Tilbage fra Spot Festival 2010

Spot Festi­val 2010 er ovre og igen i år har vi besøgt Århus og hørt så meget musik, at ørerne (næsten) er fal­det af.

I år benyt­tede jeg mig af min mobil­te­le­fon og Twit­ter til at rap­por­tere live fra festi­va­len. Det bety­der, at du kan finde en hel hånd­fuld bil­le­der fra Spot 2010 her på Moby­Pi­c­ture. Lad mig bare sige med det samme, at bil­le­derne ikke er ver­dens bed­ste kva­li­tet, men de kan da give et ind­tryk af, hvad jeg har oplevet.

I år var temaet for min Spot-kalender, at jeg ville høre bands, jeg ikke kendte, men som havde beskre­vet sig selv spæn­dende (set med mit per­spek­tiv) — og så ville jeg gerne have nogle “sikre” koncertoplevelser.

Det betød, at jeg i år nåede at se og høre føl­gende kunst­nere (i kro­no­lo­gisk orden):

• Mur­der — Jakob Bel­lens fra I Got You On Tape er den ene halv­del af Mur­der. Jeg har aldrig hørt Mur­der live, men har lyt­tet til et par melan­kol­ske og dunkle tit­ler fra deres bag­ka­ta­log. Det blev ikke dår­li­gere af at blive spil­let live og intimt på Archauz. En stille og rolig start på to dages festival.
• Lars and the Hands of Light — Med et P3-hit eller to i bag­lom­men, så er der ret stor sik­ker­hed for et stort publi­kum på Spot. Og jeg håber ikke, at Lars og hans lys­hæn­der blev skuf­fede. Det gjorde jeg nem­lig — lidt. Jeg fik mere i samme stil — og det kedede mig i læng­den. Hvis jeg ikke kan holde en 40 minut­ters ud, så kan det vist ikke betale sig at købe hele pladen.
• Kill Screen Music — dette var ban­dets før­ste kon­cert. Og en god start, må man sige. De gik til sagen med ildhu og spil­lede uhyre godt sam­men. Der var ikke en skæv tone og alle pau­ser sad præ­cist som de skulle. De skal nok få en god live-karriere, hvis I spør­ger mig. Og så var Kill Screen Music også et eksem­pel på den slags musik, der var rig­tig, RIGTIG meget af på Spot i år: Melo­disk rock med keyboard/synth-elementer. Uden tvivl med inspira­tion direkte fra fir­serne. Om man så kan li’ det eller ej…
• Magnus fra Gaar­den — Nu begyn­der det at blive meget smalt og niche-orienteret. Jeg indrøm­mer blankt, at jeg ikke har den fjer­ne­ste inten­tion om at købe Magnus fra Gaarden’s CD. Men alene beskri­vel­sen “jazzens svar på Slipk­not”, gjorde, at jeg følte mig pres­set til at lytte til denne omgang Balkan-metal-jazz. Det var ener­gisk, medri­vende og utro­ligt stø­jende. Det var helt opløf­tende at se de dedi­ke­rede jazzmetal-musikanter rulle sig rundt på sce­nen i ind­følte soli og sam­men­spil­let livs­glæde. Tak for den kon­cert, skal I ha’, Magnus og venner!
• Ghost Society — her var der tale om ægte hype, hvis I spør­ger mig. Såvidt jeg kunne for­stå, var for­vent­nin­gerne til denne kon­cert tårn­høje — og de blev ind­friet hos de fle­ste. Jeg fik lyst til at se og høre dem, da der stod “Blue Foun­da­tion” i beskri­vel­sen. Måske skulle jeg have læst lidt mere — for sjæl­dent har jeg ople­vet en mere indad­vendt kon­cert. Jeg har aldrig rig­tig lyt­tet til Det Elek­tri­ske Baro­me­ter og svæl­get i Welts­ch­merz og sand­syn­lig­vis der­for fandt jeg ikke Ghost Society sær­lig inter­es­sante. Nuvel, det var smukke melo­dier og der sad ikke en tone skævt, men — altså — jeg har da aldrig ople­vet, at der kun bli­ver sagt 4 ord til en kon­cert. Og publi­kum grinte lidt nervøst over de tre af dem. Jeg ople­vede et band, der aldrig nåede ud over sce­ne­kan­ten. Men det var der åben­bart andre, der gjorde. Hver sin smag — det er der­for, jeg kom­mer til Spot. For at opleve noget nyt og noget andet, end jeg ple­jer at høre.
• Stof­fer & Maski­nen — også her, var det et par P3-numre, der sendte mig ind i tel­tet. Og jeg havde også lyst til at gå igen ret hur­tigt. Men stæ­dig­he­den vandt og jeg blev til sid­ste bifald. Det var endnu engang en por­tion melo­disk rock med keyboard/synth-indpakning. Hver sin smag — måske var der en grund til, at jeg aldrig lyt­tede meget til radioen, når Stof­fer & Maski­nen blev spillet.
• Dokkedal/Dixen — Uh, nu star­tede festen! Lige plud­se­lig vendte humø­ret, da årets før­ste festi­va­l­op­le­velse med en “elektronisk”/house/hiphop/pladespiller/sampler-kunstner ende­lig oprandt. Jeg har (sta­dig) en svag­hed for glad, elek­tro­nisk base­ret musik, så det siger sig selv, at mine fød­der kom i omdrej­nin­ger og hove­det vug­gede til de tunge bas­ryt­mer fra de to DJs. Det var 40 minut­ters mas­hup– og sam­ple­leg, som blan­dede vidt for­skel­lige musi­kal­ske kil­der sam­men til en helt ny ople­velse. Essen­sen i den korte kon­cert var dub­step og hip­hop og det fik ener­gien op på Offi­cer­s­plad­sen. Det ene­ste, der ærgrer mig nu, er, at de tre smags­prø­ver, der lig­ger på Dokkedal/Dixens hjem­meside, ikke har samme høje fest­stem­ning, som det vi ople­vede i Århus. Dagens højdepunkt!
• Est­her Maria & the Song Horse — efter at have været til festi­val i omkring 8–10 timer og ople­vet en lang række kunstere, så er det som oftest en rar ople­velse at sætte sig ind i Musik­hu­sets Lille Sal og opleve singer/songwriter-kunstnerne opløfte deres melan­kol­ske røst. Est­her Maria er en dyg­tig san­ge­r­inde fra Holste­bro, som har slået sig på alter­na­tiv coun­try i ste­det for jazz. Det gør hun egent­lig udmær­ket — hen­des musik var bare en smule tam. Der var ikke rig­tig bid i den. Men måske er det fordi, jeg har en helt fan­ta­stisk erin­dring om sven­ske Baskery, der spil­lede samme sted sid­ste år. Jeg over­ve­jer ikke at købe Est­her Marias plade — men Baske­rys lig­ger sta­dig og ulmer. Siger det mest om mig eller om musikken?

