Tag-arkiv: Musikhuset

Spot 2009 — en erfaringsopsamling

Her til aften har jeg ende­lig taget mig sam­m­men til at tage et kig til­bage på hele Spot 2009. Med kom­men­ta­rer til de kunst­nere, jeg nåede at høre og den ople­velse jeg havde af festi­va­len som beta­lende gæst.

Tors­da­gens kon­cer­ter (læs mere om tors­da­gens ople­vel­ser i denne blog):

  • Bird (UK) — skulle have været elek­trisk for­stær­ket cello og ryt­me­boks (beat­bok­ser?). I ste­det blev det en aku­stisk intim­kon­cert med nærvær.
  • John Dear Mowing Club (NL) — skulle have været elek­trisk for­stær­ket coun­try i meget mørk stil. I ste­det blev det en aku­tisk kon­cert med coun­try i meget mørk stil. Sik­kert ikke den store for­skel, men når man ikke har mikro­fo­ner til at råbe publi­kum op, så bli­ver stem­nin­gen så meget mere intens.
  • Dae­de­lus (US) — da vi efter­føl­gende resear­chede hans musi­kal­ske CV, viste det sig at han er pio­ner på den sam­men­sæt­ning af elek­tro­ni­ske dim­ser (Monome & Max/MSP på Mac), han opt­rå­dte med. Uan­set den sta­tus, så var hans kon­cert noget larm. Man­den var helt klart dyg­tig, men vi var meget i tvivl om, hvem han spil­lede for? Publi­kum eller sig selv?

Fre­da­gens koncerter:

  • The State, The Mar­ket and The DJ (DK) — Ride­hu­set åbnede med TSt­MtDJ, der spil­lede en blan­ding af pro­g­res­siv rock á la Sigur Rós og så noget længsels­fuld ame­ri­kansk fol­kemu­sik. Det var en meget smuk og rolig måde at komme i gang på.
  • Bode­brixen (DK) — Bode­brixen spil­lede på P3-scenen, hvor de fik star­tet en fest med deres umi­sken­de­lige nik til 80’ernes fest­mu­sik og til dan­ske Super­heroes. Glad, ube­kym­ret pop af en ret gen­nem­snit­lig karak­ter. De sagde ikke mig det helt store.
  • Er de sjældne (DK) — en kon­cert, der star­tede som en lyd­prøve. Dørene blev åbnet mens der sta­dig blev prø­vet mikro­fo­ner og højt­ta­lere. Er De Sjældne er et sam­men­rend af mere eller min­dre kendte dan­ske kunstere. Dig­te­ren Lone Hørs­lev skri­ver tek­sterne, som lig­ger til grund for de meget vokal­bårne arran­ge­men­ter. Hvis du har lyst til digte med akkom­pag­ne­ment, så kan de anbefales.
  • Helene Blum & Harald Hau­gaard Band (DK) — Hun er en dyg­tig dansk san­ge­r­inde (hvis man kan li’ Lene Siel!) og han er en dyg­tig vio­li­nist med sit eget fol­kemu­si­kor­ke­ster. Det var i mine ører langt mest inter­es­sant at høre fol­kemu­sik­ken uden den pole­rede og ufar­lige Helene Blum. Harald Hau­gaard og band er dyg­tige spillemænd.
  • Emi­li­ana Tor­rini (FO) — På dette tids­punkt om fre­da­gen, var vi efter­hån­den ble­vet grun­digt trætte. Så trætte, at Musik­hu­sets Store Sals meget bløde sæder blev for meget for os. Vi faldt i søvn til den færøske/italienske san­ge­r­in­des kon­cert. Hun sang nu meget fint, men ingen af num­rene sagde os det helt store.
  • Mike She­ri­dan (DK) — en af Dan­marks mange unge kunst­nere, der alle­rede i en tid­lig alder har gjort en fin kar­ri­ere og solgt en del albums. Som for­ven­tet, så var hans kon­cert ret tri­viel — det er sjæl­dent spæn­dende at se elek­tro­ni­ske musi­kere live. Han spil­lede dog en kon­certud­gave af en kom­mende single, hvor Mads Lan­ger syn­ger og spil­ler kla­ver. Desværre har jeg lidt mistet inter­es­sen for hans instru­men­tale lyd og vil egent­lig hel­lere høre ham lave noget mere med sang på.
  • Electro­ju­ice (DK) — disse tre unge gut­ter har også fat i den lange ende af den dan­ske elek­tro­ni­ske musiks­cene. De kan deres musi­kal­ske kram og spil­ler op til dans i tidens musi­kal­ske trend: dub-tech-house med mas­ser af energi! En god kon­cert at gå i seng på.

