Tilbage fra Spot Festival 2010

Spot Festi­val 2010 er ovre og igen i år har vi besøgt Århus og hørt så meget musik, at ører­ne (næsten) er fal­det af.

I år benyt­te­de jeg mig af min mobil­te­le­fon og Twit­ter til at rap­por­te­re live fra festi­va­len. Det bety­der, at du kan fin­de en hel hånd­fuld bil­le­der fra Spot 2010 her på Moby­Pi­c­tu­re. Lad mig bare sige med det sam­me, at bil­le­der­ne ikke er ver­dens bed­ste kva­li­tet, men de kan da give et ind­tryk af, hvad jeg har ople­vet.

I år var tema­et for min Spot-kalen­der, at jeg vil­le høre bands, jeg ikke kend­te, men som hav­de beskre­vet sig selv spæn­den­de (set med mit per­spek­tiv) — og så vil­le jeg ger­ne have nog­le “sik­re” kon­cer­top­le­vel­ser.

Det betød, at jeg i år nåe­de at se og høre føl­gen­de kunst­ne­re (i kro­no­lo­gisk orden):

  • Mur­der — Jakob Bel­lens fra I Got You On Tape er den ene halv­del af Mur­der. Jeg har aldrig hørt Mur­der live, men har lyt­tet til et par melan­kol­ske og dunk­le tit­ler fra deres bag­ka­ta­log. Det blev ikke dår­li­ge­re af at bli­ve spil­let live og intimt på Archauz. En stil­le og rolig start på to dages festi­val.
  • Lars and the Hands of Light — Med et P3-hit eller to i bag­lom­men, så er der ret stor sik­ker­hed for et stort publi­kum på Spot. Og jeg håber ikke, at Lars og hans lys­hæn­der blev skuf­fe­de. Det gjor­de jeg nem­lig — lidt. Jeg fik mere i sam­me stil — og det kede­de mig i læng­den. Hvis jeg ikke kan hol­de en 40 minut­ters ud, så kan det vist ikke beta­le sig at købe hele pla­den.
  • Kill Scre­en Music — det­te var ban­dets før­ste kon­cert. Og en god start, må man sige. De gik til sagen med ild­hu og spil­le­de uhy­re godt sam­men. Der var ikke en skæv tone og alle pau­ser sad præ­cist som de skul­le. De skal nok få en god live-kar­ri­e­re, hvis I spør­ger mig. Og så var Kill Scre­en Music også et eksem­pel på den slags musik, der var rig­tig, RIGTIG meget af på Spot i år: Melo­disk rock med key­bo­ard/­synth-ele­men­ter. Uden tvivl med inspira­tion direk­te fra fir­ser­ne. Om man så kan li’ det eller ej…
  • Magnus fra Gaar­den — Nu begyn­der det at bli­ve meget smalt og niche-ori­en­te­ret. Jeg indrøm­mer blankt, at jeg ikke har den fjer­ne­ste inten­tion om at købe Magnus fra Gaar­den’s CD. Men ale­ne beskri­vel­sen “jazzens svar på Slipk­not”, gjor­de, at jeg føl­te mig pres­set til at lyt­te til den­ne omgang Bal­kan-metal-jazz. Det var ener­gisk, medri­ven­de og utro­ligt stø­jen­de. Det var helt opløf­ten­de at se de dedi­ke­re­de jazz­me­tal-musi­kan­ter rul­le sig rundt på sce­nen i ind­føl­te soli og sam­men­spil­let livs­glæ­de. Tak for den kon­cert, skal I ha’, Magnus og ven­ner!
  • Ghost Socie­ty — her var der tale om ægte hype, hvis I spør­ger mig. Såvidt jeg kun­ne for­stå, var for­vent­nin­ger­ne til den­ne kon­cert tårn­hø­je — og de blev ind­fri­et hos de fle­ste. Jeg fik lyst til at se og høre dem, da der stod “Blue Foun­da­tion” i beskri­vel­sen. Måske skul­le jeg have læst lidt mere — for sjæl­dent har jeg ople­vet en mere indad­vendt kon­cert. Jeg har aldrig rig­tig lyt­tet til Det Elek­tri­ske Baro­me­ter og svæl­get i Welts­ch­merz og sand­syn­lig­vis der­for fandt jeg ikke Ghost Socie­ty sær­lig inter­es­san­te. Nuvel, det var smuk­ke melo­di­er og der sad ikke en tone skævt, men — alt­så — jeg har da aldrig ople­vet, at der kun bli­ver sagt 4 ord til en kon­cert. Og publi­kum grin­te lidt nervøst over de tre af dem. Jeg ople­ve­de et band, der aldrig nåe­de ud over sce­ne­kan­ten. Men det var der åben­bart andre, der gjor­de. Hver sin smag — det er der­for, jeg kom­mer til Spot. For at ople­ve noget nyt og noget andet, end jeg ple­jer at høre.
  • Stof­fer & Maski­nen — også her, var det et par P3-num­re, der send­te mig ind i tel­tet. Og jeg hav­de også lyst til at gå igen ret hur­tigt. Men stæ­dig­he­den vandt og jeg blev til sid­ste bifald. Det var end­nu engang en por­tion melo­disk rock med key­bo­ard/­synth-ind­pak­ning. Hver sin smag — måske var der en grund til, at jeg aldrig lyt­te­de meget til radio­en, når Stof­fer & Maski­nen blev spil­let.
  • Dokkedal/Dixen — Uh, nu star­te­de festen! Lige plud­se­lig vend­te humø­ret, da årets før­ste festi­va­l­op­le­vel­se med en “elektronisk”/house/hiphop/pladespiller/sampler-kunstner ende­lig oprandt. Jeg har (sta­dig) en svag­hed for glad, elek­tro­nisk base­ret musik, så det siger sig selv, at mine fød­der kom i omdrej­nin­ger og hove­d­et vug­ge­de til de tun­ge bas­ryt­mer fra de to DJs. Det var 40 minut­ters mas­hup- og sam­ple­leg, som blan­de­de vidt for­skel­li­ge musi­kal­ske kil­der sam­men til en helt ny ople­vel­se. Essen­sen i den kor­te kon­cert var dub­step og hip­hop og det fik ener­gi­en op på Offi­cer­s­plad­sen. Det ene­ste, der ærg­rer mig nu, er, at de tre smags­prø­ver, der lig­ger på Dokkedal/Dixens hjem­mesi­de, ikke har sam­me høje fest­stem­ning, som det vi ople­ve­de i Århus. Dagens høj­de­punkt!
  • Est­her Maria & the Song Hor­se — efter at have været til festi­val i omkring 8–10 timer og ople­vet en lang ræk­ke kunste­re, så er det som oftest en rar ople­vel­se at sæt­te sig ind i Musik­hu­sets Lil­le Sal og ople­ve sin­ger/­songwri­ter-kunst­ner­ne opløf­te deres melan­kol­ske røst. Est­her Maria er en dyg­tig san­ge­r­in­de fra Holste­bro, som har slå­et sig på alter­na­tiv coun­try i ste­det for jazz. Det gør hun egent­lig udmær­ket — hen­des musik var bare en smu­le tam. Der var ikke rig­tig bid i den. Men måske er det for­di, jeg har en helt fan­ta­stisk erin­dring om sven­ske Baske­ry, der spil­le­de sam­me sted sid­ste år. Jeg over­ve­jer ikke at købe Est­her Mari­as pla­de — men Baske­rys lig­ger sta­dig og ulmer. Siger det mest om mig eller om musik­ken?