Og så på hove­det i seng. Det var listen og dom­men over fre­da­gens kunstnere.

Om lør­da­gen så og hørte jeg føl­gende (sta­dig kro­no­lo­gisk ordnet):

• Gram­mo­funch — Dagen star­ter endnu engang stille og roligt med Gram­mo­fun­chs under­læg­nings­mu­sik til en 37 min. lang stum­film. Fil­men kræ­vede en større fil­man­mel­derek­sa­men for at finde histo­rien, så den vil jeg und­lade at kom­men­tere ud over at skrive, at den var klip­pet meget lang­somt og sik­kert var meget smuk. Musik­ken var en omgang psy­ke­de­lisk rock-jazz, der i bed­ste Led Zeppelin-stil for­søgte at under­støtte bil­le­derne. Meget fint — men det vandt aldrig min interesse.
• Hunch Bet­tors i Karrierekanonen-blokken — dette unge og øjen­syn­ligt lovende band fra Holste­bro fik hele tel­tet til at juble. Jeg blev aldrig rig­tig bidt af dem til trods for at de havde både trom­pet og har­monika med i deres rock-ensemble.
• Slar­af­fen­land — Et dansk band, der ikke er sær­ligt kendt i Dan­mark. Det lyder, som noget, man har hørt før, ikke? At vores egne kunst­nere ikke kan finde fod­fæ­ste i Dan­mark, men der­i­mod kan sælge mange pla­der og fyldte kon­cer­ter i udlan­det. Det får i al fald mig til at tænke, at hvis man er en talent­fuld dansk musi­ker, så må man ikke opgive håbet om en kar­ri­ere bare fordi man ikke kan sælge kon­cer­ter og pla­der i hjem­lan­det. Kon­tak­ten med de rig­tige men­ne­sker kan bringe en langt. Nå, det var kon­cer­ten, det skulle handle om. Slar­af­fen­land spil­ler avant­garde rock, der ikke for­sø­ger lette løs­nin­ger. Det var flot, avan­ce­ret, vel­kom­po­ne­ret musik, der også kom ud over sce­ne­kan­ten. Tak for en god kon­cer­top­le­velse til Slaraffenland.
• Annika Aakjær — jeg hørte denne kvin­de­lige Niels Haus­gaard før­ste gang for to år siden, da hun spil­lede en intim kon­cert på Ryt­misk Scene. Det var en meget bidsk, meget obser­vant og meget poli­tisk kon­cert. Annika Aakjær fik en del opmærk­som­hed for hen­des P3-hit, som førte til en plade og en plade mere og en del tur­neer. Jeg synes hun gør det godt — hun bru­ger sta­dig pau­serne mel­lem num­rene til at for­tælle en anek­dote eller sende en skarp bemærk­ning afsted inden hun spil­ler et num­mer, der har en rela­tion til det, hun lige har for­talt. Denne gang spil­lede hun i Store Sal med et “rig­tigt” rock­or­ke­ster. Det betød, at hen­des numre havde fået langt mere plads og langt større lyd. Jeg syn­tes egent­lig, at det var ærger­ligt, for jeg syn­tes ikke, at ban­det spil­lede helt fan­ta­stisk — og hen­des histo­rier behø­ver ikke meget akkom­pag­ne­ment. Jeg var ikke super­be­gej­stret for kon­cer­ten — men hen­des poin­ter var sta­dig superskarpe.
• Tre­molo Beer Gut — dansk sur­fro­cks ukro­nede kon­ger. Når først elgu­i­ta­ren er sat i sving, så stop­per festen ikke igen før Tre­molo Beer Gut er gået af sce­nen. Hvis man kan holde lyden af vibre­rende twang-guitar ud, så er det en liv­gi­vende ople­velse at lytte til disse fire drenge. De skå­ler (jævn­ligt) med publi­kum og hil­ser på alle de søde og pæne piger. Tit. Og så spil­ler de musik som om de aldrig har bestilt andet. Herligt.
• Tho­mas Dyb­dahl — her var det nød­ven­digt at stå i kø i op mod en time før kon­cer­ten star­tede for over­ho­ve­det at få en plads. Og da dørene blev åbnet, var der lemming-agtigt storm­løb mod kon­cert­sa­len. Det nær­mede sig hysteri, men man kan godt for­stå, hvor­for inter­es­sen var stor. Tho­mas Dyb­dahl har en kæmpe fanskare i Dan­mark og det er sik­kert, at mange af dem var kom­met til Spot 2010 for at høre ham. Hans varme bløde stemme bød os vel­kom­men, da vi havde sat os til rette i Store Sal og der­ef­ter slap vi ikke ud af hans hule hånd igen før kon­cer­ten var slut. Når Tho­mas sagde “syng med”, så sang vi med. Når han for­talte os, at vi var det mest fan­ta­sti­ske publi­kum, så tro­ede vi på ham. Han optræ­der med en ydmyg­hed, der gør det umu­ligt ikke at bryde sig om ham. Wow. Han er god.
• Gin­ger Ninja — Et rock­band mere, der har fået key­bo­ards koblet til mik­se­ren. Her var der et par gode P3-syng-med-hits, som kunne løfte deres optræ­den op til en fest. Det var lidt tamt — eller måske var jeg ved at være godt udkørt. Jeg havde lidt samme for­nem­melse som med Lars and the Hands of Light — “var det dét?”.
• Tur­bowe­e­kend — Efter Gin­ger Ninja-koncerten skyndte jeg mig til den sid­ste kon­cert i Store Sal. Det var der også mange andre, der havde gjort, så jeg kom til at sidde helt oppe under lof­tet på bal­ko­nen. Det har jeg aldrig prø­vet før. Og jeg har hel­ler aldrig prø­vet at lytte til så ener­gisk musik i Store Sal. Tur­bowe­e­kend har bestemt for­an­dret sig meget siden jeg hørte dem på Offi­cer­s­plad­sen på Spot for et par år siden. Og de havde natur­lig­vis hele bag­ka­ta­lo­get med af gode, lyt­te­vær­dige hits. Inklu­sive en live-version af Trouble Is (Joker Remix). Wow, for en afslut­ning på Spot 2010.

