-
Sandskulpturfestival i Søndervig
Søndervig har i mange år (der er snart 10 års jubilæum) lagt lokalitet til International Sandskulpturfestival. Festivalen går ud på at skulptører (vi kan kalde dem kunstnere) laver store skulpturer i sand.
I år var festivalens tema “Ægyptens mysterier” og det ses heldigvis tydeligt i de mange både store og små skulpturer, der spandt vidt fra myter, religiøse motiver og mystik. Hvis du får tid, så burde du tage en time eller to ud af kalenderen og køre til Søndervig for at se de flotte skulpturer. Her nedenfor kan du se skulpturerne på vores billeder, men sørg nu for selv at komme ansigt til ansigt med skorpiongudinder, vindmøller, Nefertiti, vindtørre mumier, mavedanserinder og meget mere…
Relaterede indlæg
-
Tilbage fra Spot Festival 2010
Spot Festival 2010 er ovre og igen i år har vi besøgt Århus og hørt så meget musik, at ørerne (næsten) er faldet af.
I år benyttede jeg mig af min mobiltelefon og Twitter til at rapportere live fra festivalen. Det betyder, at du kan finde en hel håndfuld billeder fra Spot 2010 her på MobyPicture. Lad mig bare sige med det samme, at billederne ikke er verdens bedste kvalitet, men de kan da give et indtryk af, hvad jeg har oplevet.
I år var temaet for min Spot-kalender, at jeg ville høre bands, jeg ikke kendte, men som havde beskrevet sig selv spændende (set med mit perspektiv) — og så ville jeg gerne have nogle “sikre” koncertoplevelser.
Det betød, at jeg i år nåede at se og høre følgende kunstnere (i kronologisk orden):
- Murder — Jakob Bellens fra I Got You On Tape er den ene halvdel af Murder. Jeg har aldrig hørt Murder live, men har lyttet til et par melankolske og dunkle titler fra deres bagkatalog. Det blev ikke dårligere af at blive spillet live og intimt på Archauz. En stille og rolig start på to dages festival.
- Lars and the Hands of Light — Med et P3-hit eller to i baglommen, så er der ret stor sikkerhed for et stort publikum på Spot. Og jeg håber ikke, at Lars og hans lyshænder blev skuffede. Det gjorde jeg nemlig — lidt. Jeg fik mere i samme stil — og det kedede mig i længden. Hvis jeg ikke kan holde en 40 minutters ud, så kan det vist ikke betale sig at købe hele pladen.
- Kill Screen Music — dette var bandets første koncert. Og en god start, må man sige. De gik til sagen med ildhu og spillede uhyre godt sammen. Der var ikke en skæv tone og alle pauser sad præcist som de skulle. De skal nok få en god live-karriere, hvis I spørger mig. Og så var Kill Screen Music også et eksempel på den slags musik, der var rigtig, RIGTIG meget af på Spot i år: Melodisk rock med keyboard/synth-elementer. Uden tvivl med inspiration direkte fra firserne. Om man så kan li’ det eller ej…
- Magnus fra Gaarden — Nu begynder det at blive meget smalt og niche-orienteret. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke har den fjerneste intention om at købe Magnus fra Gaarden’s CD. Men alene beskrivelsen “jazzens svar på Slipknot”, gjorde, at jeg følte mig presset til at lytte til denne omgang Balkan-metal-jazz. Det var energisk, medrivende og utroligt støjende. Det var helt opløftende at se de dedikerede jazzmetal-musikanter rulle sig rundt på scenen i indfølte soli og sammenspillet livsglæde. Tak for den koncert, skal I ha’, Magnus og venner!
