-
Antichrist — en moderne klassiker
I denne uge har Ringkøbing Biograf vist den meget omdiskuterede film Antichrist ( kino.dk, IMDb, AllMovie, Rotten Tomatoes) af den danske filminstruktør Lars von Trier. Vi var inde for at se den i går aftes.
Filmen handler om:
Et par i dyb sorg tager til ”Eden”, deres hytte i skoven, for at komme videre i livet og redde deres forhold. Men de mister kontrollen, da naturen griber ind…
Det vil være unfair overfor filmen at sige meget mere om handlingen. De fleste, der ved en smule om Lars von Triers film, har nok allerede regnet ud, at filmen ikke er helt lige til.
Filmen er en gyser, der spiller på vores inderste skræk. Det gør gysere jo som oftest, men af en eller anden grund, så lykkes det von Trier at komme derind, hvor det sætter sig i kroppen. Isner til benene og efterlader et grumt indtryk.
Filmen har fået skyld for at være mange ting: autobiografisk fra von Triers side, kvindehadende, –undertrykkende, pornografisk, og meget mere. Den er æstetisk, smukt fotograferet og klippet. Og samtidig en utrolig grim film, når man ser ind til historien. Ind bag det visuelle udtryk.
Jeg vil godt give filmen 8 ud af 10 stjerner, hatte, filmruller, skumfiduser eller bliktrommer. Det er en god film.
Jeg synes det er synd at sige for meget om filmen — det tager som regel spændingen ud af en gyser. Men forbered dig på at se een af de bedre film i nyere tid. Bered dig på at se en film, der ikke er som de fleste andre. Og forbered dig på at gå hjem med dybe panderynker.
Relaterede indlæg
-
Changeling med Angelina Jolie i hovedrollen
Vi er lige kommet hjem fra en tur i den lokale Ringkøbing Bio. Det er en ganske lille biograf med plads til lige omkring 90 gæster. Højtalersystemet er helt almindeligt og stolene er sponseret af de lokale erhvervsdrivende. Bag på hver stol sidder der en lillebitte reklame, så man kan se, om man sidder i slagterens stol, frisørens stol, pizzeriaets stol eller en helt fjerde. Betjeningen er præcis så uformel, som den skal være, når stedet drives af lokale entusiaster og den intime stemning opretholdes af, at man selv kan vælge de bedste stole, for billetterne er unummererede.
Ugens film var Changeling ( IMDb, Wikipedia) med Angelina Jolie i den altoverskyggende hovedrolle som moderen, hvis barn forsvinder og bliver erstattet af en anden dreng, som påstår at være hendes søn. Filmen følger hendes kamp mod en korrupt og uduelig politistyrke, der kæmper for at opretholde et pænt image. Hun får hjælp af den ukuelige og retfærdige pastor Gustav Briegleb (spillet af John Malkovich), der holder et vågent falkeøje med politikere og politistyrken i det bundrådne Los Angeles.
Filmen er instrueret af Clint Eastwood, der tidligere har instrueret livstykker som Letters of Iwo Jima, Mystic River og A Perfect World. Filmen holder en i et jerngreb hele vejen igennem, hvor vi lever, ånder og lider med den stakkels moder, der gang på gang må snydes for sandheden om den forsvundne søn.
Det er fantastisk at se Angelina Jolie spille en karakter med en smule mere dybde end de slå-og-skyde-og-derefter-sparke-de-andre film, hun ellers har været kendt for i den brede offentlighed. Der er ikke mange rappe replikker i Changeling — pånær i scenen, hvor doktorens hest bliver omtalt — og det klæder filmen at holde et sobert og troværdigt sprogligt niveau. Historien foregår fra 1928–35 og det kræver naturligvis en stor del af omgivelserne for at holde illusionen. Filmen starter og slutter i sort-hvid, så vi får et klart billede af, hvilken tidsalder, vi er tilbage i. Sporvogne, travle telefoncentraler og gamle Ford-automobiler er med til at holde os dér.
Uanset at historien er bygget over virkelige hændelser — hvilket i realiteten gør det hele en tand mere grusomt — så holder den spændingen til allersidste celluloid-strimmel er rullet over lærredet. Changeling kan anbefales — og jeg vil godt give den 5 ud af 6 (stjerner, hatte, filmruller, karameller, forhamre, egern, vælg selv!) for en god historie, en velspillende skuespillerliste, for at holde spændingen til sidste sekund, for at bringe os troværdigt tilbage til 1930’erne og for at have været en god første filmoplevelse i Ringkøbing Bio. Se den.
