-
Årets Grænsebryder 2009
Onsdag d. 27. januar 2010 deltog jeg i et spændende og innovativt projekt her i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det var den årlige kåring af Årets Grænsebryder, der blev afholdt af Jyske Bank, Dagbladet Ringkøbing/Skjern og Tværfagligt Netværk.
Kåringen af Årets Grænsebryder er en del af langstrakt projekt, der skal ændre fokus fra “det mørke Jylland” til “det lyse Jylland”. Måske er vi ikke altid gode nok til at fortælle de mange historier, der vidner om drivkraft, motivation, gå-på-mod, utraditionelle valg, ubetrådte stier og succes? Derfor iværksatte Tværfagligt Netværk i 2002 en kåring, der nu har udpeget 54 vestjyder i området omkring Ringkøbing Fjord, der fortjener titlen som Grænsebryder.
Read the rest of this entry »Relaterede indlæg
-
Den lille gombas
Velkommen til Dr. Botofts drømmetime. Vi skal ud på en rejse ind i sindet. Helt ind i sindet.
Det er en fantastisk fortælling. Tak til Rytteriet på DR P2. Jeg bliver aldrig træt af denne her video
Nomensas! Nomensas!
Relaterede indlæg
-
Opsang til teenagere i alle aldre
I weekenden var vi en tur på Fyn for at besøge venner og familie. Det førte os til Svendborg, der jo blandt andet er kendt for revyen Rottefælden.
Vi så nu ikke sommerrevy, men derimod forestillingen Opsang, der er en kærlig men velment øjeåbner. Forestillingen kommer snart til Ringkøbing og i den forbindelse vil vi da gerne lige gøre opmærksom på den.
Stykket handler om de 7 dødssynder og fortæller 7 kortere historier om 7 teenagere, der alle ender deres liv i lighuset på grund af deres letsindige liv. De glemmer, at der er en grund til, at første stavelse i dødssynder er “død”.
Og det er den opsang, vi andre får.
Teatret Mungo Park i København har også opført stykket og hos dem kan man læse omtalen og se publikums umiddelbare reaktioner.
Stykket har fuld fart frem allerede fra første færd og blander undervisning og musical i noget, de selv kalder musical lecture. Vi blev blæst ned af stolene af det hæsblæsende tempo og tøver ikke med at gå ind og se forestillingen igen. Vi vil råde dig til at gøre det samme, hvis du har muligheden.
Og som lidt ekstra guf får I her en video med den nordjyske troubadur Per Worm, der spiller et nyt nummer, der hedder Opsang.
Relaterede indlæg
-
Antichrist – en moderne klassiker
I denne uge har Ringkøbing Biograf vist den meget omdiskuterede film Antichrist ( kino.dk, IMDb, AllMovie, Rotten Tomatoes) af den danske filminstruktør Lars von Trier. Vi var inde for at se den i går aftes.
Filmen handler om:
Et par i dyb sorg tager til ”Eden”, deres hytte i skoven, for at komme videre i livet og redde deres forhold. Men de mister kontrollen, da naturen griber ind…
Det vil være unfair overfor filmen at sige meget mere om handlingen. De fleste, der ved en smule om Lars von Triers film, har nok allerede regnet ud, at filmen ikke er helt lige til.
Filmen er en gyser, der spiller på vores inderste skræk. Det gør gysere jo som oftest, men af en eller anden grund, så lykkes det von Trier at komme derind, hvor det sætter sig i kroppen. Isner til benene og efterlader et grumt indtryk.
Filmen har fået skyld for at være mange ting: autobiografisk fra von Triers side, kvindehadende, -undertrykkende, pornografisk, og meget mere. Den er æstetisk, smukt fotograferet og klippet. Og samtidig en utrolig grim film, når man ser ind til historien. Ind bag det visuelle udtryk.
Jeg vil godt give filmen 8 ud af 10 stjerner, hatte, filmruller, skumfiduser eller bliktrommer. Det er en god film.
Jeg synes det er synd at sige for meget om filmen – det tager som regel spændingen ud af en gyser. Men forbered dig på at se een af de bedre film i nyere tid. Bered dig på at se en film, der ikke er som de fleste andre. Og forbered dig på at gå hjem med dybe panderynker.
