Spot 2009 — en erfaringsopsamling

Her til aften har jeg ende­lig taget mig sam­m­men til at tage et kig til­ba­ge på hele Spot 2009. Med kom­men­ta­rer til de kunst­ne­re, jeg nåe­de at høre og den ople­vel­se jeg hav­de af festi­va­len som beta­len­de gæst.

Tors­da­gens kon­cer­ter (læs mere om tors­da­gens ople­vel­ser i den­ne blog):

  • Bird (UK) — skul­le have været elek­trisk for­stær­ket cel­lo og ryt­me­boks (beat­bok­ser?). I ste­det blev det en aku­stisk intim­kon­cert med nær­vær.
  • John Dear Mowing Club (NL) — skul­le have været elek­trisk for­stær­ket coun­try i meget mørk stil. I ste­det blev det en aku­tisk kon­cert med coun­try i meget mørk stil. Sik­kert ikke den sto­re for­skel, men når man ikke har mikro­fo­ner til at råbe publi­kum op, så bli­ver stem­nin­gen så meget mere intens.
  • Dae­de­lus (US) — da vi efter­føl­gen­de resear­che­de hans musi­kal­ske CV, viste det sig at han er pio­ner på den sam­men­sæt­ning af elek­tro­ni­ske dim­ser (Mono­me & Max/MSP på Mac), han opt­rå­d­te med. Uan­set den sta­tus, så var hans kon­cert noget larm. Man­den var helt klart dyg­tig, men vi var meget i tvivl om, hvem han spil­le­de for? Publi­kum eller sig selv?

Fre­da­gens kon­cer­ter:

  • The Sta­te, The Mar­ket and The DJ (DK) — Ride­hu­set åbne­de med TSt­MtDJ, der spil­le­de en blan­ding af pro­g­res­siv rock á la Sigur Rós og så noget længsels­fuld ame­ri­kansk fol­kemu­sik. Det var en meget smuk og rolig måde at kom­me i gang på.
  • Bode­brixen (DK) — Bode­brixen spil­le­de på P3-sce­nen, hvor de fik star­tet en fest med deres umi­sken­de­li­ge nik til 80’ernes fest­mu­sik og til dan­ske Super­hero­es. Glad, ube­kym­ret pop af en ret gen­nem­snit­lig karak­ter. De sag­de ikke mig det helt sto­re.
  • Er de sjæld­ne (DK) — en kon­cert, der star­te­de som en lyd­prø­ve. Døre­ne blev åbnet mens der sta­dig blev prø­vet mikro­fo­ner og højt­ta­le­re. Er De Sjæld­ne er et sam­men­rend af mere eller min­dre kend­te dan­ske kunste­re. Dig­te­ren Lone Hørs­lev skri­ver tek­ster­ne, som lig­ger til grund for de meget vokal­bår­ne arran­ge­men­ter. Hvis du har lyst til dig­te med akkom­pag­ne­ment, så kan de anbe­fa­les.
  • Hele­ne Blum & Harald Hau­gaard Band (DK) — Hun er en dyg­tig dansk san­ge­r­in­de (hvis man kan li’ Lene Siel!) og han er en dyg­tig vio­li­nist med sit eget fol­kemu­si­kor­ke­ster. Det var i mine ører langt mest inter­es­sant at høre fol­kemu­sik­ken uden den pole­re­de og ufar­li­ge Hele­ne Blum. Harald Hau­gaard og band er dyg­ti­ge spil­le­mænd.
  • Emi­li­a­na Tor­ri­ni (FO) — På det­te tids­punkt om fre­da­gen, var vi efter­hån­den ble­vet grun­digt træt­te. Så træt­te, at Musik­hu­sets Sto­re Sals meget blø­de sæder blev for meget for os. Vi faldt i søvn til den færøske/italienske san­ge­r­in­des kon­cert. Hun sang nu meget fint, men ingen af num­re­ne sag­de os det helt sto­re.
  • Mike She­ri­dan (DK) — en af Dan­marks man­ge unge kunst­ne­re, der alle­re­de i en tid­lig alder har gjort en fin kar­ri­e­re og solgt en del albums. Som for­ven­tet, så var hans kon­cert ret tri­vi­el — det er sjæl­dent spæn­den­de at se elek­tro­ni­ske musi­ke­re live. Han spil­le­de dog en kon­certud­ga­ve af en kom­men­de sing­le, hvor Mads Lan­ger syn­ger og spil­ler kla­ver. Desvær­re har jeg lidt mistet inter­es­sen for hans instru­men­tale lyd og vil egent­lig hel­le­re høre ham lave noget mere med sang på.
  • Electro­ju­i­ce (DK) — dis­se tre unge gut­ter har også fat i den lan­ge ende af den dan­ske elek­tro­ni­ske musiks­ce­ne. De kan deres musi­kal­ske kram og spil­ler op til dans i tidens musi­kal­ske trend: dub-tech-hou­se med mas­ser af ener­gi! En god kon­cert at gå i seng på.