- Ghost Society — her var der tale om ægte hype, hvis I spørger mig. Såvidt jeg kunne forstå, var forventningerne til denne koncert tårnhøje — og de blev indfriet hos de fleste. Jeg fik lyst til at se og høre dem, da der stod “Blue Foundation” i beskrivelsen. Måske skulle jeg have læst lidt mere — for sjældent har jeg oplevet en mere indadvendt koncert. Jeg har aldrig rigtig lyttet til Det Elektriske Barometer og svælget i Weltschmerz og sandsynligvis derfor fandt jeg ikke Ghost Society særlig interessante. Nuvel, det var smukke melodier og der sad ikke en tone skævt, men — altså — jeg har da aldrig oplevet, at der kun bliver sagt 4 ord til en koncert. Og publikum grinte lidt nervøst over de tre af dem. Jeg oplevede et band, der aldrig nåede ud over scenekanten. Men det var der åbenbart andre, der gjorde. Hver sin smag — det er derfor, jeg kommer til Spot. For at opleve noget nyt og noget andet, end jeg plejer at høre.
- Stoffer & Maskinen — også her, var det et par P3-numre, der sendte mig ind i teltet. Og jeg havde også lyst til at gå igen ret hurtigt. Men stædigheden vandt og jeg blev til sidste bifald. Det var endnu engang en portion melodisk rock med keyboard/synth-indpakning. Hver sin smag — måske var der en grund til, at jeg aldrig lyttede meget til radioen, når Stoffer & Maskinen blev spillet.
- Dokkedal/Dixen — Uh, nu startede festen! Lige pludselig vendte humøret, da årets første festivaloplevelse med en “elektronisk”/house/hiphop/pladespiller/sampler-kunstner endelig oprandt. Jeg har (stadig) en svaghed for glad, elektronisk baseret musik, så det siger sig selv, at mine fødder kom i omdrejninger og hovedet vuggede til de tunge basrytmer fra de to DJs. Det var 40 minutters mashup– og sampleleg, som blandede vidt forskellige musikalske kilder sammen til en helt ny oplevelse. Essensen i den korte koncert var dubstep og hiphop og det fik energien op på Officerspladsen. Det eneste, der ærgrer mig nu, er, at de tre smagsprøver, der ligger på Dokkedal/Dixens hjemmeside, ikke har samme høje feststemning, som det vi oplevede i Århus. Dagens højdepunkt!
- Esther Maria & the Song Horse — efter at have været til festival i omkring 8–10 timer og oplevet en lang række kunstere, så er det som oftest en rar oplevelse at sætte sig ind i Musikhusets Lille Sal og opleve singer/songwriter-kunstnerne opløfte deres melankolske røst. Esther Maria er en dygtig sangerinde fra Holstebro, som har slået sig på alternativ country i stedet for jazz. Det gør hun egentlig udmærket — hendes musik var bare en smule tam. Der var ikke rigtig bid i den. Men måske er det fordi, jeg har en helt fantastisk erindring om svenske Baskery, der spillede samme sted sidste år. Jeg overvejer ikke at købe Esther Marias plade — men Baskerys ligger stadig og ulmer. Siger det mest om mig eller om musikken?
Og så på hovedet i seng. Det var listen og dommen over fredagens kunstnere.
Om lørdagen så og hørte jeg følgende (stadig kronologisk ordnet):
- Grammofunch — Dagen starter endnu engang stille og roligt med Grammofunchs underlægningsmusik til en 37 min. lang stumfilm. Filmen krævede en større filmanmeldereksamen for at finde historien, så den vil jeg undlade at kommentere ud over at skrive, at den var klippet meget langsomt og sikkert var meget smuk. Musikken var en omgang psykedelisk rock-jazz, der i bedste Led Zeppelin-stil forsøgte at understøtte billederne. Meget fint — men det vandt aldrig min interesse.
- Hunch Bettors i Karrierekanonen-blokken — dette unge og øjensynligt lovende band fra Holstebro fik hele teltet til at juble. Jeg blev aldrig rigtig bidt af dem til trods for at de havde både trompet og harmonika med i deres rock-ensemble.
