Antichrist — en moderne klassiker

I den­ne uge har Ring­kø­bing Bio­graf vist den meget omdis­ku­te­re­de film Anti­christ (kino.dk, IMDb, AllM­ovie, Rot­ten Toma­to­es) af den dan­ske fil­min­struk­tør Lars von Tri­er. Vi var inde for at se den i går aftes.

Fil­men hand­ler om:

Et par i dyb sorg tager til ”Eden”, deres hyt­te i sko­ven, for at kom­me vide­re i livet og red­de deres for­hold. Men de mister kon­trol­len, da natu­ren gri­ber ind…

Det vil være unfair over­for fil­men at sige meget mere om hand­lin­gen. De fle­ste, der ved en smu­le om Lars von Tri­ers film, har nok alle­re­de reg­net ud, at fil­men ikke er helt lige til.

Fil­men er en gyser, der spil­ler på vores inder­ste skræk. Det gør gyse­re jo som oftest, men af en eller anden grund, så lyk­kes det von Tri­er at kom­me der­ind, hvor det sæt­ter sig i krop­pen. Isner til bene­ne og efter­la­der et grumt ind­tryk.

Fil­men har fået skyld for at være man­ge ting: auto­bi­o­gra­fisk fra von Tri­ers side, kvin­de­ha­den­de, ‑under­tryk­ken­de, por­no­gra­fisk, og meget mere. Den er æste­tisk, smukt foto­gra­fe­ret og klip­pet. Og sam­ti­dig en utro­lig grim film, når man ser ind til histo­ri­en. Ind bag det visu­el­le udtryk.

Jeg vil godt give fil­men 8 ud af 10 stjer­ner, hat­te, film­rul­ler, skum­fi­du­ser eller blik­trom­mer. Det er en god film.

Jeg synes det er synd at sige for meget om fil­men — det tager som regel spæn­din­gen ud af en gyser. Men for­be­red dig på at se een af de bed­re film i nye­re tid. Bered dig på at se en film, der ikke er som de fle­ste andre. Og for­be­red dig på at gå hjem med dybe pan­de­ryn­ker.

Changeling med Angelina Jolie i hovedrollen

Vi er lige kom­met hjem fra en tur i den loka­le Ring­kø­bing Bio. Det er en gan­ske lil­le bio­graf med plads til lige omkring 90 gæster. Højta­ler­sy­ste­met er helt almin­de­ligt og sto­le­ne er spon­se­ret af de loka­le erhvervs­dri­ven­de. Bag på hver stol sid­der der en lil­le­bit­te rek­la­me, så man kan se, om man sid­der i slag­te­rens stol, fri­sø­rens stol, pizze­ri­a­ets stol eller en helt fjer­de. Betje­nin­gen er præ­cis så ufor­mel, som den skal være, når ste­det dri­ves af loka­le entu­si­a­ster og den inti­me stem­ning opret­hol­des af, at man selv kan væl­ge de bed­ste sto­le, for bil­let­ter­ne er unum­me­re­re­de.

Ugens film var Chan­ge­ling (IMDb, Wikipe­dia) med Ange­li­na Jolie i den alt­over­skyg­gen­de hoved­rol­le som mode­ren, hvis barn for­svin­der og bli­ver erstat­tet af en anden dreng, som påstår at være hen­des søn. Fil­men føl­ger hen­des kamp mod en kor­rupt og udu­e­lig poli­ti­styr­ke, der kæm­per for at opret­hol­de et pænt ima­ge. Hun får hjælp af den uku­e­li­ge og ret­fær­di­ge pastor Gustav Bri­eg­leb (spil­let af John Mal­ko­vich), der hol­der et vågent fal­keø­je med poli­ti­ke­re og poli­ti­styr­ken i det bun­d­råd­ne Los Ange­les.

Fil­men er instru­e­ret af Clint Eastwood, der tid­li­ge­re har instru­e­ret liv­styk­ker som Let­ters of Iwo Jima, Mystic River og A Per­fect Wor­ld. Fil­men hol­der en i et jer­n­greb hele vej­en igen­nem, hvor vi lever, ånder og lider med den stak­kels moder, der gang på gang må sny­des for sand­he­den om den for­s­vund­ne søn.

Det er fan­ta­stisk at se Ange­li­na Jolie spil­le en karak­ter med en smu­le mere dyb­de end de slå-og-sky­de-og-der­ef­ter-spar­ke-de-andre film, hun ellers har været kendt for i den bre­de offent­lig­hed. Der er ikke man­ge rap­pe replik­ker i Chan­ge­ling — pånær i sce­nen, hvor dok­to­rens hest bli­ver omtalt — og det klæ­der fil­men at hol­de et sobert og tro­vær­digt sprog­ligt niveau. Histo­ri­en fore­går fra 1928–35 og det kræ­ver natur­lig­vis en stor del af omgi­vel­ser­ne for at hol­de illu­sio­nen. Fil­men star­ter og slut­ter i sort-hvid, så vi får et klart bil­le­de af, hvil­ken tidsal­der, vi er til­ba­ge i. Spor­vog­ne, trav­le tele­fon­cen­tra­ler og gam­le Ford-auto­mo­bi­ler er med til at hol­de os dér.

