Tag-arkiv: metaldetektor

Min vielsesring er blevet væk!

Jeg lovede i går, at jeg ville for­tælle en for­fær­de­lig histo­rie om Ryans pol­te­ra­bend. Det bli­ver en lang og tragisk historie.

Jeg mistede gan­ske sim­pelt min viel­ses­ring under dagens fest­lig­he­der. Jeg opda­gede ikke engang, da det skete. Det gik først op for mig en times tid efter, at det var sket — har jeg kal­ku­le­ret mig frem til ved hjælp af bil­le­derne og almin­de­lig snus­for­nuft. Og væk, det var den. Pist. Væk.

Det føles for­fær­de­ligt, når rin­gen lige plud­se­lig ikke er på sin plads læn­gere. Histo­rien om, hvad der skete er meget sim­pel. Vi havde brugt det meste af dagen på at køre go-cart, spise (fran­ske) hot­dogs på Kon­gens Nytorv, del­tage i små kon­kur­ren­cer, synge kara­oke på Sams Bar og ikke mindst på at tra­ske rundt på Strø­get, da vi til sidst nåede ud til Høvelte kaserne, hvor Mikael arbejder.

Sams Bar er det sid­ste sted, hvor jeg med sik­ker­hed kan sige, at jeg har set rin­gen. Den kan ses på et eller flere af de bil­le­der, der er ble­vet taget der­inde. Nå, til­bage til opsum­me­rin­gen af efter­mid­da­gens og afte­nens aktiviteter.

Da vi kom til Høvelte kaserne var der sta­dig et stykke tid til maden var helt fær­dig, så der­for ville vi lige tage en omgang touch foot­ball. Det er sådan en vari­ant af rugby eller ame­ri­kansk fod­bold, hvor det ikke går så hårdt for sig. Blot man med sik­ker­hed rører mod­stan­de­ren, så stop­per spil­let. Gan­ske hyg­ge­ligt og en god fysisk afslut­ning for 10 unger­s­vende, der mulig­vis har ind­ta­get en (u)passende mængde alkohol.

Når man spil­ler touch foot­ball, så svin­ger man gerne en del med hæn­der og arme og bevæ­ger sig en del rundt uden nød­ven­dig­vis at tænke over om smyk­ker og andre legem­s­dele sta­dig befin­der sig dér, hvor de burde.

Da vi bli­ver fær­dige med at spille efter en halv times tid, går vi ind til maden og begyn­der at tage for os af de grills­tegte ret­ter. Det sma­ger dej­ligt og snak­ken går, som den nu gør, når før­nævnte halv­be­ru­sede unger­s­vende får noget mad. Vi snak­ker og spi­ser og spi­ser og snak­ker i en times tid og maden sma­ger dejligt.

På et tids­punkt vil jeg stolt frem­vise min højre ring­fin­ger med et styk Orga­nic Large viel­ses­ring fra Gulds­med Ghita Ring og hol­der hån­den op i luf­ten. Min sam­ta­le­part­ner gri­ner lidt og siger “ja, du viser fin­ge­ren frem, men der er altså ikke noget på den.” Jeg opda­ger til min ræd­sel, at han har ret. Fin­ge­ren er tom. Jeg har netop skif­tet tøj og har også kort for­in­den været på toilet, så jeg skyn­der mig natur­lig­vis at gen­nem­søge alle lom­mer og ikke mindst papir­kur­ven på toilet­tet for at se, om rin­gen skulle være fal­det af i et øje­bliks beru­set uopmærksomhed.

Da det står klart, at rin­gen ikke umid­del­bart er at finde inden­dørs, hvor jeg har opholdt mig, så går efter­søg­nin­gen videre uden­for. Halv­de­len af festen er nu også mobi­li­se­ret i jag­ten på det lille guldsmykke. Vi går omkring i mere eller min­dre ord­nede møn­stre og fin­kæm­mer den umå­de­ligt store græs­plæne, vi for­in­den har brugt som bold­bane. Da solen syn­ker lavere og lavere og him­len bli­ver mør­kere for­la­der vi plæ­nen igen. Jeg må med sorg kon­sta­tere, at vi ikke har fun­det min vielsesring.

Jeg giver dog ikke op endnu og gen­nem­går tasker, lom­mer, stole og ryg­sække een gang til inden jeg med en kede­lig vis­hed må gribe tele­fo­nen og for­tælle Malene, at jeg har mistet sym­bo­let på vores ægte­skab. Kede­lig situ­a­tion at stå i, vil jeg lige sige. Jeg kan ikke huske, hvor­når jeg sidst har været så bundulykkelig.

Mikael og Tro­els lover mig dog, at de nok skal gøre et ihær­digt for­søg på at gen­nem­søge plæ­nen med en metal­de­tek­tor så snart de har tid. Det løfte hol­der de også i løbet af de næste dage — efter at tøm­mer­mæn­dene har lagt sig — men sta­dig uden held.

Per­son­ligt mistæn­ker jeg den store flok krage­fugle, der har hjemme lige over græs­plæ­nen for at have stjå­let rin­gen. Jeg er sik­ker på, at den nu lig­ger trygt og godt i en bunke tyve­ko­ster i top­pen af et træ på Høvelte kaserne. For­bi­strede tyvekræ.

Jeg har endnu ikke købt eller bestilt en ny ring, “for tænk nu, hvis…” — hvem ved, om rin­gen lige plud­se­lig duk­ker op i mor­gen eller alle­rede i næste uge. Men lige­som med poli­tiet, så er jeg klar over, at jo læn­gere tid der går fra noget (eller nogen) bli­ver væk, jo min­dre er sand­syn­lig­he­den for at finde det igen. Jeg må jo nok snart gå den tunge gang ned til Dauf & Pede for at få et nyt eksem­plar. Øv.

Måske kan det så lære mig at sørge for, at rin­gen pas­ser til fin­ge­ren. Næste gang.