Antichrist — en moderne klassiker

I den­ne uge har Ring­kø­bing Bio­graf vist den meget omdis­ku­te­re­de film Anti­christ (kino.dk, IMDb, AllM­ovie, Rot­ten Toma­to­es) af den dan­ske fil­min­struk­tør Lars von Tri­er. Vi var inde for at se den i går aftes.

Fil­men hand­ler om:

Et par i dyb sorg tager til ”Eden”, deres hyt­te i sko­ven, for at kom­me vide­re i livet og red­de deres for­hold. Men de mister kon­trol­len, da natu­ren gri­ber ind…

Det vil være unfair over­for fil­men at sige meget mere om hand­lin­gen. De fle­ste, der ved en smu­le om Lars von Tri­ers film, har nok alle­re­de reg­net ud, at fil­men ikke er helt lige til.

Fil­men er en gyser, der spil­ler på vores inder­ste skræk. Det gør gyse­re jo som oftest, men af en eller anden grund, så lyk­kes det von Tri­er at kom­me der­ind, hvor det sæt­ter sig i krop­pen. Isner til bene­ne og efter­la­der et grumt ind­tryk.

Fil­men har fået skyld for at være man­ge ting: auto­bi­o­gra­fisk fra von Tri­ers side, kvin­de­ha­den­de, ‑under­tryk­ken­de, por­no­gra­fisk, og meget mere. Den er æste­tisk, smukt foto­gra­fe­ret og klip­pet. Og sam­ti­dig en utro­lig grim film, når man ser ind til histo­ri­en. Ind bag det visu­el­le udtryk.

Jeg vil godt give fil­men 8 ud af 10 stjer­ner, hat­te, film­rul­ler, skum­fi­du­ser eller blik­trom­mer. Det er en god film.

Jeg synes det er synd at sige for meget om fil­men — det tager som regel spæn­din­gen ud af en gyser. Men for­be­red dig på at se een af de bed­re film i nye­re tid. Bered dig på at se en film, der ikke er som de fle­ste andre. Og for­be­red dig på at gå hjem med dybe pan­de­ryn­ker.

En hel uge med oplevelser

Vi har ikke været så gode til at over­hol­de vores nytårs­fort­sæt (men det er vel også i orden at glem­me det, når man når over d. 15. janu­ar?), så her kom­mer der lige en opsam­ling over den sid­ste uge, som har været begi­ven­heds­rig.

Sid­ste tirs­dag hav­de vi klan­mø­de med Klan Waingun­ga her hos os. Det var en hyg­ge­lig aften med dis­kus­sio­ner om logo, hjem­mesi­de og Face­book-grup­pe. Der­u­d­over hav­de vi natur­lig­vis sør­get for hjem­me­bagt brød med mas­ser af ker­ner. Næste klan­mø­de bli­ver først på den anden side af som­mer­fe­ri­en.

Sid­ste ons­dag var vi ude at løbe en aften­tur til Køb­stadslø­bet i Skjern. Det var en tur på 7,5km (ryg­ter­ne siger 7,8km — men det er kun ryg­ter), der hav­de til­truk­ket næsten 1200 del­ta­ge­re. Male­ne føl­te sig han­di­cap­pet og over­ho­ve­det ikke klar til løbet, da hun sta­dig var øm i benern’ efter man­da­gens løbe­tur. Jeg lær­te til gen­gæld en vig­tig lek­tie: Når man skal løbe, skal man have løbe­sko på. Mine sko stod nem­lig fint på hyl­den hjem­me i Ring­kø­bing, og det opda­ge­de jeg først, da vi kør­te for­bi byskil­tet til Skjern. Jeg var imid­ler­tid stæ­dig og løb turen i mine ita­li­en­ske gum­misko med mas­ser af vab­ler til føl­ge.

Det til trods, så blev tiden alli­ge­vel helt hæder­lig: Male­ne løb turen på 45:37 (6:04min/km) og og jeg løb turen på 40:02 (5:20min/km). Vi del­ta­ger nok igen næste år — hvis løbs­ar­ran­gø­rer­ne kan garan­te­re, at vi vin­der en nit­te­præ­mie på del­ta­ger­num­me­ret.