Uan­set at histo­ri­en er byg­get over vir­ke­li­ge hæn­del­ser — hvil­ket i rea­li­te­ten gør det hele en tand mere gru­somt — så hol­der den spæn­din­gen til aller­sid­ste cel­lu­loid-strim­mel er rul­let over lær­re­det. Chan­ge­ling kan anbe­fa­les — og jeg vil godt give den 5 ud af 6 (stjer­ner, hat­te, film­rul­ler, kara­mel­ler, for­ham­re, egern, vælg selv!) for en god histo­rie, en vel­spil­len­de sku­e­spil­ler­li­ste, for at hol­de spæn­din­gen til sid­ste sekund, for at brin­ge os tro­vær­digt til­ba­ge til 1930’erne og for at have været en god før­ste filmop­le­vel­se i Ring­kø­bing Bio. Se den.

Upside of Anger er en overraskelse

Vi pak­ke­de pla­stik­ken af en af de DVD-film, der står i vores film­hyl­de. På dansk hed­der den Det Ku’ Ikke Være Bed­re men på engelsk hed­der den Upsi­de of Anger. En meget bed­re og mere sigen­de titel.

Fil­men hand­ler om en midal­dren­de kvin­de, Ter­ry Ann (spil­let af Joan Allen), der har fire unge eller voks­ne døtre. I star­ten af fil­men erfa­rer vi, at hen­des mand har for­ladt hen­de — sand­syn­lig­vis med hans sven­ske sekre­tær. Vor hoved­per­son bli­ver nu en bit­ter, aldren­de kvin­de, der ved hjælp af drinks og gal­de hol­der smer­ten fra døren. Hun bærer følel­ser­ne og smer­ten uden­på, lige­som døtre­ne også gør det. Det udlø­ser natur­lig­vis en lang ræk­ke kon­flik­ter.

Under­vejs i det­te dra­ma får een af døtre­ne, Andrea — kal­det Andy, et job på en lokal radio­sta­tion, hvor pro­du­ce­ren Shep (spil­let af instruk­tø­ren Mike Bin­der) ansæt­ter hen­de og kort efter bli­ver kære­ste med hen­de. Shep er over 40 og Andy er 20 år yngre. Det huer natur­lig­vis ikke Ter­ry at se hen­des unge, dyg­ti­ge dat­ter arm i arm med en selvg­lad sjover der er dob­belt så gam­mel.

Fil­men viser sig — udover den dra­ma­ti­ske ram­me — at rum­me en ræk­ke komi­ske indslag, hvor vi til­sku­e­re er nødt til et gri­ne af Ter­ry og hen­des ulyk­ke. Det viser sig imid­ler­tid også, at Ter­ry har en stærk indre kraft, der får hen­de til at behand­le ulyk­ker­ne både i drøm­me og i dags­lys.

Vi mær­ker og ser Ter­rys stær­ke fru­stra­tion, da hun over­ra­sker Shep og Andrea i seng sam­men og det går op for hen­de, at dat­te­ren ikke blot hol­der i hånd og går i bio­gra­fen med man­den.

Sekun­det sene­re spi­ser fami­li­en aftens­mad (Kevin Cost­ner spil­ler Ter­ry Anns nye ven) og her kom­mer fil­men til et ven­de­punkt, da der plud­se­lig bli­ver brugt helt andre vir­ke­mid­ler end vi reg­ner med. Se selv med neden­for. Og prøv at over­be­vi­se mig om, at du hav­de for­ud­set den drej­ning.

Fil­men kan anbe­fa­les. Jeg vil nok give den. 4 ud af 7 stjer­ner for histo­ri­en men en enkelt stjer­ne mere for udførs­len. Mike Bin­der får for­talt en film, der for os til at tæn­ke over vor egen indig­na­tion og anta­gel­ser om tin­ge­nes sam­men­hæng.

Bøger

I tidens løb får vi læst en del bøger. Det er ikke altid let at huske hvil­ke eller hvad man syn­tes om dem, så der­for har vi den­ne side, hvor vi kan skri­ve lidt.

