Tilbage fra Spot Festival 2010

Spot Festi­val 2010 er ovre og igen i år har vi besøgt Århus og hørt så meget musik, at ører­ne (næsten) er fal­det af.

I år benyt­te­de jeg mig af min mobil­te­le­fon og Twit­ter til at rap­por­te­re live fra festi­va­len. Det bety­der, at du kan fin­de en hel hånd­fuld bil­le­der fra Spot 2010 her på Moby­Pi­c­tu­re. Lad mig bare sige med det sam­me, at bil­le­der­ne ikke er ver­dens bed­ste kva­li­tet, men de kan da give et ind­tryk af, hvad jeg har ople­vet.

I år var tema­et for min Spot-kalen­der, at jeg vil­le høre bands, jeg ikke kend­te, men som hav­de beskre­vet sig selv spæn­den­de (set med mit per­spek­tiv) — og så vil­le jeg ger­ne have nog­le “sik­re” kon­cer­top­le­vel­ser.

Det betød, at jeg i år nåe­de at se og høre føl­gen­de kunst­ne­re (i kro­no­lo­gisk orden):

  • Mur­der — Jakob Bel­lens fra I Got You On Tape er den ene halv­del af Mur­der. Jeg har aldrig hørt Mur­der live, men har lyt­tet til et par melan­kol­ske og dunk­le tit­ler fra deres bag­ka­ta­log. Det blev ikke dår­li­ge­re af at bli­ve spil­let live og intimt på Archauz. En stil­le og rolig start på to dages festi­val.
  • Lars and the Hands of Light — Med et P3-hit eller to i bag­lom­men, så er der ret stor sik­ker­hed for et stort publi­kum på Spot. Og jeg håber ikke, at Lars og hans lys­hæn­der blev skuf­fe­de. Det gjor­de jeg nem­lig — lidt. Jeg fik mere i sam­me stil — og det kede­de mig i læng­den. Hvis jeg ikke kan hol­de en 40 minut­ters ud, så kan det vist ikke beta­le sig at købe hele pla­den.
  • Kill Scre­en Music — det­te var ban­dets før­ste kon­cert. Og en god start, må man sige. De gik til sagen med ild­hu og spil­le­de uhy­re godt sam­men. Der var ikke en skæv tone og alle pau­ser sad præ­cist som de skul­le. De skal nok få en god live-kar­ri­e­re, hvis I spør­ger mig. Og så var Kill Scre­en Music også et eksem­pel på den slags musik, der var rig­tig, RIGTIG meget af på Spot i år: Melo­disk rock med key­bo­ard/­synth-ele­men­ter. Uden tvivl med inspira­tion direk­te fra fir­ser­ne. Om man så kan li’ det eller ej…
  • Magnus fra Gaar­den — Nu begyn­der det at bli­ve meget smalt og niche-ori­en­te­ret. Jeg indrøm­mer blankt, at jeg ikke har den fjer­ne­ste inten­tion om at købe Magnus fra Gaar­den’s CD. Men ale­ne beskri­vel­sen “jazzens svar på Slipk­not”, gjor­de, at jeg føl­te mig pres­set til at lyt­te til den­ne omgang Bal­kan-metal-jazz. Det var ener­gisk, medri­ven­de og utro­ligt stø­jen­de. Det var helt opløf­ten­de at se de dedi­ke­re­de jazz­me­tal-musi­kan­ter rul­le sig rundt på sce­nen i ind­føl­te soli og sam­men­spil­let livs­glæ­de. Tak for den kon­cert, skal I ha’, Magnus og ven­ner!
  • Ghost Socie­ty — her var der tale om ægte hype, hvis I spør­ger mig. Såvidt jeg kun­ne for­stå, var for­vent­nin­ger­ne til den­ne kon­cert tårn­hø­je — og de blev ind­fri­et hos de fle­ste. Jeg fik lyst til at se og høre dem, da der stod “Blue Foun­da­tion” i beskri­vel­sen. Måske skul­le jeg have læst lidt mere — for sjæl­dent har jeg ople­vet en mere indad­vendt kon­cert. Jeg har aldrig rig­tig lyt­tet til Det Elek­tri­ske Baro­me­ter og svæl­get i Welts­ch­merz og sand­syn­lig­vis der­for fandt jeg ikke Ghost Socie­ty sær­lig inter­es­san­te. Nuvel, det var smuk­ke melo­di­er og der sad ikke en tone skævt, men — alt­så — jeg har da aldrig ople­vet, at der kun bli­ver sagt 4 ord til en kon­cert. Og publi­kum grin­te lidt nervøst over de tre af dem. Jeg ople­ve­de et band, der aldrig nåe­de ud over sce­ne­kan­ten. Men det var der åben­bart andre, der gjor­de. Hver sin smag — det er der­for, jeg kom­mer til Spot. For at ople­ve noget nyt og noget andet, end jeg ple­jer at høre.
  • Stof­fer & Maski­nen — også her, var det et par P3-num­re, der send­te mig ind i tel­tet. Og jeg hav­de også lyst til at gå igen ret hur­tigt. Men stæ­dig­he­den vandt og jeg blev til sid­ste bifald. Det var end­nu engang en por­tion melo­disk rock med key­bo­ard/­synth-ind­pak­ning. Hver sin smag — måske var der en grund til, at jeg aldrig lyt­te­de meget til radio­en, når Stof­fer & Maski­nen blev spil­let.
  • Dokkedal/Dixen — Uh, nu star­te­de festen! Lige plud­se­lig vend­te humø­ret, da årets før­ste festi­va­l­op­le­vel­se med en “elektronisk”/house/hiphop/pladespiller/sampler-kunstner ende­lig oprandt. Jeg har (sta­dig) en svag­hed for glad, elek­tro­nisk base­ret musik, så det siger sig selv, at mine fød­der kom i omdrej­nin­ger og hove­d­et vug­ge­de til de tun­ge bas­ryt­mer fra de to DJs. Det var 40 minut­ters mas­hup- og sam­ple­leg, som blan­de­de vidt for­skel­li­ge musi­kal­ske kil­der sam­men til en helt ny ople­vel­se. Essen­sen i den kor­te kon­cert var dub­step og hip­hop og det fik ener­gi­en op på Offi­cer­s­plad­sen. Det ene­ste, der ærg­rer mig nu, er, at de tre smags­prø­ver, der lig­ger på Dokkedal/Dixens hjem­mesi­de, ikke har sam­me høje fest­stem­ning, som det vi ople­ve­de i Århus. Dagens høj­de­punkt!
  • Est­her Maria & the Song Hor­se — efter at have været til festi­val i omkring 8–10 timer og ople­vet en lang ræk­ke kunste­re, så er det som oftest en rar ople­vel­se at sæt­te sig ind i Musik­hu­sets Lil­le Sal og ople­ve sin­ger/­songwri­ter-kunst­ner­ne opløf­te deres melan­kol­ske røst. Est­her Maria er en dyg­tig san­ge­r­in­de fra Holste­bro, som har slå­et sig på alter­na­tiv coun­try i ste­det for jazz. Det gør hun egent­lig udmær­ket — hen­des musik var bare en smu­le tam. Der var ikke rig­tig bid i den. Men måske er det for­di, jeg har en helt fan­ta­stisk erin­dring om sven­ske Baske­ry, der spil­le­de sam­me sted sid­ste år. Jeg over­ve­jer ikke at købe Est­her Mari­as pla­de — men Baske­rys lig­ger sta­dig og ulmer. Siger det mest om mig eller om musik­ken?