Fre­dag hav­de vi beg­ge fri og nød hin­an­dens sel­skab. Om afte­nen var vi igen for­e­nings­ak­ti­ve og hav­de for før­ste gang helt ale­ne en bio­graf­vagt hhv. i kiosk og bil­letsalg. Bio­gra­fen viste Nat på muse­et 2 og der var 13 beta­len­de gæster til fore­vis­nin­gen. Det kan vi godt gøre igen en anden gang — det er helt hyg­ge­ligt at være i bio­gra­fen på den måde. Efter fil­men gik vi på Hotel Ring­kø­bing og køb­te en kop cho­ko­la­de med dagens kage, æble­ka­ge med cho­ko­krym­mel og crè­me fraî­che. Der mød­te vi så en af mine grand­fætre, Ras­mus, der er tje­ner på hotel­let i som­mer­pe­ri­o­den. Uven­tet, men hyg­ge­ligt.

Lør­dag tog vi så til Ålle­ren (Aal­borg, for de uind­vie­de) for at høre Balstyrko spil­le på Stu­den­ter­Hu­set. Sti­li­ko­net og musik­man­den Ken­neth Bager var opvarm­nings- og afkølings-DJ. Inden kon­cer­ten spi­ste vi på Mad Don­na på Vester­bro i Aal­borg. Det var god mad og god betje­ning.

Lør­dag efter­mid­dag gik vi en lang tur ved Nymøl­le Bæk, hvor jeg blev fan­get af en sko­v­flåt. Den bed sig fast og vil­le ikke give slip igen før vi fandt en pin­cet frem dagen efter.

Søn­dag drog vi afsted mod Ring­kø­bing igen for at gøre vores EU-bor­ger­pligt og stem­me til Euro­pa­par­la­mentsval­get. Fol­ke­tin­get hav­de ved­lagt en bonus-afstem­ning. Det lig­ne­de mest af alt et kære­ste­brev — dog mang­le­de “Måske”-feltet. Det brug­te vi det meste af man­da­gen til at kom­me os over.

Tirs­dag brag­te så ugens kuli­na­ri­ske høj­de­punkt. Jeg hav­de impuls­købt to hele skrub­ber hos Frisk Fisk og ikke over­ve­jet nær­me­re, hvor­dan de skul­le til­be­re­des. Så vi måt­te have gang i “Den klas­si­ske køk­kensko­le” for at lære at filet­te­re og flå flad­fisk (sig det tre gan­ge hur­tigt efter hin­an­den!) — dog ikke på sam­me tid. Vi star­te­de med at være to mand om at flå en flad­fisk (sig DET tre gan­ge!) med både groft salt og viske­styk­ke. Det end­te med, at der var halv­de­len af fisken til­ba­ge, da beg­ge sider var flå­e­de. Der­ef­ter kom turen til skrub­be II. Den blev “bare” filet­te­ret med møje og omhu. Vi er gla­de for, at vi har prø­vet af flå og filet­te­re inden vi væl­ger at mel­de os til en Robin­son-eks­pe­di­tion. Og mad sma­ger som bekendt bed­re, når man selv har “ned­lagt” den.

I dag har vi grint af maski­nover­sæt­tel­ser fra Goog­le Trans­la­te. Male­ne hav­de mod­ta­get et udkast til en pres­se­med­del­el­se, der var ble­vet maski­nover­sat til engelsk fra dansk med bl.a. føl­gen­de for­mu­le­rin­ger til føl­ge:

Have the par­ti­ci­pants not typed num­ber you can go into the enrol­l­ment system and taste it.

…the­re are refres­h­ments and com­pe­ti­tions for both chil­dren and adults, who have come into goals or for tho­se who have come to che­e­ring and look at.

Tak for gri­net, Goog­le Trans­la­te.

Nat på museet II i Ringkøbing Biograf

I aften har Male­ne og jeg bidra­get til at hol­de det loka­le kul­tur­liv i gang. Vi tog en sam­let bil­let- og kioskvagt — og fik sam­ti­dig gra­tis adgang til at se fil­men, der i den­ne uge gik over lær­re­det: Nat på muse­et 2 med Ben Stil­ler i hoved­rol­len.

Fil­men er en fort­sæt­tel­se af den før­ste film (som jeg ikke har set, men som ikke skal afhol­de mig fra at tale om den), der hand­ler om, hvor­dan figu­rer­ne på et muse­um, hvor Lar­ry Daley (Ben Stil­ler) arbej­der som nat­te­vagt, kom­mer til live, da der kom­mer en gam­mel ægyp­tisk sten­tav­le i nær­he­den af dem.

