-
Chokoladekage med rødbede
En gang for længe siden klippede Malene en opskrift ud af et gammelt Idényt under overskriften “En høstmenu”. Det var en rødbedechokoladekage, der udnyttede årstidens høst af rodfrugter til at pifte en traditionel chokoladekage lidt op ved at putte en mængde rødbeder i.
Nu er det jo ved at være høsttid igen og derfor vil jeg benytte lejligheden til lige at komme med vores egen tilføjelse til denne opskrift.
Rødbedechokoladekage (fra Idényt)
4 pers.
1 stor springform
350 g fintrevet rødbede
200 g smør
300 g mørk chokolade
4 æg str. L
300 g sukker
1 spsk. vaniljesukker
350 g hvedemel
2 tsk. bagepulverSmelt smør og hakket chokolade for svag varme. Pisk æg og sukker hvidt og skummende, og rør rødbede og vaniljesukker i. Vend hvedemel, bagepulver og chokoladesmør i æggemassen. Kom dejen i en smurt og meldrysset springform, og bag kagen ved 150° i ca. 1 time. Mærk efter med en strikkepind. Så længe der sidder dej på pinden, er kagen ikke færdig.
Vi brugte (desværre?) meget store og modne rødbeder, og vi mener, at det måske var derfor kagen fik en meget muldet smag. Prøv med små, helt friske rødbeder — så kan det være, at den “jordede” smag ikke bliver så fremtrædende i kagen.
Som et alternativ til den ovenstående kage, som smager ganske udmærket, vil vi på et senere tidspunkt i løbet af efteråret prøve denne opskrift, hvor rødbederne først bliver bagt i ovnen før de bliver puttet i kagen:
Chokoladerødbedekage (fra Meyers Køkken)
1½ dl kakao
4 dl hvedemel
4½ dl rørsukker
2 dl majsolie
250 g rødbede
5 æg
2 spsk polenta (majsmel)
3 tsk bagepulver
¼ tsk saltPak ca. 300 g rødbeder i alufolie. Bag dem ca. 1½ time ved 180 grader til de er møre. Pak ud og skræl dem. Sigt kakao, hvedemel, bagepulver og salt ned i sukkeret. Rør olie, æg, polenta og rødbeder i. Hæld blandingen i en smurt, meldrysset form og bag kagen ca 50 minutter.
PS! Dejen kan krydres med vanille eller ingefær.
Uanset set hvad, så skal rødbederne nok få ben at gå på dette efterår!
-
Hjemmelavet ristet müsli
For nogle år siden var der en müsli-konkurrence i Politiken. I den forbindelse havde jeg klippet 2 müsli-opskrifter ud af avisen med intentionen om, at jeg ville lave det selv på et tidspunkt.
Posen med müsli fra Urtekram var ved at være slunken, så lige præcis i dag fik jeg lyst til at kaste mig ud i disciplinen ristet müsli. Jeg havde dog ikke alle ingredienser til den opskrift, jeg havde udvalgt mig, så her mit bud på en ristet müsli. Alle ingredienser undtagen hasselnødder havde jeg i en økologisk udgave.
Jeg blev overrasket over hvor nemt det er at lave det og ærgerede mig egentlig over, at jeg ikke for længst har taget mig sammen. Her er resultatet, opskriften kommer efter billederne:


