Månedsarkiv: maj 2010

Hjemmelavet kakaoessens — del 1

Vi har købt en for­fær­de­lig koge­bog. “Fri­stel­ser af Cho­ko­lade” fra Par­ra­gon Books. For det før­ste er den dår­ligt, hur­tigt og sju­sket over­sat fra engelsk. For det andet kan man ikke se, hvem der har skre­vet den. For det tredje kan ISBN-nummeret ikke fin­des på bogpriser.dk. For det fjerde kostede den vist 30,- kr. i Netto. Og for det femte er den pro­p­fuld af fan­ta­stisk lækre opskrif­ter på cho­ko­la­de­des­ser­ter, –kager, –småka­ger, –is og –kon­fekt. En helt igen­nem afsky­e­lig bog.

Opskrif­terne er fulde af den engel­ske målen­hed “cup” — og vi ejer ikke et ene­ste måle­bæ­ger med en “cup”-angivelse. Det viser sig, at en cup vand sva­rer til 237 mil­li­li­ter vand. Så er det jo bare med at komme i gang med en lom­me­reg­ner og gange op.

Lige ind­til det slår een, at en cup mel ikke vejer det samme som en cup vand eller en cup suk­ker — lige som 1 deci­li­ter mel hel­ler ikke vejer det samme som en deci­li­ter vand eller sukker.

Da vi løb igen­nem ingre­di­ens­li­sterne i bogen, opda­gede vi en inter­es­sant ingre­di­ens: cho­ko­la­de­es­sens. Hvad er det? Har I nogen­sinde hørt om det før? Jeg kan finde enkelte engelsk­spro­gede opskrif­ter, hvor “cho­co­late extract” bli­ver brugt — men jeg har endnu til gode at finde en opskrift på selv at lave chokoladeessens.

Der­for kastede jeg mig ud i at lave en cho­ko­la­de­es­sens selv. Jeg for­talte mig selv, at det måtte være meget som at lave en vanil­le­es­sens (eller vanilleud­træk), som jeg tid­li­gere har gjort.

Så jeg købte en por­tion rå kaka­obøn­ner hos Netspiren.dk, afskal­lede dem og put­tede de små styk­ker i et syl­te­tøjs­glas og fyldte glas­set med vodka. Jeg har ingen anelse om for­hol­det mel­lem kaka­obøn­ner og vodka, så nu har jeg put­ter 50–60 gram afskal­lede bøn­ner glas­set og fyldt ca. 300–350 ml vodka deri. Nu skal det sik­kert stå i en 3–6 måne­der og trække. Der­ef­ter vil jeg tro, at jeg kan begynde at bruge af det.

Men når udtræk­ket / essen­sen / snap­sen er klar, hvad kan jeg så bruge det til? Jo, ifølge kloge hove­der, så bru­ger man kaka­o­es­sens (der også kal­des cho­ko­la­de­es­sens, eller på engelsk “cho­co­late extract”) i mad­lav­ning og bag­værk til at til­føje en endnu stær­kere chokoladesmag.

Jeg er spændt på at dufte til glas­sets ind­hold, når det er klar om nogle måne­der. Lige nu vil jeg nøjes med at se far­ven skifte, når bøn­nerne afgi­ver smag og farve. Så må jeg tænke mig til resten.

Tilbage fra Spot Festival 2010

Spot Festi­val 2010 er ovre og igen i år har vi besøgt Århus og hørt så meget musik, at ørerne (næsten) er fal­det af.

I år benyt­tede jeg mig af min mobil­te­le­fon og Twit­ter til at rap­por­tere live fra festi­va­len. Det bety­der, at du kan finde en hel hånd­fuld bil­le­der fra Spot 2010 her på Moby­Pi­c­ture. Lad mig bare sige med det samme, at bil­le­derne ikke er ver­dens bed­ste kva­li­tet, men de kan da give et ind­tryk af, hvad jeg har oplevet.

I år var temaet for min Spot-kalender, at jeg ville høre bands, jeg ikke kendte, men som havde beskre­vet sig selv spæn­dende (set med mit per­spek­tiv) — og så ville jeg gerne have nogle “sikre” koncertoplevelser.