Bøger, Ulrik har læst

Jeg læser lige nu:

Jeg læser snart

Faglitteratur

  • Men­ne­ske­fø­de af Tor Nør­re­tran­ders. Bogen hand­ler om, at vi skal lade være med at spi­se meget græs (sti­vel­se, suk­ker). Vi skal spi­se det, vores krop er lavet til at spi­se: frugt, grønt, kød, fisk, bær og nød­der. Gan­ske som den­gang men­ne­ske­ne sta­dig leve­de uden ager­brug. Kan anbe­fa­les hvis man vil have en viden­ska­be­ligt fun­de­ret, velskre­vet og vel­ar­gu­men­te­ret bog om ernæ­ring. (Læst i okto­ber 2008)
  • Ker­nes­und fami­lie, sådan! af Ninka-Ber­na­det­te Maurit­son. Bogen hand­ler om, at vi skal lade være med at spi­se og drik­ke mad, der har mæl­ke­pro­duk­ter. Der­u­d­over skal vi sør­ge for at spi­se som Tor skri­ver i Men­ne­ske­fø­de. Og så dyr­ke noget motion. Vi skal spi­se det, vores krop er lavet til at spi­se: frugt, grønt, kød, fisk, bær og nød­der. Kan anbe­fa­les, hvis man vil have en ræk­ke argu­men­ter for at læg­ge sin kost om. Er dog rodet og ustruk­tu­re­ret i mit syns­punkt. Hold øje med blog­gen, hvor jeg har tænkt mig at skri­ve en anmel­del­se med sam­men­lig­ning af Men­ne­ske­fø­de og Ker­nes­und fami­lie. (Læst i okto­ber 2008)
  • REST­ful Web­ser­vi­ces af Leo­nard Richards­on & Sam Ruby. Bogen hand­ler om, hvor­dan det kan lade sig gøre at lave web­ser­vi­ces, der ikke er base­ret på de “tun­ge” trans­port­me­to­der som SOAP og WS-*. Lære­rig læs­ning. (læst i som­me­ren 2008)
  • Lev Fedt af Niels Ehler. Bogen hand­ler om, at vi ikke skal være så bekym­re­de for at spi­se fedt­hol­dig mad — sålæn­ge det dre­jer sig om det rig­ti­ge fedt. Vi skal med andre ord sør­ge for at spi­se de gode fedt­stof­fer, der stam­mer fra nød­der, lyst kød og andre plan­te­o­li­er (oliven‑, valnødde‑, avo­ca­do- osv.) sam­ti­dig med at vi sør­ger for at få fibre, vita­mi­ner, mine­ra­ler og lang­som­me kul­hy­dra­ter nok. Kort og let­læst med lækre opskrif­ter. (Læst i okto­ber 2008)
  • Demo­cra­tizing Innova­tion af Eric von Hip­pel. Bogen hand­ler om hvor­dan ind­dra­gel­se af bru­ger­ne i pro­duk­t­ud­vik­lin­gen er En God Ting(!). Helt spe­ci­fikt hand­ler bogen om, at det ofte er lead users, der kan bidra­ge bedst til en virk­som­heds fort­sat­te udvik­ling. En stor del af bogen hand­ler om, hvor­dan man så kan ind­dra­ge dis­se lead users i udvik­lings­ar­bej­de. Bogen bærer stærkt præg af at være et aka­de­misk stu­die, der er udgi­vet i bog­form. Det­te er både en styr­ke og en svag­hed — alt efter læse­rens stå­sted. Der bli­ver brugt meget ener­gi på at have refe­ren­cer og hen­vis­nin­ger i orden. Efter min opfat­tel­se bety­der det, at der er ofret noget læs­bar­hed. Bogen er alli­ge­vel meget anbe­fa­lel­ses­vær­dig, hvis man beskæf­ti­ger sig med pro­duk­t­ud­vik­ling og ‑innova­tion. (Læst okt-dec 2008)
  • Wiki­no­mi­cs — how mass col­la­bo­ra­tion chan­ges eve­ryt­hing af Don Tapscott & Ant­ho­ny D. Wil­li­ams. Jeg nåe­de desvær­re ikke at læse bogen fær­dig, men den halv­del jeg nåe­de, er helt sik­kert værd at læse bogen for. Den hand­ler om nye for­ret­nings­mo­del­ler. For­ret­nings­mo­del­ler, der ikke hol­der alle kort helt ind til krop­pen, men tvær­ti­mod deler ud af opda­gel­ser og viden, der ikke umid­del­bart inde­hol­der for­ret­nings­hem­me­lig­he­der. Om at give ud til den fæl­les viden, vi alle kan dra­ge nyt­te af. (næsten læst i dec ’08-jan ’09)
  • Ambi­ent Fin­da­bi­li­ty af Peter Mor­vil­le (jan-feb 2009)
  • Foto­gra­fe­ring med digi­tal spejl­re­fleks af Hen­rik Schur­mann (feb-mar 2009)
  • Poli­ti­kens bog om digi­tal foto­gra­fe­ring af Tho­mas Nykrog (mar-april 2009)
  • Så snak dog dansk, mand af Lars Daneskov (april 2009)
  • Den men­ne­ske­li­ge fak­tor — histo­ri­ens sva­ge­ste led af Ras­mus Dahl­berg (april 2009)
  • AdWords-bogen af Seba­sti­an Gul­lak. Bogen er let­læst og giver et for­nuf­tigt over­blik over de over­vej­el­ser og mulig­he­der man stil­les over­for, når man enten skal sæl­ge Goog­le AdWords eller selv skal i gang med Goog­le AdWords. (maj 2009)

