2 historier fra hverdagen

Den for­s­vund­ne bank­bog

Min mor er sådan én, som hæver pen­ge i ban­ken med sin bank­bog et par gan­ge om måne­den. Da de besøg­te mig til min fød­sels­dag blev jeg bega­vet med lidt kon­tan­ter, som var ble­vet hævet vha. oven­nævn­te bank­bog. Devær­re var hun så uhel­dig at miste bank­bo­gen omtrent sam­me dag.

I går aftes var jeg for­bi den kine­si­ske restau­rant i Ring­kø­bing, hvor vi hav­de spist til aften på min fød­sels­dag, for at høre om de evt. hav­de fun­det en bank­bog.

Bank­bog???”… Den lil­le kine­ser­pi­ge så meget forun­dret på mig og jeg tænk­te: er det for­di hun ikke for­står mig (hun tal­te med accent) eller ved hun bare ikke hvad en bank­bog er?

Ja…”, fik jeg frem­stam­met, “sådan en lil­le bog, som man bru­ger til at hæve pen­ge i ban­ken med… Det, man brug­te før man fik Dan­kort…”.

Nej”, sag­de hun… men jeg er sta­dig ikke over­be­vist om, at hun vid­ste, hvad jeg spurg­te om.…

Foden i gul­vet

Jeg ple­jer at være en ret tole­rant per­son, når jeg står i kø. For her­re­g­ud, hvad går der af mig, hvis én eller anden sni­ger sig for­an mig i køen. Men nylig erfa­ring fra mit arbej­de har lært mig, at jeg lade være med at være så for­sig­tig, lade være med at give andre så meget plads, så jeg selv for­svin­der… Der­for man­de­de jeg mig op i går, da en far med sin lil­le dat­ter snød sig for­an mig på apo­te­ket (bare for­di jeg stod bag diskre­tions­linj­en, som man jo helst skal. Og jeg var lige­som den ene­ste, der stod i kø — så usyn­lig er jeg vel hel­ler ikke).

Jeg skal beta­le for…” (mere nåe­de han ikke at sige, for her brød jeg ind):
“Ja, det er så vist først min tur! ”

Jeg var stolt af mig selv. Tænk, at jeg tur­de gøre det! Og det gjor­de slet ikke ondt! Fik bare lidt røde kin­der…