Category: Kultur

Spot Festi­val 2010 er ovre og igen i år har vi besøgt Århus og hørt så meget musik, at ører­ne (næsten) er fal­det af.

I år benyt­te­de jeg mig af min mobil­te­le­fon og Twit­ter til at rap­por­te­re live fra festi­va­len. Det bety­der, at du kan fin­de en hel hånd­fuld bil­le­der fra Spot 2010 her på Moby­Pi­c­tu­re. Lad mig bare sige med det sam­me, at bil­le­der­ne ikke er ver­dens bed­ste kva­li­tet, men de kan da give et ind­tryk af, hvad jeg har ople­vet.

I år var tema­et for min Spot-kalen­der, at jeg vil­le høre bands, jeg ikke kend­te, men som hav­de beskre­vet sig selv spæn­den­de (set med mit per­spek­tiv) — og så vil­le jeg ger­ne have nog­le “sik­re” kon­cer­top­le­vel­ser.

Det betød, at jeg i år nåe­de at se og høre føl­gen­de kunst­ne­re (i kro­no­lo­gisk orden):

• Mur­der — Jakob Bel­lens fra I Got You On Tape er den ene halv­del af Mur­der. Jeg har aldrig hørt Mur­der live, men har lyt­tet til et par melan­kol­ske og dunk­le tit­ler fra deres bag­ka­ta­log. Det blev ikke dår­li­ge­re af at bli­ve spil­let live og intimt på Archauz. En stil­le og rolig start på to dages festi­val.
• Lars and the Hands of Light — Med et P3-hit eller to i bag­lom­men, så er der ret stor sik­ker­hed for et stort publi­kum på Spot. Og jeg håber ikke, at Lars og hans lys­hæn­der blev skuf­fe­de. Det gjor­de jeg nem­lig — lidt. Jeg fik mere i sam­me stil — og det kede­de mig i læng­den. Hvis jeg ikke kan hol­de en 40 minut­ters ud, så kan det vist ikke beta­le sig at købe hele pla­den.
• Kill Scre­en Music — det­te var ban­dets før­ste kon­cert. Og en god start, må man sige. De gik til sagen med ild­hu og spil­le­de uhy­re godt sam­men. Der var ikke en skæv tone og alle pau­ser sad præ­cist som de skul­le. De skal nok få en god live-kar­ri­e­re, hvis I spør­ger mig. Og så var Kill Scre­en Music også et eksem­pel på den slags musik, der var rig­tig, RIGTIG meget af på Spot i år: Melo­disk rock med key­bo­ard/­synth-ele­men­ter. Uden tvivl med inspira­tion direk­te fra fir­ser­ne. Om man så kan li’ det eller ej…
• Magnus fra Gaar­den — Nu begyn­der det at bli­ve meget smalt og niche-ori­en­te­ret. Jeg indrøm­mer blankt, at jeg ikke har den fjer­ne­ste inten­tion om at købe Magnus fra Gaar­den’s CD. Men ale­ne beskri­vel­sen “jazzens svar på Slipk­not”, gjor­de, at jeg føl­te mig pres­set til at lyt­te til den­ne omgang Bal­kan-metal-jazz. Det var ener­gisk, medri­ven­de og utro­ligt stø­jen­de. Det var helt opløf­ten­de at se de dedi­ke­re­de jazz­me­tal-musi­kan­ter rul­le sig rundt på sce­nen i ind­føl­te soli og sam­men­spil­let livs­glæ­de. Tak for den kon­cert, skal I ha’, Magnus og ven­ner!