Relaterede indlæg
-
Krän — en moderne barbar uden sammenhæng
Jeg er begyndt at bruge det kommunale bibliotek i Ringkøbing — det er meget billigere at låne en bog på biblioteket. Og derudover er der jo muligheden for at prøve sig frem med bøger, hvis man er usikker på kvaliteten.
På Ringkøbing bibliotek har jeg genfundet tegneseriehylderne. I mine yngre dage læste jeg (og Thomas Elbo) et utal af tegneserier og nu har jeg taget denne interesse op igen. Det betyder, at jeg er faldet over en række tegneserier, som jeg aldrig har set eller hørt om før. Eksempelvis tegneserie-serien (!) om barbaren Krän og hans bedste ven Kuno.
Antologien om Krän (eller Kran, som han bliver døbt på dansk) af Eric Herenguel er en række historier om den store, stærke, nævenyttige barbarkongesøn og den hypokondriske, slatne, liderlige drukkenbolt af en ven, Kuno.
Serien starter med nr. 0 — et kompendium over tegneserieuniverset i Krän-serien. Korte striber med morsomme påhit og sproglige underfundigheder, portrætter af hovedpersonerne og vigtige bipersoner. Alt i alt en ret morsom bog, der fortæller om kongeriget Torgnol.
Men ingen roser uden torne. Historierne i serien er ret opfindsomme, men dialogen mellem karaktererne virker kluntet og usammenhængende. Hvorvidt det skyldes den danske oversættelse af Freddy Milton eller et kluntet forlæg fra Eric Herenguel kan jeg ikke svare på. Jeg kan imidlertid prøve at give en ide om, hvorfor jeg trods alt har læst mig igennem de første 6 albums nu.
For en fantasy-læser er der masser af lækkerbiskener og genopfindelser af genren og for den postmodernistiske læser har Krän masser af referencer til verden rundt omkring os. Varulvene er små, nuttede pelsdyr, når det ikke er fuldmåne og de grimme trolde, der invaderer Trognol i album 5 har gamle tyske hjelme på hovedet alt imens de rabler løs på tysk og udfører rædderlige eksperimenter på de stakkels(!) små varulve.
De store og stærke karakterer i Krän er virkeligt store og stærke og kan slå en proper næve (eller økse). Og de små og fede er virkeligt ulækre at se på. De sexede kvinder har stort set ingen tøj på og dragerne kan spy ild, så det batter.
Det er helt sikkert tegnestilen og de (for)underlige bipersoner, der redder serien. Eller holder den oven vande. Læs den kun, hvis du virkelig er fantasynørd.
“Der er dage, hvor man ikke skal komme på tværs af mig. Sådan en dag er hver dag.” –Krän
Relaterede indlæg
-
Upside of Anger er en overraskelse
Vi pakkede plastikken af en af de DVD-film, der står i vores filmhylde. På dansk hedder den Det Ku’ Ikke Være Bedre men på engelsk hedder den Upside of Anger. En meget bedre og mere sigende titel.
Filmen handler om en midaldrende kvinde, Terry Ann (spillet af Joan Allen), der har fire unge eller voksne døtre. I starten af filmen erfarer vi, at hendes mand har forladt hende — sandsynligvis med hans svenske sekretær. Vor hovedperson bliver nu en bitter, aldrende kvinde, der ved hjælp af drinks og galde holder smerten fra døren. Hun bærer følelserne og smerten udenpå, ligesom døtrene også gør det. Det udløser naturligvis en lang række konflikter.
Undervejs i dette drama får een af døtrene, Andrea — kaldet Andy, et job på en lokal radiostation, hvor produceren Shep (spillet af instruktøren Mike Binder) ansætter hende og kort efter bliver kæreste med hende. Shep er over 40 og Andy er 20 år yngre. Det huer naturligvis ikke Terry at se hendes unge, dygtige datter arm i arm med en selvglad sjover der er dobbelt så gammel.
Filmen viser sig — udover den dramatiske ramme — at rumme en række komiske indslag, hvor vi tilskuere er nødt til et grine af Terry og hendes ulykke. Det viser sig imidlertid også, at Terry har en stærk indre kraft, der får hende til at behandle ulykkerne både i drømme og i dagslys.
Vi mærker og ser Terrys stærke frustration, da hun overrasker Shep og Andrea i seng sammen og det går op for hende, at datteren ikke blot holder i hånd og går i biografen med manden.