Malenes ristede müsli
- 200 g havregryn
- 100 g speltflager
- 100 g rugflager
- 50 g solsikkekerner
- 70 g hasselnødder skåret i halve
- 50 g kokosmel
- 2 dl appelsinjuice
- 1–2 spsk. rørsukker (kan undlades)
- 100 g lyse rosiner (tørrede blåbær eller tranebær kunne også være lækkert)
De tørre ingredienser til og med kokosmel blandes sammen, appelsinjuice vendes i. Blandingen fordeles jævnt ud på en bradepande beklædt med bagepapir, sukkeret drysses over. Blandingen ristes i ovnen ved 180 grader i ca. 25–30 min. til det er gyldent. Vend rundt i det hver 5. minut. Tag bradepanden ud og fordel rosinerne ud, vend rundt i det og lad det stå og køle af. Opbevares i glas med tætsluttende låg.
Vi plejer at tage ½ havregryn og ½ müsli med mælk til morgenmad, men det kan selvfølgelig også drysses på yoghurt eller lignende.
Velbekomme!
-
Hjemmelavet kakaoessens — del 1
Vi har købt en forfærdelig kogebog. “Fristelser af Chokolade” fra Parragon Books. For det første er den dårligt, hurtigt og sjusket oversat fra engelsk. For det andet kan man ikke se, hvem der har skrevet den. For det tredje kan ISBN-nummeret ikke findes på bogpriser.dk. For det fjerde kostede den vist 30,- kr. i Netto. Og for det femte er den propfuld af fantastisk lækre opskrifter på chokoladedesserter, –kager, –småkager, –is og –konfekt. En helt igennem afskyelig bog.
Opskrifterne er fulde af den engelske målenhed “cup” — og vi ejer ikke et eneste målebæger med en “cup”-angivelse. Det viser sig, at en cup vand svarer til 237 milliliter vand. Så er det jo bare med at komme i gang med en lommeregner og gange op.
Lige indtil det slår een, at en cup mel ikke vejer det samme som en cup vand eller en cup sukker — lige som 1 deciliter mel heller ikke vejer det samme som en deciliter vand eller sukker.
Da vi løb igennem ingredienslisterne i bogen, opdagede vi en interessant ingrediens: chokoladeessens. Hvad er det? Har I nogensinde hørt om det før? Jeg kan finde enkelte engelsksprogede opskrifter, hvor “chocolate extract” bliver brugt — men jeg har endnu til gode at finde en opskrift på selv at lave chokoladeessens.
Derfor kastede jeg mig ud i at lave en chokoladeessens selv. Jeg fortalte mig selv, at det måtte være meget som at lave en vanilleessens (eller vanilleudtræk), som jeg tidligere har gjort.
Så jeg købte en portion rå kakaobønner hos Netspiren.dk, afskallede dem og puttede de små stykker i et syltetøjsglas og fyldte glasset med vodka. Jeg har ingen anelse om forholdet mellem kakaobønner og vodka, så nu har jeg putter 50–60 gram afskallede bønner glasset og fyldt ca. 300–350 ml vodka deri. Nu skal det sikkert stå i en 3–6 måneder og trække. Derefter vil jeg tro, at jeg kan begynde at bruge af det.
Men når udtrækket / essensen / snapsen er klar, hvad kan jeg så bruge det til? Jo, ifølge kloge hoveder, så bruger man kakaoessens (der også kaldes chokoladeessens, eller på engelsk “chocolate extract”) i madlavning og bagværk til at tilføje en endnu stærkere chokoladesmag.
Jeg er spændt på at dufte til glassets indhold, når det er klar om nogle måneder. Lige nu vil jeg nøjes med at se farven skifte, når bønnerne afgiver smag og farve. Så må jeg tænke mig til resten.
-
Opskrift på risdessert med svesker
