vores arnested på Nettet
RSS feed
  • Antichrist — en moderne klassiker

    I denne uge har Ring­kø­bing Bio­graf vist den meget omdis­ku­te­rede film Anti­christ ( kino.dk, IMDb, AllM­ovie, Rot­ten Toma­toes) af den dan­ske fil­min­struk­tør Lars von Trier. Vi var inde for at se den i går aftes.

    Fil­men hand­ler om:

    Et par i dyb sorg tager til ”Eden”, deres hytte i sko­ven, for at komme videre i livet og redde deres for­hold. Men de mister kon­trol­len, da natu­ren gri­ber ind…

    Det vil være unfair over­for fil­men at sige meget mere om hand­lin­gen. De fle­ste, der ved en smule om Lars von Tri­ers film, har nok alle­rede reg­net ud, at fil­men ikke er helt lige til.

    Fil­men er en gyser, der spil­ler på vores inder­ste skræk. Det gør gysere jo som oftest, men af en eller anden grund, så lyk­kes det von Trier at komme der­ind, hvor det sæt­ter sig i krop­pen. Isner til benene og efter­la­der et grumt indtryk.

    Fil­men har fået skyld for at være mange ting: auto­bi­o­gra­fisk fra von Tri­ers side, kvin­de­ha­dende, –under­tryk­kende, por­no­gra­fisk, og meget mere. Den er æste­tisk, smukt foto­gra­fe­ret og klip­pet. Og sam­ti­dig en utro­lig grim film, når man ser ind til histo­rien. Ind bag det visu­elle udtryk.

    Jeg vil godt give fil­men 8 ud af 10 stjer­ner, hatte, film­rul­ler, skum­fi­du­ser eller blik­trom­mer. Det er en god film.

    Jeg synes det er synd at sige for meget om fil­men — det tager som regel spæn­din­gen ud af en gyser. Men for­be­red dig på at se een af de bedre film i nyere tid. Bered dig på at se en film, der ikke er som de fle­ste andre. Og for­be­red dig på at gå hjem med dybe panderynker.

    Relaterede indlæg

  • Changeling med Angelina Jolie i hovedrollen

    Vi er lige kom­met hjem fra en tur i den lokale Ring­kø­bing Bio. Det er en gan­ske lille bio­graf med plads til lige omkring 90 gæster. Højta­ler­sy­ste­met er helt almin­de­ligt og sto­lene er spon­se­ret af de lokale erhvervs­dri­vende. Bag på hver stol sid­der der en lil­le­bitte rek­lame, så man kan se, om man sid­der i slag­te­rens stol, fri­sø­rens stol, pizze­ri­a­ets stol eller en helt fjerde. Betje­nin­gen er præ­cis så ufor­mel, som den skal være, når ste­det dri­ves af lokale entu­si­a­ster og den intime stem­ning opret­hol­des af, at man selv kan vælge de bed­ste stole, for bil­let­terne er unummererede.

    Ugens film var Chan­ge­ling ( IMDb, Wikipe­dia) med Ange­lina Jolie i den alt­over­skyg­gende hoved­rolle som mode­ren, hvis barn for­svin­der og bli­ver erstat­tet af en anden dreng, som påstår at være hen­des søn. Fil­men føl­ger hen­des kamp mod en kor­rupt og udu­e­lig poli­ti­styrke, der kæm­per for at opret­holde et pænt image. Hun får hjælp af den uku­e­lige og ret­fær­dige pastor Gustav Bri­eg­leb (spil­let af John Mal­ko­vich), der hol­der et vågent fal­keøje med poli­ti­kere og poli­ti­styr­ken i det bun­d­rådne Los Angeles.

    Fil­men er instru­e­ret af Clint Eastwood, der tid­li­gere har instru­e­ret liv­styk­ker som Let­ters of Iwo Jima, Mystic River og A Per­fect World. Fil­men hol­der en i et jer­n­greb hele vejen igen­nem, hvor vi lever, ånder og lider med den stak­kels moder, der gang på gang må sny­des for sand­he­den om den for­s­vundne søn.

    Det er fan­ta­stisk at se Ange­lina Jolie spille en karak­ter med en smule mere dybde end de slå-og-skyde-og-derefter-sparke-de-andre film, hun ellers har været kendt for i den brede offent­lig­hed. Der er ikke mange rappe replik­ker i Chan­ge­ling — pånær i sce­nen, hvor dok­to­rens hest bli­ver omtalt — og det klæ­der fil­men at holde et sobert og tro­vær­digt sprog­ligt niveau. Histo­rien fore­går fra 1928–35 og det kræ­ver natur­lig­vis en stor del af omgi­vel­serne for at holde illu­sio­nen. Fil­men star­ter og slut­ter i sort-hvid, så vi får et klart bil­lede af, hvil­ken tidsal­der, vi er til­bage i. Spor­vogne, travle tele­fon­cen­tra­ler og gamle Ford-automobiler er med til at holde os dér.

    Uan­set at histo­rien er byg­get over vir­ke­lige hæn­del­ser — hvil­ket i rea­li­te­ten gør det hele en tand mere gru­somt — så hol­der den spæn­din­gen til aller­sid­ste celluloid-strimmel er rul­let over lær­re­det. Chan­ge­ling kan anbe­fa­les — og jeg vil godt give den 5 ud af 6 (stjer­ner, hatte, film­rul­ler, kara­mel­ler, for­hamre, egern, vælg selv!) for en god histo­rie, en vel­spil­lende sku­e­spil­ler­li­ste, for at holde spæn­din­gen til sid­ste sekund, for at bringe os tro­vær­digt til­bage til 1930’erne og for at have været en god før­ste filmop­le­velse i Ring­kø­bing Bio. Se den.