• Ghost Socie­ty — her var der tale om ægte hype, hvis I spør­ger mig. Såvidt jeg kun­ne for­stå, var for­vent­nin­ger­ne til den­ne kon­cert tårn­hø­je — og de blev ind­fri­et hos de fle­ste. Jeg fik lyst til at se og høre dem, da der stod “Blue Foun­da­tion” i beskri­vel­sen. Måske skul­le jeg have læst lidt mere — for sjæl­dent har jeg ople­vet en mere indad­vendt kon­cert. Jeg har aldrig rig­tig lyt­tet til Det Elek­tri­ske Baro­me­ter og svæl­get i Welts­ch­merz og sand­syn­lig­vis der­for fandt jeg ikke Ghost Socie­ty sær­lig inter­es­san­te. Nuvel, det var smuk­ke melo­di­er og der sad ikke en tone skævt, men — alt­så — jeg har da aldrig ople­vet, at der kun bli­ver sagt 4 ord til en kon­cert. Og publi­kum grin­te lidt nervøst over de tre af dem. Jeg ople­ve­de et band, der aldrig nåe­de ud over sce­ne­kan­ten. Men det var der åben­bart andre, der gjor­de. Hver sin smag — det er der­for, jeg kom­mer til Spot. For at ople­ve noget nyt og noget andet, end jeg ple­jer at høre.
• Stof­fer & Maski­nen — også her, var det et par P3-num­re, der send­te mig ind i tel­tet. Og jeg hav­de også lyst til at gå igen ret hur­tigt. Men stæ­dig­he­den vandt og jeg blev til sid­ste bifald. Det var end­nu engang en por­tion melo­disk rock med key­bo­ard/­synth-ind­pak­ning. Hver sin smag — måske var der en grund til, at jeg aldrig lyt­te­de meget til radio­en, når Stof­fer & Maski­nen blev spil­let.
• Dokkedal/Dixen — Uh, nu star­te­de festen! Lige plud­se­lig vend­te humø­ret, da årets før­ste festi­va­l­op­le­vel­se med en “elektronisk”/house/hiphop/pladespiller/sampler-kunstner ende­lig oprandt. Jeg har (sta­dig) en svag­hed for glad, elek­tro­nisk base­ret musik, så det siger sig selv, at mine fød­der kom i omdrej­nin­ger og hove­d­et vug­ge­de til de tun­ge bas­ryt­mer fra de to DJs. Det var 40 minut­ters mas­hup- og sam­ple­leg, som blan­de­de vidt for­skel­li­ge musi­kal­ske kil­der sam­men til en helt ny ople­vel­se. Essen­sen i den kor­te kon­cert var dub­step og hip­hop og det fik ener­gi­en op på Offi­cer­s­plad­sen. Det ene­ste, der ærg­rer mig nu, er, at de tre smags­prø­ver, der lig­ger på Dokkedal/Dixens hjem­mesi­de, ikke har sam­me høje fest­stem­ning, som det vi ople­ve­de i Århus. Dagens høj­de­punkt!
• Est­her Maria & the Song Hor­se — efter at have været til festi­val i omkring 8–10 timer og ople­vet en lang ræk­ke kunste­re, så er det som oftest en rar ople­vel­se at sæt­te sig ind i Musik­hu­sets Lil­le Sal og ople­ve sin­ger/­songwri­ter-kunst­ner­ne opløf­te deres melan­kol­ske røst. Est­her Maria er en dyg­tig san­ge­r­in­de fra Holste­bro, som har slå­et sig på alter­na­tiv coun­try i ste­det for jazz. Det gør hun egent­lig udmær­ket — hen­des musik var bare en smu­le tam. Der var ikke rig­tig bid i den. Men måske er det for­di, jeg har en helt fan­ta­stisk erin­dring om sven­ske Baske­ry, der spil­le­de sam­me sted sid­ste år. Jeg over­ve­jer ikke at købe Est­her Mari­as pla­de — men Baske­rys lig­ger sta­dig og ulmer. Siger det mest om mig eller om musik­ken?

