Tag-arkiv: video

Beardyman koger rytmer

Jeg bli­ver altid van­vit­tigt impo­ne­ret over hans human beatbox-evner…

Han kal­der sig Bear­dy­man — og jeg er så impo­ne­ret over ham, at jeg kun har taget mig sam­men til at finde ud af, at han også har et MySpace-site.

Åh, ja, og så er der flere videoer med ham på YouTube.

Spot 2009 — en erfaringsopsamling

Her til aften har jeg ende­lig taget mig sam­m­men til at tage et kig til­bage på hele Spot 2009. Med kom­men­ta­rer til de kunst­nere, jeg nåede at høre og den ople­velse jeg havde af festi­va­len som beta­lende gæst.

Tors­da­gens kon­cer­ter ( læs mere om tors­da­gens ople­vel­ser i denne blog):

  • Bird (UK) — skulle have været elek­trisk for­stær­ket cello og ryt­me­boks (beat­bok­ser?). I ste­det blev det en aku­stisk intim­kon­cert med nærvær.
  • John Dear Mowing Club (NL) — skulle have været elek­trisk for­stær­ket coun­try i meget mørk stil. I ste­det blev det en aku­tisk kon­cert med coun­try i meget mørk stil. Sik­kert ikke den store for­skel, men når man ikke har mikro­fo­ner til at råbe publi­kum op, så bli­ver stem­nin­gen så meget mere intens.
  • Dae­de­lus (US) — da vi efter­føl­gende resear­chede hans musi­kal­ske CV, viste det sig at han er pio­ner på den sam­men­sæt­ning af elek­tro­ni­ske dim­ser ( Monome & Max/MSP på Mac), han opt­rå­dte med. Uan­set den sta­tus, så var hans kon­cert noget larm. Man­den var helt klart dyg­tig, men vi var meget i tvivl om, hvem han spil­lede for? Publi­kum eller sig selv?

Fre­da­gens koncerter:

  • The State, The Mar­ket and The DJ (DK) — Ride­hu­set åbnede med TSt­MtDJ, der spil­lede en blan­ding af pro­g­res­siv rock á la Sigur Rós og så noget længsels­fuld ame­ri­kansk fol­kemu­sik. Det var en meget smuk og rolig måde at komme i gang på.
  • Bode­brixen (DK) — Bode­brixen spil­lede på P3-scenen, hvor de fik star­tet en fest med deres umi­sken­de­lige nik til 80’ernes fest­mu­sik og til dan­ske Super­heroes. Glad, ube­kym­ret pop af en ret gen­nem­snit­lig karak­ter. De sagde ikke mig det helt store.
  • Er de sjældne (DK) — en kon­cert, der star­tede som en lyd­prøve. Dørene blev åbnet mens der sta­dig blev prø­vet mikro­fo­ner og højt­ta­lere. Er De Sjældne er et sam­men­rend af mere eller min­dre kendte dan­ske kunstere. Dig­te­ren Lone Hørs­lev skri­ver tek­sterne, som lig­ger til grund for de meget vokal­bårne arran­ge­men­ter. Hvis du har lyst til digte med akkom­pag­ne­ment, så kan de anbefales.
  • Helene Blum & Harald Hau­gaard Band (DK) — Hun er en dyg­tig dansk san­ge­r­inde (hvis man kan li’ Lene Siel!) og han er en dyg­tig vio­li­nist med sit eget fol­kemu­si­kor­ke­ster. Det var i mine ører langt mest inter­es­sant at høre fol­kemu­sik­ken uden den pole­rede og ufar­lige Helene Blum. Harald Hau­gaard og band er dyg­tige spillemænd.
  • Emi­li­ana Tor­rini (FO) — På dette tids­punkt om fre­da­gen, var vi efter­hån­den ble­vet grun­digt trætte. Så trætte, at Musik­hu­sets Store Sals meget bløde sæder blev for meget for os. Vi faldt i søvn til den færøske/italienske san­ge­r­in­des kon­cert. Hun sang nu meget fint, men ingen af num­rene sagde os det helt store.
  • Mike She­ri­dan (DK) — en af Dan­marks mange unge kunst­nere, der alle­rede i en tid­lig alder har gjort en fin kar­ri­ere og solgt en del albums. Som for­ven­tet, så var hans kon­cert ret tri­viel — det er sjæl­dent spæn­dende at se elek­tro­ni­ske musi­kere live. Han spil­lede dog en kon­certud­gave af en kom­mende single, hvor Mads Lan­ger syn­ger og spil­ler kla­ver. Desværre har jeg lidt mistet inter­es­sen for hans instru­men­tale lyd og vil egent­lig hel­lere høre ham lave noget mere med sang på.
  • Electro­ju­ice (DK) — disse tre unge gut­ter har også fat i den lange ende af den dan­ske elek­tro­ni­ske musiks­cene. De kan deres musi­kal­ske kram og spil­ler op til dans i tidens musi­kal­ske trend: dub-tech-house med mas­ser af energi! En god kon­cert at gå i seng på.