    Relaterede indlæg

  • Krän — en moderne barbar uden sammenhæng

    Jeg er begyndt at bruge det kom­mu­nale bibli­o­tek i Ring­kø­bing — det er meget bil­li­gere at låne en bog på bibli­o­te­ket. Og der­u­d­over er der jo mulig­he­den for at prøve sig frem med bøger, hvis man er usik­ker på kvaliteten.

    På Ring­kø­bing bibli­o­tek har jeg gen­fun­det teg­ne­se­ri­e­hyl­derne. I mine yngre dage læste jeg (og Tho­mas Elbo) et utal af teg­ne­se­rier og nu har jeg taget denne inter­esse op igen. Det bety­der, at jeg er fal­det over en række teg­ne­se­rier, som jeg aldrig har set eller hørt om før. Eksem­pel­vis tegneserie-serien (!) om bar­ba­ren Krän og hans bed­ste ven Kuno.

    Anto­lo­gien om Krän (eller Kran, som han bli­ver døbt på dansk) af Eric Her­enguel er en række histo­rier om den store, stærke, næve­nyt­tige bar­bar­kon­ge­søn og den hypo­kon­dri­ske, slatne, lider­lige druk­ken­bolt af en ven, Kuno.

    Serien star­ter med nr. 0 — et kom­pen­dium over teg­ne­se­ri­e­u­ni­ver­set i Krän-serien. Korte stri­ber med mor­somme påhit og sprog­lige under­fun­dig­he­der, portræt­ter af hoved­per­so­nerne og vig­tige biper­so­ner. Alt i alt en ret mor­som bog, der for­tæl­ler om kon­ge­ri­get Torgnol.

    Men ingen roser uden torne. Histo­ri­erne i serien er ret opfind­somme, men dia­lo­gen mel­lem karak­te­rerne vir­ker klun­tet og usam­men­hæn­gende. Hvor­vidt det skyl­des den dan­ske over­sæt­telse af Freddy Milton eller et klun­tet for­læg fra Eric Her­enguel kan jeg ikke svare på. Jeg kan imid­ler­tid prøve at give en ide om, hvor­for jeg trods alt har læst mig igen­nem de før­ste 6 albums nu.

    For en fantasy-læser er der mas­ser af læk­ker­bi­ske­ner og genop­fin­del­ser af gen­ren og for den post­mo­der­ni­sti­ske læser har Krän mas­ser af refe­ren­cer til ver­den rundt omkring os. Varul­vene er små, nut­tede pels­dyr, når det ikke er fuld­måne og de grimme trolde, der inva­de­rer Trog­nol i album 5 har gamle tyske hjelme på hove­det alt imens de rab­ler løs på tysk og udfø­rer ræd­der­lige eks­pe­ri­men­ter på de stak­kels(!) små varulve.

    De store og stærke karak­te­rer i Krän er vir­ke­ligt store og stærke og kan slå en pro­per næve (eller økse). Og de små og fede er vir­ke­ligt ulækre at se på. De sexede kvin­der har stort set ingen tøj på og dra­gerne kan spy ild, så det batter.

    Det er helt sik­kert teg­ne­sti­len og de (for)underlige biper­so­ner, der red­der serien. Eller hol­der den oven vande. Læs den kun, hvis du vir­ke­lig er fantasynørd.

    Der er dage, hvor man ikke skal komme på tværs af mig. Sådan en dag er hver dag.” –Krän

    Relaterede indlæg

  • Upside of Anger er en overraskelse

    Vi pak­kede pla­stik­ken af en af de DVD-film, der står i vores film­hylde. På dansk hed­der den Det Ku’ Ikke Være Bedre men på engelsk hed­der den Upside of Anger. En meget bedre og mere sigende titel.

    Fil­men hand­ler om en midal­drende kvinde, Terry Ann (spil­let af Joan Allen), der har fire unge eller voksne døtre. I star­ten af fil­men erfa­rer vi, at hen­des mand har for­ladt hende — sand­syn­lig­vis med hans sven­ske sekre­tær. Vor hoved­per­son bli­ver nu en bit­ter, aldrende kvinde, der ved hjælp af drinks og galde hol­der smer­ten fra døren. Hun bærer følel­serne og smer­ten udenpå, lige­som døtrene også gør det. Det udlø­ser natur­lig­vis en lang række konflikter.

    Under­vejs i dette drama får een af døtrene, Andrea — kal­det Andy, et job på en lokal radio­sta­tion, hvor pro­du­ce­ren Shep (spil­let af instruk­tø­ren Mike Bin­der) ansæt­ter hende og kort efter bli­ver kære­ste med hende. Shep er over 40 og Andy er 20 år yngre. Det huer natur­lig­vis ikke Terry at se hen­des unge, dyg­tige dat­ter arm i arm med en selvg­lad sjover der er dob­belt så gammel.

    Fil­men viser sig — udover den dra­ma­ti­ske ramme — at rumme en række komi­ske indslag, hvor vi til­sku­ere er nødt til et grine af Terry og hen­des ulykke. Det viser sig imid­ler­tid også, at Terry har en stærk indre kraft, der får hende til at behandle ulyk­kerne både i drømme og i dagslys.

    Vi mær­ker og ser Ter­rys stærke fru­stra­tion, da hun over­ra­sker Shep og Andrea i seng sam­men og det går op for hende, at dat­te­ren ikke blot hol­der i hånd og går i bio­gra­fen med manden.

