Tag-arkiv: film

Antichrist — en moderne klassiker

I denne uge har Ring­kø­bing Bio­graf vist den meget omdis­ku­te­rede film Anti­christ (kino.dk, IMDb, AllM­ovie, Rot­ten Toma­toes) af den dan­ske fil­min­struk­tør Lars von Trier. Vi var inde for at se den i går aftes.

Fil­men hand­ler om:

Et par i dyb sorg tager til ”Eden”, deres hytte i sko­ven, for at komme videre i livet og redde deres for­hold. Men de mister kon­trol­len, da natu­ren gri­ber ind…

Det vil være unfair over­for fil­men at sige meget mere om hand­lin­gen. De fle­ste, der ved en smule om Lars von Tri­ers film, har nok alle­rede reg­net ud, at fil­men ikke er helt lige til.

Fil­men er en gyser, der spil­ler på vores inder­ste skræk. Det gør gysere jo som oftest, men af en eller anden grund, så lyk­kes det von Trier at komme der­ind, hvor det sæt­ter sig i krop­pen. Isner til benene og efter­la­der et grumt indtryk.

Fil­men har fået skyld for at være mange ting: auto­bi­o­gra­fisk fra von Tri­ers side, kvin­de­ha­dende, –under­tryk­kende, por­no­gra­fisk, og meget mere. Den er æste­tisk, smukt foto­gra­fe­ret og klip­pet. Og sam­ti­dig en utro­lig grim film, når man ser ind til histo­rien. Ind bag det visu­elle udtryk.

Jeg vil godt give fil­men 8 ud af 10 stjer­ner, hatte, film­rul­ler, skum­fi­du­ser eller blik­trom­mer. Det er en god film.

Jeg synes det er synd at sige for meget om fil­men — det tager som regel spæn­din­gen ud af en gyser. Men for­be­red dig på at se een af de bedre film i nyere tid. Bered dig på at se en film, der ikke er som de fle­ste andre. Og for­be­red dig på at gå hjem med dybe panderynker.

En hel uge med oplevelser

Vi har ikke været så gode til at over­holde vores nytårs­fort­sæt (men det er vel også i orden at glemme det, når man når over d. 15. januar?), så her kom­mer der lige en opsam­ling over den sid­ste uge, som har været begivenhedsrig.

Sid­ste tirs­dag havde vi klan­møde med Klan Waingunga her hos os. Det var en hyg­ge­lig aften med dis­kus­sio­ner om logo, hjem­meside og Facebook-gruppe. Der­u­d­over havde vi natur­lig­vis sør­get for hjem­me­bagt brød med mas­ser af ker­ner. Næste klan­møde bli­ver først på den anden side af sommerferien.

Sid­ste ons­dag var vi ude at løbe en aften­tur til Køb­stadslø­bet i Skjern. Det var en tur på 7,5km (ryg­terne siger 7,8km — men det er kun ryg­ter), der havde til­truk­ket næsten 1200 del­ta­gere. Malene følte sig han­di­cap­pet og over­ho­ve­det ikke klar til løbet, da hun sta­dig var øm i benern’ efter man­da­gens løbe­tur. Jeg lærte til gen­gæld en vig­tig lek­tie: Når man skal løbe, skal man have løbe­sko på. Mine sko stod nem­lig fint på hyl­den hjemme i Ring­kø­bing, og det opda­gede jeg først, da vi kørte forbi byskil­tet til Skjern. Jeg var imid­ler­tid stæ­dig og løb turen i mine ita­li­en­ske gum­misko med mas­ser af vab­ler til følge.

Det til trods, så blev tiden alli­ge­vel helt hæder­lig: Malene løb turen på 45:37 (6:04min/km) og og jeg løb turen på 40:02 (5:20min/km). Vi del­ta­ger nok igen næste år — hvis løbs­ar­ran­gø­rerne kan garan­tere, at vi vin­der en nit­te­præ­mie på deltagernummeret.