Sekundet senere spiser familien aftensmad (Kevin Costner spiller Terry Anns nye ven) og her kommer filmen til et vendepunkt, da der pludselig bliver brugt helt andre virkemidler end vi regner med. Se selv med nedenfor. Og prøv at overbevise mig om, at du havde forudset den drejning.
Filmen kan anbefales. Jeg vil nok give den. 4 ud af 7 stjerner for historien men en enkelt stjerne mere for udførslen. Mike Binder får fortalt en film, der for os til at tænke over vor egen indignation og antagelser om tingenes sammenhæng.
Relaterede indlæg
-
Kernesund menneskeføde
I efteråret læste jeg to bøger om mad og sundhed. Kernesund familie, sådan! og Menneskeføde. Min plan var at holde de to bøger op mod hinanden som læseoplevelse.
Nu har jeg imidlertid efterhånden glemt detaljerne i det, jeg har læst, så derfor må jeg bero på det, jeg nu stadig kan huske af min oplevelse.
Som jeg nu husker det, så er Kernesund familie, sådan! en ret rodet bog at læse. Det virker ikke som om Ninka har tænkt meget over formidlingen — ikke sammenholdt med Tor Nørretranders’ Menneskeføde. I mine øjne var Kernesund en bog, hvor der ikke rigtigt var gjort rede for en rød tråd. Bogen kommer omkring mange interessante emner (motion, forfatternes erfaringer med at skifte kostplanen ud, beretninger fra en forfærdelig hverdag, osv.) men som læsere bliver vi ikke holdt meget i hånden gennem bogen. Der er store spring mellem de forskellige emner.
Ninka og Morten kender tilsyneladende en hel række helbreds-, ernærings– og livsstilseksperter og henviser til dem i flæng samtidig med, at disse eksperter også får lov til at komme til orde i lange afsnit. Af og til kan det såmænd være svært at vide, hvem der er afsenderen af det, man sidder og læser: Ninka eller eksperten. I bund og grund er det ikke så vigtigt, da budskabet sandsynligvis vil være det samme — men det forvirrede min læsning, at der er disse skift i fortælleperspektivet.
Bogen er mere baseret på at fortælle en følelsesladet historie om hvordan familien Mauritson har fået et meget bedre liv for den lille familie, der nu ikke længere skal trækkes med alskens dårligdomme. Der kan jeg meget bedre lide Menneskeføde fra Tor Nørretranders, som i langt højere grad nøgternt og (letlæst) videnskabeligt forsøger at forklare hvordan vores krop fungerer og hvorfor det vi putter i munden har en utrolig stor betydning for vores velbefindende.
Nørretranders fortæller om skiftet fra stenaldermenneskets jagtliv til agerbruget og mener, at det allerede var her, der skete et dramatisk skift for vores krop og livsstil: det store indtag af græsarter (som korn jo i bund og grund er) og hvordan stivelse og sukkerarter i græsset påvirker kroppen.
Menneskeføde forsøger i princippet ikke at fortælle os, hvordan vi skal lægge vores fødeindtag om. Alligevel kræver det ikke mange siders læsning at regne ud, at madpyramidens råd i virkeligheden ikke passer til vores krop men til vores tegnebog: hvordan får jeg billigst en masse energi til kroppen?
Med den viden i baghovedet kan man hurtigt starte med madpyramiden ovenfra: mest fra toppen og midten og mindst fra bunden. Og lad nu være med at spise alt det græs!
Og må jeg så i øvrigt supplere med at anbefale Niels Ehlers’ bog Lev fedt — bliv slank, der på en lige så velfunderet og videnskabelig vis gør op med myten om, at vi skal undgå fedt for ikke at blive fede. Læs den, hvis du vil vide mere om hvorfor kolesterol hører til i kroppen, hvis man er sund og rask — og hvorfor pomfritter er den sikre vej til kirkegården. Langsomt, men sikkert.
Hvis man er bevidst om, hvad man putter i munden og hvordan det virker på kroppen, så kan jeg kun anbefale, at man læser alle tre ovennævnte bøger. Der er jo ingen der siger, at blot fordi man læser om maden og dens indvirkning på kroppen — dokumenteret eller ej –så skal man lægge sin kost om. Men det er svært at lade være.
God læselyst!
Relaterede indlæg
-
Bøger
I tidens løb får vi læst en del bøger. Det er ikke altid let at huske hvilke eller hvad man syntes om dem, så derfor har vi denne side, hvor vi kan skrive lidt.