Relaterede indlæg
-
Weekend med ild og sværdkamp
Denne weekend har stået i de primitive oplevelsers tegn. Fredag aften drog vi afsted på vores første lejr med Klan Waingunga. Det var Malenes første oplevelse med en spejderlejr. Hun klarede den med bravour. Jeg er så stolt af hende!
Jeg har jo været spejder og medlem af KFUM-Spejderne i Danmark i næsten 20 år, men var stadig spændt på at tage afsted på lejr sammen med Klan Waingunga for første gang. Det er trods alt kun 2. gang vi mødes og det var derfor spændende at tilbringe et døgns tid i hinandens selskab.
Som man kan se på billederne herover, så morede vi os og tilbragte en masse tid omkring bålet med at lære hinanden at kende, lave mad over bål, snakke gamle spejderhistorier, diskutere klanens fremtid og strategien for at få flere medlemmer. Hvis du er interesseret i at lave spejderarbejde på “de voksnes” præmisser i Vestjylland, så kan du kontakte os på Facebook, sende en mail til kontakt@ulrikkold.dk eller lægge en kommentar her på bloggen, så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt.
Vi kom hjem fra klanlejrtur allerede igen lørdag eftermiddag og brugte derpå resten af lørdagen på at indhente det energi- og søvnunderskud, der var opstået efter første uge på arbejde og en lejrtur.
Søndag tog vi til vikingemarked i Bork Vikingehavn for at få en oplevelse af, hvordan livet var for mere end 1.000 år siden i Danmark.
Vi kom omkring kl. 12:00, hvor den første omgang Kamp var annonceret. Vi nåede at tage en del billeder af de kæmpende krigere, der ivrigt opildnede tilskuerne til at råbe og huje med. Det foregik på dansk, tysk og engelsk, så alle markedsgæster havde en mulighed for at forstå, hvad der foregik.
Derefter gik vi en tur blandt markedsteltene og kiggede på vikingesmykker, -sværd, skjolde, naturindfarvet garn, fladbrød, mjød og meget mere.
Desværre begyndte det at regne midt under optoget, der bragte en ny figur af Frej til viet (et helligt offersted) i Bork Vikingehavn, så vi valgte at tage hjem lidt før det ellers var planen. Vi havde (optimisk nok) ikke taget noget regntøj eller andet overtøj med, så vi fortrak fra stedet og blev enige med os selv om, at næste år tager vi regntøj med.
Relaterede indlæg
-
Museumsture til Ringkøbing-Skjern Museum
Vi har købt et årskort til Ringkøbing-Skjern Museum og derfor har vi nu ubegrænset adgang til alle museets besøgssteder resten af 2009.
I ferien har vi besøgt tre af museets afdelinger, nemlig Dejbjerg Jernalder, Bundsbæk Mølle og Ringkøbing Museum. Billederne herunder er fra Bundsbæk Mølle og Dejbjerg Jernalder.
Bundsbæk Mølle har en udstilling om nationale og regionale traditioner året rundt med forklaringer på deres oprindelse og betydning. Det var stærkt fascinerende at lære om hvorfor det hedder “at maje sig ud”, om nytårsfortsætter, og om oprindelsen for bl.a. Mors og Fars dag. Alt i alt en udbytterig tur, der gjorde os klogere.
Gåturen rundt i Bjørnemosen ud til Rakkerhuset var lige hvad vi trængte til efter flere timers traven rundt i udstillingerne om rakkerne hhv. traditionerne.
Vi kan anbefale at tage en tur til Bundsbæk Mølle og Dejbjerg Jernalder og tage madkurven med – for der er risiko for at nå at blive sulten inden turen går hjemad igen.
Vi havde kun en time tilbage inden lukketid til at nå at besøge Dejbjerg Jernalder og gik derfor hurtigt igennem udstillingen om Dejbjerg-vognen og livet i jernalderen (ca. 500 f.Kr. til ca. 1.050 e.Kr.) og besøgte levendegørelsen af landsbyen.