Og så på hove­d­et i seng. Det var listen og dom­men over fre­da­gens kunst­ne­re.

Om lør­da­gen så og hør­te jeg føl­gen­de (sta­dig kro­no­lo­gisk ord­net):

  • Gram­mo­funch — Dagen star­ter end­nu engang stil­le og roligt med Gram­mo­fun­chs under­læg­nings­mu­sik til en 37 min. lang stum­film. Fil­men kræ­ve­de en stør­re fil­man­mel­derek­sa­men for at fin­de histo­ri­en, så den vil jeg und­la­de at kom­men­te­re ud over at skri­ve, at den var klip­pet meget lang­somt og sik­kert var meget smuk. Musik­ken var en omgang psy­ke­de­lisk rock-jazz, der i bed­ste Led Zep­pe­lin-stil for­søg­te at under­støt­te bil­le­der­ne. Meget fint — men det vandt aldrig min inter­es­se.
  • Hunch Bet­tors i Kar­ri­e­re­ka­no­nen-blok­ken — det­te unge og øjen­syn­ligt loven­de band fra Holste­bro fik hele tel­tet til at jub­le. Jeg blev aldrig rig­tig bidt af dem til trods for at de hav­de både trom­pet og har­moni­ka med i deres rock-ensem­b­le.
  • Slar­af­fen­land — Et dansk band, der ikke er sær­ligt kendt i Dan­mark. Det lyder, som noget, man har hørt før, ikke? At vores egne kunst­ne­re ikke kan fin­de fod­fæ­ste i Dan­mark, men der­i­mod kan sæl­ge man­ge pla­der og fyld­te kon­cer­ter i udlan­det. Det får i al fald mig til at tæn­ke, at hvis man er en talent­fuld dansk musi­ker, så må man ikke opgi­ve håbet om en kar­ri­e­re bare for­di man ikke kan sæl­ge kon­cer­ter og pla­der i hjem­lan­det. Kon­tak­ten med de rig­ti­ge men­ne­sker kan brin­ge en langt. Nå, det var kon­cer­ten, det skul­le hand­le om. Slar­af­fen­land spil­ler avant­gar­de rock, der ikke for­sø­ger let­te løs­nin­ger. Det var flot, avan­ce­ret, vel­kom­po­ne­ret musik, der også kom ud over sce­ne­kan­ten. Tak for en god kon­cer­top­le­vel­se til Slar­af­fen­land.
  • Anni­ka Aakjær — jeg hør­te den­ne kvin­de­li­ge Niels Haus­gaard før­ste gang for to år siden, da hun spil­le­de en intim kon­cert på Ryt­misk Sce­ne. Det var en meget bidsk, meget obser­vant og meget poli­tisk kon­cert. Anni­ka Aakjær fik en del opmærk­som­hed for hen­des P3-hit, som før­te til en pla­de og en pla­de mere og en del tur­ne­er. Jeg synes hun gør det godt — hun bru­ger sta­dig pau­ser­ne mel­lem num­re­ne til at for­tæl­le en anek­do­te eller sen­de en skarp bemærk­ning afsted inden hun spil­ler et num­mer, der har en rela­tion til det, hun lige har for­talt. Den­ne gang spil­le­de hun i Sto­re Sal med et “rig­tigt” rock­or­ke­ster. Det betød, at hen­des num­re hav­de fået langt mere plads og langt stør­re lyd. Jeg syn­tes egent­lig, at det var ærger­ligt, for jeg syn­tes ikke, at ban­det spil­le­de helt fan­ta­stisk — og hen­des histo­ri­er behø­ver ikke meget akkom­pag­ne­ment. Jeg var ikke super­be­gej­stret for kon­cer­ten — men hen­des poin­ter var sta­dig super­skar­pe.
  • Tre­mo­lo Beer Gut — dansk sur­fro­cks ukro­ne­de kon­ger. Når først elgu­i­ta­ren er sat i sving, så stop­per festen ikke igen før Tre­mo­lo Beer Gut er gået af sce­nen. Hvis man kan hol­de lyden af vibre­ren­de twang-gui­tar ud, så er det en liv­gi­ven­de ople­vel­se at lyt­te til dis­se fire dren­ge. De skå­ler (jævn­ligt) med publi­kum og hil­ser på alle de søde og pæne piger. Tit. Og så spil­ler de musik som om de aldrig har bestilt andet. Her­ligt.
