud af ca. 30g vaniljestænger (ca. 6–8 stænger) og skær stængerne i 1½-2 cm længde
- Put både stumperne og kornene ned i en flaske og hæld 250 ml spiritus på
- Husk at ryste og vende flasken jævnligt i den første måneds tid. Start med en gang eller to om dagen i den første uge. Derefter en gang om dagen eller et par gange om ugen i et par uge. Derefter vender du den bare, når du har lyst. Efter 6–7 uger kan du begynde at bruge af det. Husk at nøjes med et par dråber eller blot en teskefuld af gangen.
- Hvis du har brugt så meget af udtrækket, at stængerne kommer til syne i overfladen, så hælder du bare mere spiritus på.
God fornøjelse med eksperimentet… Og husk at skrive, hvad dine erfaringer er her i kommentarerne!
-
Dagens avisudklip: Børn bliver yngre
Læst i Dagbladet Ringkøbing-Skjern d. 3. juni 2009 under overskriften “De små vil være med på nettet”:
Der er ikke lavet nogen undersøgelser om, hvorfor børn bliver yngre og yngre, når de får en social profil på nettet, men…
Og jeg, der gik og troede at ungdommen havde så travlt med at blive ældre og voksne?
-
Klanmøde i Klan Waingunga i morgen
I morgen aften, tirsdag d. 2. juni 2009, holder vi igen klanmøde i Klan Waingunga — den nye distriktsklan i Lundenæs Len distrikt. Det er 2. gang vi skal mødes, så der er stadig masser af ting, vi ikke har diskuteret til bunds endnu. I morgen byder programmet blandt andet på følgende emner:
- Logo og t-shirts
- PR og hjemmeside
- spejderi generelt…
Hvis du sidder derude et sted i Vestjylland og drømmer om at lave spejderarbejde sammen med andre voksne spejdere, så er du velkommen til at kontakte os og høre mere om Klan Waingunga. Vi drømmer stadig om at blive endnu flere i klanen. Efterlad en kommentar her på bloggen, så vil vi kontakte dig så hurtigt som muligt.

Nye kommentarer