- Slaraffenland — Et dansk band, der ikke er særligt kendt i Danmark. Det lyder, som noget, man har hørt før, ikke? At vores egne kunstnere ikke kan finde fodfæste i Danmark, men derimod kan sælge mange plader og fyldte koncerter i udlandet. Det får i al fald mig til at tænke, at hvis man er en talentfuld dansk musiker, så må man ikke opgive håbet om en karriere bare fordi man ikke kan sælge koncerter og plader i hjemlandet. Kontakten med de rigtige mennesker kan bringe en langt. Nå, det var koncerten, det skulle handle om. Slaraffenland spiller avantgarde rock, der ikke forsøger lette løsninger. Det var flot, avanceret, velkomponeret musik, der også kom ud over scenekanten. Tak for en god koncertoplevelse til Slaraffenland.
- Annika Aakjær — jeg hørte denne kvindelige Niels Hausgaard første gang for to år siden, da hun spillede en intim koncert på Rytmisk Scene. Det var en meget bidsk, meget observant og meget politisk koncert. Annika Aakjær fik en del opmærksomhed for hendes P3-hit, som førte til en plade og en plade mere og en del turneer. Jeg synes hun gør det godt — hun bruger stadig pauserne mellem numrene til at fortælle en anekdote eller sende en skarp bemærkning afsted inden hun spiller et nummer, der har en relation til det, hun lige har fortalt. Denne gang spillede hun i Store Sal med et “rigtigt” rockorkester. Det betød, at hendes numre havde fået langt mere plads og langt større lyd. Jeg syntes egentlig, at det var ærgerligt, for jeg syntes ikke, at bandet spillede helt fantastisk — og hendes historier behøver ikke meget akkompagnement. Jeg var ikke superbegejstret for koncerten — men hendes pointer var stadig superskarpe.
- Tremolo Beer Gut — dansk surfrocks ukronede konger. Når først elguitaren er sat i sving, så stopper festen ikke igen før Tremolo Beer Gut er gået af scenen. Hvis man kan holde lyden af vibrerende twang-guitar ud, så er det en livgivende oplevelse at lytte til disse fire drenge. De skåler (jævnligt) med publikum og hilser på alle de søde og pæne piger. Tit. Og så spiller de musik som om de aldrig har bestilt andet. Herligt.
- Thomas Dybdahl — her var det nødvendigt at stå i kø i op mod en time før koncerten startede for overhovedet at få en plads. Og da dørene blev åbnet, var der lemming-agtigt stormløb mod koncertsalen. Det nærmede sig hysteri, men man kan godt forstå, hvorfor interessen var stor. Thomas Dybdahl har en kæmpe fanskare i Danmark og det er sikkert, at mange af dem var kommet til Spot 2010 for at høre ham. Hans varme bløde stemme bød os velkommen, da vi havde sat os til rette i Store Sal og derefter slap vi ikke ud af hans hule hånd igen før koncerten var slut. Når Thomas sagde “syng med”, så sang vi med. Når han fortalte os, at vi var det mest fantastiske publikum, så troede vi på ham. Han optræder med en ydmyghed, der gør det umuligt ikke at bryde sig om ham. Wow. Han er god.
- Ginger Ninja — Et rockband mere, der har fået keyboards koblet til mikseren. Her var der et par gode P3-syng-med-hits, som kunne løfte deres optræden op til en fest. Det var lidt tamt — eller måske var jeg ved at være godt udkørt. Jeg havde lidt samme fornemmelse som med Lars and the Hands of Light — “var det dét?”.
- Turboweekend — Efter Ginger Ninja-koncerten skyndte jeg mig til den sidste koncert i Store Sal. Det var der også mange andre, der havde gjort, så jeg kom til at sidde helt oppe under loftet på balkonen. Det har jeg aldrig prøvet før. Og jeg har heller aldrig prøvet at lytte til så energisk musik i Store Sal. Turboweekend har bestemt forandret sig meget siden jeg hørte dem på Officerspladsen på Spot for et par år siden. Og de havde naturligvis hele bagkataloget med af gode, lytteværdige hits. Inklusive en live-version af Trouble Is (Joker Remix). Wow, for en afslutning på Spot 2010.