Og så på hove­d­et i seng. Det var listen og dom­men over fre­da­gens kunst­ne­re.

Om lør­da­gen så og hør­te jeg føl­gen­de (sta­dig kro­no­lo­gisk ord­net):

  • Gram­mo­funch — Dagen star­ter end­nu engang stil­le og roligt med Gram­mo­fun­chs under­læg­nings­mu­sik til en 37 min. lang stum­film. Fil­men kræ­ve­de en stør­re fil­man­mel­derek­sa­men for at fin­de histo­ri­en, så den vil jeg und­la­de at kom­men­te­re ud over at skri­ve, at den var klip­pet meget lang­somt og sik­kert var meget smuk. Musik­ken var en omgang psy­ke­de­lisk rock-jazz, der i bed­ste Led Zep­pe­lin-stil for­søg­te at under­støt­te bil­le­der­ne. Meget fint — men det vandt aldrig min inter­es­se.
  • Hunch Bet­tors i Kar­ri­e­re­ka­no­nen-blok­ken — det­te unge og øjen­syn­ligt loven­de band fra Holste­bro fik hele tel­tet til at jub­le. Jeg blev aldrig rig­tig bidt af dem til trods for at de hav­de både trom­pet og har­moni­ka med i deres rock-ensem­b­le.
  • Slar­af­fen­land — Et dansk band, der ikke er sær­ligt kendt i Dan­mark. Det lyder, som noget, man har hørt før, ikke? At vores egne kunst­ne­re ikke kan fin­de fod­fæ­ste i Dan­mark, men der­i­mod kan sæl­ge man­ge pla­der og fyld­te kon­cer­ter i udlan­det. Det får i al fald mig til at tæn­ke, at hvis man er en talent­fuld dansk musi­ker, så må man ikke opgi­ve håbet om en kar­ri­e­re bare for­di man ikke kan sæl­ge kon­cer­ter og pla­der i hjem­lan­det. Kon­tak­ten med de rig­ti­ge men­ne­sker kan brin­ge en langt. Nå, det var kon­cer­ten, det skul­le hand­le om. Slar­af­fen­land spil­ler avant­gar­de rock, der ikke for­sø­ger let­te løs­nin­ger. Det var flot, avan­ce­ret, vel­kom­po­ne­ret musik, der også kom ud over sce­ne­kan­ten. Tak for en god kon­cer­top­le­vel­se til Slar­af­fen­land.
  • Anni­ka Aakjær — jeg hør­te den­ne kvin­de­li­ge Niels Haus­gaard før­ste gang for to år siden, da hun spil­le­de en intim kon­cert på Ryt­misk Sce­ne. Det var en meget bidsk, meget obser­vant og meget poli­tisk kon­cert. Anni­ka Aakjær fik en del opmærk­som­hed for hen­des P3-hit, som før­te til en pla­de og en pla­de mere og en del tur­ne­er. Jeg synes hun gør det godt — hun bru­ger sta­dig pau­ser­ne mel­lem num­re­ne til at for­tæl­le en anek­do­te eller sen­de en skarp bemærk­ning afsted inden hun spil­ler et num­mer, der har en rela­tion til det, hun lige har for­talt. Den­ne gang spil­le­de hun i Sto­re Sal med et “rig­tigt” rock­or­ke­ster. Det betød, at hen­des num­re hav­de fået langt mere plads og langt stør­re lyd. Jeg syn­tes egent­lig, at det var ærger­ligt, for jeg syn­tes ikke, at ban­det spil­le­de helt fan­ta­stisk — og hen­des histo­ri­er behø­ver ikke meget akkom­pag­ne­ment. Jeg var ikke super­be­gej­stret for kon­cer­ten — men hen­des poin­ter var sta­dig super­skar­pe.
  • Tre­mo­lo Beer Gut — dansk sur­fro­cks ukro­ne­de kon­ger. Når først elgu­i­ta­ren er sat i sving, så stop­per festen ikke igen før Tre­mo­lo Beer Gut er gået af sce­nen. Hvis man kan hol­de lyden af vibre­ren­de twang-gui­tar ud, så er det en liv­gi­ven­de ople­vel­se at lyt­te til dis­se fire dren­ge. De skå­ler (jævn­ligt) med publi­kum og hil­ser på alle de søde og pæne piger. Tit. Og så spil­ler de musik som om de aldrig har bestilt andet. Her­ligt.
  • Tho­mas Dyb­da­hl — her var det nød­ven­digt at stå i kø i op mod en time før kon­cer­ten star­te­de for over­ho­ve­det at få en plads. Og da døre­ne blev åbnet, var der lem­m­ing-agtigt storm­løb mod kon­cert­sa­len. Det nær­me­de sig hyste­ri, men man kan godt for­stå, hvor­for inter­es­sen var stor. Tho­mas Dyb­da­hl har en kæm­pe fanska­re i Dan­mark og det er sik­kert, at man­ge af dem var kom­met til Spot 2010 for at høre ham. Hans var­me blø­de stem­me bød os vel­kom­men, da vi hav­de sat os til ret­te i Sto­re Sal og der­ef­ter slap vi ikke ud af hans hule hånd igen før kon­cer­ten var slut. Når Tho­mas sag­de “syng med”, så sang vi med. Når han for­tal­te os, at vi var det mest fan­ta­sti­ske publi­kum, så tro­e­de vi på ham. Han optræ­der med en ydmyg­hed, der gør det umu­ligt ikke at bry­de sig om ham. Wow. Han er god.
  • Gin­ger Ninja — Et rock­band mere, der har fået key­bo­ards koblet til mik­se­ren. Her var der et par gode P3-syng-med-hits, som kun­ne løf­te deres optræ­den op til en fest. Det var lidt tamt — eller måske var jeg ved at være godt udkørt. Jeg hav­de lidt sam­me for­nem­mel­se som med Lars and the Hands of Light — “var det dét?”.
  • Tur­bowe­e­kend — Efter Gin­ger Ninja-kon­cer­ten skynd­te jeg mig til den sid­ste kon­cert i Sto­re Sal. Det var der også man­ge andre, der hav­de gjort, så jeg kom til at sid­de helt oppe under lof­tet på bal­ko­nen. Det har jeg aldrig prø­vet før. Og jeg har hel­ler aldrig prø­vet at lyt­te til så ener­gisk musik i Sto­re Sal. Tur­bowe­e­kend har bestemt for­an­dret sig meget siden jeg hør­te dem på Offi­cer­s­plad­sen på Spot for et par år siden. Og de hav­de natur­lig­vis hele bag­ka­ta­lo­get med af gode, lyt­te­vær­di­ge hits. Inklu­si­ve en live-ver­sion af Troub­le Is (Joker Remix). Wow, for en afslut­ning på Spot 2010.

