Helse- & wellness-messe i Lyne Hallen

I efter­mid­dags drog vi ‘søn­den­fjords’ til Lyne for at besø­ge hel­se- og wel­l­ness-mes­sen. På væg­ge­ne i hal­len hang der rek­la­mer for de loka­le virk­som­he­der, bl.a. Kvong Pro­duk­t­han­del og en eller anden lokal kar­tof­fel­fa­brik, så det var meget ‘ekso­tisk’. Jeg har tid­li­ge­re været til hel­se­mes­ser i Aal­borg og Århus, hvor der ple­jer at være et meget stort frem­mø­de, så jeg var meget over­ra­sket over al den sving­plads der var. De er nok ikke så alter­na­ti­ve her­u­de vest på…

Vi star­te­de besø­get med et fored­rag med Lone Katrin Han­sen, kendt fra Kanal 4’s ‘Jag­ten på den 6. sans’, som for­tal­te om sine ople­vel­ser i pro­gram­met. Bag­ef­ter gav hun små demon­stra­tio­ner på clair­voy­an­ce. Til­hø­rer­ne lån­te hen­de en gen­stand (smyk­ke e.l.), som de hav­de gået med gen­nem læn­ge­re tid, hvor­ef­ter hun kun­ne sige en mas­se klo­ge ord om eje­ren og den­nes liv. Jeg synes som altid, at det er spæn­den­de at over­væ­re alter­na­ti­ve ting. Ulrik var der­i­mod lidt skep­tisk.

Udover at jeg fik mig en clair­voy­an­ce-ses­sion, så køb­te vi dis­se uund­vær­li­ge ting:

En Xensus hoved­mas­sa­gepind. Man bli­ver så salig efter en gang mas­sa­ge med sådan én.

En pak­ke eng­le­kort, som iføl­ge ind­lægs­sed­len “giver et her og nu bil­le­de af den situation/udvikling/proces/problematik, som du er i gang med lige nu”. Jeg køb­te dem for­di, jeg tid­li­ge­re er stødt på dem og for­di de er så fine.

Det var så lør­da­gens kul­tur­til­bud, som vi bed på. God wee­kend!

Juicy juice og tør pulp

Så har vi ende­lig fået en jui­ce­ma­ski­ne igen. Den før­ste fik vi i bryl­lups­ga­ve, men pga. plads­man­gel pri­o­ri­te­re­de vi i ste­det en Kit­che­nAid køk­ken­ma­ski­ne. Vi har ikke fået mere plads siden — tvær­ti­mod. Men i kraft af at være pend­ler-par har vi to køk­ke­ner, så Ulrik har plads til den i sit køk­ken. Lige nu står den dog sta­dig i Ring­kø­bing, så jeg kan have glæ­de af den lidt læn­ge­re 🙂

Vi har været i gang med at lave jui­ce et par gan­ge eller tre — og sik­ke nog­le far­ver frugt og grønt har! Man kan bru­ge pul­pen til mad­lav­ning: i tomatsovs, bag­værk osv.

Man kan også bare tage bil­le­der af det, som vi har gjort og nyde far­ver­ne i den­ne mør­ke tid.

Frustrationer over en solcellerygsæk

Jeg har nu i et (kort) styk­ke tid været på udkig efter den­ne Vol­taic Back­pa­ck Solar Bag ryg­sæk fra det ame­ri­kan­ske fir­ma Vol­taic. Ryg­sæk­ken har ind­byg­ge­de sol­cel­ler og kan efter sigen­de leve­re 17 4 Watt (Opda­te­ring: Det er Vol­taic Gene­ra­tor skul­derta­ske, der kan leve­re 17 Watt). Den er oplagt til brug sam­men med mobil­te­le­fo­ner, MP3-afspil­le­re og andet mobilt habengut, der jo skal bru­ge strøm. Der­u­d­over er tasken frem­stil­let af gen­brug­te pla­sti­c­fla­sker. Smart. Sådan een vil jeg ger­ne have.

Voltaic Backpack Solar Bag
Vol­taic Back­pa­ck Solar Bag

Iføl­ge Jyl­lands-Posten tryk­te dim­se­ma­ga­sin, Gis­mo, fin­des der en dansk for­hand­ler, der hed­der Curio. De sæl­ger imid­ler­tid kun B2B (Busi­ness to Busi­ness, alt­så ikke til pri­va­te) og er der­med ikke inter­es­san­te for en almin­de­lig, døde­lig for­bru­ger. Ama­zon i Eng­land har i skri­ven­de stund ikke fle­re, hver­ken af model­len Con­ver­ter eller Back­pa­ck. Fran­ske Pix­ma­nia ken­der ikke noget mær­ke, der hed­der Vol­taic og dan­ske Pri­cer­un­ner er lige så blank.

