Korte, danske romaner på blot seks ord

Hem­ingway opfandt den meget kor­te roman­form på blot 6 ord. Efter sigen­de var det på grund af et væd­de­mål, hvor han blev udfor­dret på net­op det: At skri­ve en histo­rie på blot 6 ord. For nylig har Uffe Sten­strop taget skri­ve­sti­len op sit Twit­ter-feed og jeg har nydt at læse dan­ske, kor­te histo­ri­er. Skri­ve­sti­len pas­ser utro­ligt godt til vor tids mest hype­de medie: mikro­blog­gen.

Der­for har jeg nu tænkt, at jeg her på blog­gen vil bidra­ge med en eller fle­re 6‑ordsromaner. Ini­ti­a­ti­vet har alle­re­de tid­li­ge­re været taget op (blandt andet hos Sten­strop), men en god ting kan aldrig over­dri­ves og i mine øjne så er leg med det dan­ske sprog en god ting.

En god histo­rie skal for­tæl­le noget og ger­ne inde­hol­de en udvik­ling. Men det er ikke altid nød­ven­digt at beskri­ve den­ne udvik­ling. Eksem­pel­vis histo­ri­en her fra Robert Piil:

Det kun­ne have været så godt.” –hen­tet fra før­nævn­te side hos Sten­strop

Det står hen i det uvis­se, hvad det er, der kun­ne have været bed­re. Men det er helt sik­kert, at tin­ge­ne ikke er opti­ma­le. Langt de fle­ste nor­ma­le men­ne­sker kan med meget stor sand­syn­lig­hed nik­ke gen­ken­den­de til histo­ri­en uden præ­cist at vide, hvad den hand­ler om.

Som afrun­ding på det­te ind­læg vil jeg ger­ne frem­vi­se en 6‑ordsroman fra hen­holds­vis Male­ne og jeg:

Og sådan blev jeg kon­ge her.” –Ulrik Høy­er Kold

Honey, I’m home.” “Oh, shit” –Male­ne Høy­er Kold

Har du nog­le 6‑ordsromaner, der er bed­re, så læser vi dem ger­ne i kom­men­ta­rer­ne.

Nanoblogg er den nye mikroblog

Jeg ser en udvik­ling her, som er værd at gå vide­re med.

Først hav­de vi blog­gen. En lang stri­be ord — som regel sam­men­hæn­gen­de.

Der­ef­ter kom mikro­blog­gen. Den redu­ce­re­de mæng­den af ord til 140 tegn. Man kan sige utro­ligt meget med 140 tegn, hvis man tæn­ker sig om inden man skri­ver.

Nu er nanoblog­gen her alle­re­de. Her er vi begræn­set til eet ord. Et ord. Tag lige og brug plad­sen for­nuf­tigt. Det kan bli­ve en utro­ligt langstrakt dis­kus­sion, hvis. Vi. Kun. Må. Skri­ve. Et. Ord. Af. Gan­gen. Erfa­rin­gen viser dog, at det oftest er enten til­lægs­ord eller nav­ne­ord, der bru­ges. De bærer trods alt også mest infor­ma­tion.

Nu for­ud­ser jeg (og andre — @UffeStenstrop blandt andet) at næste skridt bli­ver en blog­form, hvor vi kan få lov at skri­ve et bog­stav. Lad os kal­de den pikoblog­gen (eller picoblog alt efter sprog­valg). Med pikoblog­gen bli­ver det meget, meget cen­tralt at over­ve­je, hvad det er, man har lyst til at sige. Og det kan ikke ude­luk­kes at ind­til fle­re af os euro­pæ­e­re vil begyn­de at lære kanji eller andre (fra vores syns­punkt og bred­degra­der) ekso­ti­ske alfa­be­ter for at kun­ne bru­ge skrift­tegn, der siger mere eller oven i købet lig­ner små teg­nin­ger og der­for kan bære mere betyd­ning. Et tegn er meget, meget lidt infor­ma­tion.

Men stør­rel­ses­be­teg­nel­ser­ne stop­per jo ikke ved piko. Vi har også en femto-for­sta­vel­se. Så hvor­for ikke lave en femtoblog? En blog­form, hvor vi har een bit per ind­læg. En bit. Et 0 eller et 1‑tal. Tænk over det. Hvor­når duk­ker piko- og femtoblog­gen op? Går der mere end 3 måne­der?

Jeg spår, at inden 2009 er omme, så har vi set eksemp­ler på beg­ge dele.

Gad vide, om det er godt tids­punkt at regi­stre­re picoblogging.com og femtoblogging.com?