Lør­da­gen slut­te­de med et brag. Og vi gik hjem i seng, mæt­te af musi­kop­le­vel­ser og træt­te efter at have gået, stå­et, lyt­tet og talt med gode ven­ner i to dage i træk.

Spot 2011 — vi ses!

Og så til dig, der ikke ken­der Troub­le Is (Joker Remix):

Spot 2009 — en erfaringsopsamling

Her til aften har jeg ende­lig taget mig sam­m­men til at tage et kig til­ba­ge på hele Spot 2009. Med kom­men­ta­rer til de kunst­ne­re, jeg nåe­de at høre og den ople­vel­se jeg hav­de af festi­va­len som beta­len­de gæst.

Tors­da­gens kon­cer­ter (læs mere om tors­da­gens ople­vel­ser i den­ne blog):

  • Bird (UK) — skul­le have været elek­trisk for­stær­ket cel­lo og ryt­me­boks (beat­bok­ser?). I ste­det blev det en aku­stisk intim­kon­cert med nær­vær.
  • John Dear Mowing Club (NL) — skul­le have været elek­trisk for­stær­ket coun­try i meget mørk stil. I ste­det blev det en aku­tisk kon­cert med coun­try i meget mørk stil. Sik­kert ikke den sto­re for­skel, men når man ikke har mikro­fo­ner til at råbe publi­kum op, så bli­ver stem­nin­gen så meget mere intens.
  • Dae­de­lus (US) — da vi efter­føl­gen­de resear­che­de hans musi­kal­ske CV, viste det sig at han er pio­ner på den sam­men­sæt­ning af elek­tro­ni­ske dim­ser (Mono­me & Max/MSP på Mac), han opt­rå­d­te med. Uan­set den sta­tus, så var hans kon­cert noget larm. Man­den var helt klart dyg­tig, men vi var meget i tvivl om, hvem han spil­le­de for? Publi­kum eller sig selv?

Fre­da­gens kon­cer­ter:

  • The Sta­te, The Mar­ket and The DJ (DK) — Ride­hu­set åbne­de med TSt­MtDJ, der spil­le­de en blan­ding af pro­g­res­siv rock á la Sigur Rós og så noget længsels­fuld ame­ri­kansk fol­kemu­sik. Det var en meget smuk og rolig måde at kom­me i gang på.
  • Bode­brixen (DK) — Bode­brixen spil­le­de på P3-sce­nen, hvor de fik star­tet en fest med deres umi­sken­de­li­ge nik til 80’ernes fest­mu­sik og til dan­ske Super­hero­es. Glad, ube­kym­ret pop af en ret gen­nem­snit­lig karak­ter. De sag­de ikke mig det helt sto­re.
  • Er de sjæld­ne (DK) — en kon­cert, der star­te­de som en lyd­prø­ve. Døre­ne blev åbnet mens der sta­dig blev prø­vet mikro­fo­ner og højt­ta­le­re. Er De Sjæld­ne er et sam­men­rend af mere eller min­dre kend­te dan­ske kunste­re. Dig­te­ren Lone Hørs­lev skri­ver tek­ster­ne, som lig­ger til grund for de meget vokal­bår­ne arran­ge­men­ter. Hvis du har lyst til dig­te med akkom­pag­ne­ment, så kan de anbe­fa­les.
  • Hele­ne Blum & Harald Hau­gaard Band (DK) — Hun er en dyg­tig dansk san­ge­r­in­de (hvis man kan li’ Lene Siel!) og han er en dyg­tig vio­li­nist med sit eget fol­kemu­si­kor­ke­ster. Det var i mine ører langt mest inter­es­sant at høre fol­kemu­sik­ken uden den pole­re­de og ufar­li­ge Hele­ne Blum. Harald Hau­gaard og band er dyg­ti­ge spil­le­mænd.
  • Emi­li­a­na Tor­ri­ni (FO) — På det­te tids­punkt om fre­da­gen, var vi efter­hån­den ble­vet grun­digt træt­te. Så træt­te, at Musik­hu­sets Sto­re Sals meget blø­de sæder blev for meget for os. Vi faldt i søvn til den færøske/italienske san­ge­r­in­des kon­cert. Hun sang nu meget fint, men ingen af num­re­ne sag­de os det helt sto­re.
  • Mike She­ri­dan (DK) — en af Dan­marks man­ge unge kunst­ne­re, der alle­re­de i en tid­lig alder har gjort en fin kar­ri­e­re og solgt en del albums. Som for­ven­tet, så var hans kon­cert ret tri­vi­el — det er sjæl­dent spæn­den­de at se elek­tro­ni­ske musi­ke­re live. Han spil­le­de dog en kon­certud­ga­ve af en kom­men­de sing­le, hvor Mads Lan­ger syn­ger og spil­ler kla­ver. Desvær­re har jeg lidt mistet inter­es­sen for hans instru­men­tale lyd og vil egent­lig hel­le­re høre ham lave noget mere med sang på.
  • Electro­ju­i­ce (DK) — dis­se tre unge gut­ter har også fat i den lan­ge ende af den dan­ske elek­tro­ni­ske musiks­ce­ne. De kan deres musi­kal­ske kram og spil­ler op til dans i tidens musi­kal­ske trend: dub-tech-hou­se med mas­ser af ener­gi! En god kon­cert at gå i seng på.

Lige en enkelt spørgs­mål til Spot-festi­va­lens arran­gø­rer: Hvor­for kan man ikke købe frugt og grønt på festi­val­plad­sen? Det vil­le være fan­ta­stisk læk­kert at kun­ne købe en frisk banan, en pære eller et æble, når man var sul­ten i ste­det for øl, hot­dogs og pizzas­li­ces.