Lørdagen sluttede med et brag. Og vi gik hjem i seng, mætte af musikoplevelser og trætte efter at have gået, stået, lyttet og talt med gode venner i to dage i træk.
Spot 2011 — vi ses!
Og så til dig, der ikke kender Trouble Is (Joker Remix):
Relaterede indlæg
-
Ny biografbygning i Ringkøbing
Hvor er det fantastisk, at det stadig — trods krisetider og diskussioner om et Knækket Danmark, Udkantsdanmark og Den Rådne Banan — stadig kan lade sig gøre at se udvikling i Provinsdanmark.
I dag har Dagbladet Ringkøbing/Skjern offentliggjort planerne om at bygge den gamle børnehave, Børnenes Hus, om til filmenes hus. Hvis alt går efter planen, så bliver den store bygning klar til at vise film ved juletid — og så har Ringkøbing Biograf fået opfyldt deres langvarige ønske om at flytte ind i større lokaler.
Det betyder, at biografen kan få plads til de ønskede to biografsale og et tilhørende cafémiljø. Det kan blive et helt lille kulturmekka med foredrag, koncerter, teaterforestillinger og andet godt her i Ringkøbing. Jeg glæder mig til at se de nye lokaler!
Læs mere om planerne for den nye biograf hos Dagbladet Ringkøbing/Skjern.
Relaterede indlæg
-
Årets Grænsebryder 2009
Onsdag d. 27. januar 2010 deltog jeg i et spændende og innovativt projekt her i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det var den årlige kåring af Årets Grænsebryder, der blev afholdt af Jyske Bank, Dagbladet Ringkøbing/Skjern og Tværfagligt Netværk.
Kåringen af Årets Grænsebryder er en del af langstrakt projekt, der skal ændre fokus fra “det mørke Jylland” til “det lyse Jylland”. Måske er vi ikke altid gode nok til at fortælle de mange historier, der vidner om drivkraft, motivation, gå-på-mod, utraditionelle valg, ubetrådte stier og succes? Derfor iværksatte Tværfagligt Netværk i 2002 en kåring, der nu har udpeget 54 vestjyder i området omkring Ringkøbing Fjord, der fortjener titlen som Grænsebryder.
Read the rest of this entry »Relaterede indlæg
-
Den lille gombas
Velkommen til Dr. Botofts drømmetime. Vi skal ud på en rejse ind i sindet. Helt ind i sindet.
Det er en fantastisk fortælling. Tak til Rytteriet på DR P2. Jeg bliver aldrig træt af denne her video
Nomensas! Nomensas!
Relaterede indlæg
-
Opsang til teenagere i alle aldre
I weekenden var vi en tur på Fyn for at besøge venner og familie. Det førte os til Svendborg, der jo blandt andet er kendt for revyen Rottefælden.
Vi så nu ikke sommerrevy, men derimod forestillingen Opsang, der er en kærlig men velment øjeåbner. Forestillingen kommer snart til Ringkøbing og i den forbindelse vil vi da gerne lige gøre opmærksom på den.
Stykket handler om de 7 dødssynder og fortæller 7 kortere historier om 7 teenagere, der alle ender deres liv i lighuset på grund af deres letsindige liv. De glemmer, at der er en grund til, at første stavelse i dødssynder er “død”.
Og det er den opsang, vi andre får.
Teatret Mungo Park i København har også opført stykket og hos dem kan man læse omtalen og se publikums umiddelbare reaktioner.
Stykket har fuld fart frem allerede fra første færd og blander undervisning og musical i noget, de selv kalder musical lecture. Vi blev blæst ned af stolene af det hæsblæsende tempo og tøver ikke med at gå ind og se forestillingen igen. Vi vil råde dig til at gøre det samme, hvis du har muligheden.
