-
Weekend med ild og sværdkamp
Denne weekend har stået i de primitive oplevelsers tegn. Fredag aften drog vi afsted på vores første lejr med Klan Waingunga. Det var Malenes første oplevelse med en spejderlejr. Hun klarede den med bravour. Jeg er så stolt af hende!
Jeg har jo været spejder og medlem af KFUM-Spejderne i Danmark i næsten 20 år, men var stadig spændt på at tage afsted på lejr sammen med Klan Waingunga for første gang. Det er trods alt kun 2. gang vi mødes og det var derfor spændende at tilbringe et døgns tid i hinandens selskab.
Som man kan se på billederne herover, så morede vi os og tilbragte en masse tid omkring bålet med at lære hinanden at kende, lave mad over bål, snakke gamle spejderhistorier, diskutere klanens fremtid og strategien for at få flere medlemmer. Hvis du er interesseret i at lave spejderarbejde på “de voksnes” præmisser i Vestjylland, så kan du kontakte os på Facebook, sende en mail til kontakt@ulrikkold.dk eller lægge en kommentar her på bloggen, så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt.
Vi kom hjem fra klanlejrtur allerede igen lørdag eftermiddag og brugte derpå resten af lørdagen på at indhente det energi- og søvnunderskud, der var opstået efter første uge på arbejde og en lejrtur.
Søndag tog vi til vikingemarked i Bork Vikingehavn for at få en oplevelse af, hvordan livet var for mere end 1.000 år siden i Danmark.
Vi kom omkring kl. 12:00, hvor den første omgang Kamp var annonceret. Vi nåede at tage en del billeder af de kæmpende krigere, der ivrigt opildnede tilskuerne til at råbe og huje med. Det foregik på dansk, tysk og engelsk, så alle markedsgæster havde en mulighed for at forstå, hvad der foregik.
Derefter gik vi en tur blandt markedsteltene og kiggede på vikingesmykker, -sværd, skjolde, naturindfarvet garn, fladbrød, mjød og meget mere.
Desværre begyndte det at regne midt under optoget, der bragte en ny figur af Frej til viet (et helligt offersted) i Bork Vikingehavn, så vi valgte at tage hjem lidt før det ellers var planen. Vi havde (optimisk nok) ikke taget noget regntøj eller andet overtøj med, så vi fortrak fra stedet og blev enige med os selv om, at næste år tager vi regntøj med.
Relaterede indlæg
-
Klanmøde i Klan Waingunga i morgen
I morgen aften, tirsdag d. 2. juni 2009, holder vi igen klanmøde i Klan Waingunga – den nye distriktsklan i Lundenæs Len distrikt. Det er 2. gang vi skal mødes, så der er stadig masser af ting, vi ikke har diskuteret til bunds endnu. I morgen byder programmet blandt andet på følgende emner:
- Logo og t-shirts
- PR og hjemmeside
- spejderi generelt…
Hvis du sidder derude et sted i Vestjylland og drømmer om at lave spejderarbejde sammen med andre voksne spejdere, så er du velkommen til at kontakte os og høre mere om Klan Waingunga. Vi drømmer stadig om at blive endnu flere i klanen. Efterlad en kommentar her på bloggen, så vil vi kontakte dig så hurtigt som muligt.
Relaterede indlæg
-
En ny roverklan har set dagens lys
I dag har Malene og jeg været til stiftende klanting i roverklanen, som hedder Klan Waingunga. Det betyder, at jeg nu har besluttet at trække KFUM-uniformen på igen og aktivt involvere mig i spejderarbejdet.
Det er en ny oplevelse for Malene at begive sig ind i spejderuniverset, men for mig var det et glædeligt genhør med udtryk som Roland-kursus, rovere, tvejer, bålkapper, korpset og mange andre. Vi var til møde her i Ringkøbing hos en lokal spejder, der havde inviteret os til et møde med klanleder Niels Juhl og korpskonsulent Liane Brandt fra De Grønne Spejdere i Horsens. De underholdt i et par timer om hvordan de i Horsens driver en roverklan med fokus på voksne spejdere. En klan, hvor man kan være med og have gode spejderoplevelser i stedet for kun at få spejderlederoplevelser.
Det var netop ideen om en klan for voksne spejdere med fokus på spejderoplevelserne, der var oplægget til en ny klan i Ringkøbing-området. Da vi var samlet fra tre forskellige grupper i Vestjylland, blev det dog hurtigt besluttet, at vi skal forsøge os med en distriktsklan – altså en klan for hele distriktet, der hedder Lundenæs Len Distrikt.
Indtil vi modtager referatet (og jeg kan huske alle detaljerne), så kan jeg orientere om, at efterårets program for klanen kommer til at bestå i blandt andet en tur til det naturskønne område Nymølledalen ved Ringkøbing, deltagelse i Europæisk Middelalderfestival i Horsens sammen med Klan Ragnarok (tak for invitationen til Niels og Liane!), snapsefremstilling og deltagelse i JOTA/JOTI 2009 samt Landstræf 20:09 i Skive. Det skal nok blive et interessant efterår.
Hvis du er nuværende eller tidligere voksen spejder (fra 17 år og opefter) i Vestjylland og har lyst til at få nogle gode spejderoplevelser sammen med andre voksne ligesindede, så er du meget velkommen til at henvende dig. Vi stiller ingen krav om, at du er eller har været medlem af KFUM-spejderne i Danmark. For os handler det om den gode spejderoplevelse og det gode samvær med andre. Hvis du føler dig tiltalt af ovenstående, så hold dig ikke tilbage – vi svarer på mail eller telefon. Vi vil elske at høre fra dig!
Og for jer, der undrer jer over, hvad Waingunga betyder, så er det vist på tide at finde Rudyard Kiplings Junglebogen frem: Waingunga er floden, hvorom Kipling skriver, at når tørken efterhånden udtørrer alle vandhuller og små vandløb, var der kun vand i floden Waingunga. For at alle dyrearter kunne overleve, vedtog man at Waingunga var dét fristed, hvor alle dyr kunne opholde sig uden frygt for at blive ædt. Her var fred og fordragelighed og en masse aktivitet. Sådan håber vi, vores klan bliver!
Relaterede indlæg

Nye kommentarer