  • Tho­mas Dyb­da­hl — her var det nød­ven­digt at stå i kø i op mod en time før kon­cer­ten star­te­de for over­ho­ve­det at få en plads. Og da døre­ne blev åbnet, var der lem­m­ing-agtigt storm­løb mod kon­cert­sa­len. Det nær­me­de sig hyste­ri, men man kan godt for­stå, hvor­for inter­es­sen var stor. Tho­mas Dyb­da­hl har en kæm­pe fanska­re i Dan­mark og det er sik­kert, at man­ge af dem var kom­met til Spot 2010 for at høre ham. Hans var­me blø­de stem­me bød os vel­kom­men, da vi hav­de sat os til ret­te i Sto­re Sal og der­ef­ter slap vi ikke ud af hans hule hånd igen før kon­cer­ten var slut. Når Tho­mas sag­de “syng med”, så sang vi med. Når han for­tal­te os, at vi var det mest fan­ta­sti­ske publi­kum, så tro­e­de vi på ham. Han optræ­der med en ydmyg­hed, der gør det umu­ligt ikke at bry­de sig om ham. Wow. Han er god.
  • Gin­ger Ninja — Et rock­band mere, der har fået key­bo­ards koblet til mik­se­ren. Her var der et par gode P3-syng-med-hits, som kun­ne løf­te deres optræ­den op til en fest. Det var lidt tamt — eller måske var jeg ved at være godt udkørt. Jeg hav­de lidt sam­me for­nem­mel­se som med Lars and the Hands of Light — “var det dét?”.
  • Tur­bowe­e­kend — Efter Gin­ger Ninja-kon­cer­ten skynd­te jeg mig til den sid­ste kon­cert i Sto­re Sal. Det var der også man­ge andre, der hav­de gjort, så jeg kom til at sid­de helt oppe under lof­tet på bal­ko­nen. Det har jeg aldrig prø­vet før. Og jeg har hel­ler aldrig prø­vet at lyt­te til så ener­gisk musik i Sto­re Sal. Tur­bowe­e­kend har bestemt for­an­dret sig meget siden jeg hør­te dem på Offi­cer­s­plad­sen på Spot for et par år siden. Og de hav­de natur­lig­vis hele bag­ka­ta­lo­get med af gode, lyt­te­vær­di­ge hits. Inklu­si­ve en live-ver­sion af Troub­le Is (Joker Remix). Wow, for en afslut­ning på Spot 2010.

Lør­da­gen slut­te­de med et brag. Og vi gik hjem i seng, mæt­te af musi­kop­le­vel­ser og træt­te efter at have gået, stå­et, lyt­tet og talt med gode ven­ner i to dage i træk.

Spot 2011 — vi ses!

Og så til dig, der ikke ken­der Troub­le Is (Joker Remix):

En tidlig julegave

For snart 20 år siden — i 1991 — lave­de det dan­ske rap­mak­ker­par BOSSEN & Bum­sen, der er sam­men­sat af Chief One (Lars Peder­sen) og Jazzy H (Mor­ten Tri­er) en jule­rap, der efter min mening lever helt op til MC Einars udø­de­li­ge “Jul det’ cool” fra 1988.

Den knap så kend­te jule­rap hed­der Op til jul og blev blandt andet spil­let i Hit­lis­ten på DR, hvor en klas­se­kam­me­rat optog det på kas­set­tebånd. Der­ef­ter fik jeg en kopi af opta­gel­sen. Se, det var pirat­ko­pi­e­ring på et højt plan!

Hør num­me­ret og se cove­ret til pla­den Op til jul lige her bag­ef­ter… Læs vide­re “En tid­lig jule­ga­ve”

Lyt til Ørtz

Dan­ske Ørtz, der vist nær­mest er gået i pop-glem­me­bo­gen, har lavet et dej­ligt, til­ba­ge­læ­net num­mer, der hed­der ‘Don’t Men­tion Love’, der er at fin­de på deres album ‘Ano­t­her Eden’ fra slut­nin­gen 2000.

Det­te num­mer duk­ke­de op ved et til­fæl­de, da jeg var i gang med at gra­ve mig igen­nem vores musik­sam­ling. Hvis du læser vide­re, får du en mulig­hed for at høre det her.

Læs vide­re “Lyt til Ørtz”

En hel dag med korsang og rytmer

Ring­kø­bing-Skjern Musiks­ko­le invi­te­re­de til Sto­re Kor Dag i dag — en hel dag med ryt­me og kor­sang ledet af pro­fes­sor Jim Daus Hjer­nøe fra Nord­jysk Musik­kon­ser­va­to­ri­um i Aal­borg. Jim er kor­le­der af koret Vox­North, der er et af ver­dens før­en­de kor inden­for gen­ren Folk/World og circ­le songs.