Den ret­mæs­si­ge inde­ha­ver af sten­tav­len — en 3.000 år gam­mel magt­ger­rig farao — har en sin­drig plan om at bru­ge sten­tav­len til at åbne for en port til Under­ver­de­nen og hen­te guder­nes magt til jor­den for at over­ta­ge ver­dens­her­re­døm­met. Jeg tør næsten ikke afslø­re om det lyk­kes.

Under­vejs bli­ver vi vid­ner til Owen Wil­son i cow­boytøj (igen!) spær­ret inde i et timeg­las, en smu­le hoved­rol­le-til-hoved­rol­le-roman­ce (sur­pri­se!) og ikke mindst mas­ser af dår­li­ge vit­tig­he­der og sid­ste-øje­bliks-red­nin­ger i man­ge for­skel­li­ge for­klæd­nin­ger.

Fil­men er da meget sød — men jeg er ikke ked af, at vi hav­de gra­tis adgang for­di vi hav­de pas­set kiosk og bil­letsalg.

Spot 2009 — en kort opsummering

Fre­dag og lør­dag på Spot 2009 gik i et for­ry­gen­de tem­po. Vi hør­te en mas­se musik, så en mas­se kunst­ne­re, snak­ke­de med en del ven­ner, drak et par øl, hav­de nog­le gode kon­cer­top­le­vel­ser, hav­de et par dår­li­ge kon­cer­top­le­vel­ser, mød­te nye bekendt­ska­ber (jeg taler om dig, Niels “Jazz­Nyt” Over­gård), og slut­te­de lør­dag aften af med tre dej­li­ge kon­cer­ter på Singer/songwriterscenen. Det var Jar­le Bern­hoft, N*Grandjean og Baske­ry, som end­te med at top­pe Spot 2009 helt af for os.

Søn­dag tog vi hjemad mod Ring­kø­bing igen og slap­pe­de helt af med en video­film, en lur i sofa­en og tunsa­lat til aftens­mad. Tak for i år, Spot!

PS: Måske kom­mer der mere om Spot 2009, når vi lige får sam­let alle ind­tryk­ke­ne.

Forelsket i en vampyr

Vi var i Ring­kø­bing Bio i fre­dags og se ung­doms­vam­py­r­fil­men Twi­light. Det vil­le nok ikke være en film, som vi var taget ind at se, men Ulrik skul­le have sin før­ste kioskvagt og jeg tog med for at se fil­men.

Fil­men hand­ler om Bel­la, der flyt­ter fra Arizo­na til sta­ten Was­hin­g­ton og bli­ver dra­get af en mær­ke­lig fyr på det nye gym­na­si­um og han af hen­de. De bli­ver selv­føl­ge­lig kære­ster, men kan det lade sig gøre, når den ene er en vam­pyr?

Jeg må indrøm­me, at det er en film, jeg godt kun­ne fore­stil­le mig at se igen på DVD. For det før­ste var det super­flot­te bil­le­der hele fil­men igen­nem og for det andet blev en af hoved­rol­ler­ne spil­let af en for mig helt ukendt sku­e­spil­ler — Robert Pat­tin­son. Ikke siden Leo­nar­do DiCaprio, i Baz Luhr­mans Romeo & Juli­et, er jeg fal­det så pla­dask for en karak­ter på film! Der var bare så meget karis­ma over den knægt!!

Jeg glæ­der mig til at se mere til ham!

Changeling med Angelina Jolie i hovedrollen

Vi er lige kom­met hjem fra en tur i den loka­le Ring­kø­bing Bio. Det er en gan­ske lil­le bio­graf med plads til lige omkring 90 gæster. Højta­ler­sy­ste­met er helt almin­de­ligt og sto­le­ne er spon­se­ret af de loka­le erhvervs­dri­ven­de. Bag på hver stol sid­der der en lil­le­bit­te rek­la­me, så man kan se, om man sid­der i slag­te­rens stol, fri­sø­rens stol, pizze­ri­a­ets stol eller en helt fjer­de. Betje­nin­gen er præ­cis så ufor­mel, som den skal være, når ste­det dri­ves af loka­le entu­si­a­ster og den inti­me stem­ning opret­hol­des af, at man selv kan væl­ge de bed­ste sto­le, for bil­let­ter­ne er unum­me­re­re­de.