I Nor­ge fin­des der en webs­hop, der hed­der Enk­le­re Liv. De har tasken til salg, men der koster den ~2500,- NOK, hvil­ket sva­rer til ~2250,- DKK. Det synes jeg er lige i over­kan­ten, når pres­se­med­del­el­sen fra Curio oply­ser pri­ser fra ~1300,- DKK. Til gen­gæld skri­ver Data­tid, at tasken kan erhver­ves til ~1600,- DKK. Hos Curio. Som ikke sæl­ger B2C (Busi­ness 2 Cust­o­mer, alt­så salg til pri­va­te). Så er jeg jo lige vidt.

Og hvis jeg ellers kan reg­ne den rig­tigt ud, så er de 1600,- DKK sik­kert uden moms, da det jo net­op er B2B-salg. Så læg selv 25% oveni. Det er 2000,- DKK. Som helt sik­kert er bil­li­ge­re end 2250,- DKK i Nor­ge. Hvor­fra der sik­kert også skal beta­les fragt. Med andre ord er det lidt en blind­g­y­de, jeg er løbet ind i.

I mine øjne er der ingen tvivl om, at tasken har poten­ti­a­le til at bli­ve et hit og en let­tel­se for mil­jø­et, men hvis ingen i Dan­mark vil sæl­ge den til pri­va­te, så ser det lidt sort ud lige nu.

Hvis du har fun­det en for­hand­ler af Vol­taic Back­pa­ck Solar Bag, der vil sæl­ge til pri­va­te for en pris, der lig­ger omkring 2000, så er jeg inter­es­se­ret i at høre mere.

Og hvis Curio ved et til­fæl­de skul­le kom­me for­bi og læse den­ne blog, så vil jeg da ger­ne mod­ta­ge et eksem­plar af tasken og skri­ve mere om den 🙂 Og i øvrigt spør­ge dem hvor­for de ikke sæl­ger vide­re til pri­va­te. De har jo man­ge fine varer på hyl­den.

Vinterklar

Efter at jeg er flyt­tet til Ring­kø­bing, har jeg eks­pe­ri­men­te­ret med at købe sko over net­tet, nem­lig Cam­per som­mer­sko og vin­ter­støv­ler. Det er gået over al for­vent­ning, så nu prø­ver jeg med en vin­ter­jak­ke. Jeg har sendt bud efter den­ne lækre sag fra Whi­i­te og jeg glæ­der mig helt vildt til at få den! Hvis jeg er hel­dig, får jeg den i dag…

Upda­te 20/9: Jeg hen­te­de jak­ken på post­hu­set i dag, men far­ven er slet ikke den sam­me, som på bil­le­det her­over… Men blom­me­far­vet som her­un­der. Det skul­le fore­stil­le at være den sam­me far­ve jak­ke… Der må vist have været for­skel­lig foto­graf på…hm!

 

 

Jeg kan ikke fin­de ud af, om jeg kan lide den… Jeg skal lige sove på det nog­le gan­ge.

Færdigvarer og deres indpakning

Jeg er glad for, at vi køber øko­lo­gisk frugt og grønt via Års­ti­der­ne. Når jeg læser om den­ne tyske under­sø­gel­se, der sam­men­lig­ner mad­va­rers ind­pak­ning med de fær­di­ge ret­ter, så får jeg mere lyst til at købe frisk mad.

Det er utro­ligt, hvor meget man kan mani­p­u­le­re et bil­le­de med eks. Pho­tos­hop eller GIMP. Jeg er impo­ne­ret over, hvor­dan man kan få mad til at se så godt ud på pak­ken og så kede­ligt ud i pak­ken. Link [via Dansk Dyna­mit]

Min vielsesring er blevet væk!

Jeg love­de i går, at jeg vil­le for­tæl­le en for­fær­de­lig histo­rie om Ryans pol­te­ra­bend. Det bli­ver en lang og tragisk histo­rie.

Jeg miste­de gan­ske sim­pelt min viel­ses­ring under dagens fest­lig­he­der. Jeg opda­ge­de ikke engang, da det ske­te. Det gik først op for mig en times tid efter, at det var sket — har jeg kal­ku­le­ret mig frem til ved hjælp af bil­le­der­ne og almin­de­lig snus­for­nuft. Og væk, det var den. Pist. Væk.