Male­ne hav­de invi­te­ret mig med til en vokal ople­vel­se og jeg sag­de ja, for det er læn­ge siden, jeg hav­de brugt min stem­me til rig­tig at syn­ge med.

Dagen var udfor­met som en wor­ks­hop med del­ta­ge­re fra nær og fjern. Det var en skøn blan­ding af ung og gam­mel, erfa­ren og nybe­gyn­der, node­læ­se­re og utræ­ne­de san­ge­re. Vi var omkring 90 san­ge­re — langt stør­ste­delen var kvin­der — og kun 3 bas­san­ge­re, hvor jeg var een af dem.

Jim gui­de­de os kyn­digt igen­nem de fire san­ge i sang­bla­det og udnyt­te­de sine stær­ke pæda­go­gi­ske kom­pe­ten­cer til at give alle en for­nem­mel­se af, at vi hav­de styr på san­ge­ne hele vej­en igen­nem.

Vi star­te­de kl. 10 om for­mid­da­gen og med to stør­re pau­ser (frokost og kaf­fe) i løbet af dagen hav­de vi fak­tisk kun 5 timer til at bli­ve gode til at syn­ge de plan­lag­te fire num­re. Det gik for­ry­gen­de!

Kl. 16:30 duk­ke­de ven­ner og fami­lie op til en lil­le kon­cert, så vi fik en chan­ce for at vise, at vi fak­tisk hav­de lært noget i løbet af dagen. Der duk­ke­de omkring 50 til­hø­re­re op, som fik en kon­cert, de aldrig har hørt mage til. Tror jeg da.

Male­ne og jeg more­de os dej­ligt og vil stærkt anbe­fa­le, at du benyt­ter dig af chan­cen til at del­ta­ge i en kor-wor­ks­hop, hvis du over­ho­ve­det har inter­es­se i at syn­ge. Vi vil med stor sand­syn­lig­hed del­ta­ge igen næste gang chan­cen opstår.

En hel uge med oplevelser

Vi har ikke været så gode til at over­hol­de vores nytårs­fort­sæt (men det er vel også i orden at glem­me det, når man når over d. 15. janu­ar?), så her kom­mer der lige en opsam­ling over den sid­ste uge, som har været begi­ven­heds­rig.

Sid­ste tirs­dag hav­de vi klan­mø­de med Klan Waingun­ga her hos os. Det var en hyg­ge­lig aften med dis­kus­sio­ner om logo, hjem­mesi­de og Face­book-grup­pe. Der­u­d­over hav­de vi natur­lig­vis sør­get for hjem­me­bagt brød med mas­ser af ker­ner. Næste klan­mø­de bli­ver først på den anden side af som­mer­fe­ri­en.

Sid­ste ons­dag var vi ude at løbe en aften­tur til Køb­stadslø­bet i Skjern. Det var en tur på 7,5km (ryg­ter­ne siger 7,8km — men det er kun ryg­ter), der hav­de til­truk­ket næsten 1200 del­ta­ge­re. Male­ne føl­te sig han­di­cap­pet og over­ho­ve­det ikke klar til løbet, da hun sta­dig var øm i benern’ efter man­da­gens løbe­tur. Jeg lær­te til gen­gæld en vig­tig lek­tie: Når man skal løbe, skal man have løbe­sko på. Mine sko stod nem­lig fint på hyl­den hjem­me i Ring­kø­bing, og det opda­ge­de jeg først, da vi kør­te for­bi byskil­tet til Skjern. Jeg var imid­ler­tid stæ­dig og løb turen i mine ita­li­en­ske gum­misko med mas­ser af vab­ler til føl­ge.

Det til trods, så blev tiden alli­ge­vel helt hæder­lig: Male­ne løb turen på 45:37 (6:04min/km) og og jeg løb turen på 40:02 (5:20min/km). Vi del­ta­ger nok igen næste år — hvis løbs­ar­ran­gø­rer­ne kan garan­te­re, at vi vin­der en nit­te­præ­mie på del­ta­ger­num­me­ret.

Fre­dag hav­de vi beg­ge fri og nød hin­an­dens sel­skab. Om afte­nen var vi igen for­e­nings­ak­ti­ve og hav­de for før­ste gang helt ale­ne en bio­graf­vagt hhv. i kiosk og bil­letsalg. Bio­gra­fen viste Nat på muse­et 2 og der var 13 beta­len­de gæster til fore­vis­nin­gen. Det kan vi godt gøre igen en anden gang — det er helt hyg­ge­ligt at være i bio­gra­fen på den måde. Efter fil­men gik vi på Hotel Ring­kø­bing og køb­te en kop cho­ko­la­de med dagens kage, æble­ka­ge med cho­ko­krym­mel og crè­me fraî­che. Der mød­te vi så en af mine grand­fætre, Ras­mus, der er tje­ner på hotel­let i som­mer­pe­ri­o­den. Uven­tet, men hyg­ge­ligt.

Lør­dag tog vi så til Ålle­ren (Aal­borg, for de uind­vie­de) for at høre Balstyrko spil­le på Stu­den­ter­Hu­set. Sti­li­ko­net og musik­man­den Ken­neth Bager var opvarm­nings- og afkølings-DJ. Inden kon­cer­ten spi­ste vi på Mad Don­na på Vester­bro i Aal­borg. Det var god mad og god betje­ning.