Lør­da­gen slut­tede med et brag. Og vi gik hjem i seng, mætte af musi­kop­le­vel­ser og trætte efter at have gået, stået, lyt­tet og talt med gode ven­ner i to dage i træk.

Spot 2011 — vi ses!

Og så til dig, der ikke ken­der Trouble Is (Joker Remix):

Spot 2009 — en erfaringsopsamling

Her til aften har jeg ende­lig taget mig sam­m­men til at tage et kig til­bage på hele Spot 2009. Med kom­men­ta­rer til de kunst­nere, jeg nåede at høre og den ople­velse jeg havde af festi­va­len som beta­lende gæst.

Tors­da­gens kon­cer­ter ( læs mere om tors­da­gens ople­vel­ser i denne blog):

• Bird (UK) — skulle have været elek­trisk for­stær­ket cello og ryt­me­boks (beat­bok­ser?). I ste­det blev det en aku­stisk intim­kon­cert med nærvær.
• John Dear Mowing Club (NL) — skulle have været elek­trisk for­stær­ket coun­try i meget mørk stil. I ste­det blev det en aku­tisk kon­cert med coun­try i meget mørk stil. Sik­kert ikke den store for­skel, men når man ikke har mikro­fo­ner til at råbe publi­kum op, så bli­ver stem­nin­gen så meget mere intens.
• Dae­de­lus (US) — da vi efter­føl­gende resear­chede hans musi­kal­ske CV, viste det sig at han er pio­ner på den sam­men­sæt­ning af elek­tro­ni­ske dim­ser ( Monome & Max/MSP på Mac), han opt­rå­dte med. Uan­set den sta­tus, så var hans kon­cert noget larm. Man­den var helt klart dyg­tig, men vi var meget i tvivl om, hvem han spil­lede for? Publi­kum eller sig selv?

Fre­da­gens koncerter:

• The State, The Mar­ket and The DJ (DK) — Ride­hu­set åbnede med TSt­MtDJ, der spil­lede en blan­ding af pro­g­res­siv rock á la Sigur Rós og så noget længsels­fuld ame­ri­kansk fol­kemu­sik. Det var en meget smuk og rolig måde at komme i gang på.
• Bode­brixen (DK) — Bode­brixen spil­lede på P3-scenen, hvor de fik star­tet en fest med deres umi­sken­de­lige nik til 80’ernes fest­mu­sik og til dan­ske Super­heroes. Glad, ube­kym­ret pop af en ret gen­nem­snit­lig karak­ter. De sagde ikke mig det helt store.
• Er de sjældne (DK) — en kon­cert, der star­tede som en lyd­prøve. Dørene blev åbnet mens der sta­dig blev prø­vet mikro­fo­ner og højt­ta­lere. Er De Sjældne er et sam­men­rend af mere eller min­dre kendte dan­ske kunstere. Dig­te­ren Lone Hørs­lev skri­ver tek­sterne, som lig­ger til grund for de meget vokal­bårne arran­ge­men­ter. Hvis du har lyst til digte med akkom­pag­ne­ment, så kan de anbefales.
• Helene Blum & Harald Hau­gaard Band (DK) — Hun er en dyg­tig dansk san­ge­r­inde (hvis man kan li’ Lene Siel!) og han er en dyg­tig vio­li­nist med sit eget fol­kemu­si­kor­ke­ster. Det var i mine ører langt mest inter­es­sant at høre fol­kemu­sik­ken uden den pole­rede og ufar­lige Helene Blum. Harald Hau­gaard og band er dyg­tige spillemænd.
• Emi­li­ana Tor­rini (FO) — På dette tids­punkt om fre­da­gen, var vi efter­hån­den ble­vet grun­digt trætte. Så trætte, at Musik­hu­sets Store Sals meget bløde sæder blev for meget for os. Vi faldt i søvn til den færøske/italienske san­ge­r­in­des kon­cert. Hun sang nu meget fint, men ingen af num­rene sagde os det helt store.
• Mike She­ri­dan (DK) — en af Dan­marks mange unge kunst­nere, der alle­rede i en tid­lig alder har gjort en fin kar­ri­ere og solgt en del albums. Som for­ven­tet, så var hans kon­cert ret tri­viel — det er sjæl­dent spæn­dende at se elek­tro­ni­ske musi­kere live. Han spil­lede dog en kon­certud­gave af en kom­mende single, hvor Mads Lan­ger syn­ger og spil­ler kla­ver. Desværre har jeg lidt mistet inter­es­sen for hans instru­men­tale lyd og vil egent­lig hel­lere høre ham lave noget mere med sang på.
• Electro­ju­ice (DK) — disse tre unge gut­ter har også fat i den lange ende af den dan­ske elek­tro­ni­ske musiks­cene. De kan deres musi­kal­ske kram og spil­ler op til dans i tidens musi­kal­ske trend: dub-tech-house med mas­ser af energi! En god kon­cert at gå i seng på.

Lige en enkelt spørgs­mål til Spot-festivalens arran­gø­rer: Hvor­for kan man ikke købe frugt og grønt på festi­val­plad­sen? Det ville være fan­ta­stisk læk­kert at kunne købe en frisk banan, en pære eller et æble, når man var sul­ten i ste­det for øl, hot­dogs og pizzaslices.