Skønlitteratur

  • Spi­der-Man & Bla­ck Cat: Når men­ne­sket er ondt af Kevin Smith (ja, fil­min­struk­tø­ren!) — en histo­rie med den vel­dre­je­de Bla­ck Cat. Hun kryd­ser end­nu engang klin­ger med Spi­der-Man og den­ne gang invol­ve­rer det også Dare­de­vil og en mystisk skurk ved navn Mr. Brown­sto­ne. Kan anbe­fa­les til voks­ne teg­ne­se­ri­e­læ­se­re. (Læst i okto­ber 2008)
  • Hiero­ny­mus Borsch 1: Blod er tyk­ke­re end vod­ka af Mår­døn Smet. 5 teg­ne­de histo­ri­er om den okkul­te detek­tiv, der effek­tivt opkla­rer sager med rod i det okkul­te. En inter­es­sant udvik­ling af den tra­di­tio­nel­le detek­tiv­hi­sto­rie. Gode teg­nin­ger og alter­na­ti­ve myste­ri­er. (Læst i okto­ber 2008)
  • Det gyld­ne kom­pas 1: Det gyld­ne kom­pas af Phi­lip Pul­l­man. Bogen behø­ver vel ikke meget omta­le, efter den er ble­vet fil­ma­ti­se­ret. Fil­men er dog smal­le­re i sin beskri­vel­se af vor hoved­per­son (pigen Lyra) og hen­des fær­den. Læs den, hvis du er til gode fan­ta­sy-for­tæl­lin­ger. (Læst i for­å­ret 2008)
  • Det gyld­ne kom­pas 2: Skyg­ger­nes kniv af Phi­lip Pul­l­man. Fort­sæt­tel­sen om Lyras tur rundt i (en anden) ver­den. Bogen er en spæn­den­de fort­sæt­tel­se, der plud­se­lig brin­ger vor egen ver­den ind i spil­let. (Læst i for­å­ret 2008)
  • Det gyld­ne kom­pas 3: Rav­kik­ker­ten af Phi­lip Pul­l­man. Afslut­nin­gen på tri­lo­gi­en. Læs de to andre hur­tigt, så du kan kom­me til den hæs­blæ­sen­de slut­ning. (Læst i for­å­ret 2008)
  • Spi­der-Man Kæm­pepo­ck­et 1. En opsam­ling fra Egmont Seri­e­for­la­get A/S — redi­ge­ret af Micha­el G. Niel­sen. Bogen er en opsam­ling af en mas­se gam­le Spi­der-Man-histo­ri­er, hvoraf nogen aldrig har været udgi­vet i Dan­mark før. Jeg fik ende­lig chan­cen for at læse om Gwen Sta­cy og hen­des kær­lig­hed til Peter Par­ker. Der­u­d­over er der en per­leræk­ke af (super)skurke på krigs­stien: Doc Ock, Gre­en Gob­lin, Beet­le, Lizard og Mor­bi­us for­u­den de sæd­van­li­ge kam­pe med JJJ og kær­lig­he­den til gude­s­køn­ne kvin­der. Den kan godt anbe­fa­les, hvis man er Spi­der-Fan! (Læst i novem­ber 2008)
  • Mar­vel 1602 (del 1 + 2) af Neil Gai­man & Andy Kubert. En gra­fisk novel­le skre­vet af een af teg­ne­se­ri­e­ver­de­nens sto­re, nule­ven­de for­fat­te­re. Bogen hand­ler om et paral­le­lu­ni­vers, hvor Mar­vel-uni­ver­set (X‑Men, Hulk, Spi­der-Man, De Fan­ta­sti­ske Fire, Cap­tain Ame­ri­ca, etc.) star­te­de alle­re­de i 1500-tal­let. Det vil sige, at mutan­ter og super­hel­te bli­ver betrag­tet som hek­seyn­gel og magi­ke­re. Dr. Doom, Char­les Xavi­er, Mag­ne­to og man­ge fle­re spil­ler cen­tra­le rol­ler i den­ne histo­rie. (læst i janu­ar 2009) — Wikipe­dia-side om Mar­vel 1602.
  • Hiero­ny­mus Borsch 2: Trus­len fra det ube­vid­ste af Mår­døn Smet. End­nu et afsnit i saga­en om den okkul­te detek­tiv. Det­te bind brin­ger Hiero­ny­mus dybt ned i hans eget ubevidste/underbevidste. Histo­ri­er­ne er end­nu engang en vel­o­p­lagt blan­ding af psy­ko­lo­gi, psy­ko­te­ra­pi, okkul­tis­me, detek­tiv­k­nal­dro­ma­ner, fri fan­ta­si og flot teg­ne­de stri­ber. (læst i janu­ar 2009)
  • Ghost Rider — Vej­en til Hel­ve­de af Garth Ennis. Her er teg­ne­se­ri­en, der lig­ger til grund for fil­men Ghost Rider med Nicho­las Cage i hoved­rol­len (får i øje­blik­ket 5.3/10 på IMDb). Histo­ri­en hand­ler om en stor, grim kapi­ta­list, der er ble­vet lem­læ­stet i et bil­uheld for fle­re år til­ba­ge. Han sid­der nu i køre­stol og har tænkt sig at få sin før­lig­hed til­ba­ge ved at lave en han­del med en grum dæmon fra Hel­ve­des dybe­ste hal­ler. Dæmo­nen Kazaan har imid­ler­tid andre pla­ner, der vil omvæl­te magt­for­hol­det mel­lem Him­mel og Hel­ve­de. Ghost Rider bli­ver lovet sin fri­hed (af en engel fra Him­len), hvis han kan stop­pe Kazaan. Det mde­fø­rer natur­lig­vis mas­ser af svovl, lynild, dæmo­ner, kæbe­ras­le­re og bizar­re mon­stre inden bogen er slut. Under­hold­ning på et bibelsk plan. (læst i janu­ar 2009)
