Nu ved vi, hvordan vi slipper af med de andre

I går var vi på Århus Tea­ter for at se den meget omdis­ku­te­re­de fore­stil­ling “Hvor­dan vi slip­per af med de andre”. For de, der ikke ved det, er fore­stil­lin­gen base­ret på den dan­ske film af sam­me titel. Både fil­men og tea­ter­fo­re­stil­lin­gen intro­du­ce­rer De nye Køben­hav­ner-kri­te­ri­er, som giver rege­rin­gen — og dens udø­ven­de magt, mili­tæ­ret — ret til at tage et kri­tisk syn på hver enkelt dan­sker: Har han eller hun ydet mere eller min­dre end de har mod­ta­get fra sam­fun­det?

Der er med andre ord fokus på at få de vær­ste snyl­te­re og nas­se­re sor­te­ret fra, såle­des at Dan­mark kan over­le­ve som nation, der ellers er ved at køre sig selv i sænk på offent­li­ge ydel­ser. Når 20% af dan­sker­ne står for 80% af de offent­li­ge ydel­ser, så er der jo mas­ser af pen­ge at spa­re, hvis man slip­per af med de rig­ti­ge 20%. Det er udgangs­punk­tet for fore­stil­lin­gen.

En afhøring under forestillingen

Under fore­stil­lin­gen afhø­res hoved­per­so­ner­ne og det kan jo ende skæb­nesvan­gert, hvis man ikke er i stand til at sva­re for sig på spørgs­må­let om, hvad man er værd. Jeg skri­ver ‘man’, da fore­stil­lin­gen er et styk­ke total­te­a­ter, der ind­dra­ger publi­kum både fysisk og ver­balt. Fle­re gan­ge gøres det klart, at resten af salen kan for­ven­te at kom­me til et lil­le inter­view inden­for de næste 12 timer. Lars Bom er for­hørs­le­de­ren oberst Chri­sti­an — eller ‘inter­viewer’, som han ynder at kal­de det — og med den fol­ke­valg­te Fol­ke ved sin side afgør han skæb­nen for de inter­viewe­de. Som fol­ke­valgt har Fol­ke natur­lig­vis det sid­ste ord.

Reg­ne­styk­ket, der skal afgø­res på 10 minut­ter pr. inter­view for at hol­de tids­pla­nen, er natur­lig­vis ikke så let som der her er lagt op til. Styk­ket får vendt grun­digt op og ned på rela­tio­ner­ne mel­lem for­hørs­le­der, fol­ke­valgt og de afhør­te. Hvis man har fulgt med i den offent­li­ge debat om fil­men eller tea­ter­styk­ket, kan man ikke rig­tigt bli­ve over­ra­sket over hand­lin­gen. For­ar­get kan man der­i­mod sag­tens bli­ve, for tan­ker­ne bli­ver sat i gang — som med al god sati­re — for har jeg nu selv levet op til De nye Køben­hav­ner-kri­te­ri­er?

Kun­ne tea­te­ro­p­le­vel­sen så leve op til den megen omta­le? Ikke hvis du spør­ger mig. Det mest impo­ne­ren­de ved afte­nen — for mig — var helt sik­kert den mas­si­ve brug af total­te­a­te­r­e­le­men­ter. Døre­ne til salen blev smæk­ket bag publi­kum, da vi hav­de sat os, og sku­e­spil­ler­ne bevæ­ge­de sig rundt iblandt os, så vi blev en aktiv del af fore­stil­lin­gen, men sel­ve histo­ri­en for­må­e­de aldrig rig­tig at ska­be en stor ople­vel­se. Jeg føl­te aldrig rig­tigt med de stak­ler, der blev for­hørt der­ne­de på sce­nen. Måske var det ikke menin­gen, at jeg skul­le føle deres smer­te? Måske var de for kari­ke­re­de, så jeg blot grin­te forun­dret frem for at føle med dem. Under alle omstæn­dig­he­der gri­ne­de jeg mere af de for­ryk­te skæb­ner end jeg led med dem. Karak­te­rer­ne var i høje­re grad tragi­ko­mi­ske end de vak­te sym­pa­ti.

Jeg gik ud af salen med en flad for­nem­mel­se — en skuf­fel­se, som nok mest bun­de­de i, at jeg sav­ne­de følel­ser for de stak­ler, som lige hav­de været cen­trum for vores opmærk­som­hed i 2 timer.

Jeg vil give fore­stil­lin­gen 3 ud af 6 stjer­ner for en trods alt under­hol­den­de, mildt tan­ke­væk­ken­de og vel­spil­let fore­stil­ling.