Lige en enkelt spørgs­mål til Spot-festivalens arran­gø­rer: Hvor­for kan man ikke købe frugt og grønt på festi­val­plad­sen? Det ville være fan­ta­stisk læk­kert at kunne købe en frisk banan, en pære eller et æble, når man var sul­ten i ste­det for øl, hot­dogs og pizzaslices.

Nå, videre med lør­da­gens koncerter:

  • Music for Modern Man (DK) — en kon­stel­la­tion af musi­kere fra andre bands, der havde lyst til enten at være mere i ram­pe­ly­set — eller bare lave noget, der havde mere karak­ter af lege­stue. På den gode måde. Desværre var deres for­san­ger, Asger Tar­p­gaard fra Super­heroes og Pri­vate,  influenza-ramt og på peni­cil­lin, men kon­cer­ten livede hel­dig­vis vold­somt op, da skot­ten The Steve Kelly fik over­dra­get mikro­fo­nen i et par numre. Yay, Steve Kelly!
  • The Green Lives (DK) — spil­lede 3–4-5-stemmig gui­tar­po­prock. De er fra Århus og har ikke fan­get mit øre. Det var lidt for ens­for­migt i blot 40 minut­ter. Pænt, men ikke spændende.
  • Jør­gen Tel­ler / Lars Skin­ne­bach (DK) — uha, her kom­mer vi til Spot-festivalens afstik­ker rent gen­re­mæs­sigt for mit ved­kom­mende. På Lyd+Litteratur–sce­nen var der spo­ken word / noise efter kunst­ner­nes for­godt­be­fin­dende. Der havde været omkring 30 men­ne­sker igen­nem loka­let, da “kon­cer­ten” blev afslut­tet med kom­men­ta­ren “Pour-qoui pas?”. Sam­men med Niels Jazz­nyt Over­gård, var jeg en af de ene­ste, der blev sid­dende til den bitre ende. Det vir­kede mest af alt som om deres optræ­den gik ud på at larme mest muligt, så man kunne høre mindst muligt at dig­tet. Skin­gre effek­ter og kni­tren fra en lom­me­ra­dio var de pri­mære instru­men­ter, der blev taget i brug. Jeg undres over, hvor meget der er aftalt på for­hånd samt om det er menin­gen, at man ikke skal kunne høre hvad der bli­ver læst op?
  • Deo­dato Siquir & Balanco (DK) — Jazz­kon­cert med afri­kan­ske under– og over­to­ner. Her emmede musik­ken af livs­glæde og lyst til at danse. Fint-fint, hvis man er til moderne jazz.
  • Must Go Radio (DK) — jeg var desværre mere opmærk­som på min side­mand til denne kon­cert. Han burde have fået tit­len som “Spot 2009s vær­ste gæst”, for der var ingen tvivl om, at han festede for hele salen. Han sva­rede inden kon­cer­ten vel­vil­ligt på kon­fe­ren­ci­e­rens tåbe­lige quizspørgs­mål om ban­det og under­vejs råbte, skreg og sprang han omkring alt imens der flød en sød­lig lugt fra hans gen­nem­våde uld­trøje. Øv, for den.
  • Brum from Den­mark (DK) — dan­ske August Eng­kilde og co. spil­lede op til jazz-inspireret elek­tro­nisk fest og fik sve­den til at drive. Jeg nød at få lov til at danse med. Tak for den gra­tis CD, August!
  • Jarle Bern­hoft (NO) — en forun­der­lig stemme gemt i en lille norsk musi­ker. Han sam­p­lede sin gui­tar og brugte den til både at spille trom­mer, bas og ryt­me­gu­i­tar til hans egen funk/soul-musik. Det var fan­ta­stisk og vi har alle­rede bragt videoer fra Spot. Wow.
  • N*Grandjean (DK) — sangskri­ve­ren fra det dan­ske band Luke, Niko­laj Grand­jean, havde taget et par gode kam­me­ra­ter med og så gik der næsten lej­r­båls­stem­ning i den. De sang og spil­lede smukt og intimt. Til trods for at der var plads til 300 men­ne­sker i salen følte jeg, at de spil­lede lige præ­cis for mig. Jeg håber, at resten af salen havde det lige sådan. Det vil jeg godt gøre igen.
  • Baskery (SE) — Efter at for­sin­kel­sen i Musik­hu­sets Lille Sal bare var ble­vet større og større hen over dagen, så endte det nu med, at afte­nens sid­ste band kom i gang næsten en time for­sin­ket. De spil­lede til gen­gæld med stor ivrig­hed for at holde os vågne. Baskery spil­ler coun­try med Girl Power. Altså ægte Girl Power. Ikke den dér tyggegummi-candy floss-vammel-nutte-søde vari­ant som Spice Girls fik os til at tro på. Nej, det her var med ste­ge­pan­den i hån­den og et halm­strå i kæf­ten. Og kom­mer du for sent hjem, så kan du sove hos gri­sene. De har tur­ne­ret i USA og ame­ri­ka­nerne er til­sy­ne­la­dende vilde med dem. Det er svært at være andet, når musik­ken sam­ti­dig for­tæl­ler en histo­rie og er musi­kalsk og vel­spil­let. Lyt til dem, hvis du får muligheden.