Nå, videre med lør­da­gens koncerter:

• Music for Modern Man (DK) — en kon­stel­la­tion af musi­kere fra andre bands, der havde lyst til enten at være mere i ram­pe­ly­set — eller bare lave noget, der havde mere karak­ter af lege­stue. På den gode måde. Desværre var deres for­san­ger, Asger Tar­p­gaard fra Super­heroes og Pri­vate,  influenza-ramt og på peni­cil­lin, men kon­cer­ten livede hel­dig­vis vold­somt op, da skot­ten The Steve Kelly fik over­dra­get mikro­fo­nen i et par numre. Yay, Steve Kelly!
• The Green Lives (DK) — spil­lede 3–4-5-stemmig gui­tar­po­prock. De er fra Århus og har ikke fan­get mit øre. Det var lidt for ens­for­migt i blot 40 minut­ter. Pænt, men ikke spændende.
• Jør­gen Tel­ler / Lars Skin­ne­bach (DK) — uha, her kom­mer vi til Spot-festivalens afstik­ker rent gen­re­mæs­sigt for mit ved­kom­mende. På Lyd+Litteratur–sce­nen var der spo­ken word / noise efter kunst­ner­nes for­godt­be­fin­dende. Der havde været omkring 30 men­ne­sker igen­nem loka­let, da “kon­cer­ten” blev afslut­tet med kom­men­ta­ren “Pour-qoui pas?”. Sam­men med Niels Jazz­nyt Over­gård, var jeg en af de ene­ste, der blev sid­dende til den bitre ende. Det vir­kede mest af alt som om deres optræ­den gik ud på at larme mest muligt, så man kunne høre mindst muligt at dig­tet. Skin­gre effek­ter og kni­tren fra en lom­me­ra­dio var de pri­mære instru­men­ter, der blev taget i brug. Jeg undres over, hvor meget der er aftalt på for­hånd samt om det er menin­gen, at man ikke skal kunne høre hvad der bli­ver læst op?
• Deo­dato Siquir & Balanco (DK) — Jazz­kon­cert med afri­kan­ske under– og over­to­ner. Her emmede musik­ken af livs­glæde og lyst til at danse. Fint-fint, hvis man er til moderne jazz.
• Must Go Radio (DK) — jeg var desværre mere opmærk­som på min side­mand til denne kon­cert. Han burde have fået tit­len som “Spot 2009s vær­ste gæst”, for der var ingen tvivl om, at han festede for hele salen. Han sva­rede inden kon­cer­ten vel­vil­ligt på kon­fe­ren­ci­e­rens tåbe­lige quizspørgs­mål om ban­det og under­vejs råbte, skreg og sprang han omkring alt imens der flød en sød­lig lugt fra hans gen­nem­våde uld­trøje. Øv, for den.
• Brum from Den­mark (DK) — dan­ske August Eng­kilde og co. spil­lede op til jazz-inspireret elek­tro­nisk fest og fik sve­den til at drive. Jeg nød at få lov til at danse med. Tak for den gra­tis CD, August!
• Jarle Bern­hoft (NO) — en forun­der­lig stemme gemt i en lille norsk musi­ker. Han sam­p­lede sin gui­tar og brugte den til både at spille trom­mer, bas og ryt­me­gu­i­tar til hans egen funk/soul-musik. Det var fan­ta­stisk og vi har alle­rede bragt videoer fra Spot. Wow.
• N*Grandjean (DK) — sangskri­ve­ren fra det dan­ske band Luke, Niko­laj Grand­jean, havde taget et par gode kam­me­ra­ter med og så gik der næsten lej­r­båls­stem­ning i den. De sang og spil­lede smukt og intimt. Til trods for at der var plads til 300 men­ne­sker i salen følte jeg, at de spil­lede lige præ­cis for mig. Jeg håber, at resten af salen havde det lige sådan. Det vil jeg godt gøre igen.
• Baskery (SE) — Efter at for­sin­kel­sen i Musik­hu­sets Lille Sal bare var ble­vet større og større hen over dagen, så endte det nu med, at afte­nens sid­ste band kom i gang næsten en time for­sin­ket. De spil­lede til gen­gæld med stor ivrig­hed for at holde os vågne. Baskery spil­ler coun­try med Girl Power. Altså ægte Girl Power. Ikke den dér tyggegummi-candy floss-vammel-nutte-søde vari­ant som Spice Girls fik os til at tro på. Nej, det her var med ste­ge­pan­den i hån­den og et halm­strå i kæf­ten. Og kom­mer du for sent hjem, så kan du sove hos gri­sene. De har tur­ne­ret i USA og ame­ri­ka­nerne er til­sy­ne­la­dende vilde med dem. Det er svært at være andet, når musik­ken sam­ti­dig for­tæl­ler en histo­rie og er musi­kalsk og vel­spil­let. Lyt til dem, hvis du får muligheden.

Jeg vil lige runde ind­læg­get her af med en video fra Music for Modern Man. Det er num­me­ret Modern Man — så I kan se og høre, hvad det var, der væk­kede os lør­dag lige over mid­dag, da vi sad på 5. række i Musik­hu­sets Store Sal.

Spot 2009 — en torsdag med op– og nedture

Ret­telse: Ind­læg­get hed “En fre­dag med op– og ned­t­ure”, men det hand­ler om tors­dag, såeh…

I går star­tede Spot 2009 på ret kao­tisk manér. For det før­ste måtte vi stå i kø i 20–25 minut­ter for at blive checket ind og få vores arm­bånd på. Arm­bån­det er sym­bol på købet af en par­tout­bil­let, som bety­der, at vi har købt adgang til Spot 2009 i hele festi­va­lens åbnings­tid, dvs. fra tors­dag aften til lør­dag aften/søndag mor­gen, når de sid­ste arran­ge­men­ter slutter.