Det betød, at jeg i år nåede at se og høre føl­gende kunst­nere (i kro­no­lo­gisk orden):

  • Mur­der — Jakob Bel­lens fra I Got You On Tape er den ene halv­del af Mur­der. Jeg har aldrig hørt Mur­der live, men har lyt­tet til et par melan­kol­ske og dunkle tit­ler fra deres bag­ka­ta­log. Det blev ikke dår­li­gere af at blive spil­let live og intimt på Archauz. En stille og rolig start på to dages festival.
  • Lars and the Hands of Light — Med et P3-hit eller to i bag­lom­men, så er der ret stor sik­ker­hed for et stort publi­kum på Spot. Og jeg håber ikke, at Lars og hans lys­hæn­der blev skuf­fede. Det gjorde jeg nem­lig — lidt. Jeg fik mere i samme stil — og det kedede mig i læng­den. Hvis jeg ikke kan holde en 40 minut­ters ud, så kan det vist ikke betale sig at købe hele pladen.
  • Kill Screen Music — dette var ban­dets før­ste kon­cert. Og en god start, må man sige. De gik til sagen med ildhu og spil­lede uhyre godt sam­men. Der var ikke en skæv tone og alle pau­ser sad præ­cist som de skulle. De skal nok få en god live-karriere, hvis I spør­ger mig. Og så var Kill Screen Music også et eksem­pel på den slags musik, der var rig­tig, RIGTIG meget af på Spot i år: Melo­disk rock med keyboard/synth-elementer. Uden tvivl med inspira­tion direkte fra fir­serne. Om man så kan li’ det eller ej…
  • Magnus fra Gaar­den — Nu begyn­der det at blive meget smalt og niche-orienteret. Jeg indrøm­mer blankt, at jeg ikke har den fjer­ne­ste inten­tion om at købe Magnus fra Gaarden’s CD. Men alene beskri­vel­sen “jazzens svar på Slipk­not”, gjorde, at jeg følte mig pres­set til at lytte til denne omgang Balkan-metal-jazz. Det var ener­gisk, medri­vende og utro­ligt stø­jende. Det var helt opløf­tende at se de dedi­ke­rede jazzmetal-musikanter rulle sig rundt på sce­nen i ind­følte soli og sam­men­spil­let livs­glæde. Tak for den kon­cert, skal I ha’, Magnus og venner!
  • Ghost Society — her var der tale om ægte hype, hvis I spør­ger mig. Såvidt jeg kunne for­stå, var for­vent­nin­gerne til denne kon­cert tårn­høje — og de blev ind­friet hos de fle­ste. Jeg fik lyst til at se og høre dem, da der stod “Blue Foun­da­tion” i beskri­vel­sen. Måske skulle jeg have læst lidt mere — for sjæl­dent har jeg ople­vet en mere indad­vendt kon­cert. Jeg har aldrig rig­tig lyt­tet til Det Elek­tri­ske Baro­me­ter og svæl­get i Welts­ch­merz og sand­syn­lig­vis der­for fandt jeg ikke Ghost Society sær­lig inter­es­sante. Nuvel, det var smukke melo­dier og der sad ikke en tone skævt, men — altså — jeg har da aldrig ople­vet, at der kun bli­ver sagt 4 ord til en kon­cert. Og publi­kum grinte lidt nervøst over de tre af dem. Jeg ople­vede et band, der aldrig nåede ud over sce­ne­kan­ten. Men det var der åben­bart andre, der gjorde. Hver sin smag — det er der­for, jeg kom­mer til Spot. For at opleve noget nyt og noget andet, end jeg ple­jer at høre.
  • Stof­fer & Maski­nen — også her, var det et par P3-numre, der sendte mig ind i tel­tet. Og jeg havde også lyst til at gå igen ret hur­tigt. Men stæ­dig­he­den vandt og jeg blev til sid­ste bifald. Det var endnu engang en por­tion melo­disk rock med keyboard/synth-indpakning. Hver sin smag — måske var der en grund til, at jeg aldrig lyt­tede meget til radioen, når Stof­fer & Maski­nen blev spillet.
  • Dokkedal/Dixen — Uh, nu star­tede festen! Lige plud­se­lig vendte humø­ret, da årets før­ste festi­va­l­op­le­velse med en “elektronisk”/house/hiphop/pladespiller/sampler-kunstner ende­lig oprandt. Jeg har (sta­dig) en svag­hed for glad, elek­tro­nisk base­ret musik, så det siger sig selv, at mine fød­der kom i omdrej­nin­ger og hove­det vug­gede til de tunge bas­ryt­mer fra de to DJs. Det var 40 minut­ters mas­hup– og sam­ple­leg, som blan­dede vidt for­skel­lige musi­kal­ske kil­der sam­men til en helt ny ople­velse. Essen­sen i den korte kon­cert var dub­step og hip­hop og det fik ener­gien op på Offi­cer­s­plad­sen. Det ene­ste, der ærg­rer mig nu, er, at de tre smags­prø­ver, der lig­ger på Dokkedal/Dixens hjem­meside, ikke har samme høje fest­stem­ning, som det vi ople­vede i Århus. Dagens højdepunkt!
  • Est­her Maria & the Song Horse — efter at have været til festi­val i omkring 8–10 timer og ople­vet en lang række kunstere, så er det som oftest en rar ople­velse at sætte sig ind i Musik­hu­sets Lille Sal og opleve singer/songwriter-kunstnerne opløfte deres melan­kol­ske røst. Est­her Maria er en dyg­tig san­ge­r­inde fra Holste­bro, som har slået sig på alter­na­tiv coun­try i ste­det for jazz. Det gør hun egent­lig udmær­ket — hen­des musik var bare en smule tam. Der var ikke rig­tig bid i den. Men måske er det fordi, jeg har en helt fan­ta­stisk erin­dring om sven­ske Baskery, der spil­lede samme sted sid­ste år. Jeg over­ve­jer ikke at købe Est­her Marias plade — men Baske­rys lig­ger sta­dig og ulmer. Siger det mest om mig eller om musikken?