Lør­dag efter­mid­dag gik vi en lang tur ved Nymøl­le Bæk, hvor jeg blev fan­get af en sko­v­flåt. Den bed sig fast og vil­le ikke give slip igen før vi fandt en pin­cet frem dagen efter.

Søn­dag drog vi afsted mod Ring­kø­bing igen for at gøre vores EU-bor­ger­pligt og stem­me til Euro­pa­par­la­mentsval­get. Fol­ke­tin­get hav­de ved­lagt en bonus-afstem­ning. Det lig­ne­de mest af alt et kære­ste­brev — dog mang­le­de “Måske”-feltet. Det brug­te vi det meste af man­da­gen til at kom­me os over.

Tirs­dag brag­te så ugens kuli­na­ri­ske høj­de­punkt. Jeg hav­de impuls­købt to hele skrub­ber hos Frisk Fisk og ikke over­ve­jet nær­me­re, hvor­dan de skul­le til­be­re­des. Så vi måt­te have gang i “Den klas­si­ske køk­kensko­le” for at lære at filet­te­re og flå flad­fisk (sig det tre gan­ge hur­tigt efter hin­an­den!) — dog ikke på sam­me tid. Vi star­te­de med at være to mand om at flå en flad­fisk (sig DET tre gan­ge!) med både groft salt og viske­styk­ke. Det end­te med, at der var halv­de­len af fisken til­ba­ge, da beg­ge sider var flå­e­de. Der­ef­ter kom turen til skrub­be II. Den blev “bare” filet­te­ret med møje og omhu. Vi er gla­de for, at vi har prø­vet af flå og filet­te­re inden vi væl­ger at mel­de os til en Robin­son-eks­pe­di­tion. Og mad sma­ger som bekendt bed­re, når man selv har “ned­lagt” den.

I dag har vi grint af maski­nover­sæt­tel­ser fra Goog­le Trans­la­te. Male­ne hav­de mod­ta­get et udkast til en pres­se­med­del­el­se, der var ble­vet maski­nover­sat til engelsk fra dansk med bl.a. føl­gen­de for­mu­le­rin­ger til føl­ge:

Have the par­ti­ci­pants not typed num­ber you can go into the enrol­l­ment system and taste it.

…the­re are refres­h­ments and com­pe­ti­tions for both chil­dren and adults, who have come into goals or for tho­se who have come to che­e­ring and look at.

Tak for gri­net, Goog­le Trans­la­te.

Spot 2009 — en erfaringsopsamling

Her til aften har jeg ende­lig taget mig sam­m­men til at tage et kig til­ba­ge på hele Spot 2009. Med kom­men­ta­rer til de kunst­ne­re, jeg nåe­de at høre og den ople­vel­se jeg hav­de af festi­va­len som beta­len­de gæst.

Tors­da­gens kon­cer­ter (læs mere om tors­da­gens ople­vel­ser i den­ne blog):

  • Bird (UK) — skul­le have været elek­trisk for­stær­ket cel­lo og ryt­me­boks (beat­bok­ser?). I ste­det blev det en aku­stisk intim­kon­cert med nær­vær.
  • John Dear Mowing Club (NL) — skul­le have været elek­trisk for­stær­ket coun­try i meget mørk stil. I ste­det blev det en aku­tisk kon­cert med coun­try i meget mørk stil. Sik­kert ikke den sto­re for­skel, men når man ikke har mikro­fo­ner til at råbe publi­kum op, så bli­ver stem­nin­gen så meget mere intens.
  • Dae­de­lus (US) — da vi efter­føl­gen­de resear­che­de hans musi­kal­ske CV, viste det sig at han er pio­ner på den sam­men­sæt­ning af elek­tro­ni­ske dim­ser (Mono­me & Max/MSP på Mac), han opt­rå­d­te med. Uan­set den sta­tus, så var hans kon­cert noget larm. Man­den var helt klart dyg­tig, men vi var meget i tvivl om, hvem han spil­le­de for? Publi­kum eller sig selv?

Fre­da­gens kon­cer­ter:

