Rettelse: Indlægget hed “En fredag med op- og nedture”, men det handler om torsdag, såeh…
I går startede Spot 2009 på ret kaotisk manér. For det første måtte vi stå i kø i 20–25 minutter for at blive checket ind og få vores armbånd på. Armbåndet er symbol på købet af en partoutbillet, som betyder, at vi har købt adgang til Spot 2009 i hele festivalens åbningstid, dvs. fra torsdag aften til lørdag aften/søndag morgen, når de sidste arrangementer slutter.
Udgangspunktet for Spot 2009 er, at hvis man vil høre en koncert, så må man være på spillestedet og stå i kø mens der stadig er pladser — ellers er tiden spildt. Med andre ord: det velkendte først-til-mølle-princip. Det viste sig imidlertid ikke at være gældende i går aftes, da åbningskoncerten skulle starte hele festivalen. Da vi nåede frem til døren og ville ind i Musikhusets Store Sal for at høre Gunnar K. Madsen (hovedansvarlig for Spot Festival) og bagefter høre Ave spille sammen med Herning Kirkes Drengekor, så fik vi at vide, at vi skulle have en lille blå billet, da vi ikke havde købt en enkeltdagsbillet til torsdag. Derfor måtte vi stille os i kø efter en lille blå billet for at komme ind.
Det skyldes, at der var solgt for mange enkeltdagsbilletter til torsdag og i festivalens øjne havde de åbenbart fortrinsret til åbningskoncerten. Så vi måtte igen stå i kø (nu til en anden disk) for at få vores adgangstegn til Store Sal. Det viste sig dog hurtigt, at der ikke var flere blå billetter, så vi måtte opgive at komme ind i Store Sal kl. 19. Suk. Næste arrangement startede først kl. 22 på hhv. Studenterhuset, Train og Musikcafeen. Det var tre timer ekstra at fordrive…
Efter en del vandren frem og tilbage i Århus’ gader endte det med, at vi satte os ned i Arabia Café og fik et par kopper beduinkaffe indtil vi besluttede os for at gå tidligt ned på Musikcafeen for at være sikre på at få en plads til at høre Bird, John Dear Mowing Club og Daedalus.
Koncerten viste sig at være forsinket omkring 20 minutter — udenfor trommede regnen på taget og dryppede ned i en mikser, der stod på et bord. Det viste sig at være ret fatalt for planerne. Forsinkelsen skyldtes nemlig, at en forstærker var gået i stykker på grund af regnvand, så der var desværre kun et af de annoncerede bands, der havde ønsket at spille et akustisk set. Suk igen. Nu var det meste af aftenen gået i vasken, men vi blev på Musikcafeen og hørte Bird, der spillede 4–5 veloplagte numre.
Bird er en britisk pige, der tidligere har spillet trommer i et punkband men nu har slået sig på folkpop. Der var tre i det lille band: 2 cellister og en herre, der viste sig at lave mundrytmer (beatboxing). Heldigvis havde hun publikum i sin hule hånd fordi vi alle forstod, at hun ikke selv var skyld i at koncerten var gået skævt. Hun smilede og grinede og opfordrede os til selv at lave flere rytmer alt imens hun fortalte hvordan alle pedalerne og dimserne på scenen skulle have været brugt til at lave en masse effekter på numrene. Og vi åd det råt. Hun charmerede sig vej lige ind i alles hjerter og fik flere gange stående bifald efter numrene.
Da Bird forlod scenen, viste det sig, at John Dear Mowing Club også havde lyst til at spille akustisk for os. Det er tre hollandske herrer, der spiller en dyster og trøsteløs country med klare referencer til Neil Young og Tom Waits. De klarede sig også igennem på strålende vis og fik os alle sammen til at skråle med på omkvædet “It’s a sad, sad, sad, sad. It’s a saaaaad, sad, sad, song after all.”
Som en lille smule opklaring på en ellers regntung aften (også i overført betydning), så lykkedes det arrangørerne at fremskaffe en enkelt forstærker, så Daedelus kunne spille sin helt igennem elektroniske musik for os.
Det viste sig, at han gik fuldstændig i den anden grøft hvad angår nærhed og intimitet med publikum. Han gik amok i en glitch-sample-mashup-helvedesfest hvor han trykkede og klikkede løs på sine elektroniske apparater. Det var en helt anden oplevelse end vi havde forventet ud fra beskrivelsen af ham og bestemt ikke musik, der sagde pænt goddag til øregangene.
Vi valgte at forlade koncerten, da klokken var på vej med 01:00 for at få lidt nattesøvn. På vejen hjem gik vi og overvejede, om både Bird og John Dear Mowing Club burde overveje at skifte til udelukkende at spille akustisk for derigennem at nå tættere på publikum. Det var i hvert fald tre koncerter, som vi ikke glemmer lige med det samme. På hver sin måde.
I dag står den på det officielle Spot-program med masser af koncerter fordelt ud over 10–15 scener over hele Århus — primært omkring Musikhuset. Vi kommer nok sent i seng igen i aften…