Og så på hove­det i seng. Det var listen og dom­men over fre­da­gens kunstnere.

Om lør­da­gen så og hørte jeg føl­gende (sta­dig kro­no­lo­gisk ordnet):

  • Gram­mo­funch — Dagen star­ter endnu engang stille og roligt med Gram­mo­fun­chs under­læg­nings­mu­sik til en 37 min. lang stum­film. Fil­men kræ­vede en større fil­man­mel­derek­sa­men for at finde histo­rien, så den vil jeg und­lade at kom­men­tere ud over at skrive, at den var klip­pet meget lang­somt og sik­kert var meget smuk. Musik­ken var en omgang psy­ke­de­lisk rock-jazz, der i bed­ste Led Zeppelin-stil for­søgte at under­støtte bil­le­derne. Meget fint — men det vandt aldrig min interesse.
  • Hunch Bet­tors i Karrierekanonen-blokken — dette unge og øjen­syn­ligt lovende band fra Holste­bro fik hele tel­tet til at juble. Jeg blev aldrig rig­tig bidt af dem til trods for at de havde både trom­pet og har­monika med i deres rock-ensemble.
  • Slar­af­fen­land — Et dansk band, der ikke er sær­ligt kendt i Dan­mark. Det lyder, som noget, man har hørt før, ikke? At vores egne kunst­nere ikke kan finde fod­fæ­ste i Dan­mark, men der­i­mod kan sælge mange pla­der og fyldte kon­cer­ter i udlan­det. Det får i al fald mig til at tænke, at hvis man er en talent­fuld dansk musi­ker, så må man ikke opgive håbet om en kar­ri­ere bare fordi man ikke kan sælge kon­cer­ter og pla­der i hjem­lan­det. Kon­tak­ten med de rig­tige men­ne­sker kan bringe en langt. Nå, det var kon­cer­ten, det skulle handle om. Slar­af­fen­land spil­ler avant­garde rock, der ikke for­sø­ger lette løs­nin­ger. Det var flot, avan­ce­ret, vel­kom­po­ne­ret musik, der også kom ud over sce­ne­kan­ten. Tak for en god kon­cer­top­le­velse til Slaraffenland.
  • Annika Aakjær — jeg hørte denne kvin­de­lige Niels Haus­gaard før­ste gang for to år siden, da hun spil­lede en intim kon­cert på Ryt­misk Scene. Det var en meget bidsk, meget obser­vant og meget poli­tisk kon­cert. Annika Aakjær fik en del opmærk­som­hed for hen­des P3-hit, som førte til en plade og en plade mere og en del tur­neer. Jeg synes hun gør det godt — hun bru­ger sta­dig pau­serne mel­lem num­rene til at for­tælle en anek­dote eller sende en skarp bemærk­ning afsted inden hun spil­ler et num­mer, der har en rela­tion til det, hun lige har for­talt. Denne gang spil­lede hun i Store Sal med et “rig­tigt” rock­or­ke­ster. Det betød, at hen­des numre havde fået langt mere plads og langt større lyd. Jeg syn­tes egent­lig, at det var ærger­ligt, for jeg syn­tes ikke, at ban­det spil­lede helt fan­ta­stisk — og hen­des histo­rier behø­ver ikke meget akkom­pag­ne­ment. Jeg var ikke super­be­gej­stret for kon­cer­ten — men hen­des poin­ter var sta­dig superskarpe.
