Kategoriarkiv: Bryllup

Krydsede fingre

Så er turen gået til Fyn, hvor vi skal til årets andet bryl­lup. Turen mod Fyn gik fint ind­til vi nåede, ja, Fyn, så gik far­ten fra 130+ til 1 km/t pga. vej­ar­bejde i vores køre­bane og på den anden side havde der været et tra­fi­kuheld. Jeg fik et min­dre chok, da der kørte en Falck­bil forbi i nødspo­ret i rime­lig høj fart. Lidt efter kørte der en motor­cy­kel i nødspo­ret efter­fulgt af en per­son­bil. “Idiot!” råbte jeg til chauf­føren, men han hørte det jo nok ikke. Jeg håber, at han blev fan­get af motor­vejska­me­ra­erne! For så kan han vist se frem til en ori­en­te­rende køre­prøve. Så kan han lære det!  

Vej­r­ud­sig­ten for mor­gen­da­gen ser desværre ikke for godt ud i det syd­fyn­ske. Recep­tio­nen skal hol­des i haven, så vi kryd­ser fin­gre for, at vi ikke blæ­ser eller reg­ner væk. Vi kan altid håbe, at vi er lige så hel­dige med vej­ret, som til vores eget bryl­lup, hvor det styr­tede ned om for­mid­da­gen og skif­tede til strå­lende solskin om eftermiddagen.

Kryds, kryds, kryds, kryds…

Gensyn med Starship Troopers

Ovenpå en lang dag med hek­ti­ske sidste-øjebliks-forberedelser, et lyk­ke­ligt bru­de­par, mas­ser (MASSER!) af god mad, og glade gæster fra nær og fjern, så skulle der ryd­des op på God­set i Hulk­nøse skov på Hal­lund Hede. Hel­dig­vis slap vi for at gøre rent og kunne nøjes med at rydde op og for­dele alle madre­sterne iblandt os.

Der­ef­ter gik turen hjemad mod Ring­kø­bing igen — og en efter­mid­dag på ryg­gen med Stars­hip Troo­pers i DVD-afspilleren. Malene har aldrig set den før — og jeg kan vist efter­hån­den tælle 4. eller 5. gang med Johnny Rico, Car­men Iba­nez, Carl Jenkins, Dizzy Flo­res og alle de andre sol­da­ter i men­ne­ske­he­dens hær mod Kry­bene fra Klendathu.

Jeg har endda for et par år siden læst bogen Stars­hip Troo­pers af Robert Hein­lein, der lig­ger bag fil­men og giver et langt stær­kere bil­lede af det sam­fund, der lig­ger udenom fil­mens ret ensi­dige mili­tær­portræt. Jeg kan stærkt anbe­fale at læse bogen, der langt fra har den humo­ri­sti­ske vin­kel, der lig­ger under fil­men. En sci­ence fiction-film om et dystert emne som et raci­stisk, faci­stisk, mili­ta­risk og klas­se­delt sam­fund er nødt til at anlægge en sort-humoristisk vin­kel for at blive spiselig.

Hvis du har set fil­men, så sørg for at læse bogen også. Hvis du så fil­men og syn­tes, den var dår­lig, så læs bogen og find ud af, at Hein­lein tænkte større tan­ker end Paul Ver­ho­e­ven kunne klemme ned på små to timers cel­lu­lid. Og hvis du aldrig har set fil­men, så sørg for at læse bogen først — og se så fil­men bagefter.

Jakobs polterabend

“I dag er det Jakobs pol­te­ra­bend — hurra, hurra, hurraaa!”

Min lil­le­bror Jakob Kold skal gif­tes i star­ten af marts med hans udkårne Helena og der­for hol­der vi pol­te­ra­bend for ham i dag. Jeg går ud fra, at han i dag ikke får tid til at læse, hvad jeg skri­ver om hans pol­te­ra­bend, så der­for vil jeg godt alle­rede nu del­ag­tig­gøre alle I andre i planerne.

Kl. 10:00 — alle (drenge og pigerne, der skal holde pol­te­ra­bend for Helena) bra­ger ind ad døren og ser­ve­rer ame­ri­kansk brunch. Det der ikke kan laves på for­hånd skal laves færdig.

Kl. 12.45 — Dren­gene skal køre gokart v/ Skive Gokart — vi kører et Le Mans-løb, der varer 45–50 minutter.

Ca. kl. 14.30 — Når vi har fået armene strakt ud igen, sluk­ket tør­sten og tør­ret sve­den af pan­den, så tager vi 90 minut­ter på Paintball-banen og pløk­ker Jakob. Vi skal se, om han kan holde til at stå for skud.

Ca. kl. 16.30 — Vi har klædt om igen og har sluk­ket tør­sten igen. Vi begi­ver os til­bage til Jakob og Hele­nas lej­lig­hed og slap­per af, klæ­der even­tu­elt om og gør klar til næste punkt.