Bøger, Ulrik har læst
Jeg læser lige nu:
Jeg læser snart
- De sataniske vers — Salman Rushdie
- Processing A Programming Handbook for Visual Designers and Artists af Casey Reas & Ben Fry
- Designing Interactions af Bill Moggridge
- Øjenvidner: 2006 — som Politikens fotografer så det af Ole Rasmussen
- Lorteland: de tog gas på danskerne — fra Holberg til Gintberg af Hans Flemming Kragh
- Blekingegadebanden 1: den danske celle af Peter Øvig Knudsen
- Blekingegadebanen 2: den hårde kerne af Peter Øvig Knudsen
- Kemien bag gastronomien af Thorvald Pedersen
- Molekylær gastronomi af Thorvald Pedersen
Faglitteratur
- Menneskeføde af Tor Nørretranders. Bogen handler om, at vi skal lade være med at spise meget græs (stivelse, sukker). Vi skal spise det, vores krop er lavet til at spise: frugt, grønt, kød, fisk, bær og nødder. Ganske som dengang menneskene stadig levede uden agerbrug. Kan anbefales hvis man vil have en videnskabeligt funderet, velskrevet og velargumenteret bog om ernæring. (Læst i oktober 2008)
- Kernesund familie, sådan! af Ninka-Bernadette Mauritson. Bogen handler om, at vi skal lade være med at spise og drikke mad, der har mælkeprodukter. Derudover skal vi sørge for at spise som Tor skriver i Menneskeføde. Og så dyrke noget motion. Vi skal spise det, vores krop er lavet til at spise: frugt, grønt, kød, fisk, bær og nødder. Kan anbefales, hvis man vil have en række argumenter for at lægge sin kost om. Er dog rodet og ustruktureret i mit synspunkt. Hold øje med bloggen, hvor jeg har tænkt mig at skrive en anmeldelse med sammenligning af Menneskeføde og Kernesund familie. (Læst i oktober 2008)
- RESTful Webservices af Leonard Richardson & Sam Ruby. Bogen handler om, hvordan det kan lade sig gøre at lave webservices, der ikke er baseret på de “tunge” transportmetoder som SOAP og WS-*. Lærerig læsning. (læst i sommeren 2008)
- Lev Fedt af Niels Ehler. Bogen handler om, at vi ikke skal være så bekymrede for at spise fedtholdig mad — sålænge det drejer sig om det rigtige fedt. Vi skal med andre ord sørge for at spise de gode fedtstoffer, der stammer fra nødder, lyst kød og andre planteolier (oliven-, valnødde-, avocado– osv.) samtidig med at vi sørger for at få fibre, vitaminer, mineraler og langsomme kulhydrater nok. Kort og letlæst med lækre opskrifter. (Læst i oktober 2008)
- Democratizing Innovation af Eric von Hippel. Bogen handler om hvordan inddragelse af brugerne i produktudviklingen er En God Ting(!). Helt specifikt handler bogen om, at det ofte er lead users, der kan bidrage bedst til en virksomheds fortsatte udvikling. En stor del af bogen handler om, hvordan man så kan inddrage disse lead users i udviklingsarbejde. Bogen bærer stærkt præg af at være et akademisk studie, der er udgivet i bogform. Dette er både en styrke og en svaghed — alt efter læserens ståsted. Der bliver brugt meget energi på at have referencer og henvisninger i orden. Efter min opfattelse betyder det, at der er ofret noget læsbarhed. Bogen er alligevel meget anbefalelsesværdig, hvis man beskæftiger sig med produktudvikling og –innovation. (Læst okt-dec 2008)
- Wikinomics — how mass collaboration changes everything af Don Tapscott & Anthony D. Williams. Jeg nåede desværre ikke at læse bogen færdig, men den halvdel jeg nåede, er helt sikkert værd at læse bogen for. Den handler om nye forretningsmodeller. Forretningsmodeller, der ikke holder alle kort helt ind til kroppen, men tværtimod deler ud af opdagelser og viden, der ikke umiddelbart indeholder forretningshemmeligheder. Om at give ud til den fælles viden, vi alle kan drage nytte af. (næsten læst i dec ’08-jan ’09)
- Ambient Findability af Peter Morville (jan-feb 2009)
- Fotografering med digital spejlrefleks af Henrik Schurmann (feb-mar 2009)
- Politikens bog om digital fotografering af Thomas Nykrog (mar-april 2009)
- Så snak dog dansk, mand af Lars Daneskov (april 2009)
- Den menneskelige faktor — historiens svageste led af Rasmus Dahlberg (april 2009)
- AdWords-bogen af Sebastian Gullak. Bogen er letlæst og giver et fornuftigt overblik over de overvejelser og muligheder man stilles overfor, når man enten skal sælge Google AdWords eller selv skal i gang med Google AdWords. (maj 2009)
Skønlitteratur
