-
Antichrist — en moderne klassiker
I denne uge har Ringkøbing Biograf vist den meget omdiskuterede film Antichrist ( kino.dk, IMDb, AllMovie, Rotten Tomatoes) af den danske filminstruktør Lars von Trier. Vi var inde for at se den i går aftes.
Filmen handler om:
Et par i dyb sorg tager til ”Eden”, deres hytte i skoven, for at komme videre i livet og redde deres forhold. Men de mister kontrollen, da naturen griber ind…
Det vil være unfair overfor filmen at sige meget mere om handlingen. De fleste, der ved en smule om Lars von Triers film, har nok allerede regnet ud, at filmen ikke er helt lige til.
Filmen er en gyser, der spiller på vores inderste skræk. Det gør gysere jo som oftest, men af en eller anden grund, så lykkes det von Trier at komme derind, hvor det sætter sig i kroppen. Isner til benene og efterlader et grumt indtryk.
Filmen har fået skyld for at være mange ting: autobiografisk fra von Triers side, kvindehadende, –undertrykkende, pornografisk, og meget mere. Den er æstetisk, smukt fotograferet og klippet. Og samtidig en utrolig grim film, når man ser ind til historien. Ind bag det visuelle udtryk.
Jeg vil godt give filmen 8 ud af 10 stjerner, hatte, filmruller, skumfiduser eller bliktrommer. Det er en god film.
Jeg synes det er synd at sige for meget om filmen — det tager som regel spændingen ud af en gyser. Men forbered dig på at se een af de bedre film i nyere tid. Bered dig på at se en film, der ikke er som de fleste andre. Og forbered dig på at gå hjem med dybe panderynker.
-
En hel uge med oplevelser
Vi har ikke været så gode til at overholde vores nytårsfortsæt (men det er vel også i orden at glemme det, når man når over d. 15. januar?), så her kommer der lige en opsamling over den sidste uge, som har været begivenhedsrig.
Sidste tirsdag havde vi klanmøde med Klan Waingunga her hos os. Det var en hyggelig aften med diskussioner om logo, hjemmeside og Facebook-gruppe. Derudover havde vi naturligvis sørget for hjemmebagt brød med masser af kerner. Næste klanmøde bliver først på den anden side af sommerferien.
Sidste onsdag var vi ude at løbe en aftentur til Købstadsløbet i Skjern. Det var en tur på 7,5km (rygterne siger 7,8km — men det er kun rygter), der havde tiltrukket næsten 1200 deltagere. Malene følte sig handicappet og overhovedet ikke klar til løbet, da hun stadig var øm i benern’ efter mandagens løbetur. Jeg lærte til gengæld en vigtig lektie: Når man skal løbe, skal man have løbesko på. Mine sko stod nemlig fint på hylden hjemme i Ringkøbing, og det opdagede jeg først, da vi kørte forbi byskiltet til Skjern. Jeg var imidlertid stædig og løb turen i mine italienske gummisko med masser af vabler til følge.
Det til trods, så blev tiden alligevel helt hæderlig: Malene løb turen på 45:37 (6:04min/km) og og jeg løb turen på 40:02 (5:20min/km). Vi deltager nok igen næste år — hvis løbsarrangørerne kan garantere, at vi vinder en nittepræmie på deltagernummeret.
Fredag havde vi begge fri og nød hinandens selskab. Om aftenen var vi igen foreningsaktive og havde for første gang helt alene en biografvagt hhv. i kiosk og billetsalg. Biografen viste Nat på museet 2 og der var 13 betalende gæster til forevisningen. Det kan vi godt gøre igen en anden gang — det er helt hyggeligt at være i biografen på den måde. Efter filmen gik vi på Hotel Ringkøbing og købte en kop chokolade med dagens kage, æblekage med chokokrymmel og crème fraîche. Der mødte vi så en af mine grandfætre, Rasmus, der er tjener på hotellet i sommerperioden. Uventet, men hyggeligt.
Lørdag tog vi så til Ålleren (Aalborg, for de uindviede) for at høre Balstyrko spille på StudenterHuset. Stilikonet og musikmanden Kenneth Bager var opvarmnings– og afkølings-DJ. Inden koncerten spiste vi på Mad Donna på Vesterbro i Aalborg. Det var god mad og god betjening.