Fre­dag havde vi begge fri og nød hin­an­dens sel­skab. Om afte­nen var vi igen for­e­nings­ak­tive og havde for før­ste gang helt alene en bio­graf­vagt hhv. i kiosk og bil­letsalg. Bio­gra­fen viste Nat på museet 2 og der var 13 beta­lende gæster til fore­vis­nin­gen. Det kan vi godt gøre igen en anden gang — det er helt hyg­ge­ligt at være i bio­gra­fen på den måde. Efter fil­men gik vi på Hotel Ring­kø­bing og købte en kop cho­ko­lade med dagens kage, æble­kage med cho­ko­krym­mel og crème fraî­che. Der mødte vi så en af mine grand­fætre, Ras­mus, der er tje­ner på hotel­let i som­mer­pe­ri­o­den. Uven­tet, men hyggeligt.

Lør­dag tog vi så til Ålle­ren (Aal­borg, for de uind­viede) for at høre Balstyrko spille på Stu­den­ter­Hu­set. Sti­li­ko­net og musik­man­den Ken­neth Bager var opvarm­nings– og afkølings-DJ. Inden kon­cer­ten spi­ste vi på Mad Donna på Vester­bro i Aal­borg. Det var god mad og god betjening.

Lør­dag efter­mid­dag gik vi en lang tur ved Nymølle Bæk, hvor jeg blev fan­get af en sko­v­flåt. Den bed sig fast og ville ikke give slip igen før vi fandt en pin­cet frem dagen efter.

Søn­dag drog vi afsted mod Ring­kø­bing igen for at gøre vores EU-borgerpligt og stemme til Euro­pa­par­la­mentsval­get. Fol­ke­tin­get havde ved­lagt en bonus-afstemning. Det lig­nede mest af alt et kære­ste­brev — dog mang­lede “Måske”-feltet. Det brugte vi det meste af man­da­gen til at komme os over.

Tirs­dag bragte så ugens kuli­na­ri­ske høj­de­punkt. Jeg havde impuls­købt to hele skrub­ber hos Frisk Fisk og ikke over­ve­jet nær­mere, hvor­dan de skulle til­be­re­des. Så vi måtte have gang i “Den klas­si­ske køk­kenskole” for at lære at filet­tere og flå flad­fisk (sig det tre gange hur­tigt efter hin­an­den!) — dog ikke på samme tid. Vi star­tede med at være to mand om at flå en flad­fisk (sig DET tre gange!) med både groft salt og viske­stykke. Det endte med, at der var halv­de­len af fisken til­bage, da begge sider var flå­ede. Der­ef­ter kom turen til skrubbe II. Den blev “bare” filet­te­ret med møje og omhu. Vi er glade for, at vi har prø­vet af flå og filet­tere inden vi væl­ger at melde os til en Robinson-ekspedition. Og mad sma­ger som bekendt bedre, når man selv har “ned­lagt” den.

I dag har vi grint af maski­nover­sæt­tel­ser fra Google Trans­late. Malene havde mod­ta­get et udkast til en pres­se­med­del­else, der var ble­vet maski­nover­sat til engelsk fra dansk med bl.a. føl­gende for­mu­le­rin­ger til følge:

Have the par­ti­ci­pants not typed num­ber you can go into the enrol­l­ment system and taste it.

…there are refres­h­ments and com­pe­ti­tions for both chil­dren and adults, who have come into goals or for those who have come to che­e­ring and look at.

Tak for gri­net, Google Translate.

Nat på museet II i Ringkøbing Biograf

I aften har Malene og jeg bidra­get til at holde det lokale kul­tur­liv i gang. Vi tog en sam­let bil­let– og kioskvagt — og fik sam­ti­dig gra­tis adgang til at se fil­men, der i denne uge gik over lær­re­det: Nat på museet 2 med Ben Stil­ler i hovedrollen.

Fil­men er en fort­sæt­telse af den før­ste film (som jeg ikke har set, men som ikke skal afholde mig fra at tale om den), der hand­ler om, hvor­dan figu­rerne på et museum, hvor Larry Daley (Ben Stil­ler) arbej­der som nat­te­vagt, kom­mer til live, da der kom­mer en gam­mel ægyp­tisk sten­tavle i nær­he­den af dem.

