-
Verdens næststørste solvarmeanlæg ligger i Ringkøbing
I lørdags var der officiel indvielse af det nye, store — verdens næststørste — solvarmeanlæg i Ringkøbing. Anlægget er 15.000 m2 og kan forventeligt levere 7–8% af Ringkøbings årlige varmebehov.
Resten af Danmark har også opdaget, at der var indvielse, så i stedet for at skrive meget mere om anlægget, så vil jeg bringe en håndfuld billeder fra vores lille udflugt.
Det var interessant at se anlægget, som mest af alt består af en masse rør og pumper — det mest interessante var at opleve minikanonerne skyde en ordentlig salut. Og så se og høre, at der stadig er masser af vilje til at støtte en energirigtig energiforsyning.
-
Påskehilsen fra Karamel Kompagniet
Påsken er lige om hjørnet. Træerne på Torvet og gågaden i Ringkøbing er igen pyntet med fine påskeæg, som byens børnehavebørn har haft fornøjelsen af at male.
Vi har lige været på forårsferie i Nice og i chocolatier’enes vinduer bugnede det med hjemmelavede påskeæg i fantasifulde designs for børn i alle aldre. Vi nåede slet ikke at købe chokolade — hvilket er ret usædvanligt for vores vedkommende! Til gengæld stod denne æske på Ulriks skrivebord, da han kom tilbage fra arbejde, med en hilsen fra firmaet:
Kære Ulrik
Du og familie ønskes en rigtig god påske…

Æske med karameller fra Karamel Kompagniet
Karamel Kompagniet er et et lille familiefirma i Gudhjem på Bornholm — Danmarks eneste karamelkogeri. De eksperimenterer med opskrifter, som har været i familiens eje i generationer og de gør det rigtig godt! Som de selv fortæller på deres hjemmeside, så lægger de stor vægt på, at karamellerne ikke er så hårde, at de hiver plomberne ud af tænderne. Og det er himmelske bløde karameller, som smelter på tungen. Derfor er jeg ikke sikker på, at karamellerne holder påsken over
I den fine metalæske med påskemotiv af karamelparrets datter, er der tre forskellige slags karameller med; lime, kakao og lakrids. Ulriks favorit er limekaramellen og jeg har en svaghed for lakridsen, men de smager alle super dejligt. Derfor tror jeg igen ikke, at de holder påsken over.
Hvis du ikke kan finde en forhandler i dit område, er det heldigt, at du kan bestille via deres Toffee Shop.
God påske til jer alle og nyd de ekstra fridage!
-
Grillstegt kanin
I starten af februar havde vi gæster her i vores hybel midt i Ringkøbing. Det var et skønsomt udvalg af foreningen Tværfagligt Netværk, der her ved vintertid havde fundet vej til duften af mad over grill.
Tværfagligt Netværk er en forening, der danner ramme om forskellige arrangementer — eksempelvis virksomhedsbesøg, teaterture, kulinariske oplevelser af forskellige karakter og ikke mindst en masse hygge og socialt samvær.
Da vi sidst var samlet (i oktober) til sådan en kulinarisk aften, kom jeg til at foreslå, at der skulle kanin på bordet næste gang, vi mødtes. Det var der enighed om, at det kunne være spændende at prøve. Jeg var udmærket klar over, at det ville blive i januar eller februar, så jeg skyndte mig at tilføje, at så skulle det også være grillstegt. Det blev dog en sandhed med modifikationer. Read the rest of this entry »
-
Den gang man kunne cykle fra Ringkøbing til Hvide Sande
I dagens udgave af Dagbladet Ringkøbing-Skjern skriver avisens udsendte om deres “polarekspedition” over isen på cykel fra Borgmesterhavnen i Ringkøbing til Tyskerhavnen (æ Tyskerhavn) i Hvide Sande.
Vi har nemlig gået og joket med, at vi engang om mange år ville kunne berette for vores børnebørn, om “Den vinter, hvor det frøs så meget, at man kunne gå fra Ringkøbing til Hvide Sande…”
Det kunne være fedt at svæve over Ringkøbing Fjord og se, om hele fjorden var frosset. Nu er der så nogle nogle modige mænd, der har taget turen over fjorden og rapporteret undervejs.
Læs mere om turen på Dagbladet Ringkøbing-Skjern og nyd endnu et par smukke billeder fra Ringkøbing (is)Fjord.