Lige en enkelt spørgs­mål til Spot-festivalens arran­gø­rer: Hvor­for kan man ikke købe frugt og grønt på festi­val­plad­sen? Det ville være fan­ta­stisk læk­kert at kunne købe en frisk banan, en pære eller et æble, når man var sul­ten i ste­det for øl, hot­dogs og pizzaslices.

Nå, videre med lør­da­gens koncerter:

  • Music for Modern Man (DK) — en kon­stel­la­tion af musi­kere fra andre bands, der havde lyst til enten at være mere i ram­pe­ly­set — eller bare lave noget, der havde mere karak­ter af lege­stue. På den gode måde. Desværre var deres for­san­ger, Asger Tar­p­gaard fra Super­heroes og Pri­vate,  influenza-ramt og på peni­cil­lin, men kon­cer­ten livede hel­dig­vis vold­somt op, da skot­ten The Steve Kelly fik over­dra­get mikro­fo­nen i et par numre. Yay, Steve Kelly!
  • The Green Lives (DK) — spil­lede 3–4-5-stemmig gui­tar­po­prock. De er fra Århus og har ikke fan­get mit øre. Det var lidt for ens­for­migt i blot 40 minut­ter. Pænt, men ikke spændende.
  • Jør­gen Tel­ler / Lars Skin­ne­bach (DK) — uha, her kom­mer vi til Spot-festivalens afstik­ker rent gen­re­mæs­sigt for mit ved­kom­mende. På Lyd+Litteratur–sce­nen var der spo­ken word / noise efter kunst­ner­nes for­godt­be­fin­dende. Der havde været omkring 30 men­ne­sker igen­nem loka­let, da “kon­cer­ten” blev afslut­tet med kom­men­ta­ren “Pour-qoui pas?”. Sam­men med Niels Jazz­nyt Over­gård, var jeg en af de ene­ste, der blev sid­dende til den bitre ende. Det vir­kede mest af alt som om deres optræ­den gik ud på at larme mest muligt, så man kunne høre mindst muligt at dig­tet. Skin­gre effek­ter og kni­tren fra en lom­me­ra­dio var de pri­mære instru­men­ter, der blev taget i brug. Jeg undres over, hvor meget der er aftalt på for­hånd samt om det er menin­gen, at man ikke skal kunne høre hvad der bli­ver læst op?
  • Deo­dato Siquir & Balanco (DK) — Jazz­kon­cert med afri­kan­ske under– og over­to­ner. Her emmede musik­ken af livs­glæde og lyst til at danse. Fint-fint, hvis man er til moderne jazz.
  • Must Go Radio (DK) — jeg var desværre mere opmærk­som på min side­mand til denne kon­cert. Han burde have fået tit­len som “Spot 2009s vær­ste gæst”, for der var ingen tvivl om, at han festede for hele salen. Han sva­rede inden kon­cer­ten vel­vil­ligt på kon­fe­ren­ci­e­rens tåbe­lige quizspørgs­mål om ban­det og under­vejs råbte, skreg og sprang han omkring alt imens der flød en sød­lig lugt fra hans gen­nem­våde uld­trøje. Øv, for den.
  • Brum from Den­mark (DK) — dan­ske August Eng­kilde og co. spil­lede op til jazz-inspireret elek­tro­nisk fest og fik sve­den til at drive. Jeg nød at få lov til at danse med. Tak for den gra­tis CD, August!
  • Jarle Bern­hoft (NO) — en forun­der­lig stemme gemt i en lille norsk musi­ker. Han sam­p­lede sin gui­tar og brugte den til både at spille trom­mer, bas og ryt­me­gu­i­tar til hans egen funk/soul-musik. Det var fan­ta­stisk og vi har alle­rede bragt videoer fra Spot. Wow.
  • N*Grandjean (DK) — sangskri­ve­ren fra det dan­ske band Luke, Niko­laj Grand­jean, havde taget et par gode kam­me­ra­ter med og så gik der næsten lej­r­båls­stem­ning i den. De sang og spil­lede smukt og intimt. Til trods for at der var plads til 300 men­ne­sker i salen følte jeg, at de spil­lede lige præ­cis for mig. Jeg håber, at resten af salen havde det lige sådan. Det vil jeg godt gøre igen.
  • Baskery (SE) — Efter at for­sin­kel­sen i Musik­hu­sets Lille Sal bare var ble­vet større og større hen over dagen, så endte det nu med, at afte­nens sid­ste band kom i gang næsten en time for­sin­ket. De spil­lede til gen­gæld med stor ivrig­hed for at holde os vågne. Baskery spil­ler coun­try med Girl Power. Altså ægte Girl Power. Ikke den dér tyggegummi-candy floss-vammel-nutte-søde vari­ant som Spice Girls fik os til at tro på. Nej, det her var med ste­ge­pan­den i hån­den og et halm­strå i kæf­ten. Og kom­mer du for sent hjem, så kan du sove hos gri­sene. De har tur­ne­ret i USA og ame­ri­ka­nerne er til­sy­ne­la­dende vilde med dem. Det er svært at være andet, når musik­ken sam­ti­dig for­tæl­ler en histo­rie og er musi­kalsk og vel­spil­let. Lyt til dem, hvis du får muligheden.