    Sekun­det senere spi­ser fami­lien aftens­mad (Kevin Cost­ner spil­ler Terry Anns nye ven) og her kom­mer fil­men til et ven­de­punkt, da der plud­se­lig bli­ver brugt helt andre vir­ke­mid­ler end vi reg­ner med. Se selv med neden­for. Og prøv at over­be­vise mig om, at du havde for­ud­set den drejning.

    Fil­men kan anbe­fa­les. Jeg vil nok give den. 4 ud af 7 stjer­ner for histo­rien men en enkelt stjerne mere for udførs­len. Mike Bin­der får for­talt en film, der for os til at tænke over vor egen indig­na­tion og anta­gel­ser om tin­ge­nes sammenhæng.

    Relaterede indlæg

  • Kernesund menneskeføde

    I efter­å­ret læste jeg to bøger om mad og sund­hed. Ker­nes­und fami­lie, sådan! og Men­ne­ske­føde. Min plan var at holde de to bøger op mod hin­an­den som læseoplevelse.

    Nu har jeg imid­ler­tid efter­hån­den glemt detal­jerne i det, jeg har læst, så der­for må jeg bero på det, jeg nu sta­dig kan huske af min oplevelse.

    Som jeg nu husker det, så er Ker­nes­und fami­lie, sådan! en ret rodet bog at læse. Det vir­ker ikke som om Ninka har tænkt meget over for­mid­lin­gen — ikke sam­men­holdt med Tor Nør­re­tran­ders’ Men­ne­ske­føde. I mine øjne var Ker­nes­und en bog, hvor der ikke rig­tigt var gjort rede for en rød tråd. Bogen kom­mer omkring mange inter­es­sante emner (motion, for­fat­ter­nes erfa­rin­ger med at skifte kost­pla­nen ud, beret­nin­ger fra en for­fær­de­lig hver­dag, osv.) men som læsere bli­ver vi ikke holdt meget i hån­den gen­nem bogen. Der er store spring mel­lem de for­skel­lige emner.

    Ninka og Mor­ten ken­der til­sy­ne­la­dende en hel række helbreds-, ernæ­rings– og livs­stil­s­eks­per­ter og hen­vi­ser til dem i flæng sam­ti­dig med, at disse eks­per­ter også får lov til at komme til orde i lange afsnit. Af og til kan det såmænd være svært at vide, hvem der er afsen­de­ren af det, man sid­der og læser: Ninka eller eks­per­ten. I bund og grund er det ikke så vig­tigt, da bud­ska­bet sand­syn­lig­vis vil være det samme — men det for­vir­rede min læs­ning, at der er disse skift i fortælleperspektivet.

    Bogen er mere base­ret på at for­tælle en følel­ses­la­det histo­rie om hvor­dan fami­lien Maurit­son har fået et meget bedre liv for den lille fami­lie, der nu ikke læn­gere skal træk­kes med alskens dår­lig­domme. Der kan jeg meget bedre lide Men­ne­ske­føde fra Tor Nør­re­tran­ders, som i langt højere grad nøg­ternt og (let­læst) viden­ska­be­ligt for­sø­ger at for­klare hvor­dan vores krop fun­ge­rer og hvor­for det vi put­ter i mun­den har en utro­lig stor betyd­ning for vores velbefindende.

    Nør­re­tran­ders for­tæl­ler om skif­tet fra ste­nal­der­men­ne­skets jagt­liv til ager­bru­get og mener, at det alle­rede var her, der skete et dra­ma­tisk skift for vores krop og livs­stil: det store ind­tag af græs­ar­ter (som korn jo i bund og grund er) og hvor­dan sti­velse og suk­ke­rar­ter i græs­set påvir­ker kroppen.

    Men­ne­ske­føde for­sø­ger i prin­cip­pet ikke at for­tælle os, hvor­dan vi skal lægge vores føde­ind­tag om. Alli­ge­vel kræ­ver det ikke mange siders læs­ning at regne ud, at mad­py­ra­mi­dens råd i vir­ke­lig­he­den ikke pas­ser til vores krop men til vores teg­ne­bog: hvor­dan får jeg bil­ligst en masse energi til kroppen?

    Med den viden i bag­ho­ve­det kan man hur­tigt starte med mad­py­ra­mi­den oven­fra: mest fra top­pen og mid­ten og mindst fra bun­den. Og lad nu være med at spise alt det græs!

    Og må jeg så i øvrigt sup­plere med at anbe­fale Niels Ehlers’ bog Lev fedt — bliv slank, der på en lige så vel­fun­de­ret og viden­ska­be­lig vis gør op med myten om, at vi skal undgå fedt for ikke at blive fede. Læs den, hvis du vil vide mere om hvor­for koleste­rol hører til i krop­pen, hvis man er sund og rask — og hvor­for pom­frit­ter er den sikre vej til kir­ke­går­den. Lang­somt, men sikkert.

    Hvis man er bevidst om, hvad man put­ter i mun­den og hvor­dan det vir­ker på krop­pen, så kan jeg kun anbe­fale, at man læser alle tre oven­nævnte bøger. Der er jo ingen der siger, at blot fordi man læser om maden og dens ind­virk­ning på krop­pen — doku­men­te­ret eller ej –så skal man lægge sin kost om. Men det er svært at lade være.

    God læse­lyst!

    Relaterede indlæg

  • Bøger

    I tidens løb får vi læst en del bøger. Det er ikke altid let at huske hvilke eller hvad man syn­tes om dem, så der­for har vi denne side, hvor vi kan skrive lidt.