I mit barndoms hjem blev (og bliver) der serveret “gammeldags risdessert” juleaften. Ingen ris á la mande. Ingen risengrød. Bare svesker og ris kogt sammen til en velsmagende og nærende grød. Sveskerne hjælper maven på vej i denne fede flæskefestival, vi kalder jul.
Den ser ud som det vises på billedet herunder. Efter billedet kommer der en opskrift. Read the rest of this entry »
-
Opskrift på hvid glögg
Julen er glöggens tid. Og glögg kan laves på rigtig mange forskellige måder. Her leverer vi en opskrift på en hvid glögg, der efter vores mening er “lettere” end en typisk rødvinsbaseret glögg.
Hvid glögg
Glöggessens laves af:
- 1 liter æblemost
- 2 kanelstænger
- 1 ps. pomeransskal
- 1 spsk. kardemomme (i en te– eller kaffepose, så det er til at tage op igen)
- saft fra 1 lime. Evt. også skallen, hvis det er en øko-lime.
- 1 tsk. revet ingefær
- sukker/honning/sirup efter smag
- Evt. andre “julede” krydderier: stjerneanis, nelliker, osv.
Lad essensen koge ved svag varme i mindst et par timer. Lad den derefter trække køligt i mindst et døgn.
Derefter kan essensen sies og blandes op med fyld, hvidvin og snaps efter eget ønske.
Fyldet kan laves således:
- tørrede abrikoser i tern
- lyse rosiner, der evt. trækker i rom i et døgns tid
- syltet ingefær i små tern
- hakkede, smuttede mandler
- en appelsin i tynde skiver
God fornøjelse med at holde varmen her i den kolde tid!
-
Brød med skolddejning
I et stykke tid har jeg gået og skævet til en opskrift, der involverer skolddejning. Det er en gammel bageteknik, hvor man overhælder en del af melet og kernerne til brødet med kogende vand inden man bager af det.
På den måde udvikles smagen i brødet og holdbarheden skulle også blive bedre. Det er ikke et emne, det er ret let at finde noget om på indernædded, så derfor forsøger jeg her at give mine erfaringer videre med skolddejning.
Jeg er helt vild med langtidshævning af brød og derfor er jeg naturligvis også nødt til at prøve skolddejning, der også anbefaler at lade dejen stå i ½-1 døgn.
Weekendens bageprojekt blev et rugbrød lavet med skolddejning, som smager helt fantastisk. Du kan se mere og læse flere opskrifter her nedenfor.
Read the rest of this entry » -
Eksperimenter med havtorn
Indtil for et halvt år siden kendte jeg ikke til eksistensen af havtorn. Lige indtil vores lokale øko-pusher gav smagsprøve på havtornsaft med æble. Jeg købte en flaske, som blev drukket hurtigt og så tænkte jeg ikke mere over mit fund.
Under vores sommerferie i Sverige stødte jeg igen på havtorn. Denne gang i form af marmelade, men jeg fik aldrig købt et glas (det kostede ca. 90 SEK for et lille glas!!).
Vi lever jo i en Google-alder, så jeg har efterfølgende søgt lidt info omkring havtorn. Det viser sig at det er noget af et vitamintilskud. Havtornbærrene indeholder blandet andet, udover en stor mængde C-vitamin (et bær giver lige så meget C-vitamin som en hel appelsin!), også A–, B–, E– og P–vitaminer! Læs mere om havtorn på Havenyt.dk
Det viser sig, at herude vestpå, der trives havtorn rigtig godt, så der var ikke langt fra tanke til handling. Vi måtte ud at finde nogle buske!
Lige præcis i september-oktober er bærrene modne. Dog ikke lige til at plukke. Der er grund til at det hedder havTORN. Vi fandt en busk, hvor vi brækkede 5–8 kviste af, som vi tog med hjem og så var det ellers bare med at gå i gang med at klippe hver enkelt bær af…