Jeg vil lige runde ind­læg­get her af med en video fra Music for Modern Man. Det er num­me­ret Modern Man — så I kan se og høre, hvad det var, der væk­kede os lør­dag lige over mid­dag, da vi sad på 5. række i Musik­hu­sets Store Sal.

Spot 2009 — en torsdag med op– og nedture

Ret­telse: Ind­læg­get hed “En fre­dag med op– og ned­t­ure”, men det hand­ler om tors­dag, såeh…

I går star­tede Spot 2009 på ret kao­tisk manér. For det før­ste måtte vi stå i kø i 20–25 minut­ter for at blive checket ind og få vores arm­bånd på. Arm­bån­det er sym­bol på købet af en par­tout­bil­let, som bety­der, at vi har købt adgang til Spot 2009 i hele festi­va­lens åbnings­tid, dvs. fra tors­dag aften til lør­dag aften/søndag mor­gen, når de sid­ste arran­ge­men­ter slutter.

Udgangs­punk­tet for Spot 2009 er, at hvis man vil høre en kon­cert, så må man være på spil­le­ste­det og stå i kø mens der sta­dig er plad­ser — ellers er tiden spildt. Med andre ord: det vel­kendte først-til-mølle-princip. Det viste sig imid­ler­tid ikke at være gæl­dende i går aftes, da åbnings­kon­cer­ten skulle starte hele festi­va­len. Da vi nåede frem til døren og ville ind i Musik­hu­sets Store Sal for at høre Gun­nar K. Mad­sen (hove­d­ansvar­lig for Spot Festi­val) og bag­ef­ter høre Ave spille sam­men med Her­ning Kir­kes Dren­ge­kor, så fik vi at vide, at vi skulle have en lille blå bil­let, da vi ikke havde købt en enkelt­dags­bil­let til tors­dag. Der­for måtte vi stille os i kø efter en lille blå bil­let for at komme ind.