  • The Sta­te, The Mar­ket and The DJ (DK) — Ride­hu­set åbne­de med TSt­MtDJ, der spil­le­de en blan­ding af pro­g­res­siv rock á la Sigur Rós og så noget længsels­fuld ame­ri­kansk fol­kemu­sik. Det var en meget smuk og rolig måde at kom­me i gang på.
  • Bode­brixen (DK) — Bode­brixen spil­le­de på P3-sce­nen, hvor de fik star­tet en fest med deres umi­sken­de­li­ge nik til 80’ernes fest­mu­sik og til dan­ske Super­hero­es. Glad, ube­kym­ret pop af en ret gen­nem­snit­lig karak­ter. De sag­de ikke mig det helt sto­re.
  • Er de sjæld­ne (DK) — en kon­cert, der star­te­de som en lyd­prø­ve. Døre­ne blev åbnet mens der sta­dig blev prø­vet mikro­fo­ner og højt­ta­le­re. Er De Sjæld­ne er et sam­men­rend af mere eller min­dre kend­te dan­ske kunste­re. Dig­te­ren Lone Hørs­lev skri­ver tek­ster­ne, som lig­ger til grund for de meget vokal­bår­ne arran­ge­men­ter. Hvis du har lyst til dig­te med akkom­pag­ne­ment, så kan de anbe­fa­les.
  • Hele­ne Blum & Harald Hau­gaard Band (DK) — Hun er en dyg­tig dansk san­ge­r­in­de (hvis man kan li’ Lene Siel!) og han er en dyg­tig vio­li­nist med sit eget fol­kemu­si­kor­ke­ster. Det var i mine ører langt mest inter­es­sant at høre fol­kemu­sik­ken uden den pole­re­de og ufar­li­ge Hele­ne Blum. Harald Hau­gaard og band er dyg­ti­ge spil­le­mænd.
  • Emi­li­a­na Tor­ri­ni (FO) — På det­te tids­punkt om fre­da­gen, var vi efter­hån­den ble­vet grun­digt træt­te. Så træt­te, at Musik­hu­sets Sto­re Sals meget blø­de sæder blev for meget for os. Vi faldt i søvn til den færøske/italienske san­ge­r­in­des kon­cert. Hun sang nu meget fint, men ingen af num­re­ne sag­de os det helt sto­re.
  • Mike She­ri­dan (DK) — en af Dan­marks man­ge unge kunst­ne­re, der alle­re­de i en tid­lig alder har gjort en fin kar­ri­e­re og solgt en del albums. Som for­ven­tet, så var hans kon­cert ret tri­vi­el — det er sjæl­dent spæn­den­de at se elek­tro­ni­ske musi­ke­re live. Han spil­le­de dog en kon­certud­ga­ve af en kom­men­de sing­le, hvor Mads Lan­ger syn­ger og spil­ler kla­ver. Desvær­re har jeg lidt mistet inter­es­sen for hans instru­men­tale lyd og vil egent­lig hel­le­re høre ham lave noget mere med sang på.
  • Electro­ju­i­ce (DK) — dis­se tre unge gut­ter har også fat i den lan­ge ende af den dan­ske elek­tro­ni­ske musiks­ce­ne. De kan deres musi­kal­ske kram og spil­ler op til dans i tidens musi­kal­ske trend: dub-tech-hou­se med mas­ser af ener­gi! En god kon­cert at gå i seng på.

Lige en enkelt spørgs­mål til Spot-festi­va­lens arran­gø­rer: Hvor­for kan man ikke købe frugt og grønt på festi­val­plad­sen? Det vil­le være fan­ta­stisk læk­kert at kun­ne købe en frisk banan, en pære eller et æble, når man var sul­ten i ste­det for øl, hot­dogs og pizzas­li­ces.

Nå, vide­re med lør­da­gens kon­cer­ter:

  • Music for Modern Man (DK) — en kon­stel­la­tion af musi­ke­re fra andre bands, der hav­de lyst til enten at være mere i ram­pe­ly­set — eller bare lave noget, der hav­de mere karak­ter af lege­stue. På den gode måde. Desvær­re var deres for­san­ger, Asger Tar­p­gaard fra Super­hero­es og Pri­va­te,  influ­en­za-ramt og på peni­cil­lin, men kon­cer­ten live­de hel­dig­vis vold­somt op, da skot­ten The Ste­ve Kel­ly fik over­dra­get mikro­fo­nen i et par num­re. Yay, Ste­ve Kel­ly!
  • The Gre­en Lives (DK) — spil­le­de 3–4‑5-stemmig gui­tar­po­pro­ck. De er fra Århus og har ikke fan­get mit øre. Det var lidt for ens­for­migt i blot 40 minut­ter. Pænt, men ikke spæn­den­de.
  • Jør­gen Tel­ler / Lars Skin­ne­bach (DK) — uha, her kom­mer vi til Spot-festi­va­lens afstik­ker rent gen­re­mæs­sigt for mit ved­kom­men­de. På Lyd+Litteratur-sce­nen var der spo­ken word / noise efter kunst­ner­nes for­godt­be­fin­den­de. Der hav­de været omkring 30 men­ne­sker igen­nem loka­let, da “kon­cer­ten” blev afslut­tet med kom­men­ta­ren “Pour-qoui pas?”. Sam­men med Niels Jazz­nyt Over­gård, var jeg en af de ene­ste, der blev sid­den­de til den bit­re ende. Det vir­ke­de mest af alt som om deres optræ­den gik ud på at lar­me mest muligt, så man kun­ne høre mindst muligt at dig­tet. Skin­gre effek­ter og kni­tren fra en lom­me­ra­dio var de pri­mæ­re instru­men­ter, der blev taget i brug. Jeg undres over, hvor meget der er aftalt på for­hånd samt om det er menin­gen, at man ikke skal kun­ne høre hvad der bli­ver læst op?
  • Deo­da­to Siquir & Balan­co (DK) — Jazz­kon­cert med afri­kan­ske under- og over­to­ner. Her emme­de musik­ken af livs­glæ­de og lyst til at dan­se. Fint-fint, hvis man er til moder­ne jazz.
  • Must Go Radio (DK) — jeg var desvær­re mere opmærk­som på min side­mand til den­ne kon­cert. Han bur­de have fået tit­len som “Spot 2009s vær­ste gæst”, for der var ingen tvivl om, at han feste­de for hele salen. Han sva­re­de inden kon­cer­ten vel­vil­ligt på kon­fe­ren­ci­e­rens tåbe­li­ge quizspørgs­mål om ban­det og under­vejs råb­te, skreg og sprang han omkring alt imens der flød en sød­lig lugt fra hans gen­nem­vå­de uld­trø­je. Øv, for den.
  • Brum from Den­mark (DK) — dan­ske August Eng­kil­de og co. spil­le­de op til jazz-inspi­re­ret elek­tro­nisk fest og fik sve­den til at dri­ve. Jeg nød at få lov til at dan­se med. Tak for den gra­tis CD, August!
  • Jar­le Bern­hoft (NO) — en forun­der­lig stem­me gemt i en lil­le norsk musi­ker. Han sam­p­le­de sin gui­tar og brug­te den til både at spil­le trom­mer, bas og ryt­me­gu­i­tar til hans egen funk/soul-musik. Det var fan­ta­stisk og vi har alle­re­de bragt video­er fra Spot. Wow.
  • N*Grandjean (DK) — sangskri­ve­ren fra det dan­ske band Luke, Niko­laj Grand­je­an, hav­de taget et par gode kam­me­ra­ter med og så gik der næsten lej­r­båls­stem­ning i den. De sang og spil­le­de smukt og intimt. Til trods for at der var plads til 300 men­ne­sker i salen føl­te jeg, at de spil­le­de lige præ­cis for mig. Jeg håber, at resten af salen hav­de det lige sådan. Det vil jeg godt gøre igen.
  • Baske­ry (SE) — Efter at for­sin­kel­sen i Musik­hu­sets Lil­le Sal bare var ble­vet stør­re og stør­re hen over dagen, så end­te det nu med, at afte­nens sid­ste band kom i gang næsten en time for­sin­ket. De spil­le­de til gen­gæld med stor ivrig­hed for at hol­de os våg­ne. Baske­ry spil­ler coun­try med Girl Power. Alt­så ægte Girl Power. Ikke den dér tyg­ge­gum­mi-can­dy floss-vam­mel-nut­te-søde vari­ant som Spi­ce Girls fik os til at tro på. Nej, det her var med ste­ge­pan­den i hån­den og et halm­strå i kæf­ten. Og kom­mer du for sent hjem, så kan du sove hos gri­se­ne. De har tur­ne­ret i USA og ame­ri­ka­ner­ne er til­sy­ne­la­den­de vil­de med dem. Det er svært at være andet, når musik­ken sam­ti­dig for­tæl­ler en histo­rie og er musi­kalsk og vel­spil­let. Lyt til dem, hvis du får mulig­he­den.