En lille pige sad og lavede lertøj og vi spurgte hende, hvad det skulle bruges til. Hun forstod ikke dansk og talte kun tysk. Hun fortalte, at hun holdt en uges ferie i landsbyen sammen med sin familie.
Det er åbenbart udbredt at tage til Dejbjerg og holde sommerferie dér, for det gik op for os, at samtlige 5 familier, der boede i landsbyen var tyske.
Et af målene for dette års sommerferie var at besøge nogle af vore lokale attraktioner og vi kan nu med stolthed sætte kryds ud for mindst 3 af dem.
Har du besøgt et lokalt museum i din ferie?
Relaterede indlæg
-
Nat på museet II i Ringkøbing Biograf
I aften har Malene og jeg bidraget til at holde det lokale kulturliv i gang. Vi tog en samlet billet- og kioskvagt – og fik samtidig gratis adgang til at se filmen, der i denne uge gik over lærredet: Nat på museet 2 med Ben Stiller i hovedrollen.
Filmen er en fortsættelse af den første film (som jeg ikke har set, men som ikke skal afholde mig fra at tale om den), der handler om, hvordan figurerne på et museum, hvor Larry Daley (Ben Stiller) arbejder som nattevagt, kommer til live, da der kommer en gammel ægyptisk stentavle i nærheden af dem.
Den retmæssige indehaver af stentavlen – en 3.000 år gammel magtgerrig farao – har en sindrig plan om at bruge stentavlen til at åbne for en port til Underverdenen og hente gudernes magt til jorden for at overtage verdensherredømmet. Jeg tør næsten ikke afsløre om det lykkes.
Undervejs bliver vi vidner til Owen Wilson i cowboytøj (igen!) spærret inde i et timeglas, en smule hovedrolle-til-hovedrolle-romance (surprise!) og ikke mindst masser af dårlige vittigheder og sidste-øjebliks-redninger i mange forskellige forklædninger.
Filmen er da meget sød – men jeg er ikke ked af, at vi havde gratis adgang fordi vi havde passet kiosk og billetsalg.
Relaterede indlæg
-
Spot 2009 – en erfaringsopsamling
Her til aften har jeg endelig taget mig sammmen til at tage et kig tilbage på hele Spot 2009. Med kommentarer til de kunstnere, jeg nåede at høre og den oplevelse jeg havde af festivalen som betalende gæst.
Torsdagens koncerter ( læs mere om torsdagens oplevelser i denne blog):
- Bird (UK) – skulle have været elektrisk forstærket cello og rytmeboks (beatbokser?). I stedet blev det en akustisk intimkoncert med nærvær.
- John Dear Mowing Club (NL) – skulle have været elektrisk forstærket country i meget mørk stil. I stedet blev det en akutisk koncert med country i meget mørk stil. Sikkert ikke den store forskel, men når man ikke har mikrofoner til at råbe publikum op, så bliver stemningen så meget mere intens.
- Daedelus (US) – da vi efterfølgende researchede hans musikalske CV, viste det sig at han er pioner på den sammensætning af elektroniske dimser ( Monome & Max/MSP på Mac), han optrådte med. Uanset den status, så var hans koncert noget larm. Manden var helt klart dygtig, men vi var meget i tvivl om, hvem han spillede for? Publikum eller sig selv?
Fredagens koncerter:
- The State, The Market and The DJ (DK) – Ridehuset åbnede med TStMtDJ, der spillede en blanding af progressiv rock á la Sigur Rós og så noget længselsfuld amerikansk folkemusik. Det var en meget smuk og rolig måde at komme i gang på.
- Bodebrixen (DK) – Bodebrixen spillede på P3-scenen, hvor de fik startet en fest med deres umiskendelige nik til 80′ernes festmusik og til danske Superheroes. Glad, ubekymret pop af en ret gennemsnitlig karakter. De sagde ikke mig det helt store.
- Er de sjældne (DK) – en koncert, der startede som en lydprøve. Dørene blev åbnet mens der stadig blev prøvet mikrofoner og højttalere. Er De Sjældne er et sammenrend af mere eller mindre kendte danske kunstere. Digteren Lone Hørslev skriver teksterne, som ligger til grund for de meget vokalbårne arrangementer. Hvis du har lyst til digte med akkompagnement, så kan de anbefales.