Jeg vil lige runde ind­læg­get her af med en video fra Music for Modern Man. Det er num­me­ret Modern Man — så I kan se og høre, hvad det var, der væk­kede os lør­dag lige over mid­dag, da vi sad på 5. række i Musik­hu­sets Store Sal.

Videoer fra Spot 2009

Her kom­mer der lige en række videoer fra to af de sid­ste tre kon­cer­ter, vi var til på Spot 2009. Det dre­jer sig om Jarle Bern­hoft, der åben­ba­rede en fan­ta­stisk soulstemme og en utro­lig funky gui­tar. Vi sid­der på 2. række og lyt­ter til kon­cer­ten. Lige umid­del­bart til højre for foto­gra­fen her.

Og sid­ste kon­cert på Spot 2009 Lille Sal i Musik­hu­set var Baskery fra Sve­rige, der spil­lede en ordent­lig omgang beskidt country.

Disse sven­ske piger for­stod at give Girl Power en helt ny og meget mere nor­disk betydning.

Vi sad ved siden af en foto­graf (man kan se ham i for­grun­den i de to Jarle Bernhoft-videoer) og håber, at hans videoer også snart kom­mer op. Det var en udsen­ding fra ArtTalents.com, som også har en Youtube-konto.

En ny kunstform — Kutiman laver pladen ThruYOU

I løbet af de sid­ste 2 uger har Kuti­mans pla­de­pro­jekt ThruYOU været en tur igen­nem blog­os­fæ­ren. Han har nem­lig lavet et fæno­me­nalt stykke musi­kalsk sam­ple­ar­bejde. På YouTube har han down­lo­a­det en masse videoer og snup­pet stum­per fra dem, som han der­ef­ter har brugt til at lave hen­holds­vis lyd og bil­ledside til EP’en ThruYOU. Album­met består af 7 numre i stilar­ten dub og breakbeat.