  • Tre­molo Beer Gut — dansk sur­fro­cks ukro­nede kon­ger. Når først elgu­i­ta­ren er sat i sving, så stop­per festen ikke igen før Tre­molo Beer Gut er gået af sce­nen. Hvis man kan holde lyden af vibre­rende twang-guitar ud, så er det en liv­gi­vende ople­velse at lytte til disse fire drenge. De skå­ler (jævn­ligt) med publi­kum og hil­ser på alle de søde og pæne piger. Tit. Og så spil­ler de musik som om de aldrig har bestilt andet. Herligt.
  • Tho­mas Dyb­dahl — her var det nød­ven­digt at stå i kø i op mod en time før kon­cer­ten star­tede for over­ho­ve­det at få en plads. Og da dørene blev åbnet, var der lemming-agtigt storm­løb mod kon­cert­sa­len. Det nær­mede sig hysteri, men man kan godt for­stå, hvor­for inter­es­sen var stor. Tho­mas Dyb­dahl har en kæmpe fanskare i Dan­mark og det er sik­kert, at mange af dem var kom­met til Spot 2010 for at høre ham. Hans varme bløde stemme bød os vel­kom­men, da vi havde sat os til rette i Store Sal og der­ef­ter slap vi ikke ud af hans hule hånd igen før kon­cer­ten var slut. Når Tho­mas sagde “syng med”, så sang vi med. Når han for­talte os, at vi var det mest fan­ta­sti­ske publi­kum, så tro­ede vi på ham. Han optræ­der med en ydmyg­hed, der gør det umu­ligt ikke at bryde sig om ham. Wow. Han er god.
  • Gin­ger Ninja — Et rock­band mere, der har fået key­bo­ards koblet til mik­se­ren. Her var der et par gode P3-syng-med-hits, som kunne løfte deres optræ­den op til en fest. Det var lidt tamt — eller måske var jeg ved at være godt udkørt. Jeg havde lidt samme for­nem­melse som med Lars and the Hands of Light — “var det dét?”.
  • Tur­bowe­e­kend — Efter Gin­ger Ninja-koncerten skyndte jeg mig til den sid­ste kon­cert i Store Sal. Det var der også mange andre, der havde gjort, så jeg kom til at sidde helt oppe under lof­tet på bal­ko­nen. Det har jeg aldrig prø­vet før. Og jeg har hel­ler aldrig prø­vet at lytte til så ener­gisk musik i Store Sal. Tur­bowe­e­kend har bestemt for­an­dret sig meget siden jeg hørte dem på Offi­cer­s­plad­sen på Spot for et par år siden. Og de havde natur­lig­vis hele bag­ka­ta­lo­get med af gode, lyt­te­vær­dige hits. Inklu­sive en live-version af Trouble Is (Joker Remix). Wow, for en afslut­ning på Spot 2010.

Lør­da­gen slut­tede med et brag. Og vi gik hjem i seng, mætte af musi­kop­le­vel­ser og trætte efter at have gået, stået, lyt­tet og talt med gode ven­ner i to dage i træk.

Spot 2011 — vi ses!

Og så til dig, der ikke ken­der Trouble Is (Joker Remix):

Mælkebøtteblomstsaft

Nu prø­ver vi igen at lave mæl­kebøt­te­blomsts­aft, sidst var for 3 år siden, hvor vi fik lavet en fla­ske. Jeg har gerne ville lave det de øvrige år, men blom­strings­pe­ri­o­den for mæl­kebøt­ter kom­mer åben­bart altid bag på mig. De er der lige plud­se­lig og lige så hur­tigt er de afblom­stret og står med deres frøskærme.