Jeg vil lige run­de ind­læg­get her af med en video fra Music for Modern Man. Det er num­me­ret Modern Man — så I kan se og høre, hvad det var, der væk­ke­de os lør­dag lige over mid­dag, da vi sad på 5. ræk­ke i Musik­hu­sets Sto­re Sal.

Videoer fra Spot 2009

Her kom­mer der lige en ræk­ke video­er fra to af de sid­ste tre kon­cer­ter, vi var til på Spot 2009. Det dre­jer sig om Jar­le Bern­hoft, der åben­ba­re­de en fan­ta­stisk soulstem­me og en utro­lig funky gui­tar. Vi sid­der på 2. ræk­ke og lyt­ter til kon­cer­ten. Lige umid­del­bart til høj­re for foto­gra­fen her.

Og sid­ste kon­cert på Spot 2009 Lil­le Sal i Musik­hu­set var Baske­ry fra Sve­ri­ge, der spil­le­de en ordent­lig omgang beskidt coun­try.

Dis­se sven­ske piger for­stod at give Girl Power en helt ny og meget mere nor­disk betyd­ning.

Vi sad ved siden af en foto­graf (man kan se ham i for­grun­den i de to Jar­le Bern­hoft-video­er) og håber, at hans video­er også snart kom­mer op. Det var en udsen­ding fra ArtTalents.com, som også har en Youtu­be-kon­to.

Spot 2009 — en kort opsummering

Fre­dag og lør­dag på Spot 2009 gik i et for­ry­gen­de tem­po. Vi hør­te en mas­se musik, så en mas­se kunst­ne­re, snak­ke­de med en del ven­ner, drak et par øl, hav­de nog­le gode kon­cer­top­le­vel­ser, hav­de et par dår­li­ge kon­cer­top­le­vel­ser, mød­te nye bekendt­ska­ber (jeg taler om dig, Niels “Jazz­Nyt” Over­gård), og slut­te­de lør­dag aften af med tre dej­li­ge kon­cer­ter på Singer/songwriterscenen. Det var Jar­le Bern­hoft, N*Grandjean og Baske­ry, som end­te med at top­pe Spot 2009 helt af for os.

Søn­dag tog vi hjemad mod Ring­kø­bing igen og slap­pe­de helt af med en video­film, en lur i sofa­en og tunsa­lat til aftens­mad. Tak for i år, Spot!

PS: Måske kom­mer der mere om Spot 2009, når vi lige får sam­let alle ind­tryk­ke­ne.

Spot 2009 — en torsdag med op- og nedture

Ret­tel­se: Ind­læg­get hed “En fre­dag med op- og ned­t­u­re”, men det hand­ler om tors­dag, såeh…

I går star­te­de Spot 2009 på ret kao­tisk manér. For det før­ste måt­te vi stå i kø i 20–25 minut­ter for at bli­ve check­et ind og få vores arm­bånd på. Arm­bån­det er sym­bol på købet af en par­tout­bil­let, som bety­der, at vi har købt adgang til Spot 2009 i hele festi­va­lens åbnings­tid, dvs. fra tors­dag aften til lør­dag aften/søndag mor­gen, når de sid­ste arran­ge­men­ter slut­ter.