Udgangs­punk­tet for Spot 2009 er, at hvis man vil høre en kon­cert, så må man være på spil­le­ste­det og stå i kø mens der sta­dig er plad­ser — ellers er tiden spildt. Med andre ord: det vel­kendte først-til-mølle-princip. Det viste sig imid­ler­tid ikke at være gæl­dende i går aftes, da åbnings­kon­cer­ten skulle starte hele festi­va­len. Da vi nåede frem til døren og ville ind i Musik­hu­sets Store Sal for at høre Gun­nar K. Mad­sen (hove­d­ansvar­lig for Spot Festi­val) og bag­ef­ter høre Ave spille sam­men med Her­ning Kir­kes Dren­ge­kor, så fik vi at vide, at vi skulle have en lille blå bil­let, da vi ikke havde købt en enkelt­dags­bil­let til tors­dag. Der­for måtte vi stille os i kø efter en lille blå bil­let for at komme ind.

Det skyl­des, at der var solgt for mange enkelt­dags­bil­let­ter til tors­dag og i festi­va­lens øjne havde de åben­bart for­trin­s­ret til åbnings­kon­cer­ten. Så vi måtte igen stå i kø (nu til en anden disk) for at få vores adgangs­tegn til Store Sal. Det viste sig dog hur­tigt, at der ikke var flere blå bil­let­ter, så vi måtte opgive at komme ind i Store Sal kl. 19. Suk. Næste arran­ge­ment star­tede først kl. 22 på hhv. Stu­den­ter­hu­set, Train og Musikca­feen. Det var tre timer ekstra at fordrive…

Efter en del van­dren frem og til­bage i Århus’ gader endte det med, at vi satte os ned i Ara­bia Café og fik et par kop­per bedu­inkaffe ind­til vi beslut­tede os for at gå tid­ligt ned på Musikca­feen for at være sikre på at få en plads til at høre Bird, John Dear Mowing Club og Dae­da­lus.

Kon­cer­ten viste sig at være for­sin­ket omkring 20 minut­ter — uden­for trom­mede reg­nen på taget og dryp­pede ned i en mik­ser, der stod på et bord. Det viste sig at være ret fatalt for pla­nerne. For­sin­kel­sen skyld­tes nem­lig, at en for­stær­ker var gået i styk­ker på grund af regn­vand, så der var desværre kun et af de annon­ce­rede bands, der havde ønsket at spille et aku­stisk set. Suk igen. Nu var det meste af afte­nen gået i vasken, men vi blev på Musikca­feen og hørte Bird, der spil­lede 4–5 vel­o­p­lagte numre.

Bird er en bri­tisk pige, der tid­li­gere har spil­let trom­mer i et punk­band men nu har slået sig på folkpop. Der var tre i det lille band: 2 cel­li­ster og en herre, der viste sig at lave mun­dryt­mer (beat­boxing). Hel­dig­vis havde hun publi­kum i sin hule hånd fordi vi alle for­stod, at hun ikke selv var skyld i at kon­cer­ten var gået skævt. Hun smi­lede og gri­nede og opfor­drede os til selv at lave flere ryt­mer alt imens hun for­talte hvor­dan alle peda­lerne og dim­serne på sce­nen skulle have været brugt til at lave en masse effek­ter på num­rene. Og vi åd det råt. Hun char­me­rede sig vej lige ind i alles hjer­ter og fik flere gange stå­ende bifald efter numrene.

Da Bird for­lod sce­nen, viste det sig, at John Dear Mowing Club også havde lyst til at spille aku­stisk for os. Det er tre hol­land­ske her­rer, der spil­ler en dyster og trø­ste­løs coun­try med klare refe­ren­cer til Neil Young og Tom Waits. De kla­rede sig også igen­nem på strå­lende vis og fik os alle sam­men til at skråle med på omkvæ­det “It’s a sad, sad, sad, sad. It’s a saaaaad, sad, sad, song after all.”

Som en lille smule opkla­ring på en ellers regn­tung aften (også i over­ført betyd­ning), så lyk­ke­des det arran­gø­rerne at frem­skaffe en enkelt for­stær­ker, så Dae­de­lus kunne spille sin helt igen­nem elek­tro­ni­ske musik for os.

Det viste sig, at han gik fuld­stæn­dig i den anden grøft hvad angår nær­hed og inti­mi­tet med publi­kum. Han gik amok i en glitch-sample-mashup-helvedesfest hvor han tryk­kede og klik­kede løs på sine elek­tro­ni­ske appa­ra­ter. Det var en helt anden ople­velse end vi havde for­ven­tet ud fra beskri­vel­sen af ham og bestemt ikke musik, der sagde pænt god­dag til øregangene.

Vi valgte at for­lade kon­cer­ten, da klok­ken var på vej med 01:00 for at få lidt nat­te­søvn. På vejen hjem gik vi og over­ve­jede, om både Bird og John Dear Mowing Club burde over­veje at skifte til ude­luk­kende at spille aku­stisk for der­i­gen­nem at nå tæt­tere på publi­kum. Det var i hvert fald tre kon­cer­ter, som vi ikke glem­mer lige med det samme. På hver sin måde.

I dag står den på det offi­ci­elle Spot-program med mas­ser af kon­cer­ter for­delt ud over 10–15 sce­ner over hele Århus — pri­mært omkring Musik­hu­set. Vi kom­mer nok sent i seng igen i aften…

Klar til Spot 2009 — næsten da

Nu er jeg næsten klar til at tage til Spot 2009 i Århus. I går læste jeg alle beskri­vel­serne af de bands, der kom­mer og spil­ler på Spot 2009. Jeg satte omhyg­ge­ligt kryd­ser ud for alle de bands, der vir­kede inter­es­sante og kunne ret hur­tigt kon­sta­tere, at der igen i år var alt for mange spæn­dende navne til at jeg kan nå at høre dem allesammen.

Listen over bands, jeg håbede på at kunne få mulig­hed for at høre kom­mer her. Links til band­bi­o­gra­fi­erne kan du finde på www.spotfestival.dk. Jeg orker ikke at skrive dem alle sam­men ind her.

