Krydsede fingre

Så er turen gået til Fyn, hvor vi skal til årets andet bryl­lup. Turen mod Fyn gik fint ind­til vi nåe­de, ja, Fyn, så gik far­ten fra 130+ til 1 km/t pga. vej­ar­bej­de i vores køre­ba­ne og på den anden side hav­de der været et tra­fi­kuheld. Jeg fik et min­dre chok, da der kør­te en Falck­bil for­bi i nødspo­ret i rime­lig høj fart. Lidt efter kør­te der en motor­cy­kel i nødspo­ret efter­fulgt af en per­son­bil. “Idi­ot!” råb­te jeg til chauf­før­en, men han hør­te det jo nok ikke. Jeg håber, at han blev fan­get af motor­vejska­me­ra­er­ne! For så kan han vist se frem til en ori­en­te­ren­de køre­prø­ve. Så kan han lære det!  

Vej­r­ud­sig­ten for mor­gen­da­gen ser desvær­re ikke for godt ud i det syd­fyn­s­ke. Recep­tio­nen skal hol­des i haven, så vi kryd­ser fin­gre for, at vi ikke blæ­ser eller reg­ner væk. Vi kan altid håbe, at vi er lige så hel­di­ge med vej­ret, som til vores eget bryl­lup, hvor det styr­te­de ned om for­mid­da­gen og skif­te­de til strå­len­de solskin om efter­mid­da­gen.

Kryds, kryds, kryds, kryds…

Gensyn med Starship Troopers

Oven­på en lang dag med hek­ti­ske sid­ste-øje­bliks-for­be­re­del­ser, et lyk­ke­ligt bru­de­par, mas­ser (MASSER!) af god mad, og gla­de gæster fra nær og fjern, så skul­le der ryd­des op på God­set i Hulk­nø­se skov på Hal­lund Hede. Hel­dig­vis slap vi for at gøre rent og kun­ne nøjes med at ryd­de op og for­de­le alle madre­ster­ne iblandt os.

Der­ef­ter gik turen hjemad mod Ring­kø­bing igen — og en efter­mid­dag på ryg­gen med Stars­hip Troo­pers i DVD-afspil­le­ren. Male­ne har aldrig set den før — og jeg kan vist efter­hån­den tæl­le 4. eller 5. gang med John­ny Rico, Car­men Iba­nez, Carl Jenkins, Dizzy Flo­res og alle de andre sol­da­ter i men­ne­ske­he­dens hær mod Kry­be­ne fra Klen­dat­hu.

Jeg har end­da for et par år siden læst bogen Stars­hip Troo­pers af Robert Hein­le­in, der lig­ger bag fil­men og giver et langt stær­ke­re bil­le­de af det sam­fund, der lig­ger udenom fil­mens ret ensi­di­ge mili­tær­portræt. Jeg kan stærkt anbe­fa­le at læse bogen, der langt fra har den humo­ri­sti­ske vin­kel, der lig­ger under fil­men. En sci­en­ce fiction-film om et dystert emne som et raci­stisk, faci­stisk, mili­ta­risk og klas­se­delt sam­fund er nødt til at anlæg­ge en sort-humo­ri­stisk vin­kel for at bli­ve spi­se­lig.

Hvis du har set fil­men, så sørg for at læse bogen også. Hvis du så fil­men og syn­tes, den var dår­lig, så læs bogen og find ud af, at Hein­le­in tænk­te stør­re tan­ker end Paul Ver­ho­e­ven kun­ne klem­me ned på små to timers cel­lu­lid. Og hvis du aldrig har set fil­men, så sørg for at læse bogen først — og se så fil­men bag­ef­ter.

Bryllup i den Kold’ske klan

I dag skal end­nu en af de Kold’­ske brød­re gif­tes. Det er mel­lem­ste bror Jakob og hans til­kom­ne Hele­na, der skal sme­des sam­men. Det sker i Hal­lund kir­ke, hvor vi også blev gift.

Vi ønsker bru­de­par­ret og de vor­den­de for­æl­dre et stort til­lyk­ke på dagen!

