Flere erfaringer med Vibram Fivefingers Flow

Nu er det snart 6 måne­der siden, at jeg fik mine Vibram Five­fin­gers Flow — og i den tid har jeg kun løbet i dem i rundt reg­net 2 måne­der på grund af det vold­somme vin­ter­vejr, der afholdt mig fra at eks­pe­ri­men­tere med ny løbe­stil mens der sta­dig lå is og sne på veje, for­tove og stier.

Siden mid­ten af marts har jeg imid­ler­tid taget revan­che og har løbet 2–3 gange om ugen, så nu har jeg sam­let lidt flere erfa­rin­ger op mht. at løbe i Vibram Five­fin­gers Flow (model­len for­kor­tes her­ef­ter VFfF — da mær­ket ofte for­kor­tes VFF). Dette blo­gind­læg for­sø­ger at samle op på disse erfa­rin­ger og giver mig sam­ti­dig mulig­hed for at følge op på nogle af de spørgs­mål og kom­men­ta­rer, der er kom­met til mit før­ste ind­læg om mine Vibram Five­fin­gers Flow.

Før som­mer­fe­rien 2009 løb jeg op mod 8–9 kilo­me­ter hver gang — desværre mistede jeg på et tids­punkt gej­sten og måtte erkende, at sen­som­mer, efterår og den lange, kolde vin­ter tog en stor del af min udhol­den­hed og gene­relle motion fra mig. Der­u­d­over skif­tede jeg også job for over et år siden, så det ikke læn­gere var muligt at holde kon­di­tio­nen ved lige vha. cyk­ling, som jeg hidtil havde gjort.

Der­for star­tede jeg stort set fra nul og måtte bygge udhol­den­he­den og distan­cen op igen, da jeg begyndte at løbe i VFfF. Det bety­der, at mine mus­k­ler sta­dig er væl­dig ømme, når jeg er er fær­dig med en løbe­tur. Jeg for­tæl­ler mig selv, at det er en blan­ding af at løbe på en anden måde end jeg er vant til og så det fak­tum, at min kon­di­tion har været kørt helt i bund. Og så læg­ger jeg med ret stor garanti alt for hårdt ud, når jeg nu gerne vil træne mig selv op igen.

Men nok om und­skyld­nin­gerne. Jeg kan mærke, at ømhe­den og træt­he­den gene­rer mig min­dre og min­dre for hver gang, jeg er fær­dig med at løbe. Det tager jeg som et sik­kert tegn på, at jeg bli­ver stær­kere og stær­kere i krop­pen — og der­med, at min nye træ­nings­form er god for mig. De ømme mus­k­ler er, med et kendt udtryk fra min sol­da­ter­tid, “en svag­hed, der for­la­der krop­pen!”. Min krop væn­ner sig til, at den skal yde mere, end den har været vant til, og der­for skal mus­k­lerne natur­lig­vis også have lov at resti­tu­ere (læs om resti­tu­e­ring og hvile­pe­ri­o­der hos iform.dk).

Jeg har fået en ny løbe­stil og fun­det en ny muskel­gruppe at træne, så jeg tæn­ker, at det er helt natur­ligt, at jeg er træt. Det er der ikke noget mærk­vær­digt i — eller hvad tror I?

Jeg fik en række spørgs­mål og kom­men­ta­rer fra mine læsere, da jeg skrev om de før­ste erfa­rin­ger med VFfF. Den ene var fra “Kramme”, der bad mig huske, at det er vig­tigt at slappe af i ben og fød­der, når jeg løber. Det kan jo også godt tæn­kes, at grun­den til at jeg er øm og træt også skyl­des, at jeg ikke slap­per nok af. At jeg anstren­ger mig for at lande på fod­bal­lerne og ikke på hælen. At jeg måske stræk­ker mig for langt og der­for ikke får et godt afsæt eller en god lan­ding, når jeg løber. For efter­ti­den vil jeg for­søge at huske at slappe af, når jeg løber.

Og så har jeg via Pose­mand og Kramme stif­tet bekendt­skab med POSE-filosofien, som er udvik­let af rus­se­ren Dr. Nicho­las Roma­nov. Det er en viden­ska­be­lig til­gang til ener­gi­ud­fol­delse, hvil­ket i sig selv kan lyde utro­lig tørt og kede­ligt, men som i vir­ke­lig­he­den er en aka­de­misk under­sø­gelse af, hvor­dan vi men­ne­sker bedst bru­ger den energi, som vores mus­k­ler kan gene­rere. Med andre ord: hvor­dan bru­ger du min­dre energi til at opnå det samme. Eller bruge den samme energi til at opnå mere.

Jeg har endnu ikke prø­vet at løbe “Pose Run­ning”, men har da set neden­stå­ende video og må sige, at det ser spæn­dende ud.

Jeg håber, at mine erfa­rin­ger kan bringe andre videre i over­vej­el­serne om Vibram Five­fin­gers (VFF) og barfodsløb.

God tur og lad mig så høre i kom­men­ta­rerne, hvad I tænker