Nå, vide­re med lør­da­gens kon­cer­ter:

  • Music for Modern Man (DK) — en kon­stel­la­tion af musi­ke­re fra andre bands, der hav­de lyst til enten at være mere i ram­pe­ly­set — eller bare lave noget, der hav­de mere karak­ter af lege­stue. På den gode måde. Desvær­re var deres for­san­ger, Asger Tar­p­gaard fra Super­hero­es og Pri­va­te,  influ­en­za-ramt og på peni­cil­lin, men kon­cer­ten live­de hel­dig­vis vold­somt op, da skot­ten The Ste­ve Kel­ly fik over­dra­get mikro­fo­nen i et par num­re. Yay, Ste­ve Kel­ly!
  • The Gre­en Lives (DK) — spil­le­de 3–4‑5-stemmig gui­tar­po­pro­ck. De er fra Århus og har ikke fan­get mit øre. Det var lidt for ens­for­migt i blot 40 minut­ter. Pænt, men ikke spæn­den­de.
  • Jør­gen Tel­ler / Lars Skin­ne­bach (DK) — uha, her kom­mer vi til Spot-festi­va­lens afstik­ker rent gen­re­mæs­sigt for mit ved­kom­men­de. På Lyd+Litteratur-sce­nen var der spo­ken word / noise efter kunst­ner­nes for­godt­be­fin­den­de. Der hav­de været omkring 30 men­ne­sker igen­nem loka­let, da “kon­cer­ten” blev afslut­tet med kom­men­ta­ren “Pour-qoui pas?”. Sam­men med Niels Jazz­nyt Over­gård, var jeg en af de ene­ste, der blev sid­den­de til den bit­re ende. Det vir­ke­de mest af alt som om deres optræ­den gik ud på at lar­me mest muligt, så man kun­ne høre mindst muligt at dig­tet. Skin­gre effek­ter og kni­tren fra en lom­me­ra­dio var de pri­mæ­re instru­men­ter, der blev taget i brug. Jeg undres over, hvor meget der er aftalt på for­hånd samt om det er menin­gen, at man ikke skal kun­ne høre hvad der bli­ver læst op?
  • Deo­da­to Siquir & Balan­co (DK) — Jazz­kon­cert med afri­kan­ske under- og over­to­ner. Her emme­de musik­ken af livs­glæ­de og lyst til at dan­se. Fint-fint, hvis man er til moder­ne jazz.
  • Must Go Radio (DK) — jeg var desvær­re mere opmærk­som på min side­mand til den­ne kon­cert. Han bur­de have fået tit­len som “Spot 2009s vær­ste gæst”, for der var ingen tvivl om, at han feste­de for hele salen. Han sva­re­de inden kon­cer­ten vel­vil­ligt på kon­fe­ren­ci­e­rens tåbe­li­ge quizspørgs­mål om ban­det og under­vejs råb­te, skreg og sprang han omkring alt imens der flød en sød­lig lugt fra hans gen­nem­vå­de uld­trø­je. Øv, for den.
  • Brum from Den­mark (DK) — dan­ske August Eng­kil­de og co. spil­le­de op til jazz-inspi­re­ret elek­tro­nisk fest og fik sve­den til at dri­ve. Jeg nød at få lov til at dan­se med. Tak for den gra­tis CD, August!
  • Jar­le Bern­hoft (NO) — en forun­der­lig stem­me gemt i en lil­le norsk musi­ker. Han sam­p­le­de sin gui­tar og brug­te den til både at spil­le trom­mer, bas og ryt­me­gu­i­tar til hans egen funk/soul-musik. Det var fan­ta­stisk og vi har alle­re­de bragt video­er fra Spot. Wow.
  • N*Grandjean (DK) — sangskri­ve­ren fra det dan­ske band Luke, Niko­laj Grand­je­an, hav­de taget et par gode kam­me­ra­ter med og så gik der næsten lej­r­båls­stem­ning i den. De sang og spil­le­de smukt og intimt. Til trods for at der var plads til 300 men­ne­sker i salen føl­te jeg, at de spil­le­de lige præ­cis for mig. Jeg håber, at resten af salen hav­de det lige sådan. Det vil jeg godt gøre igen.
  • Baske­ry (SE) — Efter at for­sin­kel­sen i Musik­hu­sets Lil­le Sal bare var ble­vet stør­re og stør­re hen over dagen, så end­te det nu med, at afte­nens sid­ste band kom i gang næsten en time for­sin­ket. De spil­le­de til gen­gæld med stor ivrig­hed for at hol­de os våg­ne. Baske­ry spil­ler coun­try med Girl Power. Alt­så ægte Girl Power. Ikke den dér tyg­ge­gum­mi-can­dy floss-vam­mel-nut­te-søde vari­ant som Spi­ce Girls fik os til at tro på. Nej, det her var med ste­ge­pan­den i hån­den og et halm­strå i kæf­ten. Og kom­mer du for sent hjem, så kan du sove hos gri­se­ne. De har tur­ne­ret i USA og ame­ri­ka­ner­ne er til­sy­ne­la­den­de vil­de med dem. Det er svært at være andet, når musik­ken sam­ti­dig for­tæl­ler en histo­rie og er musi­kalsk og vel­spil­let. Lyt til dem, hvis du får mulig­he­den.

Jeg vil lige run­de ind­læg­get her af med en video fra Music for Modern Man. Det er num­me­ret Modern Man — så I kan se og høre, hvad det var, der væk­ke­de os lør­dag lige over mid­dag, da vi sad på 5. ræk­ke i Musik­hu­sets Sto­re Sal.

Spot 2009 — en torsdag med op- og nedture

Ret­tel­se: Ind­læg­get hed “En fre­dag med op- og ned­t­u­re”, men det hand­ler om tors­dag, såeh…

I går star­te­de Spot 2009 på ret kao­tisk manér. For det før­ste måt­te vi stå i kø i 20–25 minut­ter for at bli­ve check­et ind og få vores arm­bånd på. Arm­bån­det er sym­bol på købet af en par­tout­bil­let, som bety­der, at vi har købt adgang til Spot 2009 i hele festi­va­lens åbnings­tid, dvs. fra tors­dag aften til lør­dag aften/søndag mor­gen, når de sid­ste arran­ge­men­ter slut­ter.

Udgangs­punk­tet for Spot 2009 er, at hvis man vil høre en kon­cert, så må man være på spil­le­ste­det og stå i kø mens der sta­dig er plad­ser — ellers er tiden spildt. Med andre ord: det vel­kend­te først-til-møl­le-prin­cip. Det viste sig imid­ler­tid ikke at være gæl­den­de i går aftes, da åbnings­kon­cer­ten skul­le star­te hele festi­va­len. Da vi nåe­de frem til døren og vil­le ind i Musik­hu­sets Sto­re Sal for at høre Gun­nar K. Mad­sen (hove­d­ansvar­lig for Spot Festi­val) og bag­ef­ter høre Ave spil­le sam­men med Her­ning Kir­kes Dren­ge­kor, så fik vi at vide, at vi skul­le have en lil­le blå bil­let, da vi ikke hav­de købt en enkelt­dags­bil­let til tors­dag. Der­for måt­te vi stil­le os i kø efter en lil­le blå bil­let for at kom­me ind.