• Gin­ger Ninja
• Er de sjældne
• Cours lapin
• Butz­back
• The Bro­ken Beats
• Electro­ju­ice
• I Got You On Tape
• Hanne Huk­kel­berg
• Trolle//Siebenhaar
• Emi­li­ana Torrini
• Mike She­ri­dan
• Bode­brixen
• Den Sorte Skole
• White Pony
• The State, The Mar­ket and the DJ
• The Aste­roids Galaxy Tour
• Orka
• Fag­get Fairys
• Tone
• Alloy Alloy
• Die­fen­bach
• Tur­bowe­e­kend
• The Green Lives
• Sha La Las
• Must Go Radio
• Von Daler & Low Pressure
• Jør­gen Tel­ler / Lars Skinnebach
• T.S. Høeg
• Red Shif­ter
• Mik­kel­Mo­du­le­rer­Ma­rius
• Skam­mens Vogn
• Deo­dato Siguir & Balanco
• Mames Babe­ge­nush
• Brum from Denmark
• Junky­ard Productions
• Fra de varme lande
• Dafu­niks
• Jarle Bern­hoft
• N*Grandjean
• Baskery
• Music for modern man
• A Kid Her­e­af­ter Spe­cial Edition
• Ólafur Arnalds
• Oh No Ono
• Balstyrko
• Jooks
• Lucy Love
• Chin & The Ragga Pack
• Oh Land
• Ufo Yepha
• Negash Ali
• Who­Ma­deWho
• Birk Storm
• Rum­pi­stol
• Atoi
• Shin­ing

Listen er et sam­men­surium af bands jeg aldrig har hørt (om) før, bands der tid­li­gere har spil­let på Spot og bands der bli­ver vold­spil­let på Dan­marks Radios P3. Jeg glæ­der mig i sær­de­les­hed til igen at over­være Lyd+Litteratur-scenen, der typisk byder på musik / lyd­bil­le­der i yder­kan­ten af hvad kun­sten kan præstere.

Jeg er spændt på, om jeg kan holde styr på alle mine ind­tryk, så jeg kan blogge om dem efter­føl­gende. Men det ple­jer jo at gå, så mon ikke også det lyk­kes i år.

Vi ses til Spot 2009!

Vidt forskellige musikalske indtryk

I aften tager vi til Vol­beat–kon­cert i NRGi Arena i Århus. Det bli­ver den før­ste metal-koncert vi nogen­sinde har betalt for — det ple­jer ikke at være Vol­beat, der spil­ler i vores medi­e­af­spil­ler. Så måske bli­ver det også den sid­ste metal-koncert, vi beta­ler for. Eller måske bli­ver det den før­ste i en lang række.

Under alle omstæn­dig­he­der står Vol­beat og deres tunge metal­rock i meget stærk kon­trast til den musi­kal­ske ople­velse, vi fik i går, da vi var en tur på Ring­kø­bing Råd­hus (byens uof­fi­ci­elle musiks­cene for min­dre arran­ge­men­ter), da det i går var for­års­kon­cert for Ringkøbing-Skjern Musiks­koles ele­ver over 25.

Malene har sun­get i Kvin­de­ko­ret siden efter­å­ret 2008 og går sta­dig til øveaf­ten hver man­dag for at blive bedre og bedre til at synge. Kvin­de­ko­ret star­tede og slut­tede efter­mid­da­gen med en fæl­les­sang sam­men med de knap 100 frem­mødte. Der­u­d­over sang de nogle af deres smukke fler­stem­mige numre, der fik kul­de­gys­nin­gerne frem blandt publikum.

De øvrige optræ­dende var en man­dol­in­spil­ler (jeg har aldrig hørt live man­do­lin før!), et spil­le­mandsor­ke­ster, en flok kla­ri­net­spil­lere (Kla­ri­nør­derne), et riverdance-hold, et klas­sisk ensem­ble på kla­ver og tvær­fløjte samt et helt tværfløjtehold.

Som bekendt skal man lære så længe man lever — og det er fan­ta­stisk livs­be­kræf­tende at se, at så mange ældre men­ne­sker sta­dig tør prøve kræf­ter med at lære at spille et instru­ment. For det er ikke helt for­kert at sige, at der sta­dig var behov for øvelse. Sam­ti­dig var det også dej­ligt at se, hvor let­tede ele­verne blev, når de kæm­pede sig (suc­ces­fuldt) igen­nem et svært stykke.

I aften står den imid­ler­tid på højpro­fes­sio­nel metal­rock af bed­ste dan­ske skuffe. Jeg glæ­der mig til at prøve noget, jeg aldrig har prø­vet før. Og jeg har fun­det øreprop­perne frem.

Århus Stiftstidende fra en hemmelig avisvelgører

I går efter­mid­dags var der plud­se­lig en avis i post­kas­sen. Fre­da­gens eksem­plar af Århus Stift­s­ti­dende. Og vi har ikke bestilt avis — ikke siden Poli­ti­ken blev opsagt for mere end 5 måne­der siden. Hvor­for i alver­den skulle vi også bestille Århus Stift­s­ti­dende helt herude?

I ste­det fore­stil­ler vi os, at den kom­mer fra en hem­me­lig avis­vel­gø­rer. Eller måske er der nogen, der vil have os til­bage til Østjyl­land igen? Eller er det vestjy­derne, der for­sø­ger at få os til at læn­ges mod østkysten?

Lør­dag mor­gen var der igen avis i post­kas­sen. Myste­riet fortsætter…

En række sindssygt langt ude godnathistorier

For et stykke tid siden fandt vi en fol­der for lyd­bø­ger på Ringkøbing-Skjern Bibli­o­tek. Den hen­vi­ste os til en lyd­bogs­por­tal — som jeg ikke kan finde et link til nu — der viste os videre til KlørKonge.dk.

Klør Konge er et nyt, dansk MP3-forlag, der sig­ter efter at udgive gra­tis histo­rier på lyd. Hele webs­i­den er byg­get op omkring en (sandsynligvis/forhåbentlig) fik­tiv histo­rie om den ungarsk-fødte rake­tin­ge­niør Eigil Soyuz, der har ansat de tre klor­o­nau­ter Boris Boll-Johansen, Tho­mas Holm­bäck og Bossy Bo. De tre fly­ver rundt om vores dej­lige jord og smi­der tunge lyd­fi­ler (MP3-filer) med gode histo­rier ned, så vi alle kan lytte til dem.