Lige en enkelt spørgs­mål til Spot-festi­va­lens arran­gø­rer: Hvor­for kan man ikke købe frugt og grønt på festi­val­plad­sen? Det vil­le være fan­ta­stisk læk­kert at kun­ne købe en frisk banan, en pære eller et æble, når man var sul­ten i ste­det for øl, hot­dogs og pizzas­li­ces.

Nå, vide­re med lør­da­gens kon­cer­ter:

  • Music for Modern Man (DK) — en kon­stel­la­tion af musi­ke­re fra andre bands, der hav­de lyst til enten at være mere i ram­pe­ly­set — eller bare lave noget, der hav­de mere karak­ter af lege­stue. På den gode måde. Desvær­re var deres for­san­ger, Asger Tar­p­gaard fra Super­hero­es og Pri­va­te,  influ­en­za-ramt og på peni­cil­lin, men kon­cer­ten live­de hel­dig­vis vold­somt op, da skot­ten The Ste­ve Kel­ly fik over­dra­get mikro­fo­nen i et par num­re. Yay, Ste­ve Kel­ly!
  • The Gre­en Lives (DK) — spil­le­de 3–4‑5-stemmig gui­tar­po­pro­ck. De er fra Århus og har ikke fan­get mit øre. Det var lidt for ens­for­migt i blot 40 minut­ter. Pænt, men ikke spæn­den­de.
  • Jør­gen Tel­ler / Lars Skin­ne­bach (DK) — uha, her kom­mer vi til Spot-festi­va­lens afstik­ker rent gen­re­mæs­sigt for mit ved­kom­men­de. På Lyd+Litteratur-sce­nen var der spo­ken word / noise efter kunst­ner­nes for­godt­be­fin­den­de. Der hav­de været omkring 30 men­ne­sker igen­nem loka­let, da “kon­cer­ten” blev afslut­tet med kom­men­ta­ren “Pour-qoui pas?”. Sam­men med Niels Jazz­nyt Over­gård, var jeg en af de ene­ste, der blev sid­den­de til den bit­re ende. Det vir­ke­de mest af alt som om deres optræ­den gik ud på at lar­me mest muligt, så man kun­ne høre mindst muligt at dig­tet. Skin­gre effek­ter og kni­tren fra en lom­me­ra­dio var de pri­mæ­re instru­men­ter, der blev taget i brug. Jeg undres over, hvor meget der er aftalt på for­hånd samt om det er menin­gen, at man ikke skal kun­ne høre hvad der bli­ver læst op?
  • Deo­da­to Siquir & Balan­co (DK) — Jazz­kon­cert med afri­kan­ske under- og over­to­ner. Her emme­de musik­ken af livs­glæ­de og lyst til at dan­se. Fint-fint, hvis man er til moder­ne jazz.
  • Must Go Radio (DK) — jeg var desvær­re mere opmærk­som på min side­mand til den­ne kon­cert. Han bur­de have fået tit­len som “Spot 2009s vær­ste gæst”, for der var ingen tvivl om, at han feste­de for hele salen. Han sva­re­de inden kon­cer­ten vel­vil­ligt på kon­fe­ren­ci­e­rens tåbe­li­ge quizspørgs­mål om ban­det og under­vejs råb­te, skreg og sprang han omkring alt imens der flød en sød­lig lugt fra hans gen­nem­vå­de uld­trø­je. Øv, for den.
  • Brum from Den­mark (DK) — dan­ske August Eng­kil­de og co. spil­le­de op til jazz-inspi­re­ret elek­tro­nisk fest og fik sve­den til at dri­ve. Jeg nød at få lov til at dan­se med. Tak for den gra­tis CD, August!
  • Jar­le Bern­hoft (NO) — en forun­der­lig stem­me gemt i en lil­le norsk musi­ker. Han sam­p­le­de sin gui­tar og brug­te den til både at spil­le trom­mer, bas og ryt­me­gu­i­tar til hans egen funk/soul-musik. Det var fan­ta­stisk og vi har alle­re­de bragt video­er fra Spot. Wow.
  • N*Grandjean (DK) — sangskri­ve­ren fra det dan­ske band Luke, Niko­laj Grand­je­an, hav­de taget et par gode kam­me­ra­ter med og så gik der næsten lej­r­båls­stem­ning i den. De sang og spil­le­de smukt og intimt. Til trods for at der var plads til 300 men­ne­sker i salen føl­te jeg, at de spil­le­de lige præ­cis for mig. Jeg håber, at resten af salen hav­de det lige sådan. Det vil jeg godt gøre igen.
  • Baske­ry (SE) — Efter at for­sin­kel­sen i Musik­hu­sets Lil­le Sal bare var ble­vet stør­re og stør­re hen over dagen, så end­te det nu med, at afte­nens sid­ste band kom i gang næsten en time for­sin­ket. De spil­le­de til gen­gæld med stor ivrig­hed for at hol­de os våg­ne. Baske­ry spil­ler coun­try med Girl Power. Alt­så ægte Girl Power. Ikke den dér tyg­ge­gum­mi-can­dy floss-vam­mel-nut­te-søde vari­ant som Spi­ce Girls fik os til at tro på. Nej, det her var med ste­ge­pan­den i hån­den og et halm­strå i kæf­ten. Og kom­mer du for sent hjem, så kan du sove hos gri­se­ne. De har tur­ne­ret i USA og ame­ri­ka­ner­ne er til­sy­ne­la­den­de vil­de med dem. Det er svært at være andet, når musik­ken sam­ti­dig for­tæl­ler en histo­rie og er musi­kalsk og vel­spil­let. Lyt til dem, hvis du får mulig­he­den.