Det skyl­des, at der var solgt for man­ge enkelt­dags­bil­let­ter til tors­dag og i festi­va­lens øjne hav­de de åben­bart for­trin­s­ret til åbnings­kon­cer­ten. Så vi måt­te igen stå i kø (nu til en anden disk) for at få vores adgangs­tegn til Sto­re Sal. Det viste sig dog hur­tigt, at der ikke var fle­re blå bil­let­ter, så vi måt­te opgi­ve at kom­me ind i Sto­re Sal kl. 19. Suk. Næste arran­ge­ment star­te­de først kl. 22 på hhv. Stu­den­ter­hu­set, Train og Musikca­fe­en. Det var tre timer ekstra at for­dri­ve…

Efter en del van­dren frem og til­ba­ge i Århus’ gader end­te det med, at vi sat­te os ned i Ara­bia Café og fik et par kop­per bedu­inkaf­fe ind­til vi beslut­te­de os for at gå tid­ligt ned på Musikca­fe­en for at være sik­re på at få en plads til at høre Bird, John Dear Mowing Club og Dae­da­lus.

Kon­cer­ten viste sig at være for­sin­ket omkring 20 minut­ter — uden­for trom­me­de reg­nen på taget og dryp­pe­de ned i en mik­ser, der stod på et bord. Det viste sig at være ret fata­lt for pla­ner­ne. For­sin­kel­sen skyld­tes nem­lig, at en for­stær­ker var gået i styk­ker på grund af regn­vand, så der var desvær­re kun et af de annon­ce­re­de bands, der hav­de ønsket at spil­le et aku­stisk set. Suk igen. Nu var det meste af afte­nen gået i vasken, men vi blev på Musikca­fe­en og hør­te Bird, der spil­le­de 4–5 vel­o­p­lag­te num­re.

Bird er en bri­tisk pige, der tid­li­ge­re har spil­let trom­mer i et punk­band men nu har slå­et sig på folkpop. Der var tre i det lil­le band: 2 cel­li­ster og en her­re, der viste sig at lave mun­dryt­mer (beat­boxing). Hel­dig­vis hav­de hun publi­kum i sin hule hånd for­di vi alle for­stod, at hun ikke selv var skyld i at kon­cer­ten var gået skævt. Hun smi­le­de og gri­ne­de og opfor­dre­de os til selv at lave fle­re ryt­mer alt imens hun for­tal­te hvor­dan alle peda­ler­ne og dim­ser­ne på sce­nen skul­le have været brugt til at lave en mas­se effek­ter på num­re­ne. Og vi åd det råt. Hun char­me­re­de sig vej lige ind i alles hjer­ter og fik fle­re gan­ge stå­en­de bifald efter num­re­ne.

Da Bird for­lod sce­nen, viste det sig, at John Dear Mowing Club også hav­de lyst til at spil­le aku­stisk for os. Det er tre hol­land­ske her­rer, der spil­ler en dyster og trø­ste­løs coun­try med kla­re refe­ren­cer til Neil Young og Tom Waits. De kla­re­de sig også igen­nem på strå­len­de vis og fik os alle sam­men til at skrå­le med på omkvæ­det “It’s a sad, sad, sad, sad. It’s a saaaaad, sad, sad, song after all.”

Som en lil­le smu­le opkla­ring på en ellers regn­tung aften (også i over­ført betyd­ning), så lyk­ke­des det arran­gø­rer­ne at frem­skaf­fe en enkelt for­stær­ker, så Dae­de­lus kun­ne spil­le sin helt igen­nem elek­tro­ni­ske musik for os.

Det viste sig, at han gik fuld­stæn­dig i den anden grøft hvad angår nær­hed og inti­mi­tet med publi­kum. Han gik amok i en glitch-samp­le-mas­hup-hel­ve­des­fest hvor han tryk­ke­de og klik­ke­de løs på sine elek­tro­ni­ske appa­ra­ter. Det var en helt anden ople­vel­se end vi hav­de for­ven­tet ud fra beskri­vel­sen af ham og bestemt ikke musik, der sag­de pænt god­dag til øre­gan­ge­ne.

Vi valg­te at for­la­de kon­cer­ten, da klok­ken var på vej med 01:00 for at få lidt nat­te­søvn. På vej­en hjem gik vi og over­ve­je­de, om både Bird og John Dear Mowing Club bur­de over­ve­je at skif­te til ude­luk­ken­de at spil­le aku­stisk for der­i­gen­nem at nå tæt­te­re på publi­kum. Det var i hvert fald tre kon­cer­ter, som vi ikke glem­mer lige med det sam­me. På hver sin måde.

I dag står den på det offi­ci­el­le Spot-pro­gram med mas­ser af kon­cer­ter for­delt ud over 10–15 sce­ner over hele Århus — pri­mært omkring Musik­hu­set. Vi kom­mer nok sent i seng igen i aften…

Klar til Spot 2009 — næsten da

Nu er jeg næsten klar til at tage til Spot 2009 i Århus. I går læste jeg alle beskri­vel­ser­ne af de bands, der kom­mer og spil­ler på Spot 2009. Jeg sat­te omhyg­ge­ligt kryd­ser ud for alle de bands, der vir­ke­de inter­es­san­te og kun­ne ret hur­tigt kon­sta­te­re, at der igen i år var alt for man­ge spæn­den­de nav­ne til at jeg kan nå at høre dem alle­sam­men.

Listen over bands, jeg håbe­de på at kun­ne få mulig­hed for at høre kom­mer her. Links til band­bi­o­gra­fi­er­ne kan du fin­de på www.spotfestival.dk. Jeg orker ikke at skri­ve dem alle sam­men ind her.