For lidt over en uge siden havde vi pla­ner om at bruge søn­da­gen på at plukke mæl­kebøt­ter,  men reg­nen satte en stop­per for de pla­ner. Tirs­dag aften i sid­ste uge, hvor solen havde skin­net hele dagen, kørte vi  ca. 10 km ud til Nymøl­le­da­len vest for Ring­kø­bing, hvor vi var sikre på, at der i hvert fald ikke havde kørt biler.

Desværre havde mæl­kebøt­terne alle­rede beslut­tet sig for at gå i seng, så det var kun en eng med sam­men­klap­pede mæl­kebøt­ter, som mødte os. Vi fik dog sam­let en bal­je­fuld, fik den frag­tet hjem og brugte 1½ time (2 mand) på at pille kron­bla­dene af. Sikke et arbejde! Det kan der­for helt klart anbe­fa­les at plukke mæl­kebøt­terne om dagen, hvor skær­mene er fol­det ud.

Mælkebøtter klar til at blive plukket
Mæl­kebøt­ter klar til at blive plukket

Kron­bla­dene fyldte ca. halv­de­len af en 7 liters gryde, og blev over­hældt med 3 liter kogende vand og til­sat ca. 1 kg rør­suk­ker, saf­ten af 3 citro­ner, 2 breve citron­syre og en lil­le­fin­ger­stør­relse inge­fær (bare for at prøve).

Mælkebøtteblomstblade overhældt med vand, tilsat sukker mm.
Mæl­kebøt­te­blomstblade over­hældt med vand, til­sat suk­ker mm.

Saftblan­din­gen stod på køl i en lille uge og blev rørt i af og til. I går blev saf­ten siet og hældt på ata­mon­skyl­lede patent­fla­sker (4 stk.) og her er det fær­dige resultat!

Mælkebøtteblomstsaft
Mæl­kebøt­te­blomsts­aft

Måske kan du sta­dig nå at lave din egen saft, der står sta­dig mæl­kebøt­ter rundt i det dan­ske land. God fornøjelse!

T-shirt fra Hipstery.com

For nylig hørte jeg Anders Høgh Nis­sen (@4nd3rs), der er vært på DR Hard­di­sken, for­tælle fra kon­fe­ren­cen NEXT i Ber­lin, hvor det helt store emne var crowd sourcing. Ved crowd sourcing læg­ger man eks. pro­dukt– eller kon­cep­t­ud­vik­ling ud til brugerne/læserne/de besø­gende på ens website.

En reklame for Hipstery
En rek­lame for Hipstery

Med sådan en mega­trend i sigte, vil det betyde, at vi hele tiden skal tage stil­ling til nye ting, stemme for at bestemme, give vores mening til kende eller på anden måde del­tage for at få lov til at købe ind eller for­bruge. Og når udbud­det af pro­duk­ter, pro­duk­tva­ri­an­ter, alter­na­tive pro­duk­ter hele tiden bli­ver større og større, så bli­ver det svæ­rere og svæ­rere for for­bru­gerne at købe.

Det tyske firma Hip­stery (et ord­spil på hip­ster — en ‘smart fyr’ — og mystery) for­sø­ger at vende denne trend helt på hove­det og væl­ger selv et pas­sende pro­dukt for for­bru­ge­ren. Det ene­ste, jeg skal gøre for at handle hos Hip­stery, der sæl­ger t-shirts, er at for­tælle dem, hvil­ken stør­relse jeg ønsker min t-shirt i og ind­ta­ste min adresse. Der­ef­ter bli­ver jeg bedt om at svare på 6 simple spørgs­mål, som skal hjælpe Hip­stery med at afgøre hvil­ken t-shirt, jeg vil finde interessant.

Hip­stery bru­ger nu denne viden om min smag til at sende mig t-shirts, der er ind­købt på et eller flere af de mange, mange web­s­i­tes, der sæl­ger t-shirts.

For nylig kastede jeg mig der­for ud i uvi­den­he­dens ocean og bestilte to t-shirts fra Hip­stery. Det var 5 ner­vepi­r­rende dage inden der lå en mystisk kuvert i postkassen.