Det skyl­des, at der var solgt for mange enkelt­dags­bil­let­ter til tors­dag og i festi­va­lens øjne havde de åben­bart for­trin­s­ret til åbnings­kon­cer­ten. Så vi måtte igen stå i kø (nu til en anden disk) for at få vores adgangs­tegn til Store Sal. Det viste sig dog hur­tigt, at der ikke var flere blå bil­let­ter, så vi måtte opgive at komme ind i Store Sal kl. 19. Suk. Næste arran­ge­ment star­tede først kl. 22 på hhv. Stu­den­ter­hu­set, Train og Musikca­feen. Det var tre timer ekstra at fordrive…

Efter en del van­dren frem og til­bage i Århus’ gader endte det med, at vi satte os ned i Ara­bia Café og fik et par kop­per bedu­inkaffe ind­til vi beslut­tede os for at gå tid­ligt ned på Musikca­feen for at være sikre på at få en plads til at høre Bird, John Dear Mowing Club og Dae­da­lus.

Kon­cer­ten viste sig at være for­sin­ket omkring 20 minut­ter — uden­for trom­mede reg­nen på taget og dryp­pede ned i en mik­ser, der stod på et bord. Det viste sig at være ret fatalt for pla­nerne. For­sin­kel­sen skyld­tes nem­lig, at en for­stær­ker var gået i styk­ker på grund af regn­vand, så der var desværre kun et af de annon­ce­rede bands, der havde ønsket at spille et aku­stisk set. Suk igen. Nu var det meste af afte­nen gået i vasken, men vi blev på Musikca­feen og hørte Bird, der spil­lede 4–5 vel­o­p­lagte numre.

Bird er en bri­tisk pige, der tid­li­gere har spil­let trom­mer i et punk­band men nu har slået sig på folkpop. Der var tre i det lille band: 2 cel­li­ster og en herre, der viste sig at lave mun­dryt­mer (beat­boxing). Hel­dig­vis havde hun publi­kum i sin hule hånd fordi vi alle for­stod, at hun ikke selv var skyld i at kon­cer­ten var gået skævt. Hun smi­lede og gri­nede og opfor­drede os til selv at lave flere ryt­mer alt imens hun for­talte hvor­dan alle peda­lerne og dim­serne på sce­nen skulle have været brugt til at lave en masse effek­ter på num­rene. Og vi åd det råt. Hun char­me­rede sig vej lige ind i alles hjer­ter og fik flere gange stå­ende bifald efter numrene.

Da Bird for­lod sce­nen, viste det sig, at John Dear Mowing Club også havde lyst til at spille aku­stisk for os. Det er tre hol­land­ske her­rer, der spil­ler en dyster og trø­ste­løs coun­try med klare refe­ren­cer til Neil Young og Tom Waits. De kla­rede sig også igen­nem på strå­lende vis og fik os alle sam­men til at skråle med på omkvæ­det “It’s a sad, sad, sad, sad. It’s a saaaaad, sad, sad, song after all.”

Som en lille smule opkla­ring på en ellers regn­tung aften (også i over­ført betyd­ning), så lyk­ke­des det arran­gø­rerne at frem­skaffe en enkelt for­stær­ker, så Dae­de­lus kunne spille sin helt igen­nem elek­tro­ni­ske musik for os.

Det viste sig, at han gik fuld­stæn­dig i den anden grøft hvad angår nær­hed og inti­mi­tet med publi­kum. Han gik amok i en glitch-sample-mashup-helvedesfest hvor han tryk­kede og klik­kede løs på sine elek­tro­ni­ske appa­ra­ter. Det var en helt anden ople­velse end vi havde for­ven­tet ud fra beskri­vel­sen af ham og bestemt ikke musik, der sagde pænt god­dag til øregangene.

Vi valgte at for­lade kon­cer­ten, da klok­ken var på vej med 01:00 for at få lidt nat­te­søvn. På vejen hjem gik vi og over­ve­jede, om både Bird og John Dear Mowing Club burde over­veje at skifte til ude­luk­kende at spille aku­stisk for der­i­gen­nem at nå tæt­tere på publi­kum. Det var i hvert fald tre kon­cer­ter, som vi ikke glem­mer lige med det samme. På hver sin måde.