    Bøger, Ulrik har læst

    Jeg læser lige nu:

    Jeg læser snart

    Fag­lit­te­ra­tur

    • Men­ne­ske­føde af Tor Nør­re­tran­ders. Bogen hand­ler om, at vi skal lade være med at spise meget græs (sti­velse, suk­ker). Vi skal spise det, vores krop er lavet til at spise: frugt, grønt, kød, fisk, bær og nød­der. Gan­ske som den­gang men­ne­skene sta­dig levede uden ager­brug. Kan anbe­fa­les hvis man vil have en viden­ska­be­ligt fun­de­ret, velskre­vet og vel­ar­gu­men­te­ret bog om ernæ­ring. (Læst i okto­ber 2008)
    • Ker­nes­und fami­lie, sådan! af Ninka-Bernadette Maurit­son. Bogen hand­ler om, at vi skal lade være med at spise og drikke mad, der har mæl­ke­pro­duk­ter. Der­u­d­over skal vi sørge for at spise som Tor skri­ver i Men­ne­ske­føde. Og så dyrke noget motion. Vi skal spise det, vores krop er lavet til at spise: frugt, grønt, kød, fisk, bær og nød­der. Kan anbe­fa­les, hvis man vil have en række argu­men­ter for at lægge sin kost om. Er dog rodet og ustruk­tu­re­ret i mit syns­punkt. Hold øje med blog­gen, hvor jeg har tænkt mig at skrive en anmel­delse med sam­men­lig­ning af Men­ne­ske­føde og Ker­nes­und fami­lie. (Læst i okto­ber 2008)
    • REST­ful Web­ser­vi­ces af Leo­nard Richardson & Sam Ruby. Bogen hand­ler om, hvor­dan det kan lade sig gøre at lave web­ser­vi­ces, der ikke er base­ret på de “tunge” trans­port­me­to­der som SOAP og WS-*. Lære­rig læs­ning. (læst i som­me­ren 2008)
    • Lev Fedt af Niels Ehler. Bogen hand­ler om, at vi ikke skal være så bekym­rede for at spise fedt­hol­dig mad — sålænge det dre­jer sig om det rig­tige fedt. Vi skal med andre ord sørge for at spise de gode fedt­stof­fer, der stam­mer fra nød­der, lyst kød og andre plan­te­o­lier (oliven-, valnødde-, avo­cado– osv.) sam­ti­dig med at vi sør­ger for at få fibre, vita­mi­ner, mine­ra­ler og lang­somme kul­hy­dra­ter nok. Kort og let­læst med lækre opskrif­ter. (Læst i okto­ber 2008)
    • Demo­cra­tizing Innova­tion af Eric von Hip­pel. Bogen hand­ler om hvor­dan ind­dra­gelse af bru­gerne i pro­duk­t­ud­vik­lin­gen er En God Ting(!). Helt spe­ci­fikt hand­ler bogen om, at det ofte er lead users, der kan bidrage bedst til en virk­som­heds fort­satte udvik­ling. En stor del af bogen hand­ler om, hvor­dan man så kan ind­drage disse lead users i udvik­lings­ar­bejde. Bogen bærer stærkt præg af at være et aka­de­misk stu­die, der er udgi­vet i bog­form. Dette er både en styrke og en svag­hed — alt efter læse­rens stå­sted. Der bli­ver brugt meget energi på at have refe­ren­cer og hen­vis­nin­ger i orden. Efter min opfat­telse bety­der det, at der er ofret noget læs­bar­hed. Bogen er alli­ge­vel meget anbe­fa­lel­ses­vær­dig, hvis man beskæf­ti­ger sig med pro­duk­t­ud­vik­ling og –innova­tion. (Læst okt-dec 2008)
    • Wiki­no­mics — how mass col­la­bo­ra­tion chan­ges eve­ryt­hing af Don Tapscott & Ant­hony D. Wil­li­ams. Jeg nåede desværre ikke at læse bogen fær­dig, men den halv­del jeg nåede, er helt sik­kert værd at læse bogen for. Den hand­ler om nye for­ret­nings­mo­del­ler. For­ret­nings­mo­del­ler, der ikke hol­der alle kort helt ind til krop­pen, men tvær­ti­mod deler ud af opda­gel­ser og viden, der ikke umid­del­bart inde­hol­der for­ret­nings­hem­me­lig­he­der. Om at give ud til den fæl­les viden, vi alle kan drage nytte af. (næsten læst i dec ’08-jan ’09)
    • Ambi­ent Fin­da­bi­lity af Peter Mor­ville (jan-feb 2009)
    • Foto­gra­fe­ring med digi­tal spejl­re­fleks af Hen­rik Schur­mann (feb-mar 2009)
    • Poli­ti­kens bog om digi­tal foto­gra­fe­ring af Tho­mas Nykrog (mar-april 2009)
    • Så snak dog dansk, mand af Lars Daneskov (april 2009)
    • Den men­ne­ske­lige fak­tor — histo­ri­ens sva­ge­ste led af Ras­mus Dahl­berg (april 2009)
    • AdWords-bogen af Seba­stian Gul­lak. Bogen er let­læst og giver et for­nuf­tigt over­blik over de over­vej­el­ser og mulig­he­der man stil­les over­for, når man enten skal sælge Google AdWords eller selv skal i gang med Google AdWords. (maj 2009)