Det føles for­fær­de­ligt, når rin­gen lige plud­se­lig ikke er på sin plads læn­ge­re. Histo­ri­en om, hvad der ske­te er meget sim­pel. Vi hav­de brugt det meste af dagen på at køre go-cart, spi­se (fran­ske) hot­dogs på Kon­gens Nytorv, del­ta­ge i små kon­kur­ren­cer, syn­ge kara­o­ke på Sams Bar og ikke mindst på at tra­ske rundt på Strø­get, da vi til sidst nåe­de ud til Høvel­te kaser­ne, hvor Mika­el arbej­der.

Sams Bar er det sid­ste sted, hvor jeg med sik­ker­hed kan sige, at jeg har set rin­gen. Den kan ses på et eller fle­re af de bil­le­der, der er ble­vet taget der­in­de. Nå, til­ba­ge til opsum­me­rin­gen af efter­mid­da­gens og afte­nens akti­vi­te­ter.

Da vi kom til Høvel­te kaser­ne var der sta­dig et styk­ke tid til maden var helt fær­dig, så der­for vil­le vi lige tage en omgang touch foot­ball. Det er sådan en vari­ant af rug­by eller ame­ri­kansk fod­bold, hvor det ikke går så hårdt for sig. Blot man med sik­ker­hed rører mod­stan­de­ren, så stop­per spil­let. Gan­ske hyg­ge­ligt og en god fysisk afslut­ning for 10 unger­s­ven­de, der mulig­vis har ind­ta­get en (u)passende mæng­de alko­hol.

Når man spil­ler touch foot­ball, så svin­ger man ger­ne en del med hæn­der og arme og bevæ­ger sig en del rundt uden nød­ven­dig­vis at tæn­ke over om smyk­ker og andre legem­s­de­le sta­dig befin­der sig dér, hvor de bur­de.

Da vi bli­ver fær­di­ge med at spil­le efter en halv times tid, går vi ind til maden og begyn­der at tage for os af de grills­teg­te ret­ter. Det sma­ger dej­ligt og snak­ken går, som den nu gør, når før­nævn­te halv­be­ru­se­de unger­s­ven­de får noget mad. Vi snak­ker og spi­ser og spi­ser og snak­ker i en times tid og maden sma­ger dej­ligt.

På et tids­punkt vil jeg stolt frem­vi­se min høj­re ring­fin­ger med et styk Orga­nic Lar­ge viel­ses­ring fra Gulds­med Ghi­ta Ring og hol­der hån­den op i luf­ten. Min sam­ta­le­part­ner gri­ner lidt og siger “ja, du viser fin­ge­ren frem, men der er alt­så ikke noget på den.” Jeg opda­ger til min ræd­sel, at han har ret. Fin­ge­ren er tom. Jeg har net­op skif­tet tøj og har også kort for­in­den været på toilet, så jeg skyn­der mig natur­lig­vis at gen­nem­sø­ge alle lom­mer og ikke mindst papir­kur­ven på toilet­tet for at se, om rin­gen skul­le være fal­det af i et øje­bliks beru­set uop­mærk­som­hed.

Da det står klart, at rin­gen ikke umid­del­bart er at fin­de inden­dørs, hvor jeg har opholdt mig, så går efter­søg­nin­gen vide­re uden­for. Halv­de­len af festen er nu også mobi­li­se­ret i jag­ten på det lil­le guldsmyk­ke. Vi går omkring i mere eller min­dre ord­ne­de møn­stre og fin­kæm­mer den umå­de­ligt sto­re græs­plæ­ne, vi for­in­den har brugt som bold­ba­ne. Da solen syn­ker lave­re og lave­re og him­len bli­ver mør­ke­re for­la­der vi plæ­nen igen. Jeg må med sorg kon­sta­te­re, at vi ikke har fun­det min viel­ses­ring.

Jeg giver dog ikke op end­nu og gen­nem­går tasker, lom­mer, sto­le og ryg­sæk­ke een gang til inden jeg med en kede­lig vis­hed må gri­be tele­fo­nen og for­tæl­le Male­ne, at jeg har mistet sym­bo­let på vores ægte­skab. Kede­lig situ­a­tion at stå i, vil jeg lige sige. Jeg kan ikke huske, hvor­når jeg sidst har været så bun­du­lyk­ke­lig.

Mika­el og Tro­els lover mig dog, at de nok skal gøre et ihær­digt for­søg på at gen­nem­sø­ge plæ­nen med en metal­de­tek­tor så snart de har tid. Det løf­te hol­der de også i løbet af de næste dage — efter at tøm­mer­mæn­de­ne har lagt sig — men sta­dig uden held.