- Spider-Man & Black Cat: Når mennesket er ondt af Kevin Smith (ja, filminstruktøren!) — en historie med den veldrejede Black Cat. Hun krydser endnu engang klinger med Spider-Man og denne gang involverer det også Daredevil og en mystisk skurk ved navn Mr. Brownstone. Kan anbefales til voksne tegneserielæsere. (Læst i oktober 2008)
- Hieronymus Borsch 1: Blod er tykkere end vodka af Mårdøn Smet. 5 tegnede historier om den okkulte detektiv, der effektivt opklarer sager med rod i det okkulte. En interessant udvikling af den traditionelle detektivhistorie. Gode tegninger og alternative mysterier. (Læst i oktober 2008)
- Det gyldne kompas 1: Det gyldne kompas af Philip Pullman. Bogen behøver vel ikke meget omtale, efter den er blevet filmatiseret. Filmen er dog smallere i sin beskrivelse af vor hovedperson (pigen Lyra) og hendes færden. Læs den, hvis du er til gode fantasy-fortællinger. (Læst i foråret 2008)
- Det gyldne kompas 2: Skyggernes kniv af Philip Pullman. Fortsættelsen om Lyras tur rundt i (en anden) verden. Bogen er en spændende fortsættelse, der pludselig bringer vor egen verden ind i spillet. (Læst i foråret 2008)
- Det gyldne kompas 3: Ravkikkerten af Philip Pullman. Afslutningen på trilogien. Læs de to andre hurtigt, så du kan komme til den hæsblæsende slutning. (Læst i foråret 2008)
- Spider-Man Kæmpepocket 1. En opsamling fra Egmont Serieforlaget A/S — redigeret af Michael G. Nielsen. Bogen er en opsamling af en masse gamle Spider-Man-historier, hvoraf nogen aldrig har været udgivet i Danmark før. Jeg fik endelig chancen for at læse om Gwen Stacy og hendes kærlighed til Peter Parker. Derudover er der en perlerække af (super)skurke på krigsstien: Doc Ock, Green Goblin, Beetle, Lizard og Morbius foruden de sædvanlige kampe med JJJ og kærligheden til gudeskønne kvinder. Den kan godt anbefales, hvis man er Spider-Fan! (Læst i november 2008)
- Marvel 1602 (del 1 + 2) af Neil Gaiman & Andy Kubert. En grafisk novelle skrevet af een af tegneserieverdenens store, nulevende forfattere. Bogen handler om et parallelunivers, hvor Marvel-universet (X-Men, Hulk, Spider-Man, De Fantastiske Fire, Captain America, etc.) startede allerede i 1500-tallet. Det vil sige, at mutanter og superhelte bliver betragtet som hekseyngel og magikere. Dr. Doom, Charles Xavier, Magneto og mange flere spiller centrale roller i denne historie. (læst i januar 2009) — Wikipedia-side om Marvel 1602.
- Hieronymus Borsch 2: Truslen fra det ubevidste af Mårdøn Smet. Endnu et afsnit i sagaen om den okkulte detektiv. Dette bind bringer Hieronymus dybt ned i hans eget ubevidste/underbevidste. Historierne er endnu engang en veloplagt blanding af psykologi, psykoterapi, okkultisme, detektivknaldromaner, fri fantasi og flot tegnede striber. (læst i januar 2009)
- Ghost Rider — Vejen til Helvede af Garth Ennis. Her er tegneserien, der ligger til grund for filmen Ghost Rider med Nicholas Cage i hovedrollen (får i øjeblikket 5.3/10 på IMDb). Historien handler om en stor, grim kapitalist, der er blevet lemlæstet i et biluheld for flere år tilbage. Han sidder nu i kørestol og har tænkt sig at få sin førlighed tilbage ved at lave en handel med en grum dæmon fra Helvedes dybeste haller. Dæmonen Kazaan har imidlertid andre planer, der vil omvælte magtforholdet mellem Himmel og Helvede. Ghost Rider bliver lovet sin frihed (af en engel fra Himlen), hvis han kan stoppe Kazaan. Det mdefører naturligvis masser af svovl, lynild, dæmoner, kæberaslere og bizarre monstre inden bogen er slut. Underholdning på et bibelsk plan. (læst i januar 2009)
- Marvel 1602 — Den nye verden af Greg Pak & Greg Tocchini. I dette hæfte om Marvel-universet i 1602 er vi kommet til Nordamerika. Det er efterfølgeren til Marvel 1602 og følger blandt andre Peter Parquagh (Spider-Man) og David Banner (Hulk) samt Norman Osborne (Green Goblin). Historien er mig en smule rodet med for mange sideløbende historier. Derudover er tegningerne også en kende for pussenussede, når man lige har læst de første to hæfter samt Garth Ennis’ Ghost Rider. Men det er sjovt at se, hvordan det alligevel lykkedes Peter Parquagh at blive bidt af en edderkop og udvikle sine evner som Spider-Man. De soldater, han samarbejder med, synes han skal kaldes Loppen, Musen eller Abekatten sådan som han springer rundt. Parquagh er ikke helt enig. Læs den, hvis du er hardcore Marvel-fan (og så har du sikkert allerede læst den!). (læst i januar 2009) — Wikipedia-side om Marvel 1602 — Den nye verden.