Jeg vil lige run­de ind­læg­get her af med en video fra Music for Modern Man. Det er num­me­ret Modern Man — så I kan se og høre, hvad det var, der væk­ke­de os lør­dag lige over mid­dag, da vi sad på 5. ræk­ke i Musik­hu­sets Sto­re Sal.

Jeg løb hurtigt til Fjordløbet 2009

For et par måne­der siden skrev vi om vores pla­ner for Fjord­lø­bet 2009 ved Ring­kø­bing Fjord. Vi hav­de pla­ner om at løbe 10 km, men vir­ke­lig­he­den skul­le vise sig at ind­hen­te os.

Det er før­ste gang, jeg har del­ta­get i et løbe­stæv­ne og også før­ste gang vi del­ta­ger i Fjord­lø­bet. Der var ca. 800 del­ta­ge­re (men til­mel­din­ger­ne kom sta­dig ind, da vi efter­til­meld­te os på sta­dion) og det var både unge og gam­le, træ­ne­de og begyn­de­re. Det er dej­ligt at se, at fami­li­en Dan­mark har fun­det ud af, at bevæ­gel­se er sundt for krop­pen.

Vores tem­pe­ra­ment rak­te dog ikke til at træ­ne op til at løbe en 10km rute. Ind­til nu har vi løbet 5–8 kilo­me­ter lan­ge ruter som humø­ret og ener­gi­ni­veau­et nu lige har til­ladt det. Vi fik der­for aldrig lagt en plan for at løbe 10 km. Det bli­ver ander­le­des til næste år!