Den ret­mæs­sige inde­ha­ver af sten­tav­len — en 3.000 år gam­mel magt­ger­rig farao — har en sin­drig plan om at bruge sten­tav­len til at åbne for en port til Under­ver­de­nen og hente guder­nes magt til jor­den for at over­tage ver­dens­her­re­døm­met. Jeg tør næsten ikke afsløre om det lykkes.

Under­vejs bli­ver vi vid­ner til Owen Wil­son i cow­boytøj (igen!) spær­ret inde i et timeg­las, en smule hovedrolle-til-hovedrolle-romance (sur­prise!) og ikke mindst mas­ser af dår­lige vit­tig­he­der og sidste-øjebliks-redninger i mange for­skel­lige forklædninger.

Fil­men er da meget sød — men jeg er ikke ked af, at vi havde gra­tis adgang fordi vi havde pas­set kiosk og billetsalg.

Spot 2009 — en kort opsummering

Fre­dag og lør­dag på Spot 2009 gik i et for­ry­gende tempo. Vi hørte en masse musik, så en masse kunst­nere, snak­kede med en del ven­ner, drak et par øl, havde nogle gode kon­cer­top­le­vel­ser, havde et par dår­lige kon­cer­top­le­vel­ser, mødte nye bekendt­ska­ber (jeg taler om dig, Niels “Jazz­Nyt” Over­gård), og slut­tede lør­dag aften af med tre dej­lige kon­cer­ter på Singer/songwriterscenen. Det var Jarle Bern­hoft, N*Grandjean og Baskery, som endte med at toppe Spot 2009 helt af for os.

Søn­dag tog vi hjemad mod Ring­kø­bing igen og slap­pede helt af med en video­film, en lur i sofaen og tunsa­lat til aftens­mad. Tak for i år, Spot!

PS: Måske kom­mer der mere om Spot 2009, når vi lige får sam­let alle indtrykkene.

Forelsket i en vampyr

Vi var i Ring­kø­bing Bio i fre­dags og se ung­doms­vam­py­r­fil­men Twi­light. Det ville nok ikke være en film, som vi var taget ind at se, men Ulrik skulle have sin før­ste kioskvagt og jeg tog med for at se filmen.

Fil­men hand­ler om Bella, der flyt­ter fra Arizona til sta­ten Was­hin­g­ton og bli­ver dra­get af en mær­ke­lig fyr på det nye gym­na­sium og han af hende. De bli­ver selv­føl­ge­lig kære­ster, men kan det lade sig gøre, når den ene er en vampyr?

Jeg må indrømme, at det er en film, jeg godt kunne fore­stille mig at se igen på DVD. For det før­ste var det super­flotte bil­le­der hele fil­men igen­nem og for det andet blev en af hoved­rol­lerne spil­let af en for mig helt ukendt sku­e­spil­ler — Robert Pat­tin­son. Ikke siden Leo­nardo DiCaprio, i Baz Luhr­mans Romeo & Juliet, er jeg fal­det så pla­dask for en karak­ter på film! Der var bare så meget karisma over den knægt!!

Jeg glæ­der mig til at se mere til ham!

Changeling med Angelina Jolie i hovedrollen

Vi er lige kom­met hjem fra en tur i den lokale Ring­kø­bing Bio. Det er en gan­ske lille bio­graf med plads til lige omkring 90 gæster. Højta­ler­sy­ste­met er helt almin­de­ligt og sto­lene er spon­se­ret af de lokale erhvervs­dri­vende. Bag på hver stol sid­der der en lil­le­bitte rek­lame, så man kan se, om man sid­der i slag­te­rens stol, fri­sø­rens stol, pizze­ri­a­ets stol eller en helt fjerde. Betje­nin­gen er præ­cis så ufor­mel, som den skal være, når ste­det dri­ves af lokale entu­si­a­ster og den intime stem­ning opret­hol­des af, at man selv kan vælge de bed­ste stole, for bil­let­terne er unummererede.