Ugens film var Chan­ge­ling (IMDb, Wikipe­dia) med Ange­li­na Jolie i den alt­over­skyg­gen­de hoved­rol­le som mode­ren, hvis barn for­svin­der og bli­ver erstat­tet af en anden dreng, som påstår at være hen­des søn. Fil­men føl­ger hen­des kamp mod en kor­rupt og udu­e­lig poli­ti­styr­ke, der kæm­per for at opret­hol­de et pænt ima­ge. Hun får hjælp af den uku­e­li­ge og ret­fær­di­ge pastor Gustav Bri­eg­leb (spil­let af John Mal­ko­vich), der hol­der et vågent fal­keø­je med poli­ti­ke­re og poli­ti­styr­ken i det bun­d­råd­ne Los Ange­les.

Fil­men er instru­e­ret af Clint Eastwood, der tid­li­ge­re har instru­e­ret liv­styk­ker som Let­ters of Iwo Jima, Mystic River og A Per­fect Wor­ld. Fil­men hol­der en i et jer­n­greb hele vej­en igen­nem, hvor vi lever, ånder og lider med den stak­kels moder, der gang på gang må sny­des for sand­he­den om den for­s­vund­ne søn.

Det er fan­ta­stisk at se Ange­li­na Jolie spil­le en karak­ter med en smu­le mere dyb­de end de slå-og-sky­de-og-der­ef­ter-spar­ke-de-andre film, hun ellers har været kendt for i den bre­de offent­lig­hed. Der er ikke man­ge rap­pe replik­ker i Chan­ge­ling — pånær i sce­nen, hvor dok­to­rens hest bli­ver omtalt — og det klæ­der fil­men at hol­de et sobert og tro­vær­digt sprog­ligt niveau. Histo­ri­en fore­går fra 1928–35 og det kræ­ver natur­lig­vis en stor del af omgi­vel­ser­ne for at hol­de illu­sio­nen. Fil­men star­ter og slut­ter i sort-hvid, så vi får et klart bil­le­de af, hvil­ken tidsal­der, vi er til­ba­ge i. Spor­vog­ne, trav­le tele­fon­cen­tra­ler og gam­le Ford-auto­mo­bi­ler er med til at hol­de os dér.

Uan­set at histo­ri­en er byg­get over vir­ke­li­ge hæn­del­ser — hvil­ket i rea­li­te­ten gør det hele en tand mere gru­somt — så hol­der den spæn­din­gen til aller­sid­ste cel­lu­loid-strim­mel er rul­let over lær­re­det. Chan­ge­ling kan anbe­fa­les — og jeg vil godt give den 5 ud af 6 (stjer­ner, hat­te, film­rul­ler, kara­mel­ler, for­ham­re, egern, vælg selv!) for en god histo­rie, en vel­spil­len­de sku­e­spil­ler­li­ste, for at hol­de spæn­din­gen til sid­ste sekund, for at brin­ge os tro­vær­digt til­ba­ge til 1930’erne og for at have været en god før­ste filmop­le­vel­se i Ring­kø­bing Bio. Se den.

Generalforsamling i Ringkøbing Biograf

Man­dag d. 30. marts er det tid for os til at blan­de os i for­e­nings­li­vet i Ring­kø­bing og omegn. Da er der nem­lig gene­ral­for­sam­ling i Ring­kø­bing Bio­graf. Vi har tænkt os at del­ta­ge — for vi er jo med­lem­mer af for­e­nin­gen. Sidst vi var til gene­ral­for­sam­ling i en for­e­ning, end­te det med, at Male­ne blev besty­rel­ses­med­lem i tst løb i Tilst.

Bio­gra­fen har haft en frem­gang på 30% i antal­let af besø­gen­de (13.000+ såvidt jeg lige husker) i 2008, så der er noget frem­drift at star­te på — der er til­sy­ne­la­den­de ingen kri­se for Ring­kø­bing Bio.

Nu star­ter vi med at del­ta­ge i gene­ral­for­sam­lin­gen og gå en tur i bio i mor­gen aften, så vi kan støt­te det loka­le kul­tur­liv.

Gensyn med Starship Troopers

Oven­på en lang dag med hek­ti­ske sid­ste-øje­bliks-for­be­re­del­ser, et lyk­ke­ligt bru­de­par, mas­ser (MASSER!) af god mad, og gla­de gæster fra nær og fjern, så skul­le der ryd­des op på God­set i Hulk­nø­se skov på Hal­lund Hede. Hel­dig­vis slap vi for at gøre rent og kun­ne nøjes med at ryd­de op og for­de­le alle madre­ster­ne iblandt os.