Havtornkviste med bær
Det tog 1½ time at klippe 800 g bær af. Så det er ikke bare noget man kaster sig over…

820 g havtornbær
Bærrene blev hældt i en gryde og dækket med vand

Havtornbær i gryde
Bærrene kogte i ca. 15 minutter. Herefter blev skaller og kerner siet fra.

Skaller og kerner sies fra
Halvdelen af saften blev kogt sammen med 2–3 hele æbler skåret i tern.

Havtornsaft koges med æbler til marmelade
500 g sukker blev tilsat og kogte op og tilsat geleringsmiddel.
Og voila! Havtorn-æblemarmelade. Det smager fantastisk, især på blåskimmelost.

Havtorn-æblemarmelade
De fra-siede skaller, kerner og den anden halvdel af saften tilsatte jeg ca. 5 dl vand og kogte op sammen med et par æbler skåret i både.
Det hele blev siet igen, hældt tilbage i gryden og kogt sammen med ca. 350 g rørsukker.
Og voila! Havtornsaft med æble. Godt at blande med vand eller som et vitaminshot.

Havtornsaft med æble
-
Sesamkiks — en hjemmelavet lækkerbisken
Her i de
varmelunkn..kølige sommedage er det vel på sin plads at servere en hjemmebagt sesamkiks til et lille mellemmåltid (på nydansk: en snack).Sesamkiks, ~50 stk
- 250g hvedemel
- 50g fuldkornsmel
- 125g smør
- 75g sesamfrø
- 1tsk hjortetaksalt
- ½tsk salt, eller mindre hvis smørret er salt.
- ca. 3/4 dl vand
Bland de to slags mel i en skål og smuldr smørret heri. Tilsæt sesamfrø, hjortetaksalt, salt og vand og ælt dejen sammen. Lad dejen hvile koldt, så den bliver til at rulle ud. Gerne en times tid eller to.
Del dejen i mindre portioner og rul disse portioner ud så tyndt som muligt på et meldrysset bord eller mellem to stykker bage– eller madpapir. Prik dejen med en gaffel, så den ikke bobler op under bagning. Skær dejen i firkanter (eller cirkler, trekanter, figurer… sålænge de er nogenlunde lige store) med en kagespore, et pizzahjul eller en kniv.
Bag kiksene på midterste rille i ovnen i 10–12 minutter ved 200 grader Celsius. Lad kiksene køle af på en bagerist og pak dem forsigtigt væk.
Husk at lægge en sukkerknald eller et stykke rugbrød ned til kiksene, så eventuel fugt kan holdes væk og kiksene kan forblive sprøde.
Vidste du i øvrigt at:
“Hjortetaksalt er et hævemiddel, der er velegnet til flade … kager”, citat: Dr. Oetker
Er det ikke en selvmodsigelse at lave hævemidler til flade kager?
God fornøjelse med sommerbagningen!
-
Opskrift på svensk pølseret med pasta
I mit barndomshjem lavede min far fra tid til anden en dejlig svensk pølseret med spaghetti. I mange år troede jeg, at svensk pølseret var med spaghetti og jeg blev dybt forundret, da jeg første gang så en opskrift med kartoffelstykker.
For nylig købte vi en stor kasse grillpølser og opdagede først bagefter, at deres holdbarhed var begrænset. Vi skyndte os at pakke dem i plastikposer og fryse dem ned for at kunne bruge dem senere. Blandt andet til svensk pølseret.
Det er åbenbart ret umuligt at finde en opskrift på svensk pølseret med pasta (spaghetti, macaroni, lasagneplader, etc.), så jeg har skruet en opskrift sammen, som jeg gerne vil dele med jer. Opskriften ligner (sjovt nok) meget dem, jeg har fundet med kartofler, men der er alligevel små forskelle.
Svensk pølseret med pasta
4 personer
- 2 løg
- 4 grillmedister eller 8 hotdogpølser
- 1dl piskefløde
- nok pasta til at mætte 4 (5–600 gram?)
- tomatpuré
- ketchup
- 1 spsk paprika
- salt og peber
- 1 tsk eddike / fiskesauce
Skræl og skær løgene i stykker. Groft eller fint, småt eller stort, som du har lyst til. Snit også pølserne i stykker, der er tilpas mundrette i størrelsen.
Sæt nu vand over i en gryde til pasta (evt. med en bouillonterning) og en anden gryde over til at svitse løgene i — denne sidste gryde skal bruges til at blande det hele i til sidst, så vælg en stor. Når løgene er svitset klare, så tag dem op og hæld paprika i gryden, så det kan svitses sammen med pølserne. Når pølserne har fået lidt farve og er varmet igennem, så hæld en ordentlig klat tomatpuré og noget fløde i gryden sammen med de stegte løg. Lad det stå og simre indtil sovsen har fået lidt konsistens og smag det så til med salt, peber, eddike/fiskesauce eller andet godt. Hvis det er for tykt, kan der spædes til med lidt bouillonvand fra pasta eller blot lidt koldt vand fra hanen.
Når pastaen er klar, hældes vandet fra og den kogte pasta hældes ned til pølsesovsen. Rør rundt og server straks. Velbekomme!
Kommentarer til opskriften modtages gerne i kommentarerne.
-
Lav dit eget vanilleudtræk
Jeg faldt for nylig over opskriften på at lave vaniljeudtræk/-ekstrakt selv. Der findes ganske enkelt et helt amerikansk site, VanillaReview, der ikke beskæftiger sig med andet end vanilje.
Only 2% of vanilla flavor is made from real vanilla beans. This tutorial shows you how to make quality homemade vanilla extract.
Jeg har lavet en prøve af vaniljeudtræk. Det smager fantastisk og dufter lige sådan. Prøv den, hvis du har modet på det. Det kan bruges til at hælde i olie/eddike-marinader, på frugtsalater og meget andet godt.
Kort og godt, så lyder opskriften som følger:
- Skrab vaniljekornene ud af ca. 30g vaniljestænger (ca. 6–8 stænger) og skær stængerne i 1½-2 cm længde
- Put både stumperne og kornene ned i en flaske og hæld 250 ml spiritus på
- Husk at ryste og vende flasken jævnligt i den første måneds tid. Start med en gang eller to om dagen i den første uge. Derefter en gang om dagen eller et par gange om ugen i et par uge. Derefter vender du den bare, når du har lyst. Efter 6–7 uger kan du begynde at bruge af det. Husk at nøjes med et par dråber eller blot en teskefuld af gangen.
- Hvis du har brugt så meget af udtrækket, at stængerne kommer til syne i overfladen, så hælder du bare mere spiritus på.
God fornøjelse med eksperimentet… Og husk at skrive, hvad dine erfaringer er her i kommentarerne!







Nye kommentarer