I dag står den på det offi­ci­elle Spot-program med mas­ser af kon­cer­ter for­delt ud over 10–15 sce­ner over hele Århus — pri­mært omkring Musik­hu­set. Vi kom­mer nok sent i seng igen i aften…

Online stafetleg — vil du lege med?

Jeg har fået sådan en væl­dig lyst til at lege sta­fet eller “fan­ge­leg” på net­tet. Jeg har ikke fun­det andre, der har en god dansk over­sæt­telse af begrebe, men det kan ople­ves under begre­bet “at tagge andre”. Jeg har kaldt det en sta­fet­leg — selv om den mere direkte dan­ske over­sæt­telse vel egent­lig er fan­ge­leg. Det hand­ler ikke om at fange andre, men om at give noget videre. Læs med her, hvis du undrer dig.

Det går i al sin enkel­hed ud på, at jeg nu nedskri­ver en række reg­ler for hvor­når jeg må give sta­fet­ten videre. Der­ef­ter giver jeg sta­fet­ten videre til  5 men­ne­sker jeg ken­der, som jeg gerne vil have med i legen. Der­ef­ter er det et eks­pe­ri­ment at se, om sta­fet­ten bli­ver taget op og om mine“legekammerater” vil lege med.

Reg­lerne for at give sta­fet­ten videre er følgende:

  1. Vælg et kul­tu­rar­ran­ge­ment i den nær­me­ste for­tid eller fremtid
  2. For­tæl (kort?) om kulturarrangementet
    1. Var du/skal du være del­ta­ger, til­skuer eller måske arrangør?
    2. Hvor fandt/finder arran­ge­men­tet sted?
    3. Hvor­for fik/får dette arran­ge­ment andel i din spar­somme fritid?
    4. Hvad fik/får du ud af arrangementet?
    5. Hvor­for skal andre (ikke) gøre det samme som du?
  3. Giv der­ef­ter sta­fet­ten videre til 5 andre — husk at linke til den, der gav dig stafetten

Jeg star­ter selv med at over­holde mine reg­ler og giver der­ef­ter sta­fet­ten videre.

ad 1) I den kom­mende wee­kend, fra tors­dag d. 5. juni 2008 og frem til lør­dag, skal jeg til Spot Festi­val 2008. Den har vist den offi­ci­elle titel Spot 08, så det vil jeg kalde den herefter.

ad 2) Spot 08 er et festi­val i Århus for nyere dansk og nor­disk musik. Festi­va­len kører nu på 14. år og er ble­vet større og større gen­nem tiden. I år kom­mer der 116 større eller min­dre bands og kunst­nere. Det dre­jer sig om at høre noget nyt musik, “være med på bea­tet”, sidde i solen med en øl og ikke mindst nyde noget nyt musik. Jeg ved godt, den er der to gange — men det er også vig­tigt på en musikfestival.

ad 2.1) Jeg skal igen i år være almin­de­lig, døde­lig publi­kum og give DKK 495,- for at høre alt musik, jeg over­ho­ve­det gider og kan komme til. Jeg kom­mer ikke til at for­tryde det.

ad 2.2) Spot 08 fore­går på 14 sce­ner rundt om i Århus. I år har Musik­hu­set mulig­hed for at lægge endnu flere sce­ner til, så jeg vil skyde på, at det i år bli­ver endnu mere kon­cen­tre­ret om Musik­hu­set end det har været de fore­gå­ende år.

ad 2.3) Jeg tager til Spot 08 fordi jeg er begej­stret for musik — og fordi Spot Festi­va­len giver mig mulig­hed for at høre nogle bands, kunst­nere og kon­stel­la­tio­ner, som jeg ellers aldrig ville falde over i min fær­den i musik­bu­tik­ker og på net­tet. Og så fordi Spot 08 er lige i nærheden.

ad 2.4) Jeg bli­ver opda­te­ret på musik og jeg har mødt ind­til flere rare men­ne­sker, som jeg håber at se igen i år til Spot.

ad 2.5) Jeg synes helt sik­kert, at man skal tage med til Spot, hvis man har mulig­he­den for det. Altså hvis man er inter­es­se­ret i nyere dansk og nor­disk musik. Og godt tør tage nogle udfor­drin­ger på musiks­ma­gen. Tag dog med!