Posted using Mobypicture.com
En mystisk kuvert i min postkasse

Kuver­ten var fra Hip­stery — og inden i den var der to fede t-shirts. Den ene var fra det kæm­pe­store udbud på Thre­ad­less.

En t-shirt fra Thre­ad­less — købt via Hipstery.com

Den anden t-shirt var fra Tee Fury. Jeg ville aldrig selv have valgt nogle af disse t-shirts, men “t-shirt-videnskabsmændene” (t-shirt sci­en­ti­sts, som Hipstery-folkene kal­der sig selv) havde udvalgt disse to og jeg syn­tes egent­lig, de er flotte.

En t-shirt fra Tee Fury — købt via Hipstery.com

Det var imid­ler­tid ikke det ene­ste, der var i den pak­kede kuvert. Hvis man skal gøre sig håb om at være en hip og moderne virk­som­hed, så må man skabe en ople­velse. Det gør Hip­stery ved at putte ekstra ting i kuverten.

Posted using Mobypicture.com
De ekstra ting, Hip­stery havde put­tet i min kuvert. (læg hove­det lidt på skrå, så går det bedre med at se. Eller klik på bil­le­det — på Moby­Pi­c­ture kan du rotere billedet…)

I kuver­ten var der føl­gende ekstra ting:

  • Et rundt kli­s­ter­mærke med den pibe­ry­gende Hipstery-mand
  • Et Hipstery-certifikat, der for­tæl­ler mig, at jeg er en ægte hip­ster fordi jeg tør!
  • En tysk teg­ne­se­rie fra 1983.
  • En 3D-brille
  • Et gam­melt post­kort med motiv fra en skibakke.
  • Et stykke papre­k­lame for en tysk portrætfotograf

Og såle­des har Hip­stery sik­ret sig, at jeg bestil­ler hos dem mere end en gang: for hvad er der mon i pak­ken næste gang?

Mht. den pibe­ry­gende Hipstery-mand, så er han også afbil­det på for­si­den af Hipstery-certifikatet.

Posted using Mobypicture.com
Den pibe­ry­gende Hipstery-mand har ret. Fordi han ryger pibe. Og sik­kert peger med den.

Og jeg tror på ham, for “folk, der peger med piber har altid ret”.

Jeg ønsker Hip­stery al mulig held og lykke med deres glim­rende forretningsidé.

Flere erfaringer med Vibram Fivefingers Flow

Nu er det snart 6 måne­der siden, at jeg fik mine Vibram Five­fin­gers Flow — og i den tid har jeg kun løbet i dem i rundt reg­net 2 måne­der på grund af det vold­somme vin­ter­vejr, der afholdt mig fra at eks­pe­ri­men­tere med ny løbe­stil mens der sta­dig lå is og sne på veje, for­tove og stier.

Siden mid­ten af marts har jeg imid­ler­tid taget revan­che og har løbet 2–3 gange om ugen, så nu har jeg sam­let lidt flere erfa­rin­ger op mht. at løbe i Vibram Five­fin­gers Flow (model­len for­kor­tes her­ef­ter VFfF — da mær­ket ofte for­kor­tes VFF). Dette blo­gind­læg for­sø­ger at samle op på disse erfa­rin­ger og giver mig sam­ti­dig mulig­hed for at følge op på nogle af de spørgs­mål og kom­men­ta­rer, der er kom­met til mit før­ste ind­læg om mine Vibram Five­fin­gers Flow.

Før som­mer­fe­rien 2009 løb jeg op mod 8–9 kilo­me­ter hver gang — desværre mistede jeg på et tids­punkt gej­sten og måtte erkende, at sen­som­mer, efterår og den lange, kolde vin­ter tog en stor del af min udhol­den­hed og gene­relle motion fra mig. Der­u­d­over skif­tede jeg også job for over et år siden, så det ikke læn­gere var muligt at holde kon­di­tio­nen ved lige vha. cyk­ling, som jeg hidtil havde gjort.

Der­for star­tede jeg stort set fra nul og måtte bygge udhol­den­he­den og distan­cen op igen, da jeg begyndte at løbe i VFfF. Det bety­der, at mine mus­k­ler sta­dig er væl­dig ømme, når jeg er er fær­dig med en løbe­tur. Jeg for­tæl­ler mig selv, at det er en blan­ding af at løbe på en anden måde end jeg er vant til og så det fak­tum, at min kon­di­tion har været kørt helt i bund. Og så læg­ger jeg med ret stor garanti alt for hårdt ud, når jeg nu gerne vil træne mig selv op igen.