Ugens film var Chan­ge­ling (IMDb, Wikipe­dia) med Ange­lina Jolie i den alt­over­skyg­gende hoved­rolle som mode­ren, hvis barn for­svin­der og bli­ver erstat­tet af en anden dreng, som påstår at være hen­des søn. Fil­men føl­ger hen­des kamp mod en kor­rupt og udu­e­lig poli­ti­styrke, der kæm­per for at opret­holde et pænt image. Hun får hjælp af den uku­e­lige og ret­fær­dige pastor Gustav Bri­eg­leb (spil­let af John Mal­ko­vich), der hol­der et vågent fal­keøje med poli­ti­kere og poli­ti­styr­ken i det bun­d­rådne Los Angeles.

Fil­men er instru­e­ret af Clint Eastwood, der tid­li­gere har instru­e­ret liv­styk­ker som Let­ters of Iwo Jima, Mystic River og A Per­fect World. Fil­men hol­der en i et jer­n­greb hele vejen igen­nem, hvor vi lever, ånder og lider med den stak­kels moder, der gang på gang må sny­des for sand­he­den om den for­s­vundne søn.

Det er fan­ta­stisk at se Ange­lina Jolie spille en karak­ter med en smule mere dybde end de slå-og-skyde-og-derefter-sparke-de-andre film, hun ellers har været kendt for i den brede offent­lig­hed. Der er ikke mange rappe replik­ker i Chan­ge­ling — pånær i sce­nen, hvor dok­to­rens hest bli­ver omtalt — og det klæ­der fil­men at holde et sobert og tro­vær­digt sprog­ligt niveau. Histo­rien fore­går fra 1928–35 og det kræ­ver natur­lig­vis en stor del af omgi­vel­serne for at holde illu­sio­nen. Fil­men star­ter og slut­ter i sort-hvid, så vi får et klart bil­lede af, hvil­ken tidsal­der, vi er til­bage i. Spor­vogne, travle tele­fon­cen­tra­ler og gamle Ford-automobiler er med til at holde os dér.

Uan­set at histo­rien er byg­get over vir­ke­lige hæn­del­ser — hvil­ket i rea­li­te­ten gør det hele en tand mere gru­somt — så hol­der den spæn­din­gen til aller­sid­ste celluloid-strimmel er rul­let over lær­re­det. Chan­ge­ling kan anbe­fa­les — og jeg vil godt give den 5 ud af 6 (stjer­ner, hatte, film­rul­ler, kara­mel­ler, for­hamre, egern, vælg selv!) for en god histo­rie, en vel­spil­lende sku­e­spil­ler­li­ste, for at holde spæn­din­gen til sid­ste sekund, for at bringe os tro­vær­digt til­bage til 1930’erne og for at have været en god før­ste filmop­le­velse i Ring­kø­bing Bio. Se den.

Generalforsamling i Ringkøbing Biograf

Man­dag d. 30. marts er det tid for os til at blande os i for­e­nings­li­vet i Ring­kø­bing og omegn. Da er der nem­lig gene­ral­for­sam­ling i Ring­kø­bing Bio­graf. Vi har tænkt os at del­tage — for vi er jo med­lem­mer af for­e­nin­gen. Sidst vi var til gene­ral­for­sam­ling i en for­e­ning, endte det med, at Malene blev besty­rel­ses­med­lem i tst løb i Tilst.

Bio­gra­fen har haft en frem­gang på 30% i antal­let af besø­gende (13.000+ såvidt jeg lige husker) i 2008, så der er noget frem­drift at starte på — der er til­sy­ne­la­dende ingen krise for Ring­kø­bing Bio.

Nu star­ter vi med at del­tage i gene­ral­for­sam­lin­gen og gå en tur i bio i mor­gen aften, så vi kan støtte det lokale kulturliv.

Gensyn med Starship Troopers

Ovenpå en lang dag med hek­ti­ske sidste-øjebliks-forberedelser, et lyk­ke­ligt bru­de­par, mas­ser (MASSER!) af god mad, og glade gæster fra nær og fjern, så skulle der ryd­des op på God­set i Hulk­nøse skov på Hal­lund Hede. Hel­dig­vis slap vi for at gøre rent og kunne nøjes med at rydde op og for­dele alle madre­sterne iblandt os.