Hans album beskri­ves som en ny kun­start — en ret stor udta­lelse, synes jeg nok. Gan­ske vist har det sand­syn­lig­vis været et stort arbejde at klippe og kli­stre i det store udbud af video på YouTube, men grund­læg­gende gør han ikke andet end DJs og hip-hop-producere har gjort de sid­ste 25–30 år: Fin­der stum­per, der lyder læk­kert sam­men og sæt­ter det der­ef­ter sam­men til noget nyt.

Kuti­man bru­ger med andre ord både lyd– og video­samp­les som grundsub­stans i ste­det for blot at bruge lyd. Hans helt store bedrift består dog i at bruge samp­les, der stam­mer fra en art Open Source-katalog, YouTube. Han bru­ger andre men­ne­skers kre­a­tive kræf­ter og byg­ger der­ef­ter ovenpå. At stå på skul­drene af — frem­for at stjæle andres kre­a­tive arbejde. Og det er utro­ligt, hvad der kan fin­des af musik­s­tum­per der­ude, når alle YouTube-brugere har mulig­hed for at levere råma­te­ri­ale til pladen.

Hvad enten man kan lide musiks­ti­len eller ej, så vil jeg sige, at Kuti­man skal have ros for det store musi­kal­ske kli­stre­ar­bejde, der er fore­gået. Han har vir­ke­lig et godt ryt­misk øre — hvil­ket jeg gerne vil demon­strere ved at give dig mulig­he­den for at høre num­me­ret I’m New fra pla­den Thru You.

Læs mere om Kuti­man på hans MyS­pace.

via Boing Boing Gad­gets, Pro­cra­sti­ne­e­ring, LabCon­fi­den­tial og Dansk Dyna­mit.

Opda­te­ring: Man kan down­lo­ade ThruYOU via Bit­tor­rent — nogen har taget sig tid til at down­lo­ade videoer og rippe lyden. Tak for det.

Upside of Anger er en overraskelse

Vi pak­kede pla­stik­ken af en af de DVD-film, der står i vores film­hylde. På dansk hed­der den Det Ku’ Ikke Være Bedre men på engelsk hed­der den Upside of Anger. En meget bedre og mere sigende titel.

Fil­men hand­ler om en midal­drende kvinde, Terry Ann (spil­let af Joan Allen), der har fire unge eller voksne døtre. I star­ten af fil­men erfa­rer vi, at hen­des mand har for­ladt hende — sand­syn­lig­vis med hans sven­ske sekre­tær. Vor hoved­per­son bli­ver nu en bit­ter, aldrende kvinde, der ved hjælp af drinks og galde hol­der smer­ten fra døren. Hun bærer følel­serne og smer­ten udenpå, lige­som døtrene også gør det. Det udlø­ser natur­lig­vis en lang række konflikter.

Under­vejs i dette drama får een af døtrene, Andrea — kal­det Andy, et job på en lokal radio­sta­tion, hvor pro­du­ce­ren Shep (spil­let af instruk­tø­ren Mike Bin­der) ansæt­ter hende og kort efter bli­ver kære­ste med hende. Shep er over 40 og Andy er 20 år yngre. Det huer natur­lig­vis ikke Terry at se hen­des unge, dyg­tige dat­ter arm i arm med en selvg­lad sjover der er dob­belt så gammel.

Fil­men viser sig — udover den dra­ma­ti­ske ramme — at rumme en række komi­ske indslag, hvor vi til­sku­ere er nødt til et grine af Terry og hen­des ulykke. Det viser sig imid­ler­tid også, at Terry har en stærk indre kraft, der får hende til at behandle ulyk­kerne både i drømme og i dagslys.