    Skøn­lit­te­ra­tur

    • Spider-Man & Black Cat: Når men­ne­sket er ondt af Kevin Smith (ja, fil­min­struk­tø­ren!) — en histo­rie med den vel­dre­jede Black Cat. Hun kryd­ser endnu engang klin­ger med Spider-Man og denne gang invol­ve­rer det også Dare­de­vil og en mystisk skurk ved navn Mr. Brown­stone. Kan anbe­fa­les til voksne teg­ne­se­ri­e­læ­sere. (Læst i okto­ber 2008)
    • Hiero­ny­mus Borsch 1: Blod er tyk­kere end vodka af Mår­døn Smet. 5 teg­nede histo­rier om den okkulte detek­tiv, der effek­tivt opkla­rer sager med rod i det okkulte. En inter­es­sant udvik­ling af den tra­di­tio­nelle detek­tiv­hi­sto­rie. Gode teg­nin­ger og alter­na­tive myste­rier. (Læst i okto­ber 2008)
    • Det gyldne kom­pas 1: Det gyldne kom­pas af Phi­lip Pul­l­man. Bogen behø­ver vel ikke meget omtale, efter den er ble­vet fil­ma­ti­se­ret. Fil­men er dog smal­lere i sin beskri­velse af vor hoved­per­son (pigen Lyra) og hen­des fær­den. Læs den, hvis du er til gode fantasy-fortællinger. (Læst i for­å­ret 2008)
    • Det gyldne kom­pas 2: Skyg­ger­nes kniv af Phi­lip Pul­l­man. Fort­sæt­tel­sen om Lyras tur rundt i (en anden) ver­den. Bogen er en spæn­dende fort­sæt­telse, der plud­se­lig brin­ger vor egen ver­den ind i spil­let. (Læst i for­å­ret 2008)
    • Det gyldne kom­pas 3: Rav­kik­ker­ten af Phi­lip Pul­l­man. Afslut­nin­gen på tri­lo­gien. Læs de to andre hur­tigt, så du kan komme til den hæs­blæ­sende slut­ning. (Læst i for­å­ret 2008)
    • Spider-Man Kæm­pepo­cket 1. En opsam­ling fra Egmont Seri­e­for­la­get A/S — redi­ge­ret af Michael G. Niel­sen. Bogen er en opsam­ling af en masse gamle Spider-Man-historier, hvoraf nogen aldrig har været udgi­vet i Dan­mark før. Jeg fik ende­lig chan­cen for at læse om Gwen Stacy og hen­des kær­lig­hed til Peter Par­ker. Der­u­d­over er der en per­lerække af (super)skurke på krigs­stien: Doc Ock, Green Gob­lin, Beetle, Lizard og Mor­bius for­u­den de sæd­van­lige kampe med JJJ og kær­lig­he­den til gude­s­kønne kvin­der. Den kan godt anbe­fa­les, hvis man er Spider-Fan! (Læst i novem­ber 2008)
    • Mar­vel 1602 (del 1 + 2) af Neil Gai­man & Andy Kubert. En gra­fisk novelle skre­vet af een af teg­ne­se­ri­e­ver­de­nens store, nule­vende for­fat­tere. Bogen hand­ler om et paral­le­lu­ni­vers, hvor Marvel-universet (X-Men, Hulk, Spider-Man, De Fan­ta­sti­ske Fire, Cap­tain Ame­rica, etc.) star­tede alle­rede i 1500-tallet. Det vil sige, at mutan­ter og super­helte bli­ver betrag­tet som hek­seyn­gel og magi­kere. Dr. Doom, Char­les Xavier, Mag­neto og mange flere spil­ler cen­trale rol­ler i denne histo­rie. (læst i januar 2009) — Wikipedia-side om Mar­vel 1602.
    • Hiero­ny­mus Borsch 2: Trus­len fra det ube­vid­ste af Mår­døn Smet. Endnu et afsnit i sagaen om den okkulte detek­tiv. Dette bind brin­ger Hiero­ny­mus dybt ned i hans eget ubevidste/underbevidste. Histo­ri­erne er endnu engang en vel­o­p­lagt blan­ding af psy­ko­logi, psy­ko­te­rapi, okkul­tisme, detek­tiv­k­nal­dro­ma­ner, fri fan­tasi og flot teg­nede stri­ber. (læst i januar 2009)
    • Ghost Rider — Vejen til Hel­vede af Garth Ennis. Her er teg­ne­se­rien, der lig­ger til grund for fil­men Ghost Rider med Nicho­las Cage i hoved­rol­len (får i øjeblik­ket 5.3/10 på IMDb). Histo­rien hand­ler om en stor, grim kapi­ta­list, der er ble­vet lem­læ­stet i et bil­uheld for flere år til­bage. Han sid­der nu i køre­stol og har tænkt sig at få sin før­lig­hed til­bage ved at lave en han­del med en grum dæmon fra Hel­ve­des dybe­ste hal­ler. Dæmo­nen Kazaan har imid­ler­tid andre pla­ner, der vil omvælte magt­for­hol­det mel­lem Him­mel og Hel­vede. Ghost Rider bli­ver lovet sin fri­hed (af en engel fra Him­len), hvis han kan stoppe Kazaan. Det mde­fø­rer natur­lig­vis mas­ser af svovl, lynild, dæmo­ner, kæbe­ras­lere og bizarre mon­stre inden bogen er slut. Under­hold­ning på et bibelsk plan. (læst i januar 2009)
    • Mar­vel 1602 — Den nye ver­den af Greg Pak & Greg Toc­chini. I dette hæfte om Marvel-universet i 1602 er vi kom­met til Nor­da­me­rika. Det er efter­føl­ge­ren til Mar­vel 1602 og føl­ger blandt andre Peter Parquagh (Spider-Man) og David Ban­ner (Hulk) samt Nor­man Osborne (Green Gob­lin). Histo­rien er mig en smule rodet med for mange side­lø­bende histo­rier. Der­u­d­over er teg­nin­gerne også en kende for pus­se­nus­sede, når man lige har læst de før­ste to hæf­ter samt Garth Ennis’ Ghost Rider. Men det er sjovt at se, hvor­dan det alli­ge­vel lyk­ke­des Peter Parquagh at blive bidt af en edder­kop og udvikle sine evner som Spider-Man. De sol­da­ter, han sam­ar­bej­der med, synes han skal kal­des Lop­pen, Musen eller Abe­kat­ten sådan som han sprin­ger rundt. Parquagh er ikke helt enig. Læs den, hvis du er hardcore Marvel-fan (og så har du sik­kert alle­rede læst den!). (læst i januar 2009) — Wikipedia-side om Mar­vel 1602 — Den nye ver­den.
    • Mar­vel 1602 — De Fan­ta­sti­ske Fire af Peter David & Pascal Alixe. Bogen er endnu en fort­sæt­telse af Mar­vel 1602-universet. I dette hæfte møder vi endnu engang Grev Otto von Doom, der blev slemt mal­trak­te­ret i “Mar­vel 1602″ (de før­ste to hæf­ter). Der­for går han nu rundt med en maske (ja, den lig­ner den, vi ken­der). Der­u­d­over er det gode skib Fan­ta­stick og de fire, der sej­ler med det (Fan­ta­sti­cks Fire — den vir­ker vist bedre på ori­gi­nalspro­get) på vej til Ame­rika. Under­vejs hav­ner de i Sar­gas­so­ha­vet, hvor en vold­som kamp udspil­ler sig. Det ender med, at de sej­ler ud over kan­ten på ver­den (der til­sy­ne­la­dende er flad). De over­le­ver dog i før­ste omgang på grund af Susan Storm ( Den Usyn­lige Kvinde) og får en del hæs­blæ­sende og omvæl­tende ople­vel­ser. Bestemt værd at læse. (læst i januar 2009) — Wikipedia-side om Mar­vel 1602 — De Fan­ta­sti­ske Fire.