- Helene Blum & Harald Haugaard Band (DK) – Hun er en dygtig dansk sangerinde (hvis man kan li’ Lene Siel!) og han er en dygtig violinist med sit eget folkemusikorkester. Det var i mine ører langt mest interessant at høre folkemusikken uden den polerede og ufarlige Helene Blum. Harald Haugaard og band er dygtige spillemænd.
- Emiliana Torrini (FO) – På dette tidspunkt om fredagen, var vi efterhånden blevet grundigt trætte. Så trætte, at Musikhusets Store Sals meget bløde sæder blev for meget for os. Vi faldt i søvn til den færøske/italienske sangerindes koncert. Hun sang nu meget fint, men ingen af numrene sagde os det helt store.
- Mike Sheridan (DK) – en af Danmarks mange unge kunstnere, der allerede i en tidlig alder har gjort en fin karriere og solgt en del albums. Som forventet, så var hans koncert ret triviel – det er sjældent spændende at se elektroniske musikere live. Han spillede dog en koncertudgave af en kommende single, hvor Mads Langer synger og spiller klaver. Desværre har jeg lidt mistet interessen for hans instrumentale lyd og vil egentlig hellere høre ham lave noget mere med sang på.
- Electrojuice (DK) – disse tre unge gutter har også fat i den lange ende af den danske elektroniske musikscene. De kan deres musikalske kram og spiller op til dans i tidens musikalske trend: dub-tech-house med masser af energi! En god koncert at gå i seng på.
Lige en enkelt spørgsmål til Spot-festivalens arrangører: Hvorfor kan man ikke købe frugt og grønt på festivalpladsen? Det ville være fantastisk lækkert at kunne købe en frisk banan, en pære eller et æble, når man var sulten i stedet for øl, hotdogs og pizzaslices.
Nå, videre med lørdagens koncerter:
- Music for Modern Man (DK) – en konstellation af musikere fra andre bands, der havde lyst til enten at være mere i rampelyset – eller bare lave noget, der havde mere karakter af legestue. På den gode måde. Desværre var deres forsanger, Asger Tarpgaard fra Superheroes og Private, influenza-ramt og på penicillin, men koncerten livede heldigvis voldsomt op, da skotten The Steve Kelly fik overdraget mikrofonen i et par numre. Yay, Steve Kelly!
- The Green Lives (DK) – spillede 3-4-5-stemmig guitarpoprock. De er fra Århus og har ikke fanget mit øre. Det var lidt for ensformigt i blot 40 minutter. Pænt, men ikke spændende.
- Jørgen Teller / Lars Skinnebach (DK) – uha, her kommer vi til Spot-festivalens afstikker rent genremæssigt for mit vedkommende. På Lyd+Litteratur-scenen var der spoken word / noise efter kunstnernes forgodtbefindende. Der havde været omkring 30 mennesker igennem lokalet, da “koncerten” blev afsluttet med kommentaren “Pour-qoui pas?”. Sammen med Niels Jazznyt Overgård, var jeg en af de eneste, der blev siddende til den bitre ende. Det virkede mest af alt som om deres optræden gik ud på at larme mest muligt, så man kunne høre mindst muligt at digtet. Skingre effekter og knitren fra en lommeradio var de primære instrumenter, der blev taget i brug. Jeg undres over, hvor meget der er aftalt på forhånd samt om det er meningen, at man ikke skal kunne høre hvad der bliver læst op?
- Deodato Siquir & Balanco (DK) – Jazzkoncert med afrikanske under- og overtoner. Her emmede musikken af livsglæde og lyst til at danse. Fint-fint, hvis man er til moderne jazz.
- Must Go Radio (DK) – jeg var desværre mere opmærksom på min sidemand til denne koncert. Han burde have fået titlen som “Spot 2009s værste gæst”, for der var ingen tvivl om, at han festede for hele salen. Han svarede inden koncerten velvilligt på konferencierens tåbelige quizspørgsmål om bandet og undervejs råbte, skreg og sprang han omkring alt imens der flød en sødlig lugt fra hans gennemvåde uldtrøje. Øv, for den.