- Marvel 1602 — De Fantastiske Fire af Peter David & Pascal Alixe. Bogen er endnu en fortsættelse af Marvel 1602-universet. I dette hæfte møder vi endnu engang Grev Otto von Doom, der blev slemt maltrakteret i “Marvel 1602″ (de første to hæfter). Derfor går han nu rundt med en maske (ja, den ligner den, vi kender). Derudover er det gode skib Fantastick og de fire, der sejler med det (Fantasticks Fire — den virker vist bedre på originalsproget) på vej til Amerika. Undervejs havner de i Sargassohavet, hvor en voldsom kamp udspiller sig. Det ender med, at de sejler ud over kanten på verden (der tilsyneladende er flad). De overlever dog i første omgang på grund af Susan Storm ( Den Usynlige Kvinde) og får en del hæsblæsende og omvæltende oplevelser. Bestemt værd at læse. (læst i januar 2009) — Wikipedia-side om Marvel 1602 — De Fantastiske Fire.
- Hellboy — Ondskabens Frø af Mike Mignola. Hæftet handler om, hvordan Hellboy kom til vores verden. Hellboy er en dæmon, der blev hidkaldt af nazisterne under slutningen af 2. verdenskrig for at vende krigslykken for dem. Han dukkede imidlertid op mellem hænderne på De allierede og blev straks adopteret. Det betyder, at han nu flere årtier senere driver paranormal forskning i Bureauet for Paranormal Forskning og Forsvar. De får en opgave på en fjern lokation i det britiske og der konfronteres Hellboy igen med den russiske magiker Rasputin, der hjalp nazisterne med at bringe ham til verden. Hæftet er smukt tegnet i en utrolig detaljeret og samtidig simpel tegnestil, der lader historien komme til sin ret uden at smadre den ind i forstyrrende visuelle elementer. Læs den, hvis du kunne lide filmen(e) om Hellboy. (læst i januar 2009)
- Loke af Robert Rodi og Esad Ribic. Bogen handler om, at det nu endelig er lykkedes Loke at skaffe sig magten i Asgård (vi får ikke at vide hvordan!) og hvordan han så tackler den magt han pludselig har fået. Det viser sig, at det ikke altid er så let at være en gud, som vi måske lige gik og troede. Tegnestilen er utroligt udtryksfuld med smukke, detaljerede billeder, der viser præcist hvor hårdt Loke har det. Fortællingen giver os mulighed for at se ind bag de gængse fortællinger om jætter og aser i Valhalla. Kan helt sikkert anbefales. (læst i januar 2009) — Litteratur-siden anmelder og anbefaler Loke.
- Sandman — Præludier af Neil Gaiman, Sam Kieth & Mike Dringenberg (læst i februar 2009)
- John Constantine Hellblazer — Hans værker og maskiner af Mike Carey & Leonardo Manco (læst i februar 2009)
- De Evige af Neil Gaiman & John Romita Jr. En tegneserie om en intergalaktisk race, der lever (næsten evigt) og har en masse bøvl ud af at være en art guder for menneskene. Delvist inspireret af Lovecrafts Cthulhu–myter, som jeg ser det. (læst i februar 2009)
- Krän-serien: Krän 0 — Kräns Kompendium. Folk og fæ i kongeriget Torgnol, Krän 1 — Gartagøls runer, Krän 2 — Igors valg, Krän 3: Varulvenes stævnemøde, Krän 4: Den store turnering, Krän 5: Fjendtlig invasion af Eric Berenguel (februar og marts 2009). Læs også min anmeldelse af Krän-serien her på bloggen.