    • Hel­l­boy — Ond­ska­bens Frø af Mike Mig­nola. Hæf­tet hand­ler om, hvor­dan Hel­l­boy kom til vores ver­den. Hel­l­boy er en dæmon, der blev hid­kaldt af nazi­sterne under slut­nin­gen af 2. ver­denskrig for at vende krigs­lyk­ken for dem. Han duk­kede imid­ler­tid op mel­lem hæn­derne på De alli­e­rede og blev straks adop­te­ret. Det bety­der, at han nu flere årtier senere dri­ver para­nor­mal forsk­ning i Bureauet for Para­nor­mal Forsk­ning og For­svar. De får en opgave på en fjern loka­tion i det bri­ti­ske og der kon­fron­te­res Hel­l­boy igen med den rus­si­ske magi­ker Ras­pu­tin, der hjalp nazi­sterne med at bringe ham til ver­den. Hæf­tet er smukt teg­net i en utro­lig detal­je­ret og sam­ti­dig sim­pel teg­ne­stil, der lader histo­rien komme til sin ret uden at smadre den ind i for­styr­rende visu­elle ele­men­ter. Læs den, hvis du kunne lide filmen(e) om Hel­l­boy. (læst i januar 2009)
    • Loke af Robert Rodi og Esad Ribic. Bogen hand­ler om, at det nu ende­lig er lyk­ke­des Loke at skaffe sig mag­ten i Asgård (vi får ikke at vide hvor­dan!) og hvor­dan han så tack­ler den magt han plud­se­lig har fået. Det viser sig, at det ikke altid er så let at være en gud, som vi måske lige gik og tro­ede. Teg­ne­sti­len er utro­ligt udtryks­fuld med smukke, detal­je­rede bil­le­der, der viser præ­cist hvor hårdt Loke har det. For­tæl­lin­gen giver os mulig­hed for at se ind bag de gængse for­tæl­lin­ger om jæt­ter og aser i Val­halla. Kan helt sik­kert anbe­fa­les. (læst i januar 2009) — Litteratur-siden anmel­der og anbe­fa­ler Loke.
    • Sand­man — Prælu­dier af Neil Gai­man, Sam Kieth & Mike Drin­gen­berg (læst i februar 2009)
    • John Con­stan­tine Hel­l­bla­zer — Hans vær­ker og maski­ner af Mike Carey & Leo­nardo Manco (læst i februar 2009)
    • De Evige af Neil Gai­man & John Romita Jr. En teg­ne­se­rie om en inter­ga­lak­tisk race, der lever (næsten evigt) og har en masse bøvl ud af at være en art guder for men­ne­skene. Del­vist inspi­re­ret af Lovecrafts Cthulhu–myter, som jeg ser det. (læst i februar 2009)
    • Krän-serien: Krän 0 — Kräns Kom­pen­dium. Folk og fæ i kon­ge­ri­get Torg­nol, Krän 1 — Gar­ta­gøls runer, Krän 2 — Igors valg, Krän 3: Varul­ve­nes stæv­ne­møde, Krän 4: Den store tur­ne­ring, Krän 5: Fjendt­lig inva­sion af Eric Berenguel (februar og marts 2009). Læs også min anmel­delse af Krän-serien her på blog­gen.
    • Dare­de­vil: Gul af Jeph Loeb & Tim Sale. En alter­na­tiv udgave af histo­rien om hel­ten Dare­de­vil (ori­gi­nalt dansk: Dæmo­nen) — den blinde advo­kat Matt Mur­dock og hans kær­lig­hed til Karen Page. En fin, mor­som og efter­tænk­som gen­teg­ning og –for­tæl­ling. Læs den, hvis du er Dare­de­vil (Dæmonen)-fan. (marts 2009)
    • 300 af Frank Mil­ler. Jeg fik lyst til at se Zack Sny­ders fil­m­ud­gave om Kong Leo­ni­das og hans brave mænd igen, da jeg læste teg­ne­se­rien. Som Ano­nym har skre­vet på Lit­te­ra­tur­si­den, så føler man ikke rig­tig sym­pati med de ærekære og arro­gante kri­gere, men de er kri­gere og der­u­d­over er histo­rien base­ret på vir­ke­lige hæn­del­ser. Smuk gra­fisk roman — læs den, hvis du kunne li’ fil­men. (marts 2009)
    • Den lilla møg­hætte og pul­ven af Rune T. Kidde. Respekt­løse gen­for­tæl­lin­ger af kendte og elskede even­tyr. Sprog­lig tæft og et bidende vid ken­de­teg­ner Runes stri­ber. Anbe­fa­lel­ses­vær­dig. (marts 2009)
    • Pis­se­huen og andre sæl­somme tra­ge­dier af Rune T. Kidde. Dette album er et sam­men­surium af histo­rier, stri­ber, for­tæl­lin­ger og visu­elle jokes fra Rune T. Kid­des kar­ri­ere. Nogle er klas­si­ske — andre er vist bare med her for at have en ful­dendt sam­ling. Hæf­tet er vist kun for Kidde-fans. (marts 2009)
    • En streg i reg­nin­gen af Rune T. Kidde (marts 2009)
    • Blu­e­berry Bog 12: O.K. Cor­ral af Jean Giraud (marts 2009)
    • Og det var DANMARK! en sam­ling redi­ge­ret af Freddy Milton (marts 2009)
    • Vibra­tor af Lars Overby (april 2009)
    • Sagde mor  — stand-up digte af Hal Sirowitz. En sam­ling utro­ligt bitre digte (angi­ve­ligt selv­bi­o­gra­fi­ske) om for­fat­te­rens opvækst i et jødisk New Yorker-hjem, hvor hans mor ser­ve­rer skyld med skyld på og hans far kun taler, når mor hol­der mund. Kære­ster er der ikke rig­tigt nogen af og halv­de­len af bogen er sam­ta­ler med psy­ko­lo­gen. Stand-up-digte har som regel en under­fun­dig pointe, men efter 170 sider med ca. samme pointe har jeg ikke læn­gere ondt af Hal Sirowitz. Det begyn­der næsten at blive ynke­ligt igen. Tag dig sam­men, mand! (april 2009)
    • Ama­zing Maurice and his educa­ted rodents af Terry Prat­chett. En bog i Discworld-universet. Bogen spil­ler på histo­rien om rot­te­fæn­ge­ren fra Hameln og er for­talt i Terry Prat­chetts sæd­van­lige humo­ri­sti­ske tone. (maj 2009)
    • Arrows­mith: Så smarte i deres fine uni­for­mer af Kurt Busiek. Bogen hand­ler om 1. ver­denskrig i en alter­na­tiv tids­linje, hvor der fin­des dra­ger, magi og trold­mænd. En flot, flot gra­fisk roman, hvor fan­ta­sien og umen­ne­ske­lig­he­den i skyt­te­gravskrige bli­ver udstil­let på gru­som vis.(maj 2009)