  • Mar­vel 1602 — Den nye ver­den af Greg Pak & Greg Toc­chini. I det­te hæf­te om Mar­vel-uni­ver­set i 1602 er vi kom­met til Nor­da­me­ri­ka. Det er efter­føl­ge­ren til Mar­vel 1602 og føl­ger blandt andre Peter Parquagh (Spi­der-Man) og David Ban­ner (Hulk) samt Nor­man Osbor­ne (Gre­en Gob­lin). Histo­ri­en er mig en smu­le rodet med for man­ge side­lø­ben­de histo­ri­er. Der­u­d­over er teg­nin­ger­ne også en ken­de for pus­se­nus­se­de, når man lige har læst de før­ste to hæf­ter samt Garth Ennis’ Ghost Rider. Men det er sjovt at se, hvor­dan det alli­ge­vel lyk­ke­des Peter Parquagh at bli­ve bidt af en edder­kop og udvik­le sine evner som Spi­der-Man. De sol­da­ter, han sam­ar­bej­der med, synes han skal kal­des Lop­pen, Musen eller Abe­kat­ten sådan som han sprin­ger rundt. Parquagh er ikke helt enig. Læs den, hvis du er hardco­re Mar­vel-fan (og så har du sik­kert alle­re­de læst den!). (læst i janu­ar 2009) — Wikipe­dia-side om Mar­vel 1602 — Den nye ver­den.
  • Mar­vel 1602 — De Fan­ta­sti­ske Fire af Peter David & Pascal Alixe. Bogen er end­nu en fort­sæt­tel­se af Mar­vel 1602-uni­ver­set. I det­te hæf­te møder vi end­nu engang Grev Otto von Doom, der blev slemt mal­trak­te­ret i “Mar­vel 1602” (de før­ste to hæf­ter). Der­for går han nu rundt med en maske (ja, den lig­ner den, vi ken­der). Der­u­d­over er det gode skib Fan­ta­sti­ck og de fire, der sej­ler med det (Fan­ta­sti­cks Fire — den vir­ker vist bed­re på ori­gi­nalspro­get) på vej til Ame­ri­ka. Under­vejs hav­ner de i Sar­gas­so­ha­vet, hvor en vold­som kamp udspil­ler sig. Det ender med, at de sej­ler ud over kan­ten på ver­den (der til­sy­ne­la­den­de er flad). De over­le­ver dog i før­ste omgang på grund af Sus­an Storm (Den Usyn­li­ge Kvin­de) og får en del hæs­blæ­sen­de og omvæl­ten­de ople­vel­ser. Bestemt værd at læse. (læst i janu­ar 2009) — Wikipe­dia-side om Mar­vel 1602 — De Fan­ta­sti­ske Fire.
  • Hel­l­boy — Ond­ska­bens Frø af Mike Mig­no­la. Hæf­tet hand­ler om, hvor­dan Hel­l­boy kom til vores ver­den. Hel­l­boy er en dæmon, der blev hid­kaldt af nazi­ster­ne under slut­nin­gen af 2. ver­denskrig for at ven­de krigs­lyk­ken for dem. Han duk­ke­de imid­ler­tid op mel­lem hæn­der­ne på De alli­e­re­de og blev straks adop­te­ret. Det bety­der, at han nu fle­re årti­er sene­re dri­ver para­nor­mal forsk­ning i Bureau­et for Para­nor­mal Forsk­ning og For­svar. De får en opga­ve på en fjern loka­tion i det bri­ti­ske og der kon­fron­te­res Hel­l­boy igen med den rus­si­ske magi­ker Ras­pu­tin, der hjalp nazi­ster­ne med at brin­ge ham til ver­den. Hæf­tet er smukt teg­net i en utro­lig detal­je­ret og sam­ti­dig sim­pel teg­ne­stil, der lader histo­ri­en kom­me til sin ret uden at smadre den ind i for­styr­ren­de visu­el­le ele­men­ter. Læs den, hvis du kun­ne lide filmen(e) om Hel­l­boy. (læst i janu­ar 2009)
  • Loke af Robert Rodi og Esad Ribic. Bogen hand­ler om, at det nu ende­lig er lyk­ke­des Loke at skaf­fe sig mag­ten i Asgård (vi får ikke at vide hvor­dan!) og hvor­dan han så tack­ler den magt han plud­se­lig har fået. Det viser sig, at det ikke altid er så let at være en gud, som vi måske lige gik og tro­e­de. Teg­ne­sti­len er utro­ligt udtryks­fuld med smuk­ke, detal­je­re­de bil­le­der, der viser præ­cist hvor hårdt Loke har det. For­tæl­lin­gen giver os mulig­hed for at se ind bag de gængse for­tæl­lin­ger om jæt­ter og aser i Val­hal­la. Kan helt sik­kert anbe­fa­les. (læst i janu­ar 2009) — Lit­te­ra­tur-siden anmel­der og anbe­fa­ler Loke.