Det end­te med, at vi meld­te os til den næst­kor­te­ste rute på 5,8 km. Male­ne men­te ikke, at hen­des tid var noget at pra­le af, så den vil jeg lade være en hem­me­lig­hed — men jeg løb de små 6 kilo­me­ter på en tid lige under 5 min./km, det vil sige 28 minut­ter og 47 sekun­der. Jeg er godt til­freds, men selv­føl­ge­lig kan det bli­ve bed­re. Det kræ­ver blot noget træ­ning 🙂

Løbet blev arran­ge­ret af Ring­kø­bing Atle­tik & Motion (RAM) med hjælp fra en ræk­ke sponso­rer. Dem kan du læse mere om på RAMs hjem­mesi­de.

Frustrationer over en solcellerygsæk

Jeg har nu i et (kort) styk­ke tid været på udkig efter den­ne Vol­taic Back­pa­ck Solar Bag ryg­sæk fra det ame­ri­kan­ske fir­ma Vol­taic. Ryg­sæk­ken har ind­byg­ge­de sol­cel­ler og kan efter sigen­de leve­re 17 4 Watt (Opda­te­ring: Det er Vol­taic Gene­ra­tor skul­derta­ske, der kan leve­re 17 Watt). Den er oplagt til brug sam­men med mobil­te­le­fo­ner, MP3-afspil­le­re og andet mobilt habengut, der jo skal bru­ge strøm. Der­u­d­over er tasken frem­stil­let af gen­brug­te pla­sti­c­fla­sker. Smart. Sådan een vil jeg ger­ne have.

Voltaic Backpack Solar Bag
Vol­taic Back­pa­ck Solar Bag

Iføl­ge Jyl­lands-Posten tryk­te dim­se­ma­ga­sin, Gis­mo, fin­des der en dansk for­hand­ler, der hed­der Curio. De sæl­ger imid­ler­tid kun B2B (Busi­ness to Busi­ness, alt­så ikke til pri­va­te) og er der­med ikke inter­es­san­te for en almin­de­lig, døde­lig for­bru­ger. Ama­zon i Eng­land har i skri­ven­de stund ikke fle­re, hver­ken af model­len Con­ver­ter eller Back­pa­ck. Fran­ske Pix­ma­nia ken­der ikke noget mær­ke, der hed­der Vol­taic og dan­ske Pri­cer­un­ner er lige så blank.

I Nor­ge fin­des der en webs­hop, der hed­der Enk­le­re Liv. De har tasken til salg, men der koster den ~2500,- NOK, hvil­ket sva­rer til ~2250,- DKK. Det synes jeg er lige i over­kan­ten, når pres­se­med­del­el­sen fra Curio oply­ser pri­ser fra ~1300,- DKK. Til gen­gæld skri­ver Data­tid, at tasken kan erhver­ves til ~1600,- DKK. Hos Curio. Som ikke sæl­ger B2C (Busi­ness 2 Cust­o­mer, alt­så salg til pri­va­te). Så er jeg jo lige vidt.

Og hvis jeg ellers kan reg­ne den rig­tigt ud, så er de 1600,- DKK sik­kert uden moms, da det jo net­op er B2B-salg. Så læg selv 25% oveni. Det er 2000,- DKK. Som helt sik­kert er bil­li­ge­re end 2250,- DKK i Nor­ge. Hvor­fra der sik­kert også skal beta­les fragt. Med andre ord er det lidt en blind­g­y­de, jeg er løbet ind i.

I mine øjne er der ingen tvivl om, at tasken har poten­ti­a­le til at bli­ve et hit og en let­tel­se for mil­jø­et, men hvis ingen i Dan­mark vil sæl­ge den til pri­va­te, så ser det lidt sort ud lige nu.

Hvis du har fun­det en for­hand­ler af Vol­taic Back­pa­ck Solar Bag, der vil sæl­ge til pri­va­te for en pris, der lig­ger omkring 2000, så er jeg inter­es­se­ret i at høre mere.

Og hvis Curio ved et til­fæl­de skul­le kom­me for­bi og læse den­ne blog, så vil jeg da ger­ne mod­ta­ge et eksem­plar af tasken og skri­ve mere om den 🙂 Og i øvrigt spør­ge dem hvor­for de ikke sæl­ger vide­re til pri­va­te. De har jo man­ge fine varer på hyl­den.