- Brum from Denmark (DK) – danske August Engkilde og co. spillede op til jazz-inspireret elektronisk fest og fik sveden til at drive. Jeg nød at få lov til at danse med. Tak for den gratis CD, August!
- Jarle Bernhoft (NO) – en forunderlig stemme gemt i en lille norsk musiker. Han samplede sin guitar og brugte den til både at spille trommer, bas og rytmeguitar til hans egen funk/soul-musik. Det var fantastisk og vi har allerede bragt videoer fra Spot. Wow.
- N*Grandjean (DK) – sangskriveren fra det danske band Luke, Nikolaj Grandjean, havde taget et par gode kammerater med og så gik der næsten lejrbålsstemning i den. De sang og spillede smukt og intimt. Til trods for at der var plads til 300 mennesker i salen følte jeg, at de spillede lige præcis for mig. Jeg håber, at resten af salen havde det lige sådan. Det vil jeg godt gøre igen.
- Baskery (SE) – Efter at forsinkelsen i Musikhusets Lille Sal bare var blevet større og større hen over dagen, så endte det nu med, at aftenens sidste band kom i gang næsten en time forsinket. De spillede til gengæld med stor ivrighed for at holde os vågne. Baskery spiller country med Girl Power. Altså ægte Girl Power. Ikke den dér tyggegummi-candy floss-vammel-nutte-søde variant som Spice Girls fik os til at tro på. Nej, det her var med stegepanden i hånden og et halmstrå i kæften. Og kommer du for sent hjem, så kan du sove hos grisene. De har turneret i USA og amerikanerne er tilsyneladende vilde med dem. Det er svært at være andet, når musikken samtidig fortæller en historie og er musikalsk og velspillet. Lyt til dem, hvis du får muligheden.
Jeg vil lige runde indlægget her af med en video fra Music for Modern Man. Det er nummeret Modern Man – så I kan se og høre, hvad det var, der vækkede os lørdag lige over middag, da vi sad på 5. række i Musikhusets Store Sal.
Relaterede indlæg
-
Spot 2009 – en kort opsummering
Fredag og lørdag på Spot 2009 gik i et forrygende tempo. Vi hørte en masse musik, så en masse kunstnere, snakkede med en del venner, drak et par øl, havde nogle gode koncertoplevelser, havde et par dårlige koncertoplevelser, mødte nye bekendtskaber (jeg taler om dig, Niels “ JazzNyt” Overgård), og sluttede lørdag aften af med tre dejlige koncerter på Singer/songwriterscenen. Det var Jarle Bernhoft, N*Grandjean og Baskery, som endte med at toppe Spot 2009 helt af for os.
Søndag tog vi hjemad mod Ringkøbing igen og slappede helt af med en videofilm, en lur i sofaen og tunsalat til aftensmad. Tak for i år, Spot!
PS: Måske kommer der mere om Spot 2009, når vi lige får samlet alle indtrykkene.
Relaterede indlæg
-
Spot 2009 – en torsdag med op- og nedture
Rettelse: Indlægget hed “En fredag med op- og nedture”, men det handler om torsdag, såeh…
I går startede Spot 2009 på ret kaotisk manér. For det første måtte vi stå i kø i 20-25 minutter for at blive checket ind og få vores armbånd på. Armbåndet er symbol på købet af en partoutbillet, som betyder, at vi har købt adgang til Spot 2009 i hele festivalens åbningstid, dvs. fra torsdag aften til lørdag aften/søndag morgen, når de sidste arrangementer slutter.
Udgangspunktet for Spot 2009 er, at hvis man vil høre en koncert, så må man være på spillestedet og stå i kø mens der stadig er pladser – ellers er tiden spildt. Med andre ord: det velkendte først-til-mølle-princip. Det viste sig imidlertid ikke at være gældende i går aftes, da åbningskoncerten skulle starte hele festivalen. Da vi nåede frem til døren og ville ind i Musikhusets Store Sal for at høre Gunnar K. Madsen (hovedansvarlig for Spot Festival) og bagefter høre Ave spille sammen med Herning Kirkes Drengekor, så fik vi at vide, at vi skulle have en lille blå billet, da vi ikke havde købt en enkeltdagsbillet til torsdag. Derfor måtte vi stille os i kø efter en lille blå billet for at komme ind.