    Bøger, Malene har læst

    Jeg læser lige nu: Anne Vibeke Holst: Kronprinsesses

    Jeg læser snart:

    Fag­lit­te­ra­tur

    Skøn­lit­te­ra­tur

    • Dren­gen i kuf­fer­ten af Lene Kaa­ber­bøl og Agnete Friis.
    • En plads i solen af Liza Mar­klund (lyd­bog fra DR)
    • Signe af Lars Johansson
    • Mænd, der hader kvin­der af Stieg Larsson
    • Pigen, der legede med ilden af Stieg Larsson
    • Bom­be­ka­stel­let der blev sprængt af Stieg Larsson

    Relaterede indlæg

  • Nu ved vi, hvordan vi slipper af med de andre

    I går var vi på Århus Tea­ter for at se den meget omdis­ku­te­rede fore­stil­ling “Hvor­dan vi slip­per af med de andre”. For de, der ikke ved det, er fore­stil­lin­gen base­ret på den dan­ske film af samme titel. Både fil­men og tea­ter­fo­re­stil­lin­gen intro­du­ce­rer De nye Københavner-kriterier, som giver rege­rin­gen — og dens udø­vende magt, mili­tæ­ret — ret til at tage et kri­tisk syn på hver enkelt dan­sker: Har han eller hun ydet mere eller min­dre end de har mod­ta­get fra samfundet?

    Der er med andre ord fokus på at få de vær­ste snyl­tere og nas­sere sor­te­ret fra, såle­des at Dan­mark kan over­leve som nation, der ellers er ved at køre sig selv i sænk på offent­lige ydel­ser. Når 20% af dan­skerne står for 80% af de offent­lige ydel­ser, så er der jo mas­ser af penge at spare, hvis man slip­per af med de rig­tige 20%. Det er udgangs­punk­tet for forestillingen.