Dine svar på oven­stå­ende spørgs­mål behø­ves ikke blive stil­let så fir­kan­tet op, som jeg her har gjort for at illu­strere kon­cep­tet. Du bestem­mer helt selv for­men så længe ind­hol­det er der. Jeg erklæ­rer her­med sta­fet­le­gen åben!

For at få legen star­tet godt op, giver jeg her­med sta­fet­ten videre til en lang række men­ne­sker. Lad mig starte med stu­di­e­kam­me­ra­ter fra Informatik-studiet: Andreas Haugs­trup, Michael Carøe, Anders Bøgh Mor­ten­sen, Hen­rik Farre, Hen­rik Jep­sen, Lars Søren­sen, Kas­per Gar­næs og Kas­per Duhn. Der­u­d­over skal Joakim Recht, Rolf Njor Jen­sen, Tho­mas Ledet, Søren Han­sen og min æld­ste lil­le­bror Jakob Kold også have en sta­fet. Jeg håber, I vil lege med — og i øvrigt opda­ger, at I er med i legen!

Du kan i øvrigt læse mine anmel­del­ser af Spot 2007 og Spot 2006 på min helt egen pri­vate, per­son­lige (og nu til dags ret hem­me­lige) blog på http://ulrikkold.dk/blog

Aflysning af Michael Carøe Show

Vi skulle have været til Michael Carøe Show (ja, vi er ved at være satte…) i Musik­hu­set d. 25. april. Men men, Michael skal åben­bart være vært i et nyt pro­gram på TV2, så fore­stil­lin­gerne er aflyst.

Jeg havde ellers glæ­det mig til at gen­høre Mark Linns sprøde stemme. Egent­lig var det mest pga. ham, at jeg fik lok­ket Ulrik med ;-)

Håber, at Musik­hu­set får en aftale med trioen igen…

En kulturel weekend for to — del 1

Selv om to af Århus’ stør­ste kul­tur­byg­nin­ger lig­ger lige dør om dør i hjer­tet af Århus, så gav de os vidt for­skel­lige ople­vel­ser i begge ender af kulturspektret.

Fre­dag aften fik vi to fri­bil­let­ter til Mon­rad & Rislunds show “Plat­he­der På Et Fun­da­ment Af Sjo­fel­hed” i Musik­hu­sets nyind­viede Ryt­mi­ske Sal, da Kas­per og Maria desværre var ble­vet for­hin­dret i at over­være sjo­fel­he­derne. Malene var ret skep­tisk inden vi drog afsted, da hun min­de­des et show med d’herrer fra gym­na­sie­ti­den, som var umå­de­ligt plat og bestemt ikke levede op til den kri­ti­ske tee­na­gers fore­stil­ling om god underholdning.

Jeg havde selv en nagende mistanke om, at jeg mulig­vis også var ble­vet enten for gam­mel eller for snob­bet til at grine hjerte­ligt med af Mon­rad & Rislunds udskej­el­ser. ‘Gam­mel’ skal dog nok tages med et gran salt, da vi så klart trak gen­nem­snitsal­de­ren ned: det var helt klart det mid(del)aldrende seg­ment, der var kom­met op af læne­sto­lene for at høre M&R rakke ned på Århus, kon­ge­hu­set, hin­an­den, vore fol­ke­valgte poli­ti­kere, hin­an­den, Århus og dem selv.

Alt i alt var det en meget blan­det for­nø­jelse at se de to udstille sig selv på sce­nen. Showet veks­lede mel­lem stand-up-lignende sekven­ser, der blev frem­ført enten alene eller i tosom­hed og så de vel­kendte sket­ches med mere eller min­dre van­vit­tige, ekstreme, kar­ri­ke­rede og skæve eksi­sten­ser, som vi ken­der dem fra Mon­rad & Rislund (og Øyvind Ougaard).