Og så på hove­d­et i seng. Det var listen og dom­men over fre­da­gens kunst­ne­re.

Om lør­da­gen så og hør­te jeg føl­gen­de (sta­dig kro­no­lo­gisk ord­net):

• Gram­mo­funch — Dagen star­ter end­nu engang stil­le og roligt med Gram­mo­fun­chs under­læg­nings­mu­sik til en 37 min. lang stum­film. Fil­men kræ­ve­de en stør­re fil­man­mel­derek­sa­men for at fin­de histo­ri­en, så den vil jeg und­la­de at kom­men­te­re ud over at skri­ve, at den var klip­pet meget lang­somt og sik­kert var meget smuk. Musik­ken var en omgang psy­ke­de­lisk rock-jazz, der i bed­ste Led Zep­pe­lin-stil for­søg­te at under­støt­te bil­le­der­ne. Meget fint — men det vandt aldrig min inter­es­se.
• Hunch Bet­tors i Kar­ri­e­re­ka­no­nen-blok­ken — det­te unge og øjen­syn­ligt loven­de band fra Holste­bro fik hele tel­tet til at jub­le. Jeg blev aldrig rig­tig bidt af dem til trods for at de hav­de både trom­pet og har­moni­ka med i deres rock-ensem­b­le.
• Slar­af­fen­land — Et dansk band, der ikke er sær­ligt kendt i Dan­mark. Det lyder, som noget, man har hørt før, ikke? At vores egne kunst­ne­re ikke kan fin­de fod­fæ­ste i Dan­mark, men der­i­mod kan sæl­ge man­ge pla­der og fyld­te kon­cer­ter i udlan­det. Det får i al fald mig til at tæn­ke, at hvis man er en talent­fuld dansk musi­ker, så må man ikke opgi­ve håbet om en kar­ri­e­re bare for­di man ikke kan sæl­ge kon­cer­ter og pla­der i hjem­lan­det. Kon­tak­ten med de rig­ti­ge men­ne­sker kan brin­ge en langt. Nå, det var kon­cer­ten, det skul­le hand­le om. Slar­af­fen­land spil­ler avant­gar­de rock, der ikke for­sø­ger let­te løs­nin­ger. Det var flot, avan­ce­ret, vel­kom­po­ne­ret musik, der også kom ud over sce­ne­kan­ten. Tak for en god kon­cer­top­le­vel­se til Slar­af­fen­land.
• Anni­ka Aakjær — jeg hør­te den­ne kvin­de­li­ge Niels Haus­gaard før­ste gang for to år siden, da hun spil­le­de en intim kon­cert på Ryt­misk Sce­ne. Det var en meget bidsk, meget obser­vant og meget poli­tisk kon­cert. Anni­ka Aakjær fik en del opmærk­som­hed for hen­des P3-hit, som før­te til en pla­de og en pla­de mere og en del tur­ne­er. Jeg synes hun gør det godt — hun bru­ger sta­dig pau­ser­ne mel­lem num­re­ne til at for­tæl­le en anek­do­te eller sen­de en skarp bemærk­ning afsted inden hun spil­ler et num­mer, der har en rela­tion til det, hun lige har for­talt. Den­ne gang spil­le­de hun i Sto­re Sal med et “rig­tigt” rock­or­ke­ster. Det betød, at hen­des num­re hav­de fået langt mere plads og langt stør­re lyd. Jeg syn­tes egent­lig, at det var ærger­ligt, for jeg syn­tes ikke, at ban­det spil­le­de helt fan­ta­stisk — og hen­des histo­ri­er behø­ver ikke meget akkom­pag­ne­ment. Jeg var ikke super­be­gej­stret for kon­cer­ten — men hen­des poin­ter var sta­dig super­skar­pe.
• Tre­mo­lo Beer Gut — dansk sur­fro­cks ukro­ne­de kon­ger. Når først elgu­i­ta­ren er sat i sving, så stop­per festen ikke igen før Tre­mo­lo Beer Gut er gået af sce­nen. Hvis man kan hol­de lyden af vibre­ren­de twang-gui­tar ud, så er det en liv­gi­ven­de ople­vel­se at lyt­te til dis­se fire dren­ge. De skå­ler (jævn­ligt) med publi­kum og hil­ser på alle de søde og pæne piger. Tit. Og så spil­ler de musik som om de aldrig har bestilt andet. Her­ligt.
• Tho­mas Dyb­da­hl — her var det nød­ven­digt at stå i kø i op mod en time før kon­cer­ten star­te­de for over­ho­ve­det at få en plads. Og da døre­ne blev åbnet, var der lem­m­ing-agtigt storm­løb mod kon­cert­sa­len. Det nær­me­de sig hyste­ri, men man kan godt for­stå, hvor­for inter­es­sen var stor. Tho­mas Dyb­da­hl har en kæm­pe fanska­re i Dan­mark og det er sik­kert, at man­ge af dem var kom­met til Spot 2010 for at høre ham. Hans var­me blø­de stem­me bød os vel­kom­men, da vi hav­de sat os til ret­te i Sto­re Sal og der­ef­ter slap vi ikke ud af hans hule hånd igen før kon­cer­ten var slut. Når Tho­mas sag­de “syng med”, så sang vi med. Når han for­tal­te os, at vi var det mest fan­ta­sti­ske publi­kum, så tro­e­de vi på ham. Han optræ­der med en ydmyg­hed, der gør det umu­ligt ikke at bry­de sig om ham. Wow. Han er god.
• Gin­ger Ninja — Et rock­band mere, der har fået key­bo­ards koblet til mik­se­ren. Her var der et par gode P3-syng-med-hits, som kun­ne løf­te deres optræ­den op til en fest. Det var lidt tamt — eller måske var jeg ved at være godt udkørt. Jeg hav­de lidt sam­me for­nem­mel­se som med Lars and the Hands of Light — “var det dét?”.
• Tur­bowe­e­kend — Efter Gin­ger Ninja-kon­cer­ten skynd­te jeg mig til den sid­ste kon­cert i Sto­re Sal. Det var der også man­ge andre, der hav­de gjort, så jeg kom til at sid­de helt oppe under lof­tet på bal­ko­nen. Det har jeg aldrig prø­vet før. Og jeg har hel­ler aldrig prø­vet at lyt­te til så ener­gisk musik i Sto­re Sal. Tur­bowe­e­kend har bestemt for­an­dret sig meget siden jeg hør­te dem på Offi­cer­s­plad­sen på Spot for et par år siden. Og de hav­de natur­lig­vis hele bag­ka­ta­lo­get med af gode, lyt­te­vær­di­ge hits. Inklu­si­ve en live-ver­sion af Troub­le Is (Joker Remix). Wow, for en afslut­ning på Spot 2010.

Lør­da­gen slut­te­de med et brag. Og vi gik hjem i seng, mæt­te af musi­kop­le­vel­ser og træt­te efter at have gået, stå­et, lyt­tet og talt med gode ven­ner i to dage i træk.

Spot 2011 — vi ses!

Og så til dig, der ikke ken­der Troub­le Is (Joker Remix):