Lørdag eftermiddag gik vi en lang tur ved Nymølle Bæk, hvor jeg blev fanget af en skovflåt. Den bed sig fast og ville ikke give slip igen før vi fandt en pincet frem dagen efter.
Søndag drog vi afsted mod Ringkøbing igen for at gøre vores EU-borgerpligt og stemme til Europaparlamentsvalget. Folketinget havde vedlagt en bonus-afstemning. Det lignede mest af alt et kærestebrev — dog manglede “Måske”-feltet. Det brugte vi det meste af mandagen til at komme os over.
Tirsdag bragte så ugens kulinariske højdepunkt. Jeg havde impulskøbt to hele skrubber hos Frisk Fisk og ikke overvejet nærmere, hvordan de skulle tilberedes. Så vi måtte have gang i “Den klassiske køkkenskole” for at lære at filettere og flå fladfisk (sig det tre gange hurtigt efter hinanden!) — dog ikke på samme tid. Vi startede med at være to mand om at flå en fladfisk (sig DET tre gange!) med både groft salt og viskestykke. Det endte med, at der var halvdelen af fisken tilbage, da begge sider var flåede. Derefter kom turen til skrubbe II. Den blev “bare” filetteret med møje og omhu. Vi er glade for, at vi har prøvet af flå og filettere inden vi vælger at melde os til en Robinson-ekspedition. Og mad smager som bekendt bedre, når man selv har “nedlagt” den.
I dag har vi grint af maskinoversættelser fra Google Translate. Malene havde modtaget et udkast til en pressemeddelelse, der var blevet maskinoversat til engelsk fra dansk med bl.a. følgende formuleringer til følge:
Have the participants not typed number you can go into the enrollment system and taste it.
…there are refreshments and competitions for both children and adults, who have come into goals or for those who have come to cheering and look at.
Tak for grinet, Google Translate.
-
Nat på museet II i Ringkøbing Biograf
I aften har Malene og jeg bidraget til at holde det lokale kulturliv i gang. Vi tog en samlet billet– og kioskvagt — og fik samtidig gratis adgang til at se filmen, der i denne uge gik over lærredet: Nat på museet 2 med Ben Stiller i hovedrollen.
Filmen er en fortsættelse af den første film (som jeg ikke har set, men som ikke skal afholde mig fra at tale om den), der handler om, hvordan figurerne på et museum, hvor Larry Daley (Ben Stiller) arbejder som nattevagt, kommer til live, da der kommer en gammel ægyptisk stentavle i nærheden af dem.
Den retmæssige indehaver af stentavlen — en 3.000 år gammel magtgerrig farao — har en sindrig plan om at bruge stentavlen til at åbne for en port til Underverdenen og hente gudernes magt til jorden for at overtage verdensherredømmet. Jeg tør næsten ikke afsløre om det lykkes.
Undervejs bliver vi vidner til Owen Wilson i cowboytøj (igen!) spærret inde i et timeglas, en smule hovedrolle-til-hovedrolle-romance (surprise!) og ikke mindst masser af dårlige vittigheder og sidste-øjebliks-redninger i mange forskellige forklædninger.
Filmen er da meget sød — men jeg er ikke ked af, at vi havde gratis adgang fordi vi havde passet kiosk og billetsalg.
-
Spot 2009 — en kort opsummering
Fredag og lørdag på Spot 2009 gik i et forrygende tempo. Vi hørte en masse musik, så en masse kunstnere, snakkede med en del venner, drak et par øl, havde nogle gode koncertoplevelser, havde et par dårlige koncertoplevelser, mødte nye bekendtskaber (jeg taler om dig, Niels “ JazzNyt” Overgård), og sluttede lørdag aften af med tre dejlige koncerter på Singer/songwriterscenen. Det var Jarle Bernhoft, N*Grandjean og Baskery, som endte med at toppe Spot 2009 helt af for os.
Søndag tog vi hjemad mod Ringkøbing igen og slappede helt af med en videofilm, en lur i sofaen og tunsalat til aftensmad. Tak for i år, Spot!
PS: Måske kommer der mere om Spot 2009, når vi lige får samlet alle indtrykkene.
-
Forelsket i en vampyr
Vi var i Ringkøbing Bio i fredags og se ungdomsvampyrfilmen Twilight. Det ville nok ikke være en film, som vi var taget ind at se, men Ulrik skulle have sin første kioskvagt og jeg tog med for at se filmen.