På siden kan man lige nu abon­nere på tre podcasts med hen­holds­vis sinds­sygt langt ude god­nat­hi­sto­rier fra Århus og  sinds­sygt langt ude god­nat­hi­sto­rier fra Køben­havn og så en række bonus­hi­sto­rier, der hed­der 3 x Fjol.

Vi har kun hørt histo­ri­erne fra Århus og læst al tekst­ma­te­ri­a­let om for­la­get Klør Konge — men hvis histo­ri­erne om Køben­havn og de ekstra histo­rier hol­der stan­dar­den, så er der lagt op til god under­hold­ning med solid rod i en even­tyr­ver­den befol­ket af trolde, prin­ses­ser og zombievikinger.

Histo­ri­erne er vel­o­p­lagte, lyd­ef­fek­terne er velvalgte og ikke mindst er web­s­i­tet vel­teg­net og skrevet.

Her fra de vest­lige kyster kan vi anbe­fale Klør Konge.

Jeg har taget nyt arbejde hos Ørskov Web i Skjern

Malene anty­dede det i går og jeg skrev det på Jaiku før nytår: jeg har sagt op hos Dan­ske Bank, da jeg nu er ble­vet ansat hos reklame-, marketing-, organisationsudviklings-, web– og meget andet –virk­som­he­den Ørskov A/S, der lig­ger i Skjern. Jeg star­ter i afde­lin­gen Ørskov Web som front-end-udvikler.

Det lyk­ke­des mig at være til sam­tale d. 22. decem­ber, mod­tage til­bud om ansæt­telse d. 23. decem­ber (på vej på jule­fe­rie, skrive under på kon­trakt d. 29. decem­ber og sige op hos Dan­ske Bank d. 30. decem­ber såle­des at jeg nu kan fra­træde med udgan­gen af januar og der­med til­træde med ind­gan­gen af februar.

Jeg glæ­der mig meget til at starte på et nyt job hos en virk­som­hed der er væsens­for­skel­lig fra Dan­ske Bank på mange områ­der: Først og frem­mest på stør­relse og pla­ce­ring. Pla­ce­rin­gen i Skjern bety­der, at jeg nu ende­lig i prak­sis flyt­ter til Ring­kø­bing for at bo sam­men med Malene. Der­med er det slut med at være pend­leræg­te­par (fedt ord!), som hun skrev i går. Det bety­der, at jeg nu ende­lig skal have flyt­tet de sid­ste ting fra kæl­de­ren i Tilst til vores fæl­les lej­lig­hed i Ring­kø­bing. Jeg glæ­der mig til vi skal bo sam­men igen.

Jeg kom­mer helt sik­kert også til at savne mine gode kol­le­gaer fra Dan­ske Bank og mulig­vis også de excel­lente arbejds­for­hold, der fin­des i finans­bran­chen. Det er svært at finde dem bedre.

Med min­dre, natur­lig­vis, at jeg kan lokke Ørskov til at pakke min arbejds­plads ind i sprød bacon. Det top­per vist alt. Også bacons­naps.

Nå, det blev vist lige tid til at gå i seng.

En oplevelsesrig weekend

Århus Festuge 2008 fandt sted i den for­gangne uge, men vi havde ikke tid til at del­tage før i går lør­dag. Det er måske meget for­stå­e­ligt, når vi nu har adresse i Ring­kø­bing, men vi mente alli­ge­vel, at det kunne være inter­es­sant at mødes med ven­ner og få en kul­tu­rel oplevelse.

Vi havde under­søgt sagerne og beslut­tet os for at over­være eller del­tage i 4–5 for­skel­lige akti­vi­te­ter. Den før­ste akti­vi­tet var den jom­fru­e­lige Dansk Lom­me­film Festi­val 2008, der fandt sted i Stu­die 1 i Film­byen i Århus. Det er før­ste gang, der bli­ver afholdt lom­me­film­festi­val i Danmark.

Vi tro­ede, at vi blot skulle over­være de film, der var ble­vet ind­le­ve­ret til kon­kur­ren­cen om 10.000 gode, dan­ske kro­ner og der­ef­ter se en glad instruk­tør gå der­fra. Men det viste sig at være et helt efter­mid­dag– og aftens­ar­ran­ge­ment, der først slut­tede, da Prins Nitram ( myspace.com/prinsnitram) slut­tede sin optræ­den kl. 22:00.

Festi­va­len bød også på inter­view med Heide Schür­meier fra Inter­film i Ber­lin, ori­en­te­ring om en kom­mende (novem­ber!) dansk mobil­festi­val Dogma Mobile, inter­view med det hol­land­ske pro­jekt Mobile­vi­deo­net, inter­view med den fran­ske Pocket Film Festi­vals og ikke mindst dan­ske Mar­tin Strange Han­sen, der laver film til mobil­te­le­fo­nen for DR.

Festi­va­lens kli­maks var natur­lig­vis frem­vis­nin­gen af de 5 bed­ste film fra årets kon­kur­rence med temaet “Øjeblik­ket” med en kon­tant­præ­mie til 1.pladsen. Pri­sen gik til fil­men “Et far­ligt øjeblik”, der er en fint for­talt lille thril­ler om en pige, der får sin fod fast i skin­nerne ved en jer­n­ba­ne­over­kør­sel. Slut­nin­gen må du selv se.

Prins Nitram fortje­ner næsten en hel blog for sig selv: man­den optræ­der sam­men med sig selv på video. Det skal ses for helt at for­stå det. Han spil­ler alle instru­men­ter selv og alt i alt må man beun­dre man­den for hans kre­a­tive udfoldelser.

Nå, lør­dag aften var ved at være ovre for vores ved­kom­mende — stik imod vores for­vent­ning havde vi ikke over­væ­ret andet end lom­me­film­festi­va­len. Til gen­gæld var det så god og ander­le­des en ople­velse, at vi godt kan leve med det.