Og som lidt ekstra guf får I her en video med den nordjyske troubadur Per Worm, der spiller et nyt nummer, der hedder Opsang.
Relaterede indlæg
-
Antichrist — en moderne klassiker
I denne uge har Ringkøbing Biograf vist den meget omdiskuterede film Antichrist ( kino.dk, IMDb, AllMovie, Rotten Tomatoes) af den danske filminstruktør Lars von Trier. Vi var inde for at se den i går aftes.
Filmen handler om:
Et par i dyb sorg tager til ”Eden”, deres hytte i skoven, for at komme videre i livet og redde deres forhold. Men de mister kontrollen, da naturen griber ind…
Det vil være unfair overfor filmen at sige meget mere om handlingen. De fleste, der ved en smule om Lars von Triers film, har nok allerede regnet ud, at filmen ikke er helt lige til.
Filmen er en gyser, der spiller på vores inderste skræk. Det gør gysere jo som oftest, men af en eller anden grund, så lykkes det von Trier at komme derind, hvor det sætter sig i kroppen. Isner til benene og efterlader et grumt indtryk.
Filmen har fået skyld for at være mange ting: autobiografisk fra von Triers side, kvindehadende, –undertrykkende, pornografisk, og meget mere. Den er æstetisk, smukt fotograferet og klippet. Og samtidig en utrolig grim film, når man ser ind til historien. Ind bag det visuelle udtryk.
Jeg vil godt give filmen 8 ud af 10 stjerner, hatte, filmruller, skumfiduser eller bliktrommer. Det er en god film.
Jeg synes det er synd at sige for meget om filmen — det tager som regel spændingen ud af en gyser. Men forbered dig på at se een af de bedre film i nyere tid. Bered dig på at se en film, der ikke er som de fleste andre. Og forbered dig på at gå hjem med dybe panderynker.
Relaterede indlæg
-
Weekend med ild og sværdkamp
Denne weekend har stået i de primitive oplevelsers tegn. Fredag aften drog vi afsted på vores første lejr med Klan Waingunga. Det var Malenes første oplevelse med en spejderlejr. Hun klarede den med bravour. Jeg er så stolt af hende!
Jeg har jo været spejder og medlem af KFUM-Spejderne i Danmark i næsten 20 år, men var stadig spændt på at tage afsted på lejr sammen med Klan Waingunga for første gang. Det er trods alt kun 2. gang vi mødes og det var derfor spændende at tilbringe et døgns tid i hinandens selskab.
Som man kan se på billederne herover, så morede vi os og tilbragte en masse tid omkring bålet med at lære hinanden at kende, lave mad over bål, snakke gamle spejderhistorier, diskutere klanens fremtid og strategien for at få flere medlemmer. Hvis du er interesseret i at lave spejderarbejde på “de voksnes” præmisser i Vestjylland, så kan du kontakte os på Facebook, sende en mail til kontakt@ulrikkold.dk eller lægge en kommentar her på bloggen, så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt.
Vi kom hjem fra klanlejrtur allerede igen lørdag eftermiddag og brugte derpå resten af lørdagen på at indhente det energi– og søvnunderskud, der var opstået efter første uge på arbejde og en lejrtur.
Søndag tog vi til vikingemarked i Bork Vikingehavn for at få en oplevelse af, hvordan livet var for mere end 1.000 år siden i Danmark.
Vi kom omkring kl. 12:00, hvor den første omgang Kamp var annonceret. Vi nåede at tage en del billeder af de kæmpende krigere, der ivrigt opildnede tilskuerne til at råbe og huje med. Det foregik på dansk, tysk og engelsk, så alle markedsgæster havde en mulighed for at forstå, hvad der foregik.
Derefter gik vi en tur blandt markedsteltene og kiggede på vikingesmykker, –sværd, skjolde, naturindfarvet garn, fladbrød, mjød og meget mere.