Filmen handler om Bella, der flytter fra Arizona til staten Washington og bliver draget af en mærkelig fyr på det nye gymnasium og han af hende. De bliver selvfølgelig kærester, men kan det lade sig gøre, når den ene er en vampyr?
Jeg må indrømme, at det er en film, jeg godt kunne forestille mig at se igen på DVD. For det første var det superflotte billeder hele filmen igennem og for det andet blev en af hovedrollerne spillet af en for mig helt ukendt skuespiller — Robert Pattinson. Ikke siden Leonardo DiCaprio, i Baz Luhrmans Romeo & Juliet, er jeg faldet så pladask for en karakter på film! Der var bare så meget karisma over den knægt!!
Jeg glæder mig til at se mere til ham!
-
Changeling med Angelina Jolie i hovedrollen
Vi er lige kommet hjem fra en tur i den lokale Ringkøbing Bio. Det er en ganske lille biograf med plads til lige omkring 90 gæster. Højtalersystemet er helt almindeligt og stolene er sponseret af de lokale erhvervsdrivende. Bag på hver stol sidder der en lillebitte reklame, så man kan se, om man sidder i slagterens stol, frisørens stol, pizzeriaets stol eller en helt fjerde. Betjeningen er præcis så uformel, som den skal være, når stedet drives af lokale entusiaster og den intime stemning opretholdes af, at man selv kan vælge de bedste stole, for billetterne er unummererede.
Ugens film var Changeling ( IMDb, Wikipedia) med Angelina Jolie i den altoverskyggende hovedrolle som moderen, hvis barn forsvinder og bliver erstattet af en anden dreng, som påstår at være hendes søn. Filmen følger hendes kamp mod en korrupt og uduelig politistyrke, der kæmper for at opretholde et pænt image. Hun får hjælp af den ukuelige og retfærdige pastor Gustav Briegleb (spillet af John Malkovich), der holder et vågent falkeøje med politikere og politistyrken i det bundrådne Los Angeles.
Filmen er instrueret af Clint Eastwood, der tidligere har instrueret livstykker som Letters of Iwo Jima, Mystic River og A Perfect World. Filmen holder en i et jerngreb hele vejen igennem, hvor vi lever, ånder og lider med den stakkels moder, der gang på gang må snydes for sandheden om den forsvundne søn.
Det er fantastisk at se Angelina Jolie spille en karakter med en smule mere dybde end de slå-og-skyde-og-derefter-sparke-de-andre film, hun ellers har været kendt for i den brede offentlighed. Der er ikke mange rappe replikker i Changeling — pånær i scenen, hvor doktorens hest bliver omtalt — og det klæder filmen at holde et sobert og troværdigt sprogligt niveau. Historien foregår fra 1928–35 og det kræver naturligvis en stor del af omgivelserne for at holde illusionen. Filmen starter og slutter i sort-hvid, så vi får et klart billede af, hvilken tidsalder, vi er tilbage i. Sporvogne, travle telefoncentraler og gamle Ford-automobiler er med til at holde os dér.
Uanset at historien er bygget over virkelige hændelser — hvilket i realiteten gør det hele en tand mere grusomt — så holder den spændingen til allersidste celluloid-strimmel er rullet over lærredet. Changeling kan anbefales — og jeg vil godt give den 5 ud af 6 (stjerner, hatte, filmruller, karameller, forhamre, egern, vælg selv!) for en god historie, en velspillende skuespillerliste, for at holde spændingen til sidste sekund, for at bringe os troværdigt tilbage til 1930’erne og for at have været en god første filmoplevelse i Ringkøbing Bio. Se den.
-
Generalforsamling i Ringkøbing Biograf
Mandag d. 30. marts er det tid for os til at blande os i foreningslivet i Ringkøbing og omegn. Da er der nemlig generalforsamling i Ringkøbing Biograf. Vi har tænkt os at deltage — for vi er jo medlemmer af foreningen. Sidst vi var til generalforsamling i en forening, endte det med, at Malene blev bestyrelsesmedlem i tst løb i Tilst.
Biografen har haft en fremgang på 30% i antallet af besøgende (13.000+ såvidt jeg lige husker) i 2008, så der er noget fremdrift at starte på — der er tilsyneladende ingen krise for Ringkøbing Bio.