  • Sand­man — Prælu­di­er af Neil Gai­man, Sam Kieth & Mike Drin­gen­berg (læst i febru­ar 2009)
  • John Con­stan­ti­ne Hel­l­bla­zer — Hans vær­ker og maski­ner af Mike Carey & Leo­nar­do Man­co (læst i febru­ar 2009)
  • De Evi­ge af Neil Gai­man & John Romi­ta Jr. En teg­ne­se­rie om en inter­ga­lak­tisk race, der lever (næsten evigt) og har en mas­se bøvl ud af at være en art guder for men­ne­ske­ne. Del­vist inspi­re­ret af Lovecrafts Cthul­hu-myter, som jeg ser det. (læst i febru­ar 2009)
  • Krän-seri­en: Krän 0 — Kräns Kom­pen­di­um. Folk og fæ i kon­ge­ri­get Torg­nol, Krän 1 — Gar­ta­gøls runer, Krän 2 — Igors valg,Krän 3: Varul­ve­nes stæv­ne­mø­de, Krän 4: Den sto­re tur­ne­ring, Krän 5: Fjendt­lig inva­sion af Eric Berengu­el (febru­ar og marts 2009). Læs også min anmel­del­se af Krän-seri­en her på blog­gen.
  • Dare­de­vil: Gul af Jeph Loeb & Tim Sale. En alter­na­tiv udga­ve af histo­ri­en om hel­ten Dare­de­vil (ori­gi­nalt dansk: Dæmo­nen) — den blin­de advo­kat Matt Mur­do­ck og hans kær­lig­hed til Karen Page. En fin, mor­som og efter­tænk­som gen­teg­ning og ‑for­tæl­ling. Læs den, hvis du er Dare­de­vil (Dæmonen)-fan. (marts 2009)
  • 300 af Frank Mil­ler. Jeg fik lyst til at se Zack Sny­ders fil­m­ud­ga­ve om Kong Leo­ni­das og hans bra­ve mænd igen, da jeg læste teg­ne­se­ri­en. Som Ano­nym har skre­vet på Lit­te­ra­tur­si­den, så føler man ikke rig­tig sym­pa­ti med de ærekæ­re og arro­gan­te kri­ge­re, men de er kri­ge­re og der­u­d­over er histo­ri­en base­ret på vir­ke­li­ge hæn­del­ser. Smuk gra­fisk roman — læs den, hvis du kun­ne li’ fil­men. (marts 2009)
  • Den lil­la møg­hæt­te og pul­ven af Rune T. Kid­de. Respekt­lø­se gen­for­tæl­lin­ger af kend­te og elske­de even­tyr. Sprog­lig tæft og et biden­de vid ken­de­teg­ner Runes stri­ber. Anbe­fa­lel­ses­vær­dig. (marts 2009)
  • Pis­se­hu­en og andre sæl­som­me tra­ge­di­er af Rune T. Kid­de. Det­te album er et sam­men­suri­um af histo­ri­er, stri­ber, for­tæl­lin­ger og visu­el­le jokes fra Rune T. Kid­des kar­ri­e­re. Nog­le er klas­si­ske — andre er vist bare med her for at have en ful­dendt sam­ling. Hæf­tet er vist kun for Kid­de-fans. (marts 2009)
  • En streg i reg­nin­gen af Rune T. Kid­de (marts 2009)
  • Blu­e­ber­ry Bog 12: O.K. Cor­ral af Jean Giraud (marts 2009)
  • Og det var DANMARK! en sam­ling redi­ge­ret af Fred­dy Milt­on (marts 2009)
  • Vibra­tor af Lars Over­by (april 2009)
  • Sag­de mor  — stand-up dig­te af Hal Sirowitz. En sam­ling utro­ligt bit­re dig­te (angi­ve­ligt selv­bi­o­gra­fi­ske) om for­fat­te­rens opvækst i et jødisk New Yor­ker-hjem, hvor hans mor ser­ve­rer skyld med skyld på og hans far kun taler, når mor hol­der mund. Kære­ster er der ikke rig­tigt nogen af og halv­de­len af bogen er sam­ta­ler med psy­ko­lo­gen. Stand-up-dig­te har som regel en under­fun­dig poin­te, men efter 170 sider med ca. sam­me poin­te har jeg ikke læn­ge­re ondt af Hal Sirowitz. Det begyn­der næsten at bli­ve ynke­ligt igen. Tag dig sam­men, mand! (april 2009)
  • Ama­zing Mauri­ce and his educa­ted rodents af Ter­ry Prat­chett. En bog i Discwor­ld-uni­ver­set. Bogen spil­ler på histo­ri­en om rot­te­fæn­ge­ren fra Hameln og er for­talt i Ter­ry Prat­chetts sæd­van­li­ge humo­ri­sti­ske tone. (maj 2009)
  • Arrows­mith: Så smar­te i deres fine uni­for­mer af Kurt Busiek. Bogen hand­ler om 1. ver­denskrig i en alter­na­tiv tids­linje, hvor der fin­des dra­ger, magi og trold­mænd. En flot, flot gra­fisk roman, hvor fan­ta­si­en og umen­ne­ske­lig­he­den i skyt­te­gravskri­ge bli­ver udstil­let på gru­som vis.(maj 2009)