  • Gin­ger Ninja
  • Er de sjæld­ne
  • Cours lapin
  • Butz­ba­ck
  • The Bro­ken Beats
  • Electro­ju­i­ce
  • I Got You On Tape
  • Han­ne Huk­kel­berg
  • Trolle//Siebenhaar
  • Emi­li­a­na Tor­ri­ni
  • Mike She­ri­dan
  • Bode­brixen
  • Den Sor­te Sko­le
  • Whi­te Pony
  • The Sta­te, The Mar­ket and the DJ
  • The Aste­roids Galaxy Tour
  • Orka
  • Fag­get Fairys
  • Tone
  • Alloy Alloy
  • Die­fen­bach
  • Tur­bowe­e­kend
  • The Gre­en Lives
  • Sha La Las
  • Must Go Radio
  • Von Daler & Low Pres­su­re
  • Jør­gen Tel­ler / Lars Skin­ne­bach
  • T.S. Høeg
  • Red Shif­ter
  • Mik­kel­Mo­du­le­rer­Ma­ri­us
  • Skam­mens Vogn
  • Deo­da­to Sigu­ir & Balan­co
  • Mames Babe­ge­nush
  • Brum from Den­mark
  • Junky­ard Pro­ductions
  • Fra de var­me lan­de
  • Dafu­niks
  • Jar­le Bern­hoft
  • N*Grandjean
  • Baske­ry
  • Music for modern man
  • A Kid Her­e­af­ter Spe­ci­al Edi­tion
  • Óla­fur Arnalds
  • Oh No Ono
  • Balstyrko
  • Jooks
  • Lucy Love
  • Chin & The Rag­ga Pack
  • Oh Land
  • Ufo Yep­ha
  • Negash Ali
  • Who­Ma­deWho
  • Birk Storm
  • Rum­pi­stol
  • Atoi
  • Shin­ing

Listen er et sam­men­suri­um af bands jeg aldrig har hørt (om) før, bands der tid­li­ge­re har spil­let på Spot og bands der bli­ver vold­spil­let på Dan­marks Radios P3. Jeg glæ­der mig i sær­de­les­hed til igen at over­væ­re Lyd+Litteratur-scenen, der typisk byder på musik / lyd­bil­le­der i yder­kan­ten af hvad kun­sten kan præ­ste­re.

Jeg er spændt på, om jeg kan hol­de styr på alle mine ind­tryk, så jeg kan blog­ge om dem efter­føl­gen­de. Men det ple­jer jo at gå, så mon ikke også det lyk­kes i år.

Vi ses til Spot 2009!

Vidt forskellige musikalske indtryk

I aften tager vi til Vol­be­at-kon­cert i NRGi Are­na i Århus. Det bli­ver den før­ste metal-kon­cert vi nogen­sin­de har betalt for — det ple­jer ikke at være Vol­be­at, der spil­ler i vores medi­e­af­spil­ler. Så måske bli­ver det også den sid­ste metal-kon­cert, vi beta­ler for. Eller måske bli­ver det den før­ste i en lang ræk­ke.

Under alle omstæn­dig­he­der står Vol­be­at og deres tun­ge metal­ro­ck i meget stærk kon­trast til den musi­kal­ske ople­vel­se, vi fik i går, da vi var en tur på Ring­kø­bing Råd­hus (byens uof­fi­ci­el­le musiks­ce­ne for min­dre arran­ge­men­ter), da det i går var for­års­kon­cert for Ring­kø­bing-Skjern Musiks­ko­les ele­ver over 25.

Male­ne har sun­get i Kvin­de­ko­ret siden efter­å­ret 2008 og går sta­dig til øve­af­ten hver man­dag for at bli­ve bed­re og bed­re til at syn­ge. Kvin­de­ko­ret star­te­de og slut­te­de efter­mid­da­gen med en fæl­les­sang sam­men med de knap 100 frem­mød­te. Der­u­d­over sang de nog­le af deres smuk­ke fler­stem­mi­ge num­re, der fik kul­de­gys­nin­ger­ne frem blandt publi­kum.

De øvri­ge optræ­den­de var en man­dol­in­spil­ler (jeg har aldrig hørt live man­do­lin før!), et spil­le­mandsor­ke­ster, en flok kla­ri­net­spil­le­re (Kla­ri­nør­der­ne), et river­dan­ce-hold, et klas­sisk ensem­b­le på kla­ver og tvær­fløjte samt et helt tvær­fløjte­hold.

Som bekendt skal man lære så læn­ge man lever — og det er fan­ta­stisk livs­be­kræf­ten­de at se, at så man­ge ældre men­ne­sker sta­dig tør prø­ve kræf­ter med at lære at spil­le et instru­ment. For det er ikke helt for­kert at sige, at der sta­dig var behov for øvel­se. Sam­ti­dig var det også dej­ligt at se, hvor let­te­de ele­ver­ne blev, når de kæm­pe­de sig (suc­ces­fuldt) igen­nem et svært styk­ke.

I aften står den imid­ler­tid på højpro­fes­sio­nel metal­ro­ck af bed­ste dan­ske skuf­fe. Jeg glæ­der mig til at prø­ve noget, jeg aldrig har prø­vet før. Og jeg har fun­det øre­prop­per­ne frem.

Århus Stiftstidende fra en hemmelig avisvelgører

I går efter­mid­dags var der plud­se­lig en avis i post­kas­sen. Fre­da­gens eksem­plar af Århus Stift­s­ti­den­de. Og vi har ikke bestilt avis — ikke siden Poli­ti­ken blev opsagt for mere end 5 måne­der siden. Hvor­for i alver­den skul­le vi også bestil­le Århus Stift­s­ti­den­de helt her­u­de?

I ste­det fore­stil­ler vi os, at den kom­mer fra en hem­me­lig avis­vel­gø­rer. Eller måske er der nogen, der vil have os til­ba­ge til Østjyl­land igen? Eller er det vestjy­der­ne, der for­sø­ger at få os til at læn­ges mod øst­ky­sten?

Lør­dag mor­gen var der igen avis i post­kas­sen. Myste­ri­et fort­sæt­ter…

En række sindssygt langt ude godnathistorier

For et styk­ke tid siden fandt vi en fol­der for lyd­bø­ger på Ring­kø­bing-Skjern Bibli­o­tek. Den hen­vi­ste os til en lyd­bogs­por­tal — som jeg ikke kan fin­de et link til nu — der viste os vide­re til KlørKonge.dk.

Klør Kon­ge er et nyt, dansk MP3-for­lag, der sig­ter efter at udgi­ve gra­tis histo­ri­er på lyd. Hele webs­i­den er byg­get op omkring en (sandsynligvis/forhåbentlig) fik­tiv histo­rie om den ungarsk-fød­te rake­tin­ge­ni­ør Eigil Soyuz, der har ansat de tre klor­o­nau­ter Boris Boll-Johan­sen, Tho­mas Holm­bäck og Bos­sy Bo. De tre fly­ver rundt om vores dej­li­ge jord og smi­der tun­ge lyd­fi­ler (MP3-filer) med gode histo­ri­er ned, så vi alle kan lyt­te til dem.

På siden kan man lige nu abon­ne­re på tre podcasts med hen­holds­vis sinds­sygt langt ude god­nat­hi­sto­ri­er fra Århus og  sinds­sygt langt ude god­nat­hi­sto­ri­er fra Køben­havn og så en ræk­ke bonus­hi­sto­ri­er, der hed­der 3 x Fjol.