    En afhøring under forestillingen

    Under fore­stil­lin­gen afhø­res hoved­per­so­nerne og det kan jo ende skæb­nesvan­gert, hvis man ikke er i stand til at svare for sig på spørgs­må­let om, hvad man er værd. Jeg skri­ver ‘man’, da fore­stil­lin­gen er et stykke total­te­a­ter, der ind­dra­ger publi­kum både fysisk og ver­balt. Flere gange gøres det klart, at resten af salen kan for­vente at komme til et lille inter­view inden­for de næste 12 timer. Lars Bom er for­hørs­le­de­ren oberst Chri­stian — eller ‘inter­viewer’, som han ynder at kalde det — og med den fol­ke­valgte Folke ved sin side afgør han skæb­nen for de inter­viewede. Som fol­ke­valgt har Folke natur­lig­vis det sid­ste ord.

    Reg­ne­styk­ket, der skal afgø­res på 10 minut­ter pr. inter­view for at holde tids­pla­nen, er natur­lig­vis ikke så let som der her er lagt op til. Styk­ket får vendt grun­digt op og ned på rela­tio­nerne mel­lem for­hørs­le­der, fol­ke­valgt og de afhørte. Hvis man har fulgt med i den offent­lige debat om fil­men eller tea­ter­styk­ket, kan man ikke rig­tigt blive over­ra­sket over hand­lin­gen. For­ar­get kan man der­i­mod sag­tens blive, for tan­kerne bli­ver sat i gang — som med al god satire — for har jeg nu selv levet op til De nye Københavner-kriterier?

    Kunne tea­te­ro­p­le­vel­sen så leve op til den megen omtale? Ikke hvis du spør­ger mig. Det mest impo­ne­rende ved afte­nen — for mig — var helt sik­kert den mas­sive brug af total­te­a­te­r­e­le­men­ter. Dørene til salen blev smæk­ket bag publi­kum, da vi havde sat os, og sku­e­spil­lerne bevæ­gede sig rundt iblandt os, så vi blev en aktiv del af fore­stil­lin­gen, men selve histo­rien for­må­ede aldrig rig­tig at skabe en stor ople­velse. Jeg følte aldrig rig­tigt med de stak­ler, der blev for­hørt der­nede på sce­nen. Måske var det ikke menin­gen, at jeg skulle føle deres smerte? Måske var de for kari­ke­rede, så jeg blot grinte forun­dret frem for at føle med dem. Under alle omstæn­dig­he­der gri­nede jeg mere af de for­rykte skæb­ner end jeg led med dem. Karak­te­rerne var i højere grad tragi­ko­mi­ske end de vakte sympati.

    Jeg gik ud af salen med en flad for­nem­melse — en skuf­felse, som nok mest bun­dede i, at jeg sav­nede følel­ser for de stak­ler, som lige havde været cen­trum for vores opmærk­som­hed i 2 timer.

    Jeg vil give fore­stil­lin­gen 3 ud af 6 stjer­ner for en trods alt under­hol­dende, mildt tan­ke­væk­kende og vel­spil­let forestilling.

    Relaterede indlæg

  • Lørdag aften stampede vi i takt

    Musik­hu­set her i Århus havde i lør­dags den store ære at kunne byde Ulrik og Malene Høyer Kold inden­for til en fore­stil­ling med percussion-ensemblet Stomp. Vi havde givet os selv en mid­dag på Restau­rant Rich­ter og en fore­stil­ling i Musik­hu­set i bryl­lups­gave, så lør­dag aften sad vi spændte som små børn og klap­pede hin­an­den på lårene og vid­ste fak­tisk ikke helt, hvad vi skulle for­vente af de næste par timers sceneoptræden.

    8 mænd og kvin­der slog, fejede, klik­kede, knip­sede, tram­pede, stam­pede, løb og sprang over sce­nen i et hek­tisk show, der invol­ve­rede en masse dag­lig­dags gen­stande, som alle afgav en eller anden form for lyd. For folk med rytme i krop­pen var det svært at sidde stille — kan jeg per­son­ligt skrive under på.

    Der blev spil­let på alt fra feje­ko­ste, pla­stikpo­ser, iso­le­rings­rør, storm­ligh­tere, bil­fælge, metals­pande, køk­ken­va­ske (med vand), svup­pere og meget andet. Meget kre­a­tivt, meget ryt­misk og meget hek­tisk. Jeg sad bag­ef­ter til­bage med en for­nem­melse af, at det hele var lige en tand for jazzet — at ryt­merne aldrig helt fik tid til at finde vej helt ind og sætte sig. At det hand­lede om på kor­test tid at demon­strere så mange for­skel­lige ryt­mi­ske vari­a­tio­ner som muligt.

    Det sam­lede ind­tryk af afte­nen var meget blan­det. Påklæd­nin­gen var meget pun­ket, musik­ken var stærkt inspi­re­ret af samba og kar­ne­val, det musi­ske udtryk var meget jazzet og sce­nes­howet var en blan­ding af klov­neri, mili­tær excercits med kosteskaf­ter, kampsport og bal­le­t­ag­tig løben-rundt-mellem-hinanden.

    Hel­dig­vis slut­tede ekstra­num­rene afte­nen af med at ind­drage publi­kum i en grad, hvor 1.000 men­ne­sker klap­pede i sin­drig takt med den karis­ma­ti­ske Stam­per på sce­nen. Jeg kan anbe­fale et Stomp-show, men husk at tage øreprop­per med. Ski­stave, der bli­ver tævet imod olie­tøn­der larmer!

    Relaterede indlæg