Desværre begyndte det at regne midt under optoget, der bragte en ny figur af Frej til viet (et helligt offersted) i Bork Vikingehavn, så vi valgte at tage hjem lidt før det ellers var planen. Vi havde (optimisk nok) ikke taget noget regntøj eller andet overtøj med, så vi fortrak fra stedet og blev enige med os selv om, at næste år tager vi regntøj med.
Relaterede indlæg
-
Museumsture til Ringkøbing-Skjern Museum
Vi har købt et årskort til Ringkøbing-Skjern Museum og derfor har vi nu ubegrænset adgang til alle museets besøgssteder resten af 2009.
I ferien har vi besøgt tre af museets afdelinger, nemlig Dejbjerg Jernalder, Bundsbæk Mølle og Ringkøbing Museum. Billederne herunder er fra Bundsbæk Mølle og Dejbjerg Jernalder.
Bundsbæk Mølle har en udstilling om nationale og regionale traditioner året rundt med forklaringer på deres oprindelse og betydning. Det var stærkt fascinerende at lære om hvorfor det hedder “at maje sig ud”, om nytårsfortsætter, og om oprindelsen for bl.a. Mors og Fars dag. Alt i alt en udbytterig tur, der gjorde os klogere.
Gåturen rundt i Bjørnemosen ud til Rakkerhuset var lige hvad vi trængte til efter flere timers traven rundt i udstillingerne om rakkerne hhv. traditionerne.
Vi kan anbefale at tage en tur til Bundsbæk Mølle og Dejbjerg Jernalder og tage madkurven med — for der er risiko for at nå at blive sulten inden turen går hjemad igen.
Vi havde kun en time tilbage inden lukketid til at nå at besøge Dejbjerg Jernalder og gik derfor hurtigt igennem udstillingen om Dejbjerg-vognen og livet i jernalderen (ca. 500 f.Kr. til ca. 1.050 e.Kr.) og besøgte levendegørelsen af landsbyen.
En lille pige sad og lavede lertøj og vi spurgte hende, hvad det skulle bruges til. Hun forstod ikke dansk og talte kun tysk. Hun fortalte, at hun holdt en uges ferie i landsbyen sammen med sin familie.
Det er åbenbart udbredt at tage til Dejbjerg og holde sommerferie dér, for det gik op for os, at samtlige 5 familier, der boede i landsbyen var tyske.
Et af målene for dette års sommerferie var at besøge nogle af vore lokale attraktioner og vi kan nu med stolthed sætte kryds ud for mindst 3 af dem.
Har du besøgt et lokalt museum i din ferie?
Relaterede indlæg
-
Nat på museet II i Ringkøbing Biograf
I aften har Malene og jeg bidraget til at holde det lokale kulturliv i gang. Vi tog en samlet billet– og kioskvagt — og fik samtidig gratis adgang til at se filmen, der i denne uge gik over lærredet: Nat på museet 2 med Ben Stiller i hovedrollen.
Filmen er en fortsættelse af den første film (som jeg ikke har set, men som ikke skal afholde mig fra at tale om den), der handler om, hvordan figurerne på et museum, hvor Larry Daley (Ben Stiller) arbejder som nattevagt, kommer til live, da der kommer en gammel ægyptisk stentavle i nærheden af dem.
Den retmæssige indehaver af stentavlen — en 3.000 år gammel magtgerrig farao — har en sindrig plan om at bruge stentavlen til at åbne for en port til Underverdenen og hente gudernes magt til jorden for at overtage verdensherredømmet. Jeg tør næsten ikke afsløre om det lykkes.
Undervejs bliver vi vidner til Owen Wilson i cowboytøj (igen!) spærret inde i et timeglas, en smule hovedrolle-til-hovedrolle-romance (surprise!) og ikke mindst masser af dårlige vittigheder og sidste-øjebliks-redninger i mange forskellige forklædninger.
Filmen er da meget sød — men jeg er ikke ked af, at vi havde gratis adgang fordi vi havde passet kiosk og billetsalg.
Relaterede indlæg
Nye kommentarer