- Daredevil: Gul af Jeph Loeb & Tim Sale. En alternativ udgave af historien om helten Daredevil (originalt dansk: Dæmonen) — den blinde advokat Matt Murdock og hans kærlighed til Karen Page. En fin, morsom og eftertænksom gentegning og –fortælling. Læs den, hvis du er Daredevil (Dæmonen)-fan. (marts 2009)
- 300 af Frank Miller. Jeg fik lyst til at se Zack Snyders filmudgave om Kong Leonidas og hans brave mænd igen, da jeg læste tegneserien. Som Anonym har skrevet på Litteratursiden, så føler man ikke rigtig sympati med de ærekære og arrogante krigere, men de er krigere og derudover er historien baseret på virkelige hændelser. Smuk grafisk roman — læs den, hvis du kunne li’ filmen. (marts 2009)
- Den lilla møghætte og pulven af Rune T. Kidde. Respektløse genfortællinger af kendte og elskede eventyr. Sproglig tæft og et bidende vid kendetegner Runes striber. Anbefalelsesværdig. (marts 2009)
- Pissehuen og andre sælsomme tragedier af Rune T. Kidde. Dette album er et sammensurium af historier, striber, fortællinger og visuelle jokes fra Rune T. Kiddes karriere. Nogle er klassiske — andre er vist bare med her for at have en fuldendt samling. Hæftet er vist kun for Kidde-fans. (marts 2009)
- En streg i regningen af Rune T. Kidde (marts 2009)
- Blueberry Bog 12: O.K. Corral af Jean Giraud (marts 2009)
- Og det var DANMARK! en samling redigeret af Freddy Milton (marts 2009)
- Vibrator af Lars Overby (april 2009)
- Sagde mor — stand-up digte af Hal Sirowitz. En samling utroligt bitre digte (angiveligt selvbiografiske) om forfatterens opvækst i et jødisk New Yorker-hjem, hvor hans mor serverer skyld med skyld på og hans far kun taler, når mor holder mund. Kærester er der ikke rigtigt nogen af og halvdelen af bogen er samtaler med psykologen. Stand-up-digte har som regel en underfundig pointe, men efter 170 sider med ca. samme pointe har jeg ikke længere ondt af Hal Sirowitz. Det begynder næsten at blive ynkeligt igen. Tag dig sammen, mand! (april 2009)
- Amazing Maurice and his educated rodents af Terry Pratchett. En bog i Discworld-universet. Bogen spiller på historien om rottefængeren fra Hameln og er fortalt i Terry Pratchetts sædvanlige humoristiske tone. (maj 2009)
- Arrowsmith: Så smarte i deres fine uniformer af Kurt Busiek. Bogen handler om 1. verdenskrig i en alternativ tidslinje, hvor der findes drager, magi og troldmænd. En flot, flot grafisk roman, hvor fantasien og umenneskeligheden i skyttegravskrige bliver udstillet på grusom vis.(maj 2009)
Bøger, Malene har læst
Jeg læser lige nu: Anne Vibeke Holst: Kronprinsesses
Jeg læser snart: …
Faglitteratur
- Kernesund familie, sådan! af Ninka-Bernadette Mauritson.
- Menneskeføde af Tor Nørretranders.
Skønlitteratur
- Drengen i kufferten af Lene Kaaberbøl og Agnete Friis.
- En plads i solen af Liza Marklund (lydbog fra DR)
- Signe af Lars Johansson
- Mænd, der hader kvinder af Stieg Larsson
- Pigen, der legede med ilden af Stieg Larsson
- Bombekastellet der blev sprængt af Stieg Larsson
Relaterede indlæg
-
Nu ved vi, hvordan vi slipper af med de andre
I går var vi på Århus Teater for at se den meget omdiskuterede forestilling “Hvordan vi slipper af med de andre”. For de, der ikke ved det, er forestillingen baseret på den danske film af samme titel. Både filmen og teaterforestillingen introducerer De nye Københavner-kriterier, som giver regeringen — og dens udøvende magt, militæret — ret til at tage et kritisk syn på hver enkelt dansker: Har han eller hun ydet mere eller mindre end de har modtaget fra samfundet?
Der er med andre ord fokus på at få de værste snyltere og nassere sorteret fra, således at Danmark kan overleve som nation, der ellers er ved at køre sig selv i sænk på offentlige ydelser. Når 20% af danskerne står for 80% af de offentlige ydelser, så er der jo masser af penge at spare, hvis man slipper af med de rigtige 20%. Det er udgangspunktet for forestillingen.