Bøger, Malene har læst

Jeg læser lige nu: Anne Vibe­ke Holst: Kron­prin­ses­ses

Jeg læser snart:

Faglitteratur

Skønlitteratur

  • Dren­gen i kuf­fer­ten af Lene Kaa­ber­bøl og Agne­te Fri­is.
  • En plads i solen af Liza Mar­klund (lyd­bog fra DR)
  • Sig­ne af Lars Johans­son
  • Mænd, der hader kvin­der af Stieg Lars­son
  • Pigen, der lege­de med ilden af Stieg Lars­son
  • Bom­be­ka­stel­let der blev sprængt af Stieg Lars­son

Nu ved vi, hvordan vi slipper af med de andre

I går var vi på Århus Tea­ter for at se den meget omdis­ku­te­re­de fore­stil­ling “Hvor­dan vi slip­per af med de andre”. For de, der ikke ved det, er fore­stil­lin­gen base­ret på den dan­ske film af sam­me titel. Både fil­men og tea­ter­fo­re­stil­lin­gen intro­du­ce­rer De nye Køben­hav­ner-kri­te­ri­er, som giver rege­rin­gen — og dens udø­ven­de magt, mili­tæ­ret — ret til at tage et kri­tisk syn på hver enkelt dan­sker: Har han eller hun ydet mere eller min­dre end de har mod­ta­get fra sam­fun­det?

Der er med andre ord fokus på at få de vær­ste snyl­te­re og nas­se­re sor­te­ret fra, såle­des at Dan­mark kan over­le­ve som nation, der ellers er ved at køre sig selv i sænk på offent­li­ge ydel­ser. Når 20% af dan­sker­ne står for 80% af de offent­li­ge ydel­ser, så er der jo mas­ser af pen­ge at spa­re, hvis man slip­per af med de rig­ti­ge 20%. Det er udgangs­punk­tet for fore­stil­lin­gen.

En afhøring under forestillingen

Under fore­stil­lin­gen afhø­res hoved­per­so­ner­ne og det kan jo ende skæb­nesvan­gert, hvis man ikke er i stand til at sva­re for sig på spørgs­må­let om, hvad man er værd. Jeg skri­ver ‘man’, da fore­stil­lin­gen er et styk­ke total­te­a­ter, der ind­dra­ger publi­kum både fysisk og ver­balt. Fle­re gan­ge gøres det klart, at resten af salen kan for­ven­te at kom­me til et lil­le inter­view inden­for de næste 12 timer. Lars Bom er for­hørs­le­de­ren oberst Chri­sti­an — eller ‘inter­viewer’, som han ynder at kal­de det — og med den fol­ke­valg­te Fol­ke ved sin side afgør han skæb­nen for de inter­viewe­de. Som fol­ke­valgt har Fol­ke natur­lig­vis det sid­ste ord.