Kl. 19.00 — Der er bestilt bord på Restau­rant Kreta i Skive. Vi tager både drenge og piger med der­ned. Efter mid­da­gen er plan­læg­nin­gen en smule løs og afgjort af, om vi sta­dig kan holde øjnene åbne og benene oprejst. Måske byder Ski­ves nat­te­liv på en god ople­velse. Måske er det bedre at gå hjem i seng og blive klar til man­dag mor­gens udfordringer.

Det kan jo være, at andre på Skive-egnen skal plan­lægge en pol­te­ra­bend. Pla­nen her er et for­slag til jer :-)

Papirbryllup

I går fejrede vi vores papir­bryl­lup — 1 års bryl­lups­dag, for selvom det egent­lig er i dag, så er vi i hver sin ende af lan­det. Malene i Hvide Sande og Ulrik i Køben­havn og kan der­for ikke fejre hin­an­den sammen…

Vi var spændte på at finde bryl­lup­ska­gen frem fra fry­se­ren og om den sta­dig smagte lige så godt. Men den smagte hel­dig­vis sta­dig supergodt!

Bryllupskagen et år efter brylluppet
Bryl­lup­ska­gen et år efter brylluppet

Lør­dag aften var vi ude at spise på den lokale Kræs Café/Restaurant, der lig­ger ved lystbå­de­hav­nen i Ring­kø­bing. Deres Kræs Bur­ger til 135 kr smagte dej­ligt og kan helt sik­kert anbefales!

Vi har haft et dej­ligt før­ste år som hr og fru Kold og ser frem til flere!

Kransekagefigurerne fra bryllupskagen
Kran­se­kage­fi­gu­rerne fra bryllupskagen

Min vielsesring er blevet væk!

Jeg lovede i går, at jeg ville for­tælle en for­fær­de­lig histo­rie om Ryans pol­te­ra­bend. Det bli­ver en lang og tragisk historie.

Jeg mistede gan­ske sim­pelt min viel­ses­ring under dagens fest­lig­he­der. Jeg opda­gede ikke engang, da det skete. Det gik først op for mig en times tid efter, at det var sket — har jeg kal­ku­le­ret mig frem til ved hjælp af bil­le­derne og almin­de­lig snus­for­nuft. Og væk, det var den. Pist. Væk.

Det føles for­fær­de­ligt, når rin­gen lige plud­se­lig ikke er på sin plads læn­gere. Histo­rien om, hvad der skete er meget sim­pel. Vi havde brugt det meste af dagen på at køre go-cart, spise (fran­ske) hot­dogs på Kon­gens Nytorv, del­tage i små kon­kur­ren­cer, synge kara­oke på Sams Bar og ikke mindst på at tra­ske rundt på Strø­get, da vi til sidst nåede ud til Høvelte kaserne, hvor Mikael arbejder.

Sams Bar er det sid­ste sted, hvor jeg med sik­ker­hed kan sige, at jeg har set rin­gen. Den kan ses på et eller flere af de bil­le­der, der er ble­vet taget der­inde. Nå, til­bage til opsum­me­rin­gen af efter­mid­da­gens og afte­nens aktiviteter.

Da vi kom til Høvelte kaserne var der sta­dig et stykke tid til maden var helt fær­dig, så der­for ville vi lige tage en omgang touch foot­ball. Det er sådan en vari­ant af rugby eller ame­ri­kansk fod­bold, hvor det ikke går så hårdt for sig. Blot man med sik­ker­hed rører mod­stan­de­ren, så stop­per spil­let. Gan­ske hyg­ge­ligt og en god fysisk afslut­ning for 10 unger­s­vende, der mulig­vis har ind­ta­get en (u)passende mængde alkohol.

Når man spil­ler touch foot­ball, så svin­ger man gerne en del med hæn­der og arme og bevæ­ger sig en del rundt uden nød­ven­dig­vis at tænke over om smyk­ker og andre legem­s­dele sta­dig befin­der sig dér, hvor de burde.

Da vi bli­ver fær­dige med at spille efter en halv times tid, går vi ind til maden og begyn­der at tage for os af de grills­tegte ret­ter. Det sma­ger dej­ligt og snak­ken går, som den nu gør, når før­nævnte halv­be­ru­sede unger­s­vende får noget mad. Vi snak­ker og spi­ser og spi­ser og snak­ker i en times tid og maden sma­ger dejligt.