En rådyr­han i Mar­se­lis­borg Dyre­have tager sig en slapper

Søn­dag lige over mid­dag kørte vi en tur i Mar­se­lis­borg Dyre­have. Vi så og rørte ved rådy­rene — både de unge og de gamle, der var lige begej­strede for de æbler, som de rare dyre­ha­ve­gæ­ster havde taget med. Vej­ret var dej­ligt sol­rigt og luf­ten let kølig.

En rådyr­hun spi­ser græs lige for næsen af os i Mar­se­lis­borg Dyrehave.

Der var mas­ser af gæster i haven — der­i­blandt en lille dreng og resten af hans fami­lie. På vej tværs over et stort, grønt område bli­ver den lille dreng efter­ladt bag­ude, da han bli­ver opta­get af noget i græs­set. Han buk­ker sig ned og sam­ler det op for der­ef­ter at putte det i mun­den. Det tager ham ikke mange halve sekun­der at gen­nem­skue, at den lille slik­lig­nende klump ikke er slik. Og det tager ikke Malene mange sekun­der at hen­lede mode­rens opmærk­som­hed på den lille purk, der nu har et ansigts­ud­tryk, der mest af alt lig­ner en citron. Alt imens hun selv stors­mi­ler over den slags små erfa­rin­ger, som kun livet i natu­ren kan give.

Malene gri­ner af en lille dreng, der lige har put­tet en rådyrl­ort i munden.

Hans moder får truk­ket den opblødte rådyr­pølle ud af mun­den på dren­gen og tør­ret ham om mun­den. Vi sid­der bare til­bage med to smør­rede smil.

Nå, efter den slags kuli­na­ri­ske ople­vel­ser væl­ger vi at køre ud til Mar­se­lis­borg Lystbå­de­havn for at gå en tur ved van­det. Dej­ligt for­fri­skende. Oven i købet har Århus Kom­mune opstil­let en træ­nings­pavil­lon af samme art, som de tre, der snart skal stil­les op i Ring­kø­bing. Vi prø­vede dem kort af og kan sige god for kom­mu­nens (Ringkøbing-Skjern!) beslutning.

Sidst men ikke mindst havde vi bestilt bord på Soya, en sushi-restaurant i Jæger­gaards­gade i Århus, der i øvrigt ikke er vilde med at skilte med deres tele­fon­num­mer. I skri­vende stund er num­me­ret 86 18 43 88. Se, det var en lille forbrugeroplysning.

Men før vi fik en gan­ske udmær­ket omgang sushi på Soya, gik vi en tur omkring Café Stif­ten og fik en kop chai latte og et stykke gulero­d­skage. Stik imod vores ker­nes­unde løfte — men nu skal man jo ikke være asketisk.

Vi gik også omkring Råd­hus­par­ken og videre til Musik­hu­set, hvor Innova­tion Lab, Lego og flere andre havde opstil­let en mængde digi­talt lege­tøj, som legebørn kunne få lov at mun­tre sig med. Unge som gamle, natur­lig­vis. Der­for fik vi blandt andet lov til at lege med robot­ten Pleo — en lille dinosaur, der efter­si­gende skulle udvikle sin egen per­son­lig­hed gen­nem inter­ak­tion med sine omgi­vel­ser. Vi optog et lille videoklip, som mulig­vis vil blive uplo­a­det på et senere tidspunkt.

Det var en læn­gere smøre, men det blev også til en wee­kend, der var langt mere rig på ople­vel­ser, end vi reg­nede med, da vi kørte fra Ring­kø­bing lør­dag lige før middag.

Og så har jeg slet ikke skre­vet om gra­hams­brø­det efter opskrift fra Aurion, der smagte fan­ta­stisk. Eller hvor­dan min udle­jer i Tilst er ved at lægge nye fli­ser i ind­kør­sel og have. Eller om alt det, vi ikke nåede at opleve til festu­gen, som vi havde håbet på. Eller…

Jeg håber, at du har haft mindst lige så god en wee­kend. I mor­gen star­ter der en ny uge med lige så mange muligheder.

Sommerferiebilleder

Vi brin­ger her et lille udpluk af vores “feri­e­op­le­vel­ser”. Ferien har ind­til videre budt på bryl­lup, byrund­tur, kano­tur, venne– og fami­lie­be­søg, han­dywork og ren­gø­ring — alt dette på kun en uge!

Dagens før­ste feri­e­dag stod på bryllup/30-års fødselsdag/indflytterfest hos Astrid og Joakim. Til­lykke til brudeparret!

Jeg tog dog tid­ligt hjem, for dagen efter skulle jeg stå i info­telt til 9. omgang af North Sea Beach Marat­hon i Hvide Sande. Det blæ­ste og små­reg­nede de før­ste timer, hvil­ket kan ses på bil­le­det herunder.

Senere blev det dog et fan­ta­stisk vejr! Strand­sto­lene her­un­der er ble­vet for­ladt, for North Sea Beach Marat­hon 2008 er over­stået og opryd­nin­gen i gang.

Jord­bær­snaps skal vi ikke sny­des for i år. Sidst vi fik det, var til vores bryl­lup. Så der er lagt i kruk­ken til endnu en omgang — mmm…

Vi har benyt­tet ferien til at lære mere om vores nye by, så vi har været på histo­risk rund­tur i Ring­kø­bing. Turen gik blandt andet forbi Ring­kø­bing Kirke, her står en moderne døbe­fond i glas. Solen skin­nede lige ind på sok­len og gav et flot lysspil.

I wee­ken­den var der fami­lie­træf på den Kold’ske side. Ulriks faster og onkel bor lige op ad den nyan­lagte Djurslands-motorvej ved Lystrup. Vi ville lige smutte op og kigge på motor­vejen, men blev stop­pet efter et par meter med smat­tet mudder…

I dag har vi ondt i arme og skul­dre, for dagen i går stod på 7 timers ren­gø­ring af lej­lig­he­den på Stavnsvej. 2 år og 4 måne­der blev det til i vores før­ste fæl­les hjem…

Det var en omtrent­lig opsum­me­ring af, hvad vi nåede i løbet af den før­ste halv­del af ferien. Den sid­ste uge er godt i gang og viser lig­nende, gode tak­ter. Vi glæ­der os og nyder også den sid­ste del af ferien.