Udgangs­punk­tet for Spot 2009 er, at hvis man vil høre en kon­cert, så må man være på spil­le­ste­det og stå i kø mens der sta­dig er plad­ser — ellers er tiden spildt. Med andre ord: det vel­kend­te først-til-møl­le-prin­cip. Det viste sig imid­ler­tid ikke at være gæl­den­de i går aftes, da åbnings­kon­cer­ten skul­le star­te hele festi­va­len. Da vi nåe­de frem til døren og vil­le ind i Musik­hu­sets Sto­re Sal for at høre Gun­nar K. Mad­sen (hove­d­ansvar­lig for Spot Festi­val) og bag­ef­ter høre Ave spil­le sam­men med Her­ning Kir­kes Dren­ge­kor, så fik vi at vide, at vi skul­le have en lil­le blå bil­let, da vi ikke hav­de købt en enkelt­dags­bil­let til tors­dag. Der­for måt­te vi stil­le os i kø efter en lil­le blå bil­let for at kom­me ind.

Det skyl­des, at der var solgt for man­ge enkelt­dags­bil­let­ter til tors­dag og i festi­va­lens øjne hav­de de åben­bart for­trin­s­ret til åbnings­kon­cer­ten. Så vi måt­te igen stå i kø (nu til en anden disk) for at få vores adgangs­tegn til Sto­re Sal. Det viste sig dog hur­tigt, at der ikke var fle­re blå bil­let­ter, så vi måt­te opgi­ve at kom­me ind i Sto­re Sal kl. 19. Suk. Næste arran­ge­ment star­te­de først kl. 22 på hhv. Stu­den­ter­hu­set, Train og Musikca­fe­en. Det var tre timer ekstra at for­dri­ve…

Efter en del van­dren frem og til­ba­ge i Århus’ gader end­te det med, at vi sat­te os ned i Ara­bia Café og fik et par kop­per bedu­inkaf­fe ind­til vi beslut­te­de os for at gå tid­ligt ned på Musikca­fe­en for at være sik­re på at få en plads til at høre Bird, John Dear Mowing Club og Dae­da­lus.

Kon­cer­ten viste sig at være for­sin­ket omkring 20 minut­ter — uden­for trom­me­de reg­nen på taget og dryp­pe­de ned i en mik­ser, der stod på et bord. Det viste sig at være ret fata­lt for pla­ner­ne. For­sin­kel­sen skyld­tes nem­lig, at en for­stær­ker var gået i styk­ker på grund af regn­vand, så der var desvær­re kun et af de annon­ce­re­de bands, der hav­de ønsket at spil­le et aku­stisk set. Suk igen. Nu var det meste af afte­nen gået i vasken, men vi blev på Musikca­fe­en og hør­te Bird, der spil­le­de 4–5 vel­o­p­lag­te num­re.

Bird er en bri­tisk pige, der tid­li­ge­re har spil­let trom­mer i et punk­band men nu har slå­et sig på folkpop. Der var tre i det lil­le band: 2 cel­li­ster og en her­re, der viste sig at lave mun­dryt­mer (beat­boxing). Hel­dig­vis hav­de hun publi­kum i sin hule hånd for­di vi alle for­stod, at hun ikke selv var skyld i at kon­cer­ten var gået skævt. Hun smi­le­de og gri­ne­de og opfor­dre­de os til selv at lave fle­re ryt­mer alt imens hun for­tal­te hvor­dan alle peda­ler­ne og dim­ser­ne på sce­nen skul­le have været brugt til at lave en mas­se effek­ter på num­re­ne. Og vi åd det råt. Hun char­me­re­de sig vej lige ind i alles hjer­ter og fik fle­re gan­ge stå­en­de bifald efter num­re­ne.

Da Bird for­lod sce­nen, viste det sig, at John Dear Mowing Club også hav­de lyst til at spil­le aku­stisk for os. Det er tre hol­land­ske her­rer, der spil­ler en dyster og trø­ste­løs coun­try med kla­re refe­ren­cer til Neil Young og Tom Waits. De kla­re­de sig også igen­nem på strå­len­de vis og fik os alle sam­men til at skrå­le med på omkvæ­det “It’s a sad, sad, sad, sad. It’s a saaaaad, sad, sad, song after all.”

Som en lil­le smu­le opkla­ring på en ellers regn­tung aften (også i over­ført betyd­ning), så lyk­ke­des det arran­gø­rer­ne at frem­skaf­fe en enkelt for­stær­ker, så Dae­de­lus kun­ne spil­le sin helt igen­nem elek­tro­ni­ske musik for os.

Det viste sig, at han gik fuld­stæn­dig i den anden grøft hvad angår nær­hed og inti­mi­tet med publi­kum. Han gik amok i en glitch-samp­le-mas­hup-hel­ve­des­fest hvor han tryk­ke­de og klik­ke­de løs på sine elek­tro­ni­ske appa­ra­ter. Det var en helt anden ople­vel­se end vi hav­de for­ven­tet ud fra beskri­vel­sen af ham og bestemt ikke musik, der sag­de pænt god­dag til øre­gan­ge­ne.

Vi valg­te at for­la­de kon­cer­ten, da klok­ken var på vej med 01:00 for at få lidt nat­te­søvn. På vej­en hjem gik vi og over­ve­je­de, om både Bird og John Dear Mowing Club bur­de over­ve­je at skif­te til ude­luk­ken­de at spil­le aku­stisk for der­i­gen­nem at nå tæt­te­re på publi­kum. Det var i hvert fald tre kon­cer­ter, som vi ikke glem­mer lige med det sam­me. På hver sin måde.

I dag står den på det offi­ci­el­le Spot-pro­gram med mas­ser af kon­cer­ter for­delt ud over 10–15 sce­ner over hele Århus — pri­mært omkring Musik­hu­set. Vi kom­mer nok sent i seng igen i aften…