Jakobs polterabend

I dag er det Jakobs pol­te­ra­bend — hur­ra, hur­ra, hur­raaa!”

Min lil­le­bror Jakob Kold skal gif­tes i star­ten af marts med hans udkår­ne Hele­na og der­for hol­der vi pol­te­ra­bend for ham i dag. Jeg går ud fra, at han i dag ikke får tid til at læse, hvad jeg skri­ver om hans pol­te­ra­bend, så der­for vil jeg godt alle­re­de nu del­ag­tig­gø­re alle I andre i pla­ner­ne.

Kl. 10:00 — alle (dren­ge og piger­ne, der skal hol­de pol­te­ra­bend for Hele­na) bra­ger ind ad døren og ser­ve­rer ame­ri­kansk brunch. Det der ikke kan laves på for­hånd skal laves fær­dig.

Kl. 12.45 — Dren­ge­ne skal køre gokart v/ Ski­ve Gokart — vi kører et Le Mans-løb, der varer 45–50 minut­ter.

Ca. kl. 14.30 — Når vi har fået arme­ne strakt ud igen, sluk­ket tør­sten og tør­ret sve­den af pan­den, så tager vi 90 minut­ter på Paint­ball-banen og pløk­ker Jakob. Vi skal se, om han kan hol­de til at stå for skud.

Ca. kl. 16.30 — Vi har klædt om igen og har sluk­ket tør­sten igen. Vi begi­ver os til­ba­ge til Jakob og Hele­nas lej­lig­hed og slap­per af, klæ­der even­tu­elt om og gør klar til næste punkt.

Kl. 19.00 — Der er bestilt bord på Restau­rant Kre­ta i Ski­ve. Vi tager både dren­ge og piger med der­ned. Efter mid­da­gen er plan­læg­nin­gen en smu­le løs og afgjort af, om vi sta­dig kan hol­de øjne­ne åbne og bene­ne oprejst. Måske byder Ski­ves nat­te­liv på en god ople­vel­se. Måske er det bed­re at gå hjem i seng og bli­ve klar til man­dag mor­gens udfor­drin­ger.

Det kan jo være, at andre på Ski­ve-egnen skal plan­læg­ge en pol­te­ra­bend. Pla­nen her er et for­slag til jer 🙂

Papirbryllup

I går fejre­de vi vores papir­bryl­lup — 1 års bryl­lups­dag, for selv­om det egent­lig er i dag, så er vi i hver sin ende af lan­det. Male­ne i Hvi­de San­de og Ulrik i Køben­havn og kan der­for ikke fejre hin­an­den sam­men…

Vi var spænd­te på at fin­de bryl­lup­ska­gen frem fra fry­se­ren og om den sta­dig smag­te lige så godt. Men den smag­te hel­dig­vis sta­dig super­godt!

Bryllupskagen et år efter brylluppet
Bryl­lup­ska­gen et år efter bryl­lup­pet

Lør­dag aften var vi ude at spi­se på den loka­le Kræs Café/Restaurant, der lig­ger ved lystbå­de­hav­nen i Ring­kø­bing. Deres Kræs Bur­ger til 135 kr smag­te dej­ligt og kan helt sik­kert anbe­fa­les!

Vi har haft et dej­ligt før­ste år som hr og fru Kold og ser frem til fle­re!

Kransekagefigurerne fra bryllupskagen
Kran­se­kage­fi­gu­rer­ne fra bryl­lup­ska­gen

Billeder fra Ryan & Lailas bryllup

Efter afta­le med bru­de­par­ret har jeg nu offent­lig­gjort bil­le­der fra deres bryl­lup d. 10. maj 2008 på Restau­rant Kastrup Strand­park.

Der er mulig­hed for at kom­men­te­re og se nær­me­re på bil­le­der­ne på 23.

Min vielsesring er blevet væk!

Jeg love­de i går, at jeg vil­le for­tæl­le en for­fær­de­lig histo­rie om Ryans pol­te­ra­bend. Det bli­ver en lang og tragisk histo­rie.