På et tids­punkt vil jeg stolt frem­vise min højre ring­fin­ger med et styk Orga­nic Large viel­ses­ring fra Gulds­med Ghita Ring og hol­der hån­den op i luf­ten. Min sam­ta­le­part­ner gri­ner lidt og siger “ja, du viser fin­ge­ren frem, men der er altså ikke noget på den.” Jeg opda­ger til min ræd­sel, at han har ret. Fin­ge­ren er tom. Jeg har netop skif­tet tøj og har også kort for­in­den været på toilet, så jeg skyn­der mig natur­lig­vis at gen­nem­søge alle lom­mer og ikke mindst papir­kur­ven på toilet­tet for at se, om rin­gen skulle være fal­det af i et øje­bliks beru­set uopmærksomhed.

Da det står klart, at rin­gen ikke umid­del­bart er at finde inden­dørs, hvor jeg har opholdt mig, så går efter­søg­nin­gen videre uden­for. Halv­de­len af festen er nu også mobi­li­se­ret i jag­ten på det lille guldsmykke. Vi går omkring i mere eller min­dre ord­nede møn­stre og fin­kæm­mer den umå­de­ligt store græs­plæne, vi for­in­den har brugt som bold­bane. Da solen syn­ker lavere og lavere og him­len bli­ver mør­kere for­la­der vi plæ­nen igen. Jeg må med sorg kon­sta­tere, at vi ikke har fun­det min vielsesring.

Jeg giver dog ikke op endnu og gen­nem­går tasker, lom­mer, stole og ryg­sække een gang til inden jeg med en kede­lig vis­hed må gribe tele­fo­nen og for­tælle Malene, at jeg har mistet sym­bo­let på vores ægte­skab. Kede­lig situ­a­tion at stå i, vil jeg lige sige. Jeg kan ikke huske, hvor­når jeg sidst har været så bundulykkelig.

Mikael og Tro­els lover mig dog, at de nok skal gøre et ihær­digt for­søg på at gen­nem­søge plæ­nen med en metal­de­tek­tor så snart de har tid. Det løfte hol­der de også i løbet af de næste dage — efter at tøm­mer­mæn­dene har lagt sig — men sta­dig uden held.

Per­son­ligt mistæn­ker jeg den store flok krage­fugle, der har hjemme lige over græs­plæ­nen for at have stjå­let rin­gen. Jeg er sik­ker på, at den nu lig­ger trygt og godt i en bunke tyve­ko­ster i top­pen af et træ på Høvelte kaserne. For­bi­strede tyvekræ.

Jeg har endnu ikke købt eller bestilt en ny ring, “for tænk nu, hvis…” — hvem ved, om rin­gen lige plud­se­lig duk­ker op i mor­gen eller alle­rede i næste uge. Men lige­som med poli­tiet, så er jeg klar over, at jo læn­gere tid der går fra noget (eller nogen) bli­ver væk, jo min­dre er sand­syn­lig­he­den for at finde det igen. Jeg må jo nok snart gå den tunge gang ned til Dauf & Pede for at få et nyt eksem­plar. Øv.

Måske kan det så lære mig at sørge for, at rin­gen pas­ser til fin­ge­ren. Næste gang.

Ryans polterabend

En af mine gamle ven­ner — Ryan Rohde Han­sen — skal gif­tes nu på lør­dag og i lør­dags var vi til pol­te­ra­bend. Jeg tog en masse bil­le­der, hvoraf de mest inter­es­sante kan ses i uddrag på 23.

UPDATE, 07.05.2008: Så er der bil­le­der. Se hele album­met her­un­der eller på adres­sen http://www.23hq.com/ulrikkold/album/3096022 — der er mas­ser af plads til kom­men­ta­rer både her og på 23. Keep ‘em coming!

I mor­gen vil jeg for­tælle en for­fær­de­lig histo­rie om denne polterabend.

En stribe billeder fra vores bryllup

Jeg har netop sid­det og kig­get i vores store sam­ling af bil­le­der fra Den Store Dag — og der er nogen af dem, der udmær­ker sig ved hver­ken at være smukke, ele­gante eller tek­nisk flotte. Der­i­mod viser de festen fra en helt anden vin­kel end vi har vist endnu — måske med und­ta­gelse af bryl­lup­skjole og Ecco-sko-billedet.

Bil­le­derne er taget med engangska­me­raer og det kan man godt se. De er kor­nede, gry­nede, slø­rede, har mær­ke­lige blitz­skyg­ger og alt muligt andet. Men de har charme. De har selv­til­lid. Og de har sjæl. Og så har jeg lavet dem sort-hvide — på den måde får de et helt andet udtryk. Nå, lad det være nok snak for nu. Jeg præ­sen­te­rer her­med “Vores bryl­lup fra en anden vinkel”.



Kas­per og Maria dan­ser lidenskabeligt



Tre gene­ra­tio­ner sam­let til bryllup



Vi ser så søde ud sammen!



Ronni Laur­sen i et af hans lyse­ste øjeblikke

Og der er flere bil­le­der af samme skuffe på 23HQ.dk/ulrikkold