Changeling med Angelina Jolie i hovedrollen

Vi er lige kom­met hjem fra en tur i den loka­le Ring­kø­bing Bio. Det er en gan­ske lil­le bio­graf med plads til lige omkring 90 gæster. Højta­ler­sy­ste­met er helt almin­de­ligt og sto­le­ne er spon­se­ret af de loka­le erhvervs­dri­ven­de. Bag på hver stol sid­der der en lil­le­bit­te rek­la­me, så man kan se, om man sid­der i slag­te­rens stol, fri­sø­rens stol, pizze­ri­a­ets stol eller en helt fjer­de. Betje­nin­gen er præ­cis så ufor­mel, som den skal være, når ste­det dri­ves af loka­le entu­si­a­ster og den inti­me stem­ning opret­hol­des af, at man selv kan væl­ge de bed­ste sto­le, for bil­let­ter­ne er unum­me­re­re­de.

Ugens film var Chan­ge­ling (IMDb, Wikipe­dia) med Ange­li­na Jolie i den alt­over­skyg­gen­de hoved­rol­le som mode­ren, hvis barn for­svin­der og bli­ver erstat­tet af en anden dreng, som påstår at være hen­des søn. Fil­men føl­ger hen­des kamp mod en kor­rupt og udu­e­lig poli­ti­styr­ke, der kæm­per for at opret­hol­de et pænt ima­ge. Hun får hjælp af den uku­e­li­ge og ret­fær­di­ge pastor Gustav Bri­eg­leb (spil­let af John Mal­ko­vich), der hol­der et vågent fal­keø­je med poli­ti­ke­re og poli­ti­styr­ken i det bun­d­råd­ne Los Ange­les.

Fil­men er instru­e­ret af Clint Eastwood, der tid­li­ge­re har instru­e­ret liv­styk­ker som Let­ters of Iwo Jima, Mystic River og A Per­fect Wor­ld. Fil­men hol­der en i et jer­n­greb hele vej­en igen­nem, hvor vi lever, ånder og lider med den stak­kels moder, der gang på gang må sny­des for sand­he­den om den for­s­vund­ne søn.

Det er fan­ta­stisk at se Ange­li­na Jolie spil­le en karak­ter med en smu­le mere dyb­de end de slå-og-sky­de-og-der­ef­ter-spar­ke-de-andre film, hun ellers har været kendt for i den bre­de offent­lig­hed. Der er ikke man­ge rap­pe replik­ker i Chan­ge­ling — pånær i sce­nen, hvor dok­to­rens hest bli­ver omtalt — og det klæ­der fil­men at hol­de et sobert og tro­vær­digt sprog­ligt niveau. Histo­ri­en fore­går fra 1928–35 og det kræ­ver natur­lig­vis en stor del af omgi­vel­ser­ne for at hol­de illu­sio­nen. Fil­men star­ter og slut­ter i sort-hvid, så vi får et klart bil­le­de af, hvil­ken tidsal­der, vi er til­ba­ge i. Spor­vog­ne, trav­le tele­fon­cen­tra­ler og gam­le Ford-auto­mo­bi­ler er med til at hol­de os dér.

Uan­set at histo­ri­en er byg­get over vir­ke­li­ge hæn­del­ser — hvil­ket i rea­li­te­ten gør det hele en tand mere gru­somt — så hol­der den spæn­din­gen til aller­sid­ste cel­lu­loid-strim­mel er rul­let over lær­re­det. Chan­ge­ling kan anbe­fa­les — og jeg vil godt give den 5 ud af 6 (stjer­ner, hat­te, film­rul­ler, kara­mel­ler, for­ham­re, egern, vælg selv!) for en god histo­rie, en vel­spil­len­de sku­e­spil­ler­li­ste, for at hol­de spæn­din­gen til sid­ste sekund, for at brin­ge os tro­vær­digt til­ba­ge til 1930’erne og for at have været en god før­ste filmop­le­vel­se i Ring­kø­bing Bio. Se den.