-
En oplevelsesrig weekend
Århus Festuge 2008 fandt sted i den forgangne uge, men vi havde ikke tid til at deltage før i går lørdag. Det er måske meget forståeligt, når vi nu har adresse i Ringkøbing, men vi mente alligevel, at det kunne være interessant at mødes med venner og få en kulturel oplevelse.
Vi havde undersøgt sagerne og besluttet os for at overvære eller deltage i 4–5 forskellige aktiviteter. Den første aktivitet var den jomfruelige Dansk Lommefilm Festival 2008, der fandt sted i Studie 1 i Filmbyen i Århus. Det er første gang, der bliver afholdt lommefilmfestival i Danmark.
Vi troede, at vi blot skulle overvære de film, der var blevet indleveret til konkurrencen om 10.000 gode, danske kroner og derefter se en glad instruktør gå derfra. Men det viste sig at være et helt eftermiddag– og aftensarrangement, der først sluttede, da Prins Nitram ( myspace.com/prinsnitram) sluttede sin optræden kl. 22:00.
Festivalen bød også på interview med Heide Schürmeier fra Interfilm i Berlin, orientering om en kommende (november!) dansk mobilfestival Dogma Mobile, interview med det hollandske projekt Mobilevideonet, interview med den franske Pocket Film Festivals og ikke mindst danske Martin Strange Hansen, der laver film til mobiltelefonen for DR.
Festivalens klimaks var naturligvis fremvisningen af de 5 bedste film fra årets konkurrence med temaet “Øjeblikket” med en kontantpræmie til 1.pladsen. Prisen gik til filmen “Et farligt øjeblik”, der er en fint fortalt lille thriller om en pige, der får sin fod fast i skinnerne ved en jernbaneoverkørsel. Slutningen må du selv se.
Prins Nitram fortjener næsten en hel blog for sig selv: manden optræder sammen med sig selv på video. Det skal ses for helt at forstå det. Han spiller alle instrumenter selv og alt i alt må man beundre manden for hans kreative udfoldelser.
Nå, lørdag aften var ved at være ovre for vores vedkommende — stik imod vores forventning havde vi ikke overværet andet end lommefilmfestivalen. Til gengæld var det så god og anderledes en oplevelse, at vi godt kan leve med det.
Søndag lige over middag kørte vi en tur i Marselisborg Dyrehave. Vi så og rørte ved rådyrene — både de unge og de gamle, der var lige begejstrede for de æbler, som de rare dyrehavegæster havde taget med. Vejret var dejligt solrigt og luften let kølig.
Der var masser af gæster i haven — deriblandt en lille dreng og resten af hans familie. På vej tværs over et stort, grønt område bliver den lille dreng efterladt bagude, da han bliver optaget af noget i græsset. Han bukker sig ned og samler det op for derefter at putte det i munden. Det tager ham ikke mange halve sekunder at gennemskue, at den lille sliklignende klump ikke er slik. Og det tager ikke Malene mange sekunder at henlede moderens opmærksomhed på den lille purk, der nu har et ansigtsudtryk, der mest af alt ligner en citron. Alt imens hun selv storsmiler over den slags små erfaringer, som kun livet i naturen kan give.
Hans moder får trukket den opblødte rådyrpølle ud af munden på drengen og tørret ham om munden. Vi sidder bare tilbage med to smørrede smil.
Nå, efter den slags kulinariske oplevelser vælger vi at køre ud til Marselisborg Lystbådehavn for at gå en tur ved vandet. Dejligt forfriskende. Oven i købet har Århus Kommune opstillet en træningspavillon af samme art, som de tre, der snart skal stilles op i Ringkøbing. Vi prøvede dem kort af og kan sige god for kommunens (Ringkøbing-Skjern!) beslutning.
Sidst men ikke mindst havde vi bestilt bord på Soya, en sushi-restaurant i Jægergaardsgade i Århus, der i øvrigt ikke er vilde med at skilte med deres telefonnummer. I skrivende stund er nummeret 86 18 43 88. Se, det var en lille forbrugeroplysning.
Men før vi fik en ganske udmærket omgang sushi på Soya, gik vi en tur omkring Café Stiften og fik en kop chai latte og et stykke gulerodskage. Stik imod vores kernesunde løfte — men nu skal man jo ikke være asketisk.
Vi gik også omkring Rådhusparken og videre til Musikhuset, hvor Innovation Lab, Lego og flere andre havde opstillet en mængde digitalt legetøj, som legebørn kunne få lov at muntre sig med. Unge som gamle, naturligvis. Derfor fik vi blandt andet lov til at lege med robotten Pleo — en lille dinosaur, der eftersigende skulle udvikle sin egen personlighed gennem interaktion med sine omgivelser. Vi optog et lille videoklip, som muligvis vil blive uploadet på et senere tidspunkt.
Det var en længere smøre, men det blev også til en weekend, der var langt mere rig på oplevelser, end vi regnede med, da vi kørte fra Ringkøbing lørdag lige før middag.
Og så har jeg slet ikke skrevet om grahamsbrødet efter opskrift fra Aurion, der smagte fantastisk. Eller hvordan min udlejer i Tilst er ved at lægge nye fliser i indkørsel og have. Eller om alt det, vi ikke nåede at opleve til festugen, som vi havde håbet på. Eller…
Jeg håber, at du har haft mindst lige så god en weekend. I morgen starter der en ny uge med lige så mange muligheder.
-
Smukke billeder af Large Hadron Collider
Den store partikelaccelerator, Large Hadron Collider, hos CERN i Schweiz er snart klar til at starte. Den amerikanske avis The Boston Tribune har fået lov til at tage nogle utroligt smukke billeder af teknikken. Det er jo næsten kunst. Bliver teknik smukkere end det her? [ via Hackszine.com]
-
Smukt smykke
I dag har jeg fået et smykke med posten. Et smukt smykke, med en smuk tanke. Pakket i en boblekuvert med påklistrede hjerter. Det kan man kun blive glad af!
Vedhænget består af ordet smukt på dansk, og den arabiske betegnelse for smuk.
Køb og bær smykket og “Vis verden, at du har viljen til fællesskab med andre — uanset etnisk baggrund, religion, social status og kulturelle forskelle”.
Du kan læse mere om smykket, sagen og idékvinderne her.