Per­son­ligt mistæn­ker jeg den sto­re flok krage­fug­le, der har hjem­me lige over græs­plæ­nen for at have stjå­let rin­gen. Jeg er sik­ker på, at den nu lig­ger trygt og godt i en bun­ke tyve­ko­ster i top­pen af et træ på Høvel­te kaser­ne. For­bi­stre­de tyve­kræ.

Jeg har end­nu ikke købt eller bestilt en ny ring, “for tænk nu, hvis…” — hvem ved, om rin­gen lige plud­se­lig duk­ker op i mor­gen eller alle­re­de i næste uge. Men lige­som med poli­ti­et, så er jeg klar over, at jo læn­ge­re tid der går fra noget (eller nogen) bli­ver væk, jo min­dre er sand­syn­lig­he­den for at fin­de det igen. Jeg må jo nok snart gå den tun­ge gang ned til Dauf & Pede for at få et nyt eksem­plar. Øv.

Måske kan det så lære mig at sør­ge for, at rin­gen pas­ser til fin­ge­ren. Næste gang.

Gule lamper

På et tids­punkt får man nok af, kun at have inte­r­i­ør i neut­ra­le far­ver. Vi har f.eks. købt en oran­ge blen­der, en lyse­blå køk­ken­ma­ski­ne, en antra­cit­far­vet reol og nu er turen kom­met til lam­per­ne.

I star­ten af året fandt jeg den­ne gule pen­del i Blå Kors Gen­brug i Had­sten — 30 kr!

Gul pendel

I sid­ste uge gjor­de jeg end­nu et gult lam­pe­køb den­ne gang i Shop­pit. Det var dog lidt dyre­re — 200 kr…

Gul bordlampe

De lyser dej­ligt op og gør hver­da­gen lidt mere far­ve­rig.

Børnetøj i Hune

Min fæt­ter Micha­el Gre­ger­sen og hans kære­ste Met­te Ander­sen har for nylig åbnet en bør­ne­tøjs­bu­tik i Hune ved den jyd­ske vest­kyst. Butik­ken hed­der Den Lil­le Drøm og vi var et smut for­bi for at se loka­ler­ne, da vi alli­ge­vel skul­le til sølv­bryl­lup i Blok­hus.

Facaden på butikken Den Lille Drøm i Hune.

Inden­for i butik­ken er der en fin disk, som er teg­net og malet af en bekendt.

Den håndmalede disk i butikken.

Micha­el og Met­te læg­ger vægt på, at varer­ne skal være i god kva­li­tet og til at beta­le. De to inde­ha­ve­re skri­ver selv om sor­ti­men­tet:

I Den Lil­le Drøm er alle mær­ker og leve­ran­dø­rer nøje udvalgt, og vi sæl­ger ikke noget i butik­ken som vi ikke selv kan stå inde for. Der bli­ver lagt meget vægt på kva­li­te­ten af pro­duk­ter­ne.

Alle varer bli­ver tjek­ket for fejl og behand­let med nøj­som uma­ge for at sik­re kun­der­ne den bed­ste ople­vel­se ved at købe bør­ne­nes tøj og til­be­hør i Den Lil­le Drøm.

Butikslokalet i Den Lille Drøm.

Der er kælet for bør­ne­hyg­gen i butik­ken, som ud over de to flot­te pris­me­ly­se­kro­ner også har en him­mel­seng, hvor bør­ne­ne kan se teg­ne­film, mens mor shop­per.

Prøverum og himmelseng i butikken.

Og her til sidst kan vi brin­ge et bil­le­de af de stol­te, nybag­te butik­sin­de­ha­ve­re i Den Lil­le Drøm: Micha­el og Met­te.

Michael Gregersen og Mette Andersen i Den Lille Drøm i Hune.

De har god grund til at se stol­te ud, for lokal­sam­fun­det har alle­re­de taget godt imod dem og bragt fle­re artik­ler i loka­la­vi­ser­ne. Her er blandt andet en arti­kel fra Loka­la­vi­sen Syd­ve­st­vend­sy­s­sel, der hed­der “ ‘Den Lil­le Drøm’ er ble­vet til vir­ke­lig­hed”.

Til­lyk­ke med modet til at sprin­ge ud i det — og held og lyk­ke med butik­ken!

 Bil­le­der­ne fra butik­ken kan ses i stør­re udga­ve på 23HQ.dk/ulrikkold