Min vur­de­ring er, at det var stand-up-sekvenserne, der rum­mede så meget af den klæ­de­lige ord­jong­le­ring, der var afte­nens mest vel­lyk­kede dele. Så snart sket­chene tog over, blev det hele (på mere eller min­dre sofi­sti­ke­ret vis) hevet langt ned under bæl­te­ste­det. Uklæ­de­ligt og usma­ge­ligt i mange tilfælde.

Når jeg tæn­ker til­bage på sket­ches fra tid­li­gere CD’er om Åge Brodt­gård, Mogens, Han­se­mann Luch­ter, Hen­rik­sen fra Ølbylyng og de mange andre karak­te­rer fra Plad­der­balle og Ube­hage sogn, så min­des jeg en sati­risk, bidende, skarp, vidende og ikke mindst vit­tig tone, der udstil­lede det dan­ske sam­fund på godt og ondt (mest på ondt — ellers var det jo ikke rig­tig satire!). Nu var sket­chene ble­vet til uar­tige ord og utve­ty­dige refe­ren­cer til feti­ches og seksu­elle til­bø­je­lig­he­der. Skuf­fende, at to (tre, Øyvind! Din sven­ske lider­buk var ikke en kende bedre end Søren og Jans) gran­voksne mænd ikke kan se, hvor­når de har ramt lav­må­let for plat– og sjofelheder.

Og det gør det ikke bedre, at de blot bru­ger deres fabel­ag­tige rim– og lyri­kev­ner til blot at svine hin­an­den (og Århus) til i den nok så kendte stil (“skide krøbling!”, “tykke dyr!”, “det blin­de­ap­pa­rat, du har hæn­gende ude på snot­ten”, “du burde nok kunne kende for­skel på kli­to­ris og en hæmo­ride”). Det ene­ste lys­punkt i den linde strøm af selv­de­struk­tivt var, da de tre på sce­nen beslut­tede sig for at give fuck­ing til­bage til de fuck­ing sprog­ligt fuck­ing enspo­rede rap­pere fra fuck­ing Dan­mark, som fuck­ing selv mener, at de har fuck­ing godt styr på vort fuck­ing moder­s­mål. Søren Rislund rimede og Øyvind Ougaards key­bo­ard beat­boxede sig vej igen­nem et stykke moderne, dansk hip-hop. Bravt og stil­rent. Endelig.

Hvor sner­pet har man egent­lig lov til at være lige omkring de 30? Det er da meget sundt at blive udfor­dret lidt på sine hold­nin­ger og fore­stil­lin­ger en gang imel­lem. Så hvis du har et par gra­tis bil­let­ter lig­gende til Ørke­nens Søn­ner i nær­he­den af Århus, så mod­ta­ger vi dem gerne. Det skulle efter sigende være en smule mere sofi­sti­ke­ret end Mon­rad & Rislund. I hvert fald er det flerstemmigt.

Anden del af beret­nin­gen om vores kul­tu­relle wee­kend med ople­vel­ser i begge ender af spek­t­ret kan du læse på onsdag.

Gratis koncert med Rasmus Skov Borring i Musikhuset

Om to timer og 10 minut­ter er vi bæn­ket i Musik­hu­sets café for at høre musik — gra­tis fløde for ørerne. Det er endnu en gang Ras­mus Skov Bor­ring, der står for underholdningen.

Vi har to gange tid­li­gere hørt hans gra­tis kon­cer­ter i Musik­hu­sets café og det inspi­re­rede os blandt andet til at købe hans før­ste CD “Soli­loquy” fra 2005 med egne kom­po­si­tio­ner for piano. I aften gæl­der det hans anden plade “Den Dan­ske Sang”, der inde­hol­der Ras­mus’ egne for­tolk­nin­ger af den dan­ske sangskat — i over­ve­jende grad Højsko­lesang­bo­gen.

Vi glæ­der os til at lytte til et par timers vel­lyd i sel­skab med andre lige­sin­dede. Og måske har vi en ny CD med hjem…

Update: Og vi fik købt en CD med hjem. Cho­ko­lade for øregangene!

Rasmus Skov Borring CD-cover