Eftermiddagssol over Ringkøbing Fjord

Lange skygger på isen i Ringkøbing Lystbådehavn
-
Billeder af is og sne fra Ringkøbing
Mens nordjyderne sner inde, så kommer der her lidt udebilleder fra Ringkøbing Fjord.
Her spiller far og søn ‘snebold’ på isen, der tilsyneladende er tyk nok.
Bemærk her, hvordan isen atter er frosset til efter at være sprækket.
Den nysgerrige glaciolog undersøger isen, hvor vandet står blank oven på isen. Bemærk, hvordan isen er begyndt at ‘pakke’ op mod kanten.
Isen pakker i meget større omfang længere ude.
Et alternativt solfilter: Et stykke fjordis fra Ringkøbing Fjord.
Og så lidt biologi: Isfuglen tilhører skrigefuglene, der oftest er meget farvestrålende tropefugle. Herhjemme kan de ses over hele landet, men ses hyppigst i Midt– og Østjylland. Hvis du aldrig har set en isfugl før, så giver vi dig her chancen. Vi var heldige at have kameraet fremme, da et enkelt eksemplar fløj rundt ved en lille våge i Ringkøbing Fjord.
-
Kulturfestival Mørket — en tur i kælderen i Ringkøbing
I aften har vi været en tur rundt i en række vidt forskellige kældre i Ringkøbing.
Som en del af Kulturfestivalen Mørket, der finder sted i oktober måned, havde Ringkøbing Bevaringsforening arrangeret vandreturen “I en kælder sort som kul — Ringkøbing under jorden”.
Det gav os lejlighed til at kigge ind i lukkede rum, der ellers ikke er offentligt tilgængelige. Vi var en tur i Ringkøbings gamle sodavandsfabrik, der nu til dags er blevet til festsal. Vi besøgte kommandobunkeren i Ringkøbing, der har stået tom i mere end ti år og er forfaldet til ukendelighed.
Vi fik også historien om øldepotet og elektrikerværkstedet, der lå lige ved siden af hinanden — og øjensynligt supplerede hinanden godt. Og sidst men ikke mindst var vi i kælderen under een af byens tidligere købmandsgårde, der nu til dags rummer et showroom i irsk pubstil.
Det er spændende at høre historierne — hvornår har du sidst hørt overraskende historier om dit eget lokalområde?
-
Om at være tilflytter på P4 Midt & Vest
I morges stod jeg op kl. 05:45 for at spise tidlig morgenmad, så jeg kunne stå på kajen i Ringkøbing og tale med Marianne Jonassen fra Danmarks Radio P4 Midt & Vest om at være tilflytter i Ringkøbing.
Jeg blev interviewet live i morgenradioen ca. kl. 06:43 hvor jeg talte om hvorfor jeg var flyttet til Ringkøbing, hvad jeg syntes om byen, hvordan vi har skabt os et netværk herude og ikke mindst om hvordan Tværfagligt Netværk, Ringkøbing Fjordnet kan være med til at give tilflyttere til byen en god start.
Ringkøbings tilflytterkonsulent, Marianne Møller, var også inviteret ned på havnen i morges for at tale om, hvad der er tilflytningskonsulenternes opgave. Jeg var desværre nødt til at cykle hjem, så jeg fik ikke lejlighed til at høre Marianne tale om sit job og hvor vigtigt det er at tage godt imod nye borgere i kommunen. I mine øjne laver tilflytningskonsulenterne præcis dét, som idrætsforeningerne, bridgeklubberne og forældrerådene har gjort i mange år: skaber grundlaget for et netværk for folk.
Ved at melde sig ind i en forening får man jo kickstartet sit netværk og det har vi selv benyttet os af. Vi har meldt os ind i den lokale biografforening, Malene har sunget i kvindekor i en hel sæson, og vi er begge meldt ind i Fjordnet. I Fjordnet får vi lejlighed til at arrangere virksomhedsbesøg, tage på udflugt i naturen, besøge udstillinger, samle svampe, høre lokale ildsjæle tale om deres projekter, og meget mere. Det giver alt sammen inspiration og mod på at blive i området.
Det kan desværre ikke lade sig gøre at høre mit morgeninterview på nettet — så du må nøjes med at tro på mig, når jeg siger, at jeg var der
-
Økologisk høstmarked i Forundringens Have