Reg­ne­styk­ket, der skal afgø­res på 10 minut­ter pr. inter­view for at hol­de tids­pla­nen, er natur­lig­vis ikke så let som der her er lagt op til. Styk­ket får vendt grun­digt op og ned på rela­tio­ner­ne mel­lem for­hørs­le­der, fol­ke­valgt og de afhør­te. Hvis man har fulgt med i den offent­li­ge debat om fil­men eller tea­ter­styk­ket, kan man ikke rig­tigt bli­ve over­ra­sket over hand­lin­gen. For­ar­get kan man der­i­mod sag­tens bli­ve, for tan­ker­ne bli­ver sat i gang — som med al god sati­re — for har jeg nu selv levet op til De nye Køben­hav­ner-kri­te­ri­er?

Kun­ne tea­te­ro­p­le­vel­sen så leve op til den megen omta­le? Ikke hvis du spør­ger mig. Det mest impo­ne­ren­de ved afte­nen — for mig — var helt sik­kert den mas­si­ve brug af total­te­a­te­r­e­le­men­ter. Døre­ne til salen blev smæk­ket bag publi­kum, da vi hav­de sat os, og sku­e­spil­ler­ne bevæ­ge­de sig rundt iblandt os, så vi blev en aktiv del af fore­stil­lin­gen, men sel­ve histo­ri­en for­må­e­de aldrig rig­tig at ska­be en stor ople­vel­se. Jeg føl­te aldrig rig­tigt med de stak­ler, der blev for­hørt der­ne­de på sce­nen. Måske var det ikke menin­gen, at jeg skul­le føle deres smer­te? Måske var de for kari­ke­re­de, så jeg blot grin­te forun­dret frem for at føle med dem. Under alle omstæn­dig­he­der gri­ne­de jeg mere af de for­ryk­te skæb­ner end jeg led med dem. Karak­te­rer­ne var i høje­re grad tragi­ko­mi­ske end de vak­te sym­pa­ti.

Jeg gik ud af salen med en flad for­nem­mel­se — en skuf­fel­se, som nok mest bun­de­de i, at jeg sav­ne­de følel­ser for de stak­ler, som lige hav­de været cen­trum for vores opmærk­som­hed i 2 timer.

Jeg vil give fore­stil­lin­gen 3 ud af 6 stjer­ner for en trods alt under­hol­den­de, mildt tan­ke­væk­ken­de og vel­spil­let fore­stil­ling.

Lørdag aften stampede vi i takt

Musik­hu­set her i Århus hav­de i lør­dags den sto­re ære at kun­ne byde Ulrik og Male­ne Høy­er Kold inden­for til en fore­stil­ling med percus­sion-ensem­blet Stomp. Vi hav­de givet os selv en mid­dag på Restau­rant Rich­ter og en fore­stil­ling i Musik­hu­set i bryl­lups­ga­ve, så lør­dag aften sad vi spænd­te som små børn og klap­pe­de hin­an­den på låre­ne og vid­ste fak­tisk ikke helt, hvad vi skul­le for­ven­te af de næste par timers sce­ne­op­træ­den.

8 mænd og kvin­der slog, feje­de, klik­ke­de, knip­se­de, tram­pe­de, stam­pe­de, løb og sprang over sce­nen i et hek­tisk show, der invol­ve­re­de en mas­se dag­lig­dags gen­stan­de, som alle afgav en eller anden form for lyd. For folk med ryt­me i krop­pen var det svært at sid­de stil­le — kan jeg per­son­ligt skri­ve under på.

Der blev spil­let på alt fra feje­ko­ste, pla­stikpo­ser, iso­le­rings­rør, storm­ligh­te­re, bil­fæl­ge, metals­pan­de, køk­ken­va­ske (med vand), svup­pe­re og meget andet. Meget kre­a­tivt, meget ryt­misk og meget hek­tisk. Jeg sad bag­ef­ter til­ba­ge med en for­nem­mel­se af, at det hele var lige en tand for jazzet — at ryt­mer­ne aldrig helt fik tid til at fin­de vej helt ind og sæt­te sig. At det hand­le­de om på kor­test tid at demon­stre­re så man­ge for­skel­li­ge ryt­mi­ske vari­a­tio­ner som muligt.

Det sam­le­de ind­tryk af afte­nen var meget blan­det. Påklæd­nin­gen var meget pun­ket, musik­ken var stærkt inspi­re­ret af sam­ba og kar­ne­val, det musi­ske udtryk var meget jazzet og sce­nes­howet var en blan­ding af klov­ne­ri, mili­tær excercits med kosteskaf­ter, kampsport og bal­le­t­ag­tig løben-rundt-mel­lem-hin­an­den.

Hel­dig­vis slut­te­de ekstra­num­re­ne afte­nen af med at ind­dra­ge publi­kum i en grad, hvor 1.000 men­ne­sker klap­pe­de i sin­drig takt med den karis­ma­ti­ske Stam­per på sce­nen. Jeg kan anbe­fa­le et Stomp-show, men husk at tage øre­prop­per med. Ski­sta­ve, der bli­ver tævet imod olie­tøn­der lar­mer!