Under forestillingen afhøres hovedpersonerne og det kan jo ende skæbnesvangert, hvis man ikke er i stand til at svare for sig på spørgsmålet om, hvad man er værd. Jeg skriver ‘man’, da forestillingen er et stykke totalteater, der inddrager publikum både fysisk og verbalt. Flere gange gøres det klart, at resten af salen kan forvente at komme til et lille interview indenfor de næste 12 timer. Lars Bom er forhørslederen oberst Christian — eller ‘interviewer’, som han ynder at kalde det — og med den folkevalgte Folke ved sin side afgør han skæbnen for de interviewede. Som folkevalgt har Folke naturligvis det sidste ord.
Regnestykket, der skal afgøres på 10 minutter pr. interview for at holde tidsplanen, er naturligvis ikke så let som der her er lagt op til. Stykket får vendt grundigt op og ned på relationerne mellem forhørsleder, folkevalgt og de afhørte. Hvis man har fulgt med i den offentlige debat om filmen eller teaterstykket, kan man ikke rigtigt blive overrasket over handlingen. Forarget kan man derimod sagtens blive, for tankerne bliver sat i gang — som med al god satire — for har jeg nu selv levet op til De nye Københavner-kriterier?
Kunne teateroplevelsen så leve op til den megen omtale? Ikke hvis du spørger mig. Det mest imponerende ved aftenen — for mig — var helt sikkert den massive brug af totalteaterelementer. Dørene til salen blev smækket bag publikum, da vi havde sat os, og skuespillerne bevægede sig rundt iblandt os, så vi blev en aktiv del af forestillingen, men selve historien formåede aldrig rigtig at skabe en stor oplevelse. Jeg følte aldrig rigtigt med de stakler, der blev forhørt dernede på scenen. Måske var det ikke meningen, at jeg skulle føle deres smerte? Måske var de for karikerede, så jeg blot grinte forundret frem for at føle med dem. Under alle omstændigheder grinede jeg mere af de forrykte skæbner end jeg led med dem. Karaktererne var i højere grad tragikomiske end de vakte sympati.
Jeg gik ud af salen med en flad fornemmelse — en skuffelse, som nok mest bundede i, at jeg savnede følelser for de stakler, som lige havde været centrum for vores opmærksomhed i 2 timer.
Jeg vil give forestillingen 3 ud af 6 stjerner for en trods alt underholdende, mildt tankevækkende og velspillet forestilling.
Relaterede indlæg
-
Lørdag aften stampede vi i takt
Musikhuset her i Århus havde i lørdags den store ære at kunne byde Ulrik og Malene Høyer Kold indenfor til en forestilling med percussion-ensemblet Stomp. Vi havde givet os selv en middag på Restaurant Richter og en forestilling i Musikhuset i bryllupsgave, så lørdag aften sad vi spændte som små børn og klappede hinanden på lårene og vidste faktisk ikke helt, hvad vi skulle forvente af de næste par timers sceneoptræden.
8 mænd og kvinder slog, fejede, klikkede, knipsede, trampede, stampede, løb og sprang over scenen i et hektisk show, der involverede en masse dagligdags genstande, som alle afgav en eller anden form for lyd. For folk med rytme i kroppen var det svært at sidde stille — kan jeg personligt skrive under på.
Der blev spillet på alt fra fejekoste, plastikposer, isoleringsrør, stormlightere, bilfælge, metalspande, køkkenvaske (med vand), svuppere og meget andet. Meget kreativt, meget rytmisk og meget hektisk. Jeg sad bagefter tilbage med en fornemmelse af, at det hele var lige en tand for jazzet — at rytmerne aldrig helt fik tid til at finde vej helt ind og sætte sig. At det handlede om på kortest tid at demonstrere så mange forskellige rytmiske variationer som muligt.
Det samlede indtryk af aftenen var meget blandet. Påklædningen var meget punket, musikken var stærkt inspireret af samba og karneval, det musiske udtryk var meget jazzet og sceneshowet var en blanding af klovneri, militær excercits med kosteskafter, kampsport og balletagtig løben-rundt-mellem-hinanden.
Heldigvis sluttede ekstranumrene aftenen af med at inddrage publikum i en grad, hvor 1.000 mennesker klappede i sindrig takt med den karismatiske Stamper på scenen. Jeg kan anbefale et Stomp-show, men husk at tage ørepropper med. Skistave, der bliver tævet imod olietønder larmer!
Relaterede indlæg
Nye kommentarer