Den første uge hos Ørskov Web

Nu er det fre­dag aften og jeg har over­stå­et den før­ste uge på min nye arbejds­plads, Ørskov Web, der er en del af virk­som­he­den Ørskov a/s.

Det har været en omvælt­ning at gå fra at have ~2500 kol­le­ga­er hos Dan­ske Bank til 25 kol­le­ga­er hos Ørskov a/s. Nu kan jeg plud­se­lig over­skue alle, jeg arbej­der sam­men med. Jeg har imid­ler­tid sta­dig ikke fået et klart over­blik over, hvad alle laver. Men det hav­de jeg nu hel­ler ikke for­ven­tet efter en uge.

I løbet af ugen har jeg for­søgt at fin­de rundt i CMS’et, der hed­der Typo3 og få en for­nem­mel­se af, hvad det er for et system. Der­u­d­over har jeg fået opga­ven at flyt­te tekst- og bil­led­ma­te­ri­a­le for en kun­de fra kun­dens eksi­ste­ren­de sider og over i deres nye Typo3-base­re­de web­s­i­te. Det har også med­ført småop­ga­ver såsom at fore­slå en ny ska­be­lon for sider­ne og omar­ran­ge­re sty­les­he­e­tet.

Det har bestemt ikke været kede­ligt at kom­me meget tæt­te­re på prak­tisk web­ud­vik­ling — og jeg glæ­der mig til jeg rent fak­tisk skal til at desig­ne nye web­sy­ste­mer og kode modu­ler til Typo3. Der lig­ger noget på bed­ding kort ude i frem­ti­den.

Ugen har bragt mas­ser af nye ting, jeg skul­le prø­ve at huske eller huske at skri­ve ned og der­for har jeg da også slap­pet af om afte­nen for at få hove­d­et på ret køl igen. I aften måt­te jeg tage en hel time på sofa­en før der var ener­gi til at løbe en tur rundt om Ring­kø­bing midt­by.

Nu slap­per vi af med talents­howet X Factor 2009 og Bonjour og Godaw med Mads G og Niels B på DR2. Dej­ligt pro­vo­ke­ren­de.

En kulturel weekend for to — del 1

Selv om to af Århus’ stør­ste kul­tur­byg­nin­ger lig­ger lige dør om dør i hjer­tet af Århus, så gav de os vidt for­skel­li­ge ople­vel­ser i beg­ge ender af kul­tur­spek­t­ret.

Fre­dag aften fik vi to fri­bil­let­ter til Mon­rad & Rislunds show “Plat­he­der På Et Fun­da­ment Af Sjo­fel­hed” i Musik­hu­sets nyind­vie­de Ryt­mi­ske Sal, da Kas­per og Maria desvær­re var ble­vet for­hin­dret i at over­væ­re sjo­fel­he­der­ne. Male­ne var ret skep­tisk inden vi drog afsted, da hun min­de­des et show med d’her­rer fra gym­na­sie­ti­den, som var umå­de­ligt plat og bestemt ikke leve­de op til den kri­ti­ske tee­na­gers fore­stil­ling om god under­hold­ning.

Jeg hav­de selv en nagen­de mistan­ke om, at jeg mulig­vis også var ble­vet enten for gam­mel eller for snob­bet til at gri­ne hjerte­ligt med af Mon­rad & Rislunds udskej­el­ser. ‘Gam­mel’ skal dog nok tages med et gran salt, da vi så klart trak gen­nem­snitsal­de­ren ned: det var helt klart det mid(del)aldrende seg­ment, der var kom­met op af læne­sto­le­ne for at høre M&R rak­ke ned på Århus, kon­ge­hu­set, hin­an­den, vore fol­ke­valg­te poli­ti­ke­re, hin­an­den, Århus og dem selv.

Alt i alt var det en meget blan­det for­nø­jel­se at se de to udstil­le sig selv på sce­nen. Showet veks­le­de mel­lem stand-up-lig­nen­de sekven­ser, der blev frem­ført enten ale­ne eller i tosom­hed og så de vel­kend­te sket­ches med mere eller min­dre van­vit­ti­ge, ekstre­me, kar­ri­ke­re­de og skæ­ve eksi­sten­ser, som vi ken­der dem fra Mon­rad & Rislund (og Øyvind Ougaard).

Min vur­de­ring er, at det var stand-up-sekven­ser­ne, der rum­me­de så meget af den klæ­de­li­ge ord­jong­le­ring, der var afte­nens mest vel­lyk­ke­de dele. Så snart sket­che­ne tog over, blev det hele (på mere eller min­dre sofi­sti­ke­ret vis) hevet langt ned under bæl­te­ste­det. Uklæ­de­ligt og usma­ge­ligt i man­ge til­fæl­de.

Når jeg tæn­ker til­ba­ge på sket­ches fra tid­li­ge­re CD’er om Åge Brodt­gård, Mogens, Han­se­mann Luch­ter, Hen­rik­sen fra Ølbylyng og de man­ge andre karak­te­rer fra Plad­der­bal­le og Ube­ha­ge sogn, så min­des jeg en sati­risk, biden­de, skarp, viden­de og ikke mindst vit­tig tone, der udstil­le­de det dan­ske sam­fund på godt og ondt (mest på ondt — ellers var det jo ikke rig­tig sati­re!). Nu var sket­che­ne ble­vet til uar­ti­ge ord og utve­ty­di­ge refe­ren­cer til feti­ches og seksu­el­le til­bø­je­lig­he­der. Skuf­fen­de, at to (tre, Øyvind! Din sven­ske lider­buk var ikke en ken­de bed­re end Søren og Jans) gran­voks­ne mænd ikke kan se, hvor­når de har ramt lav­må­let for plat- og sjo­fel­he­der.

Og det gør det ikke bed­re, at de blot bru­ger deres fabel­ag­ti­ge rim- og lyri­kev­ner til blot at svi­ne hin­an­den (og Århus) til i den nok så kend­te stil (“ski­de krøbling!”, “tyk­ke dyr!”, “det blin­de­ap­pa­rat, du har hæn­gen­de ude på snot­ten”, “du bur­de nok kun­ne ken­de for­skel på kli­to­ris og en hæmo­ri­de”). Det ene­ste lys­punkt i den lin­de strøm af selv­de­struk­tivt var, da de tre på sce­nen beslut­te­de sig for at give fuck­ing til­ba­ge til de fuck­ing sprog­ligt fuck­ing enspo­re­de rap­pe­re fra fuck­ing Dan­mark, som fuck­ing selv mener, at de har fuck­ing godt styr på vort fuck­ing moder­s­mål. Søren Rislund rime­de og Øyvind Ougaards key­bo­ard beat­boxe­de sig vej igen­nem et styk­ke moder­ne, dansk hip-hop. Bravt og stil­rent. Ende­lig.

Hvor sner­pet har man egent­lig lov til at være lige omkring de 30? Det er da meget sundt at bli­ve udfor­dret lidt på sine hold­nin­ger og fore­stil­lin­ger en gang imel­lem. Så hvis du har et par gra­tis bil­let­ter lig­gen­de til Ørke­nens Søn­ner i nær­he­den af Århus, så mod­ta­ger vi dem ger­ne. Det skul­le efter sigen­de være en smu­le mere sofi­sti­ke­ret end Mon­rad & Rislund. I hvert fald er det fler­stem­migt.

Anden del af beret­nin­gen om vores kul­tu­rel­le wee­kend med ople­vel­ser i beg­ge ender af spek­t­ret kan du læse på ons­dag.