Ost, ost, ost, ost, ost jeg må ha’ ost!

I går var vi til Vol­be­at-kon­cert i NRGi Are­na i Århus.

Det aller­bed­ste var nu optak­ten til kon­cer­ten, hvor vi besøg­te Hans.  Han hav­de lige hav­de været i Frank­rig og hen­te diver­se ost og pøl­ser ad libi­tum. Der­til fik vi boble­vand og rød­vin. Vi spi­ser jo ikke så meget ost her­hjem­me,  for­di vi vil­le prø­ve at mini­me­re ind­ta­get af mæl­ke­pro­duk­ter, sti­vel­se og suk­ker, så jeg var helt ban­ge for at få lak­to­se­for­gift­ning (à la den Meg Ryan fik i fil­men French Kiss), for nøøj, hvor smag­te de godt!

Jeg får helt lyst til at tage på ferie i Frank­rig!

Vidt forskellige musikalske indtryk

I aften tager vi til Vol­be­at-kon­cert i NRGi Are­na i Århus. Det bli­ver den før­ste metal-kon­cert vi nogen­sin­de har betalt for — det ple­jer ikke at være Vol­be­at, der spil­ler i vores medi­e­af­spil­ler. Så måske bli­ver det også den sid­ste metal-kon­cert, vi beta­ler for. Eller måske bli­ver det den før­ste i en lang ræk­ke.

Under alle omstæn­dig­he­der står Vol­be­at og deres tun­ge metal­ro­ck i meget stærk kon­trast til den musi­kal­ske ople­vel­se, vi fik i går, da vi var en tur på Ring­kø­bing Råd­hus (byens uof­fi­ci­el­le musiks­ce­ne for min­dre arran­ge­men­ter), da det i går var for­års­kon­cert for Ring­kø­bing-Skjern Musiks­ko­les ele­ver over 25.

Male­ne har sun­get i Kvin­de­ko­ret siden efter­å­ret 2008 og går sta­dig til øve­af­ten hver man­dag for at bli­ve bed­re og bed­re til at syn­ge. Kvin­de­ko­ret star­te­de og slut­te­de efter­mid­da­gen med en fæl­les­sang sam­men med de knap 100 frem­mød­te. Der­u­d­over sang de nog­le af deres smuk­ke fler­stem­mi­ge num­re, der fik kul­de­gys­nin­ger­ne frem blandt publi­kum.

De øvri­ge optræ­den­de var en man­dol­in­spil­ler (jeg har aldrig hørt live man­do­lin før!), et spil­le­mandsor­ke­ster, en flok kla­ri­net­spil­le­re (Kla­ri­nør­der­ne), et river­dan­ce-hold, et klas­sisk ensem­b­le på kla­ver og tvær­fløjte samt et helt tvær­fløjte­hold.

Som bekendt skal man lære så læn­ge man lever — og det er fan­ta­stisk livs­be­kræf­ten­de at se, at så man­ge ældre men­ne­sker sta­dig tør prø­ve kræf­ter med at lære at spil­le et instru­ment. For det er ikke helt for­kert at sige, at der sta­dig var behov for øvel­se. Sam­ti­dig var det også dej­ligt at se, hvor let­te­de ele­ver­ne blev, når de kæm­pe­de sig (suc­ces­fuldt) igen­nem et svært styk­ke.

I aften står den imid­ler­tid på højpro­fes­sio­nel metal­ro­ck af bed­ste dan­ske skuf­fe. Jeg glæ­der mig til at prø­ve noget, jeg aldrig har prø­vet før. Og jeg har fun­det øre­prop­per­ne frem.