Jeg miste­de gan­ske sim­pelt min viel­ses­ring under dagens fest­lig­he­der. Jeg opda­ge­de ikke engang, da det ske­te. Det gik først op for mig en times tid efter, at det var sket — har jeg kal­ku­le­ret mig frem til ved hjælp af bil­le­der­ne og almin­de­lig snus­for­nuft. Og væk, det var den. Pist. Væk.

Det føles for­fær­de­ligt, når rin­gen lige plud­se­lig ikke er på sin plads læn­ge­re. Histo­ri­en om, hvad der ske­te er meget sim­pel. Vi hav­de brugt det meste af dagen på at køre go-cart, spi­se (fran­ske) hot­dogs på Kon­gens Nytorv, del­ta­ge i små kon­kur­ren­cer, syn­ge kara­o­ke på Sams Bar og ikke mindst på at tra­ske rundt på Strø­get, da vi til sidst nåe­de ud til Høvel­te kaser­ne, hvor Mika­el arbej­der.

Sams Bar er det sid­ste sted, hvor jeg med sik­ker­hed kan sige, at jeg har set rin­gen. Den kan ses på et eller fle­re af de bil­le­der, der er ble­vet taget der­in­de. Nå, til­ba­ge til opsum­me­rin­gen af efter­mid­da­gens og afte­nens akti­vi­te­ter.

Da vi kom til Høvel­te kaser­ne var der sta­dig et styk­ke tid til maden var helt fær­dig, så der­for vil­le vi lige tage en omgang touch foot­ball. Det er sådan en vari­ant af rug­by eller ame­ri­kansk fod­bold, hvor det ikke går så hårdt for sig. Blot man med sik­ker­hed rører mod­stan­de­ren, så stop­per spil­let. Gan­ske hyg­ge­ligt og en god fysisk afslut­ning for 10 unger­s­ven­de, der mulig­vis har ind­ta­get en (u)passende mæng­de alko­hol.

Når man spil­ler touch foot­ball, så svin­ger man ger­ne en del med hæn­der og arme og bevæ­ger sig en del rundt uden nød­ven­dig­vis at tæn­ke over om smyk­ker og andre legem­s­de­le sta­dig befin­der sig dér, hvor de bur­de.

Da vi bli­ver fær­di­ge med at spil­le efter en halv times tid, går vi ind til maden og begyn­der at tage for os af de grills­teg­te ret­ter. Det sma­ger dej­ligt og snak­ken går, som den nu gør, når før­nævn­te halv­be­ru­se­de unger­s­ven­de får noget mad. Vi snak­ker og spi­ser og spi­ser og snak­ker i en times tid og maden sma­ger dej­ligt.

På et tids­punkt vil jeg stolt frem­vi­se min høj­re ring­fin­ger med et styk Orga­nic Lar­ge viel­ses­ring fra Gulds­med Ghi­ta Ring og hol­der hån­den op i luf­ten. Min sam­ta­le­part­ner gri­ner lidt og siger “ja, du viser fin­ge­ren frem, men der er alt­så ikke noget på den.” Jeg opda­ger til min ræd­sel, at han har ret. Fin­ge­ren er tom. Jeg har net­op skif­tet tøj og har også kort for­in­den været på toilet, så jeg skyn­der mig natur­lig­vis at gen­nem­sø­ge alle lom­mer og ikke mindst papir­kur­ven på toilet­tet for at se, om rin­gen skul­le være fal­det af i et øje­bliks beru­set uop­mærk­som­hed.

Da det står klart, at rin­gen ikke umid­del­bart er at fin­de inden­dørs, hvor jeg har opholdt mig, så går efter­søg­nin­gen vide­re uden­for. Halv­de­len af festen er nu også mobi­li­se­ret i jag­ten på det lil­le guldsmyk­ke. Vi går omkring i mere eller min­dre ord­ne­de møn­stre og fin­kæm­mer den umå­de­ligt sto­re græs­plæ­ne, vi for­in­den har brugt som bold­ba­ne. Da solen syn­ker lave­re og lave­re og him­len bli­ver mør­ke­re for­la­der vi plæ­nen igen. Jeg må med sorg kon­sta­te­re, at vi ikke har fun­det min viel­ses­ring.