Vi har kun hørt histo­ri­er­ne fra Århus og læst al tekst­ma­te­ri­a­let om for­la­get Klør Kon­ge — men hvis histo­ri­er­ne om Køben­havn og de ekstra histo­ri­er hol­der stan­dar­den, så er der lagt op til god under­hold­ning med solid rod i en even­tyr­ver­den befol­ket af trol­de, prin­ses­ser og zom­bie­vikin­ger.

Histo­ri­er­ne er vel­o­p­lag­te, lyd­ef­fek­ter­ne er velvalg­te og ikke mindst er web­s­i­tet vel­teg­net og skre­vet.

Her fra de vest­li­ge kyster kan vi anbe­fa­le Klør Kon­ge.

Jeg har taget nyt arbejde hos Ørskov Web i Skjern

Male­ne anty­de­de det i går og jeg skrev det på Jai­ku før nytår: jeg har sagt op hos Dan­ske Bank, da jeg nu er ble­vet ansat hos reklame‑, marketing‑, organisationsudviklings‑, web- og meget andet ‑virk­som­he­den Ørskov A/S, der lig­ger i Skjern. Jeg star­ter i afde­lin­gen Ørskov Web som front-end-udvik­ler.

Det lyk­ke­des mig at være til sam­ta­le d. 22. decem­ber, mod­ta­ge til­bud om ansæt­tel­se d. 23. decem­ber (på vej på jule­fe­rie, skri­ve under på kon­trakt d. 29. decem­ber og sige op hos Dan­ske Bank d. 30. decem­ber såle­des at jeg nu kan fra­træ­de med udgan­gen af janu­ar og der­med til­træ­de med ind­gan­gen af febru­ar.

Jeg glæ­der mig meget til at star­te på et nyt job hos en virk­som­hed der er væsens­for­skel­lig fra Dan­ske Bank på man­ge områ­der: Først og frem­mest på stør­rel­se og pla­ce­ring. Pla­ce­rin­gen i Skjern bety­der, at jeg nu ende­lig i prak­sis flyt­ter til Ring­kø­bing for at bo sam­men med Male­ne. Der­med er det slut med at være pend­leræg­te­par (fedt ord!), som hun skrev i går. Det bety­der, at jeg nu ende­lig skal have flyt­tet de sid­ste ting fra kæl­de­ren i Tilst til vores fæl­les lej­lig­hed i Ring­kø­bing. Jeg glæ­der mig til vi skal bo sam­men igen.

Jeg kom­mer helt sik­kert også til at sav­ne mine gode kol­le­ga­er fra Dan­ske Bank og mulig­vis også de excel­len­te arbejds­for­hold, der fin­des i finans­bran­chen. Det er svært at fin­de dem bed­re.

Med min­dre, natur­lig­vis, at jeg kan lok­ke Ørskov til at pak­ke min arbejds­plads ind i sprød bacon. Det top­per vist alt. Også bacons­naps.

Nå, det blev vist lige tid til at gå i seng.

En oplevelsesrig weekend

Århus Festu­ge 2008 fandt sted i den for­gang­ne uge, men vi hav­de ikke tid til at del­ta­ge før i går lør­dag. Det er måske meget for­stå­e­ligt, når vi nu har adres­se i Ring­kø­bing, men vi men­te alli­ge­vel, at det kun­ne være inter­es­sant at mødes med ven­ner og få en kul­tu­rel ople­vel­se.

Vi hav­de under­søgt sager­ne og beslut­tet os for at over­væ­re eller del­ta­ge i 4–5 for­skel­li­ge akti­vi­te­ter. Den før­ste akti­vi­tet var den jom­fru­e­li­ge Dansk Lom­me­film Festi­val 2008, der fandt sted i Stu­die 1 i Film­by­en i Århus. Det er før­ste gang, der bli­ver afholdt lom­me­film­festi­val i Dan­mark.

Vi tro­e­de, at vi blot skul­le over­væ­re de film, der var ble­vet ind­le­ve­ret til kon­kur­ren­cen om 10.000 gode, dan­ske kro­ner og der­ef­ter se en glad instruk­tør gå der­fra. Men det viste sig at være et helt efter­mid­dag- og aftens­ar­ran­ge­ment, der først slut­te­de, da Prins Nitram (myspace.com/prinsnitram) slut­te­de sin optræ­den kl. 22:00.

Festi­va­len bød også på inter­view med Hei­de Schür­mei­er fra Inter­film i Ber­lin, ori­en­te­ring om en kom­men­de (novem­ber!) dansk mobil­festi­val Dog­ma Mobi­le, inter­view med det hol­land­ske pro­jekt Mobile­vi­deo­net, inter­view med den fran­ske Pock­et Film Festi­vals og ikke mindst dan­ske Mar­tin Stran­ge Han­sen, der laver film til mobil­te­le­fo­nen for DR.

Festi­va­lens kli­maks var natur­lig­vis frem­vis­nin­gen af de 5 bed­ste film fra årets kon­kur­ren­ce med tema­et “Øje­blik­ket” med en kon­tant­præ­mie til 1.pladsen. Pri­sen gik til fil­men “Et far­ligt øje­blik”, der er en fint for­talt lil­le thril­ler om en pige, der får sin fod fast i skin­ner­ne ved en jer­n­ba­ne­over­kør­sel. Slut­nin­gen må du selv se.

Prins Nitram fortje­ner næsten en hel blog for sig selv: man­den optræ­der sam­men med sig selv på video. Det skal ses for helt at for­stå det. Han spil­ler alle instru­men­ter selv og alt i alt må man beun­dre man­den for hans kre­a­ti­ve udfol­del­ser.

Nå, lør­dag aften var ved at være ovre for vores ved­kom­men­de — stik imod vores for­vent­ning hav­de vi ikke over­væ­ret andet end lom­me­film­festi­va­len. Til gen­gæld var det så god og ander­le­des en ople­vel­se, at vi godt kan leve med det.

En rådyrhan i Marselisborg Dyrehave tager sig en slapper
En rådyr­han i Mar­se­lis­borg Dyre­ha­ve tager sig en slap­per

Søn­dag lige over mid­dag kør­te vi en tur i Mar­se­lis­borg Dyre­ha­ve. Vi så og rør­te ved rådy­re­ne — både de unge og de gam­le, der var lige begej­stre­de for de æbler, som de rare dyre­ha­ve­gæ­ster hav­de taget med. Vej­ret var dej­ligt sol­rigt og luf­ten let kølig.