Men nok om und­skyld­nin­gerne. Jeg kan mærke, at ømhe­den og træt­he­den gene­rer mig min­dre og min­dre for hver gang, jeg er fær­dig med at løbe. Det tager jeg som et sik­kert tegn på, at jeg bli­ver stær­kere og stær­kere i krop­pen — og der­med, at min nye træ­nings­form er god for mig. De ømme mus­k­ler er, med et kendt udtryk fra min sol­da­ter­tid, “en svag­hed, der for­la­der krop­pen!”. Min krop væn­ner sig til, at den skal yde mere, end den har været vant til, og der­for skal mus­k­lerne natur­lig­vis også have lov at resti­tu­ere (læs om resti­tu­e­ring og hvile­pe­ri­o­der hos iform.dk).

Jeg har fået en ny løbe­stil og fun­det en ny muskel­gruppe at træne, så jeg tæn­ker, at det er helt natur­ligt, at jeg er træt. Det er der ikke noget mærk­vær­digt i — eller hvad tror I?

Jeg fik en række spørgs­mål og kom­men­ta­rer fra mine læsere, da jeg skrev om de før­ste erfa­rin­ger med VFfF. Den ene var fra “Kramme”, der bad mig huske, at det er vig­tigt at slappe af i ben og fød­der, når jeg løber. Det kan jo også godt tæn­kes, at grun­den til at jeg er øm og træt også skyl­des, at jeg ikke slap­per nok af. At jeg anstren­ger mig for at lande på fod­bal­lerne og ikke på hælen. At jeg måske stræk­ker mig for langt og der­for ikke får et godt afsæt eller en god lan­ding, når jeg løber. For efter­ti­den vil jeg for­søge at huske at slappe af, når jeg løber.

Og så har jeg via Pose­mand og Kramme stif­tet bekendt­skab med POSE-filosofien, som er udvik­let af rus­se­ren Dr. Nicho­las Roma­nov. Det er en viden­ska­be­lig til­gang til ener­gi­ud­fol­delse, hvil­ket i sig selv kan lyde utro­lig tørt og kede­ligt, men som i vir­ke­lig­he­den er en aka­de­misk under­sø­gelse af, hvor­dan vi men­ne­sker bedst bru­ger den energi, som vores mus­k­ler kan gene­rere. Med andre ord: hvor­dan bru­ger du min­dre energi til at opnå det samme. Eller bruge den samme energi til at opnå mere.

Jeg har endnu ikke prø­vet at løbe “Pose Run­ning”, men har da set neden­stå­ende video og må sige, at det ser spæn­dende ud.

Jeg håber, at mine erfa­rin­ger kan bringe andre videre i over­vej­el­serne om Vibram Five­fin­gers (VFF) og barfodsløb.

God tur og lad mig så høre i kom­men­ta­rerne, hvad I tænker

Ny biografbygning i Ringkøbing

Hvor er det fan­ta­stisk, at det sta­dig — trods kri­se­ti­der og dis­kus­sio­ner om et Knæk­ket Dan­mark, Udkants­dan­mark og Den Rådne Banan — sta­dig kan lade sig gøre at se udvik­ling i Provinsdanmark.

I dag har Dag­bla­det Ringkøbing/Skjern offent­lig­gjort pla­nerne om at bygge den gamle bør­ne­have, Bør­ne­nes Hus, om til fil­me­nes hus. Hvis alt går efter pla­nen, så bli­ver den store byg­ning klar til at vise film ved jule­tid — og så har Ring­kø­bing Bio­graf fået opfyldt deres lang­va­rige ønske om at flytte ind i større lokaler.

Det bety­der, at bio­gra­fen kan få plads til de ønskede to bio­gr­af­sale og et til­hø­rende café­miljø. Det kan blive et helt lille kul­tur­mekka med fored­rag, kon­cer­ter, tea­ter­fo­re­stil­lin­ger og andet godt her i Ring­kø­bing. Jeg glæ­der mig til at se de nye lokaler!

Læs mere om pla­nerne for den nye bio­graf hos Dag­bla­det Ringkøbing/Skjern.