Flere erfaringer med Vibram Fivefingers Flow

Nu er det snart 6 måne­der siden, at jeg fik mine Vibram Five­fin­gers Flow — og i den tid har jeg kun løbet i dem i rundt reg­net 2 måne­der på grund af det vold­som­me vin­ter­vejr, der afholdt mig fra at eks­pe­ri­men­te­re med ny løbe­stil mens der sta­dig lå is og sne på veje, for­tove og sti­er.

Siden mid­ten af marts har jeg imid­ler­tid taget revan­che og har løbet 2–3 gan­ge om ugen, så nu har jeg sam­let lidt fle­re erfa­rin­ger op mht. at løbe i Vibram Five­fin­gers Flow (model­len for­kor­tes her­ef­ter VFfF — da mær­ket ofte for­kor­tes VFF). Det­te blo­gind­læg for­sø­ger at sam­le op på dis­se erfa­rin­ger og giver mig sam­ti­dig mulig­hed for at føl­ge op på nog­le af de spørgs­mål og kom­men­ta­rer, der er kom­met til mit før­ste ind­læg om mine Vibram Five­fin­gers Flow.

Før som­mer­fe­ri­en 2009 løb jeg op mod 8–9 kilo­me­ter hver gang — desvær­re miste­de jeg på et tids­punkt gej­sten og måt­te erken­de, at sen­som­mer, efter­år og den lan­ge, kol­de vin­ter tog en stor del af min udhol­den­hed og gene­rel­le motion fra mig. Der­u­d­over skif­te­de jeg også job for over et år siden, så det ikke læn­ge­re var muligt at hol­de kon­di­tio­nen ved lige vha. cyk­ling, som jeg hidtil hav­de gjort.

Der­for star­te­de jeg stort set fra nul og måt­te byg­ge udhol­den­he­den og distan­cen op igen, da jeg begynd­te at løbe i VFfF. Det bety­der, at mine mus­k­ler sta­dig er væl­dig ømme, når jeg er er fær­dig med en løbe­tur. Jeg for­tæl­ler mig selv, at det er en blan­ding af at løbe på en anden måde end jeg er vant til og så det fak­tum, at min kon­di­tion har været kørt helt i bund. Og så læg­ger jeg med ret stor garan­ti alt for hårdt ud, når jeg nu ger­ne vil træ­ne mig selv op igen.

Men nok om und­skyld­nin­ger­ne. Jeg kan mær­ke, at ømhe­den og træt­he­den gene­rer mig min­dre og min­dre for hver gang, jeg er fær­dig med at løbe. Det tager jeg som et sik­kert tegn på, at jeg bli­ver stær­ke­re og stær­ke­re i krop­pen — og der­med, at min nye træ­nings­form er god for mig. De ømme mus­k­ler er, med et kendt udtryk fra min sol­da­ter­tid, “en svag­hed, der for­la­der krop­pen!”. Min krop væn­ner sig til, at den skal yde mere, end den har været vant til, og der­for skal mus­k­ler­ne natur­lig­vis også have lov at resti­tu­e­re (læs om resti­tu­e­ring og hvile­pe­ri­o­der hos iform.dk).

Jeg har fået en ny løbe­stil og fun­det en ny muskel­grup­pe at træ­ne, så jeg tæn­ker, at det er helt natur­ligt, at jeg er træt. Det er der ikke noget mærk­vær­digt i — eller hvad tror I?

Jeg fik en ræk­ke spørgs­mål og kom­men­ta­rer fra mine læse­re, da jeg skrev om de før­ste erfa­rin­ger med VFfF. Den ene var fra “Kram­me”, der bad mig huske, at det er vig­tigt at slap­pe af i ben og fød­der, når jeg løber. Det kan jo også godt tæn­kes, at grun­den til at jeg er øm og træt også skyl­des, at jeg ikke slap­per nok af. At jeg anstren­ger mig for at lan­de på fod­bal­ler­ne og ikke på hælen. At jeg måske stræk­ker mig for langt og der­for ikke får et godt afsæt eller en god lan­ding, når jeg løber. For efter­ti­den vil jeg for­sø­ge at huske at slap­pe af, når jeg løber.

Og så har jeg via Pose­mand og Kram­me stif­tet bekendt­skab med POSE-filo­so­fi­en, som er udvik­let af rus­se­ren Dr. Nicho­las Roma­nov. Det er en viden­ska­be­lig til­gang til ener­gi­ud­fol­del­se, hvil­ket i sig selv kan lyde utro­lig tørt og kede­ligt, men som i vir­ke­lig­he­den er en aka­de­misk under­sø­gel­se af, hvor­dan vi men­ne­sker bedst bru­ger den ener­gi, som vores mus­k­ler kan gene­re­re. Med andre ord: hvor­dan bru­ger du min­dre ener­gi til at opnå det sam­me. Eller bru­ge den sam­me ener­gi til at opnå mere.

Jeg har end­nu ikke prø­vet at løbe “Pose Run­ning”, men har da set neden­stå­en­de video og må sige, at det ser spæn­den­de ud.

Jeg håber, at mine erfa­rin­ger kan brin­ge andre vide­re i over­vej­el­ser­ne om Vibram Five­fin­gers (VFF) og bar­fod­sløb.

God tur og lad mig så høre i kom­men­ta­rer­ne, hvad I tæn­ker