I dag har vi været til økologisk høstmarked i Forundringens Have ved Vestjyllands Højskole lidt uden for Ringkøbing. Det var et hyggeligt arrangement med boder, der solgte krydderurter, friskpresset æblejuice, håndskårne knive, Søbogaard-saft og meget mere. Og dernæst var det muligheden for at gå en tur rundt i Forundringens Have, der rummer alskens mere eller mindre alternative forsøg på at udnytte naturens kræfter bedre.
I haven foregår der blandt andet eksperimenter med jordtage, der efter sigende kan redde vort pressede kloaksystem. Der er afprøvning af forskellige træsorters holdbarhed og ikke mindst udnytte en eller flere naturlige metoder til at forlænge holdbarheden.
Derudover er der en astronomisk have, hvor planterne bliver sået, plantet, plejet, vandet, nusset og høstet efter Maria Thuns principper. Nu bliver det mere alternativt: Maria Thun er biodynamiker og planlægger sine såtidspunkter efter himmellegemernes placering. Hvert år udgiver hun en såkalender (der oversættes til 20 sprog foruden dansk!) således at biodynamikere verden over kan plante, høste, pleje og så på de rigtige tidspunkter i forhold til månen, solen og alle de andre stjerners placering.
På en lidt mere håndgribelig skala, så giver det økologiske høstmarked mulighed for, at man kan tage sine æbler fra træet med og presse dem til juice.
Og så præsenteres årets høstkunstværk, der fremstilles af årstidens frugt og grønt.
Der var også mulighed for at bage snobrød, smage urtesuppe og pandekager og klappe både hunde, kaniner og katte. Og lad os så lige slutte igen i den alternative ende med et spørgsmål: Hvorfor sætter man 20 kalkenglefigurer op på et hjørne af en bygning?
Vi tager gladeligt imod gode forklaringer.
-
Antichrist — en moderne klassiker
I denne uge har Ringkøbing Biograf vist den meget omdiskuterede film Antichrist ( kino.dk, IMDb, AllMovie, Rotten Tomatoes) af den danske filminstruktør Lars von Trier. Vi var inde for at se den i går aftes.
Filmen handler om:
Et par i dyb sorg tager til ”Eden”, deres hytte i skoven, for at komme videre i livet og redde deres forhold. Men de mister kontrollen, da naturen griber ind…
Det vil være unfair overfor filmen at sige meget mere om handlingen. De fleste, der ved en smule om Lars von Triers film, har nok allerede regnet ud, at filmen ikke er helt lige til.
Filmen er en gyser, der spiller på vores inderste skræk. Det gør gysere jo som oftest, men af en eller anden grund, så lykkes det von Trier at komme derind, hvor det sætter sig i kroppen. Isner til benene og efterlader et grumt indtryk.
Filmen har fået skyld for at være mange ting: autobiografisk fra von Triers side, kvindehadende, –undertrykkende, pornografisk, og meget mere. Den er æstetisk, smukt fotograferet og klippet. Og samtidig en utrolig grim film, når man ser ind til historien. Ind bag det visuelle udtryk.
Jeg vil godt give filmen 8 ud af 10 stjerner, hatte, filmruller, skumfiduser eller bliktrommer. Det er en god film.
Jeg synes det er synd at sige for meget om filmen — det tager som regel spændingen ud af en gyser. Men forbered dig på at se een af de bedre film i nyere tid. Bered dig på at se en film, der ikke er som de fleste andre. Og forbered dig på at gå hjem med dybe panderynker.
-
En 18-års fødselsdag i provinsen
Vi deltog i min kusine Cathrines 18-års fødselsdag. Vejret var godt, maden var god (omend ikke så rigelig, som værtinden havde håbet
) og så var gæsterne jo en væsentlig del af festlighederne.Her kommer der billeder af aftenens mest dramatiske indslag:

Og aftenens dyriske indslag:

Og så hjemturens motionsindslag:

På vej mod Ringkøbing fra Fjerritslev (et sted udenfor Thisted) blev vi holdt tilbage af en hjemmeværnsbetjent. Det var nok godt nok, at vi ikke kom i vejen for disse travle mænd.


















Nye kommentarer