Nu starter vi med at deltage i generalforsamlingen og gå en tur i bio i morgen aften, så vi kan støtte det lokale kulturliv.
-
Gensyn med Starship Troopers
Ovenpå en lang dag med hektiske sidste-øjebliks-forberedelser, et lykkeligt brudepar, masser (MASSER!) af god mad, og glade gæster fra nær og fjern, så skulle der ryddes op på Godset i Hulknøse skov på Hallund Hede. Heldigvis slap vi for at gøre rent og kunne nøjes med at rydde op og fordele alle madresterne iblandt os.
Derefter gik turen hjemad mod Ringkøbing igen — og en eftermiddag på ryggen med Starship Troopers i DVD-afspilleren. Malene har aldrig set den før — og jeg kan vist efterhånden tælle 4. eller 5. gang med Johnny Rico, Carmen Ibanez, Carl Jenkins, Dizzy Flores og alle de andre soldater i menneskehedens hær mod Krybene fra Klendathu.
Jeg har endda for et par år siden læst bogen Starship Troopers af Robert Heinlein, der ligger bag filmen og giver et langt stærkere billede af det samfund, der ligger udenom filmens ret ensidige militærportræt. Jeg kan stærkt anbefale at læse bogen, der langt fra har den humoristiske vinkel, der ligger under filmen. En science fiction-film om et dystert emne som et racistisk, facistisk, militarisk og klassedelt samfund er nødt til at anlægge en sort-humoristisk vinkel for at blive spiselig.
Hvis du har set filmen, så sørg for at læse bogen også. Hvis du så filmen og syntes, den var dårlig, så læs bogen og find ud af, at Heinlein tænkte større tanker end Paul Verhoeven kunne klemme ned på små to timers cellulid. Og hvis du aldrig har set filmen, så sørg for at læse bogen først — og se så filmen bagefter.
-
Upside of Anger er en overraskelse
Vi pakkede plastikken af en af de DVD-film, der står i vores filmhylde. På dansk hedder den Det Ku’ Ikke Være Bedre men på engelsk hedder den Upside of Anger. En meget bedre og mere sigende titel.
Filmen handler om en midaldrende kvinde, Terry Ann (spillet af Joan Allen), der har fire unge eller voksne døtre. I starten af filmen erfarer vi, at hendes mand har forladt hende — sandsynligvis med hans svenske sekretær. Vor hovedperson bliver nu en bitter, aldrende kvinde, der ved hjælp af drinks og galde holder smerten fra døren. Hun bærer følelserne og smerten udenpå, ligesom døtrene også gør det. Det udløser naturligvis en lang række konflikter.
Undervejs i dette drama får een af døtrene, Andrea — kaldet Andy, et job på en lokal radiostation, hvor produceren Shep (spillet af instruktøren Mike Binder) ansætter hende og kort efter bliver kæreste med hende. Shep er over 40 og Andy er 20 år yngre. Det huer naturligvis ikke Terry at se hendes unge, dygtige datter arm i arm med en selvglad sjover der er dobbelt så gammel.
Filmen viser sig — udover den dramatiske ramme — at rumme en række komiske indslag, hvor vi tilskuere er nødt til et grine af Terry og hendes ulykke. Det viser sig imidlertid også, at Terry har en stærk indre kraft, der får hende til at behandle ulykkerne både i drømme og i dagslys.
Vi mærker og ser Terrys stærke frustration, da hun overrasker Shep og Andrea i seng sammen og det går op for hende, at datteren ikke blot holder i hånd og går i biografen med manden.
Sekundet senere spiser familien aftensmad (Kevin Costner spiller Terry Anns nye ven) og her kommer filmen til et vendepunkt, da der pludselig bliver brugt helt andre virkemidler end vi regner med. Se selv med nedenfor. Og prøv at overbevise mig om, at du havde forudset den drejning.
Filmen kan anbefales. Jeg vil nok give den. 4 ud af 7 stjerner for historien men en enkelt stjerne mere for udførslen. Mike Binder får fortalt en film, der for os til at tænke over vor egen indignation og antagelser om tingenes sammenhæng.
-
Sushi og Indy
Søndag så vi Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige og købte derefter sushi fra Sushi+ til at tage med hjem. En helt igennem fin søndag.
Filmen er én af dem, man som rigtig drengerøv skal se mere end een gang. Jeg tager den lige een gang til allerede i morgen, onsdag.
Nye kommentarer