En rådyrhun spiser græs lige for næsen af os i Marselisborg Dyrehave.
En rådyr­hun spi­ser græs lige for næsen af os i Mar­se­lis­borg Dyre­ha­ve.

Der var mas­ser af gæster i haven — der­i­blandt en lil­le dreng og resten af hans fami­lie. På vej tværs over et stort, grønt områ­de bli­ver den lil­le dreng efter­ladt bag­u­de, da han bli­ver opta­get af noget i græs­set. Han buk­ker sig ned og sam­ler det op for der­ef­ter at put­te det i mun­den. Det tager ham ikke man­ge hal­ve sekun­der at gen­nem­skue, at den lil­le slik­lig­nen­de klump ikke er slik. Og det tager ikke Male­ne man­ge sekun­der at hen­le­de mode­rens opmærk­som­hed på den lil­le purk, der nu har et ansigts­ud­tryk, der mest af alt lig­ner en citron. Alt imens hun selv stors­mi­ler over den slags små erfa­rin­ger, som kun livet i natu­ren kan give.

Malene griner af en lille dreng, der lige har puttet en rådyrlort i munden.
Male­ne gri­ner af en lil­le dreng, der lige har put­tet en rådyrl­ort i mun­den.

Hans moder får truk­ket den opblød­te rådyr­pøl­le ud af mun­den på dren­gen og tør­ret ham om mun­den. Vi sid­der bare til­ba­ge med to smør­re­de smil.

Nå, efter den slags kuli­na­ri­ske ople­vel­ser væl­ger vi at køre ud til Mar­se­lis­borg Lystbå­de­havn for at gå en tur ved van­det. Dej­ligt for­fri­sken­de. Oven i købet har Århus Kom­mu­ne opstil­let en træ­nings­pavil­lon af sam­me art, som de tre, der snart skal stil­les op i Ring­kø­bing. Vi prø­ve­de dem kort af og kan sige god for kom­mu­nens (Ring­kø­bing-Skjern!) beslut­ning.

Sidst men ikke mindst hav­de vi bestilt bord på Soya, en sus­hi-restau­rant i Jæger­gaards­ga­de i Århus, der i øvrigt ikke er vil­de med at skil­te med deres tele­fon­num­mer. I skri­ven­de stund er num­me­ret 86 18 43 88. Se, det var en lil­le for­bru­gero­p­lys­ning.

Men før vi fik en gan­ske udmær­ket omgang sus­hi på Soya, gik vi en tur omkring Café Stif­ten og fik en kop chai lat­te og et styk­ke gulero­d­ska­ge. Stik imod vores ker­nes­un­de løf­te — men nu skal man jo ikke være aske­tisk.

Vi gik også omkring Råd­hus­par­ken og vide­re til Musik­hu­set, hvor Innova­tion Lab, Lego og fle­re andre hav­de opstil­let en mæng­de digi­talt lege­tøj, som legebørn kun­ne få lov at mun­tre sig med. Unge som gam­le, natur­lig­vis. Der­for fik vi blandt andet lov til at lege med robot­ten Pleo — en lil­le dinosaur, der efter­si­gen­de skul­le udvik­le sin egen per­son­lig­hed gen­nem inter­ak­tion med sine omgi­vel­ser. Vi optog et lil­le videoklip, som mulig­vis vil bli­ve uplo­a­det på et sene­re tids­punkt.

Det var en læn­ge­re smø­re, men det blev også til en wee­kend, der var langt mere rig på ople­vel­ser, end vi reg­ne­de med, da vi kør­te fra Ring­kø­bing lør­dag lige før mid­dag.

Og så har jeg slet ikke skre­vet om gra­hams­brø­d­et efter opskrift fra Aurion, der smag­te fan­ta­stisk. Eller hvor­dan min udle­jer i Tilst er ved at læg­ge nye fli­ser i ind­kør­sel og have. Eller om alt det, vi ikke nåe­de at ople­ve til festu­gen, som vi hav­de håbet på. Eller…

Jeg håber, at du har haft mindst lige så god en wee­kend. I mor­gen star­ter der en ny uge med lige så man­ge mulig­he­der.

Sommerferiebilleder

Vi brin­ger her et lil­le udpluk af vores “feri­e­op­le­vel­ser”. Feri­en har ind­til vide­re budt på bryl­lup, byrund­t­ur, kano­tur, ven­ne- og fami­lie­be­søg, han­dywork og ren­gø­ring — alt det­te på kun en uge!

Dagens før­ste feri­e­dag stod på bryl­lup/30-års fødselsdag/indflytterfest hos Astrid og Joakim. Til­lyk­ke til bru­de­par­ret!

Astrid og Joakims bryllupskage

Jeg tog dog tid­ligt hjem, for dagen efter skul­le jeg stå i info­telt til 9. omgang af North Sea Beach Marat­hon i Hvi­de San­de. Det blæ­ste og små­reg­ne­de de før­ste timer, hvil­ket kan ses på bil­le­det her­un­der.

North Sea Beach Marathon 2008

Sene­re blev det dog et fan­ta­stisk vejr! Strand­sto­le­ne her­un­der er ble­vet for­ladt, for North Sea Beach Marat­hon 2008 er over­stå­et og opryd­nin­gen i gang.

Strandstole på Hvide Sande Strand til North Sea Beach Marathon 2008

Jord­bær­snaps skal vi ikke sny­des for i år. Sidst vi fik det, var til vores bryl­lup. Så der er lagt i kruk­ken til end­nu en omgang — mmm…

Jordbærsnaps

Vi har benyt­tet feri­en til at lære mere om vores nye by, så vi har været på histo­risk rund­t­ur i Ring­kø­bing. Turen gik blandt andet for­bi Ring­kø­bing Kir­ke, her står en moder­ne døbe­fond i glas. Solen skin­ne­de lige ind på sok­len og gav et flot lys­spil.

Døbefonden i Ringkøbing Kirke

I wee­ken­den var der fami­lie­træf på den Kold’­ske side. Ulriks faster og onkel bor lige op ad den nyan­lag­te Djurslands-motor­vej ved Lystrup. Vi vil­le lige smut­te op og kig­ge på motor­vej­en, men blev stop­pet efter et par meter med smat­tet mud­der…

Mudder på skoene

I dag har vi ondt i arme og skul­dre, for dagen i går stod på 7 timers ren­gø­ring af lej­lig­he­den på Stavns­vej. 2 år og 4 måne­der blev det til i vores før­ste fæl­les hjem…

Rengøring på Stavnsvej

Det var en omtrent­lig opsum­me­ring af, hvad vi nåe­de i løbet af den før­ste halv­del af feri­en. Den sid­ste uge er godt i gang og viser lig­nen­de, gode tak­ter. Vi glæ­der os og nyder også den sid­ste del af feri­en.