Jeg giver dog ikke op end­nu og gen­nem­går tasker, lom­mer, sto­le og ryg­sæk­ke een gang til inden jeg med en kede­lig vis­hed må gri­be tele­fo­nen og for­tæl­le Male­ne, at jeg har mistet sym­bo­let på vores ægte­skab. Kede­lig situ­a­tion at stå i, vil jeg lige sige. Jeg kan ikke huske, hvor­når jeg sidst har været så bun­du­lyk­ke­lig.

Mika­el og Tro­els lover mig dog, at de nok skal gøre et ihær­digt for­søg på at gen­nem­sø­ge plæ­nen med en metal­de­tek­tor så snart de har tid. Det løf­te hol­der de også i løbet af de næste dage — efter at tøm­mer­mæn­de­ne har lagt sig — men sta­dig uden held.

Per­son­ligt mistæn­ker jeg den sto­re flok krage­fug­le, der har hjem­me lige over græs­plæ­nen for at have stjå­let rin­gen. Jeg er sik­ker på, at den nu lig­ger trygt og godt i en bun­ke tyve­ko­ster i top­pen af et træ på Høvel­te kaser­ne. For­bi­stre­de tyve­kræ.

Jeg har end­nu ikke købt eller bestilt en ny ring, “for tænk nu, hvis…” — hvem ved, om rin­gen lige plud­se­lig duk­ker op i mor­gen eller alle­re­de i næste uge. Men lige­som med poli­ti­et, så er jeg klar over, at jo læn­ge­re tid der går fra noget (eller nogen) bli­ver væk, jo min­dre er sand­syn­lig­he­den for at fin­de det igen. Jeg må jo nok snart gå den tun­ge gang ned til Dauf & Pede for at få et nyt eksem­plar. Øv.

Måske kan det så lære mig at sør­ge for, at rin­gen pas­ser til fin­ge­ren. Næste gang.

Ryans polterabend

En af mine gam­le ven­ner — Ryan Roh­de Han­sen — skal gif­tes nu på lør­dag og i lør­dags var vi til pol­te­ra­bend. Jeg tog en mas­se bil­le­der, hvoraf de mest inter­es­san­te kan ses i uddrag på 23.

UPDATE, 07.05.2008: Så er der bil­le­der. Se hele album­met her­un­der eller på adres­sen http://www.23hq.com/ulrikkold/album/3096022 — der er mas­ser af plads til kom­men­ta­rer både her og på 23. Keep ’em com­ing!

I mor­gen vil jeg for­tæl­le en for­fær­de­lig histo­rie om den­ne pol­te­ra­bend.

En stribe billeder fra vores bryllup

Jeg har net­op sid­det og kig­get i vores sto­re sam­ling af bil­le­der fra Den Sto­re Dag — og der er nogen af dem, der udmær­ker sig ved hver­ken at være smuk­ke, ele­gan­te eller tek­nisk flot­te. Der­i­mod viser de festen fra en helt anden vin­kel end vi har vist end­nu — måske med und­ta­gel­se af bryl­lup­skjo­le og Ecco-sko-bil­le­det.

Bil­le­der­ne er taget med engangska­me­ra­er og det kan man godt se. De er kor­ne­de, gry­ne­de, slø­re­de, har mær­ke­li­ge blitz­skyg­ger og alt muligt andet. Men de har char­me. De har selv­til­lid. Og de har sjæl. Og så har jeg lavet dem sort-hvi­de — på den måde får de et helt andet udtryk. Nå, lad det være nok snak for nu. Jeg præ­sen­te­rer her­med “Vores bryl­lup fra en anden vin­kel”.



Kas­per og Maria dan­ser liden­ska­be­ligt



Tre gene­ra­tio­ner sam­let til bryl­lup



Vi ser så søde ud sam­men!



Ron­ni Laur­sen i et af hans lyse­ste øje­blik­ke

Og der er fle­re bil­le­der af sam­me skuf­fe på 23HQ.dk/ulrikkold