-
Webgalleri
Opdatering: Galleriet er lukket.
Jeg mødte Eva Juhl for et par uger siden. En passioneret fritidskunstner, som gerne vil gøre kunsten til sit levebrød. For at flere kan få glæde af hendes malerier, tog jeg ud til en privat udstilling for at tage billeder af hendes malerier, så de kan vises for et større publikum. Tag godt imod hendes malerier, når jeg hermed erklærer HoeyerKolds online Galleri for åben!

Se resten af galleriet på siden: Maleriudstilling: Eva Juhl, i menuen i højre side.
-
Årskortet til ARoS er indviet nu
I dag tog vi bybussen ind til Magasin og byttede den allersidste gave, der skulle byttes og gik derefter til ARoS for at veksle vores gavekort til et årskort. Det var nemlig meningen, at vi ville se Bjørn Nørgaards udstillede kartoner til Dronningens gobeliner.
Udstillingen stopper d. 9. september, så det var ved at være sidste chance for os, da vi har planer for de næste par weekender. Det samme gør udstillingen af landskabsmaler Janus la Cours malerier — og det endte derfor med, at vi brugte 2–3 timer derinde i selskab med Nørgaards skitser, notater, tegninger, kalker og farveprøver og la Cours utrolige, næsten fotorealistiske Djurslandskaber. En dejlig måde at bruge en lørdag eftermiddag på. Det årskort skal nok tjene sig selv ind!




Nye kommentarer