Det skyldes, at der var solgt for mange enkeltdagsbilletter til torsdag og i festivalens øjne havde de åbenbart fortrinsret til åbningskoncerten. Så vi måtte igen stå i kø (nu til en anden disk) for at få vores adgangstegn til Store Sal. Det viste sig dog hurtigt, at der ikke var flere blå billetter, så vi måtte opgive at komme ind i Store Sal kl. 19. Suk. Næste arrangement startede først kl. 22 på hhv. Studenterhuset, Train og Musikcafeen. Det var tre timer ekstra at fordrive…
Efter en del vandren frem og tilbage i Århus’ gader endte det med, at vi satte os ned i Arabia Café og fik et par kopper beduinkaffe indtil vi besluttede os for at gå tidligt ned på Musikcafeen for at være sikre på at få en plads til at høre Bird, John Dear Mowing Club og Daedalus.
Koncerten viste sig at være forsinket omkring 20 minutter – udenfor trommede regnen på taget og dryppede ned i en mikser, der stod på et bord. Det viste sig at være ret fatalt for planerne. Forsinkelsen skyldtes nemlig, at en forstærker var gået i stykker på grund af regnvand, så der var desværre kun et af de annoncerede bands, der havde ønsket at spille et akustisk set. Suk igen. Nu var det meste af aftenen gået i vasken, men vi blev på Musikcafeen og hørte Bird, der spillede 4-5 veloplagte numre.
Bird er en britisk pige, der tidligere har spillet trommer i et punkband men nu har slået sig på folkpop. Der var tre i det lille band: 2 cellister og en herre, der viste sig at lave mundrytmer (beatboxing). Heldigvis havde hun publikum i sin hule hånd fordi vi alle forstod, at hun ikke selv var skyld i at koncerten var gået skævt. Hun smilede og grinede og opfordrede os til selv at lave flere rytmer alt imens hun fortalte hvordan alle pedalerne og dimserne på scenen skulle have været brugt til at lave en masse effekter på numrene. Og vi åd det råt. Hun charmerede sig vej lige ind i alles hjerter og fik flere gange stående bifald efter numrene.
Da Bird forlod scenen, viste det sig, at John Dear Mowing Club også havde lyst til at spille akustisk for os. Det er tre hollandske herrer, der spiller en dyster og trøsteløs country med klare referencer til Neil Young og Tom Waits. De klarede sig også igennem på strålende vis og fik os alle sammen til at skråle med på omkvædet “It’s a sad, sad, sad, sad. It’s a saaaaad, sad, sad, song after all.”
Som en lille smule opklaring på en ellers regntung aften (også i overført betydning), så lykkedes det arrangørerne at fremskaffe en enkelt forstærker, så Daedelus kunne spille sin helt igennem elektroniske musik for os.
Det viste sig, at han gik fuldstændig i den anden grøft hvad angår nærhed og intimitet med publikum. Han gik amok i en glitch-sample-mashup-helvedesfest hvor han trykkede og klikkede løs på sine elektroniske apparater. Det var en helt anden oplevelse end vi havde forventet ud fra beskrivelsen af ham og bestemt ikke musik, der sagde pænt goddag til øregangene.
Vi valgte at forlade koncerten, da klokken var på vej med 01:00 for at få lidt nattesøvn. På vejen hjem gik vi og overvejede, om både Bird og John Dear Mowing Club burde overveje at skifte til udelukkende at spille akustisk for derigennem at nå tættere på publikum. Det var i hvert fald tre koncerter, som vi ikke glemmer lige med det samme. På hver sin måde.
I dag står den på det officielle Spot-program med masser af koncerter fordelt ud over 10-15 scener over hele Århus – primært omkring Musikhuset. Vi kommer nok sent i seng igen i aften…
Relaterede indlæg
Nye kommentarer