Der­ef­ter gik turen hjemad mod Ring­kø­bing igen — og en efter­mid­dag på ryg­gen med Stars­hip Troo­pers i DVD-afspilleren. Malene har aldrig set den før — og jeg kan vist efter­hån­den tælle 4. eller 5. gang med Johnny Rico, Car­men Iba­nez, Carl Jenkins, Dizzy Flo­res og alle de andre sol­da­ter i men­ne­ske­he­dens hær mod Kry­bene fra Klendathu.

Jeg har endda for et par år siden læst bogen Stars­hip Troo­pers af Robert Hein­lein, der lig­ger bag fil­men og giver et langt stær­kere bil­lede af det sam­fund, der lig­ger udenom fil­mens ret ensi­dige mili­tær­portræt. Jeg kan stærkt anbe­fale at læse bogen, der langt fra har den humo­ri­sti­ske vin­kel, der lig­ger under fil­men. En sci­ence fiction-film om et dystert emne som et raci­stisk, faci­stisk, mili­ta­risk og klas­se­delt sam­fund er nødt til at anlægge en sort-humoristisk vin­kel for at blive spiselig.

Hvis du har set fil­men, så sørg for at læse bogen også. Hvis du så fil­men og syn­tes, den var dår­lig, så læs bogen og find ud af, at Hein­lein tænkte større tan­ker end Paul Ver­ho­e­ven kunne klemme ned på små to timers cel­lu­lid. Og hvis du aldrig har set fil­men, så sørg for at læse bogen først — og se så fil­men bagefter.

Upside of Anger er en overraskelse

Vi pak­kede pla­stik­ken af en af de DVD-film, der står i vores film­hylde. På dansk hed­der den Det Ku’ Ikke Være Bedre men på engelsk hed­der den Upside of Anger. En meget bedre og mere sigende titel.

Fil­men hand­ler om en midal­drende kvinde, Terry Ann (spil­let af Joan Allen), der har fire unge eller voksne døtre. I star­ten af fil­men erfa­rer vi, at hen­des mand har for­ladt hende — sand­syn­lig­vis med hans sven­ske sekre­tær. Vor hoved­per­son bli­ver nu en bit­ter, aldrende kvinde, der ved hjælp af drinks og galde hol­der smer­ten fra døren. Hun bærer følel­serne og smer­ten udenpå, lige­som døtrene også gør det. Det udlø­ser natur­lig­vis en lang række konflikter.

Under­vejs i dette drama får een af døtrene, Andrea — kal­det Andy, et job på en lokal radio­sta­tion, hvor pro­du­ce­ren Shep (spil­let af instruk­tø­ren Mike Bin­der) ansæt­ter hende og kort efter bli­ver kære­ste med hende. Shep er over 40 og Andy er 20 år yngre. Det huer natur­lig­vis ikke Terry at se hen­des unge, dyg­tige dat­ter arm i arm med en selvg­lad sjover der er dob­belt så gammel.

Fil­men viser sig — udover den dra­ma­ti­ske ramme — at rumme en række komi­ske indslag, hvor vi til­sku­ere er nødt til et grine af Terry og hen­des ulykke. Det viser sig imid­ler­tid også, at Terry har en stærk indre kraft, der får hende til at behandle ulyk­kerne både i drømme og i dagslys.

Vi mær­ker og ser Ter­rys stærke fru­stra­tion, da hun over­ra­sker Shep og Andrea i seng sam­men og det går op for hende, at dat­te­ren ikke blot hol­der i hånd og går i bio­gra­fen med manden.

Sekun­det senere spi­ser fami­lien aftens­mad (Kevin Cost­ner spil­ler Terry Anns nye ven) og her kom­mer fil­men til et ven­de­punkt, da der plud­se­lig bli­ver brugt helt andre vir­ke­mid­ler end vi reg­ner med. Se selv med neden­for. Og prøv at over­be­vise mig om, at du havde for­ud­set den drejning.

Fil­men kan anbe­fa­les. Jeg vil nok give den. 4 ud af 7 stjer­ner for histo­rien men en enkelt stjerne mere for udførs­len. Mike Bin­der får for­talt en film, der for os til at tænke over vor egen indig­na­tion og anta­gel­ser om tin­ge­nes sammenhæng.