Der­ef­ter gik turen hjemad mod Ring­kø­bing igen — og en efter­mid­dag på ryg­gen med Stars­hip Troo­pers i DVD-afspil­le­ren. Male­ne har aldrig set den før — og jeg kan vist efter­hån­den tæl­le 4. eller 5. gang med John­ny Rico, Car­men Iba­nez, Carl Jenkins, Dizzy Flo­res og alle de andre sol­da­ter i men­ne­ske­he­dens hær mod Kry­be­ne fra Klen­dat­hu.

Jeg har end­da for et par år siden læst bogen Stars­hip Troo­pers af Robert Hein­le­in, der lig­ger bag fil­men og giver et langt stær­ke­re bil­le­de af det sam­fund, der lig­ger udenom fil­mens ret ensi­di­ge mili­tær­portræt. Jeg kan stærkt anbe­fa­le at læse bogen, der langt fra har den humo­ri­sti­ske vin­kel, der lig­ger under fil­men. En sci­en­ce fiction-film om et dystert emne som et raci­stisk, faci­stisk, mili­ta­risk og klas­se­delt sam­fund er nødt til at anlæg­ge en sort-humo­ri­stisk vin­kel for at bli­ve spi­se­lig.

Hvis du har set fil­men, så sørg for at læse bogen også. Hvis du så fil­men og syn­tes, den var dår­lig, så læs bogen og find ud af, at Hein­le­in tænk­te stør­re tan­ker end Paul Ver­ho­e­ven kun­ne klem­me ned på små to timers cel­lu­lid. Og hvis du aldrig har set fil­men, så sørg for at læse bogen først — og se så fil­men bag­ef­ter.

Upside of Anger er en overraskelse

Vi pak­ke­de pla­stik­ken af en af de DVD-film, der står i vores film­hyl­de. På dansk hed­der den Det Ku’ Ikke Være Bed­re men på engelsk hed­der den Upsi­de of Anger. En meget bed­re og mere sigen­de titel.

Fil­men hand­ler om en midal­dren­de kvin­de, Ter­ry Ann (spil­let af Joan Allen), der har fire unge eller voks­ne døtre. I star­ten af fil­men erfa­rer vi, at hen­des mand har for­ladt hen­de — sand­syn­lig­vis med hans sven­ske sekre­tær. Vor hoved­per­son bli­ver nu en bit­ter, aldren­de kvin­de, der ved hjælp af drinks og gal­de hol­der smer­ten fra døren. Hun bærer følel­ser­ne og smer­ten uden­på, lige­som døtre­ne også gør det. Det udlø­ser natur­lig­vis en lang ræk­ke kon­flik­ter.

Under­vejs i det­te dra­ma får een af døtre­ne, Andrea — kal­det Andy, et job på en lokal radio­sta­tion, hvor pro­du­ce­ren Shep (spil­let af instruk­tø­ren Mike Bin­der) ansæt­ter hen­de og kort efter bli­ver kære­ste med hen­de. Shep er over 40 og Andy er 20 år yngre. Det huer natur­lig­vis ikke Ter­ry at se hen­des unge, dyg­ti­ge dat­ter arm i arm med en selvg­lad sjover der er dob­belt så gam­mel.

Fil­men viser sig — udover den dra­ma­ti­ske ram­me — at rum­me en ræk­ke komi­ske indslag, hvor vi til­sku­e­re er nødt til et gri­ne af Ter­ry og hen­des ulyk­ke. Det viser sig imid­ler­tid også, at Ter­ry har en stærk indre kraft, der får hen­de til at behand­le ulyk­ker­ne både i drøm­me og i dags­lys.

Vi mær­ker og ser Ter­rys stær­ke fru­stra­tion, da hun over­ra­sker Shep og Andrea i seng sam­men og det går op for hen­de, at dat­te­ren ikke blot hol­der i hånd og går i bio­gra­fen med man­den.

Sekun­det sene­re spi­ser fami­li­en aftens­mad (Kevin Cost­ner spil­ler Ter­ry Anns nye ven) og her kom­mer fil­men til et ven­de­punkt, da der plud­se­lig bli­ver brugt helt andre vir­ke­mid­ler end vi reg­ner med. Se selv med neden­for. Og prøv at over­be­vi­se mig om, at du hav­de for­ud­set den drej­ning.

Fil­men kan anbe­fa­les. Jeg vil nok give den. 4 ud af 7 stjer­ner for histo­ri­en men en enkelt stjer­ne mere for udførs­len. Mike Bin­der får for­talt en film, der for os til at tæn­ke over vor egen indig­na­tion og anta­gel­ser om tin­ge­nes sam­men­hæng.