-
Digital Markedsføring 2009 i Holstebro
I dag har jeg deltaget i it-forum midtjyllands arrangement Digital Markedsføring 2009. Det er et arrangement, der nu finder sted for 2. år i træk som en del af Uge 47, der er et landsdækkende projekt for iværksættere og virksomheder i vækst.
Arrangementet fandt sted i nupark i Holstebro, hvor der blev holdt 17 oplæg på 6 timer. Det hele startede med Morten Hejlesen fra Innovation Lab i Århus, der holdt en keynote (på dansk, en ‘central tale’), der hedder Gratis, åben og sanselig og handler om innovation og nye forretningsmodeller i den digitale tidsalder.
Derefter gik dagen med oplæg om søgemaskineoptimering på begynder– og avanceret niveau, mobil marketing, anvendelse af sociale medier, online omdømme og ikke mindst networking mellem deltagerne.
Derefter sluttede Tim Vang ( @TimVang) fra MyC4 dagen af med at holde endnu en keynote om hvordan MyC4 har brugt moderne forretningsmodeller til at skabe vækst og håb for nogle af verdens fattigste borgere.
Alt i alt har det været en dag med mange input — både fagligt og personligt. Jeg glæder mig til at udfylde evalueringsskemaet, der gerne skulle dukke op een af de nærmeste dage.

Nye kommentarer