Søndagskøretur

Efter at have brugt ca. 10 timer på at se 8 afsnit af Her­o­es i lør­dags, træng­te vi i den grad til at bli­ve blæst igen­nem. Hel­digt for os, bor vi jo ret tæt på Vester­ha­vet, så vi star­te­de Toy­o­ta’en og vend­te næsen mod Søn­der­vig. Men det var ikke vildt nok for os, så vi kør­te læn­ge­re nord på til Hus­by Klit­plan­ta­ge. For enden af en godt 3 km lang grus­vej par­ke­re­de vi bilen for der­ef­ter at begi­ve os ud i klit­land­ska­bet og Vester­ha­vet.

Vi krav­le­de op ad klit­ter­ne, løb ned af klit­ter­ne, lege­de tag fat som kåde sko­lebørn, krav­le­de ind og ud og op på bun­kers. Vi stod musestil­le, da et fir­ben kryd­se­de vores vej. Til tider måt­te vi gå med luk­ke­de øjne og mund for ikke at få sand ind­vor­tes. På et tids­punkt løb Ulrik sin vej og jeg så snit­tet til at gem­me mig i en hul­ning. Så sad jeg der og ven­te­de på, at han kom til­ba­ge for at lede efter mig. Ulrik der­i­mod, han sad i sit eget hul og ven­te­de på, at jeg led­te efter ham. Efter et styk­ke tid rej­ste vi os beg­ge og gri­ne­de som flæk­ke­de træsko og vores simul­ta­ne ind­fald.

Vi fik for­ce­ret klit­ten og kom ud til stran­den. Der var kæm­pe bøl­ger, som lar­me­de og skub­be­de pla­ma­ger af skum op på stran­den, til stor mor­skab for nog­le min­dre dren­ge. Jeg kan sim­pelt­hen ikke få nok af det hav. Og nu kan jeg sag­tens for­stå, hvor­for at folk, som er vant til Vester­ha­vet synes, at Kat­te­gat bare er en stil­le­stå­en­de vand­pyt…

Som sæd­van­lig fyld­te jeg lom­mer­ne med strand­sten. Jeg skal altid have fun­det enten et styk­ke glas eller en sten med hul i (hul­ko), når jeg er på strand­t­ur. Den­ne gang blev jeg hel­ler ikke snydt. Det blev både til en hul OG et for­ste­net pinds­vin (som jeg ikke har fun­det, siden jeg var barn). Og så lige to andre sten, som bare var så glat­te at røre ved og flot­te i far­ver­ne. På vej­en hjem, så vi også sto­re gåse­flok­ke på mar­ker­ne ved Sta­dil fjord og ærg­re­de os over, at kik­ker­ten lå der­hjem­me…

S4 randsten: sort, hvid, forstenet søpindsvin, hulko
4 strand­sten: sort, hvid, for­ste­net søpinds­vin, hul­ko

Vi søger en bolig i Ringkøbing og omegn

OPDATERING: Vi har fun­det noget at bo i.

Nu har vi snart fået nok af at bo i ældre­bo­lig.

Ikke for­di det er skidt at bo her, hvor der er sky­de­dø­re, dør­spio­ner i en høj­de af 132 cm, kon­ge­stol­stoilet, toile­trul­lea­ske­bæ­ger og ingen under­ska­be. Næ, nej. Men for det før­ste, så opta­ger vi jo en lej­lig­hed, der sik­kert kun­ne bru­ges lige så godt (eller bed­re!), hvis den var bebo­et af een, der hav­de behov for en spe­ci­al­til­pas­set lej­lig­hed.

Og for det andet, så vil vi ger­ne ud et sted, hvor nabo­er­ne er lidt mere  — bare lidt mere — jæv­nal­dren­de. Og hvor vi igen kan have et styk­ke have, der er vores. Og et ekstra værel­se til kon­tor. Bed­re adgang til gril­len. Og mulig­he­den for at se en frem­tid — ikke bare en for­tid. Sandt at sige, så er vores nuvæ­ren­de hule mest at betrag­te som en mid­ler­ti­dig løs­ning og det bed­ste til­bud, vi kun­ne få på det tids­punkt.

Der­for var Male­ne en tur hos Ring­kø­bing Bolig­for­e­ning i går for at regi­stre­re os som søgen­de med­lem­mer igen. Så får vi se, om de kan kom­me med et godt bud på et lil­le ræk­ke­hus til os. Eller om vi inden da fal­der over et andet fint sted. Måske er Klo­ster på Holmsland også et sted, der er værd at lede? Det er så idyl­lisk der­u­de med udsigt til Sta­dil Fjord.