Vi mær­ker og ser Ter­rys stærke fru­stra­tion, da hun over­ra­sker Shep og Andrea i seng sam­men og det går op for hende, at dat­te­ren ikke blot hol­der i hånd og går i bio­gra­fen med manden.

Sekun­det senere spi­ser fami­lien aftens­mad (Kevin Cost­ner spil­ler Terry Anns nye ven) og her kom­mer fil­men til et ven­de­punkt, da der plud­se­lig bli­ver brugt helt andre vir­ke­mid­ler end vi reg­ner med. Se selv med neden­for. Og prøv at over­be­vise mig om, at du havde for­ud­set den drejning.

Fil­men kan anbe­fa­les. Jeg vil nok give den. 4 ud af 7 stjer­ner for histo­rien men en enkelt stjerne mere for udførs­len. Mike Bin­der får for­talt en film, der for os til at tænke over vor egen indig­na­tion og anta­gel­ser om tin­ge­nes sammenhæng.

Ting, der ikke passer sammen

Dette ind­læg er kraf­tigt inspi­re­ret af Uffe Sten­strops til­ba­ge­ven­dende ind­læg med tit­len “5 ting, der ikke har noget med hin­an­den at gøre”. Hans links er som regel enten under­hol­dende, tan­ke­væk­kende, flotte, musi­kal­ske — eller flere af disse på samme tid. Og jeg ple­jer at synes, at de er spændende.

Der­for brin­ger jeg her den før­ste liste over Ting, der ikke pas­ser sam­men. Med min­dre, natur­lig­vis, at man hed­der Ulrik Høyer Kold og synes, at alle disse ting er spæn­dende. Så pas­ser de jo meget godt sammen.

  1. En jazzet cover-udgave af Don’t Stop the Music. Ori­gi­na­len syn­ger Rihanna. Jeg fandt The Bird & The Bee via Spinner’s Clash of the Cover Songs.
  2. The Boston Glo­bes sam­ling af bil­le­der af Jor­den set fra him­me­len. Jeg kan ikke bestemme mig for, hvil­ket af bil­le­derne, jeg synes bedst om. Bil­le­derne min­der mig om Jan Kofod Wint­hers bog Him­melskud.
  3. Hvad kan man fange i en flad­grube?
  4. En smuk video med alle ændrin­ger i Open­Stre­et­Map i 2008. Jeg fandt lin­ket via Infor­ma­tion Aesthe­tics.
  5. En sol­dat fra Star Wars på afveje. Er bil­le­det redi­ge­ret? Eller har han en dragt på?

Hvis du har tips til sider, kom­men­ta­rer eller andet, så er du vel­kom­men til at lægge en kommentar.

World of Goo til Wii ser fedt ud

Den anden dag sad jeg og læste mig igen­nem stak­ken af nyhe­der på Wiinyt.dk og fandt en omtale af spil­let World of Goo, som jeg synes ser super­spæn­dende ud.

Det er et puzz­le­spil med en fysisk dimen­sion i den for­stand, at det dre­jer sig om at få en række kli­strede klat­ter til at holde en kon­struk­tion sam­men i kamp mod tyng­de­kraf­ten ind­til man kan opfylde hver enkelt banes mål: at få sam­let de små kli­strede slim­k­lat­ter op i en slags støvsuger.

Det lyder måske ikke så lige­til — og det er det vist hel­ler ikke. Udfor­drin­gen består natur­lig­vis i at rage fri af for­hin­drin­ger og tænke sig om inden man hoved­løst kaster sig ud i opga­ven. Se selv videoen her nedenfor.

Spil­let har sco­ret gan­ske godt i anmel­del­serne rundt omkring: 94/100 hos Meta­cri­tic, Nin­tendo Wii Fan­boy har givet spil­let 9.5/10, Very Good hos Popzara og 9.0/10 hos Games­pot. Det ser jo alt sam­men meget lovende ud.

Spil­let er til­gæn­ge­ligt til både Mac og PC udover Wii. På Wii koster det 1500 Wii point (sva­rende til 15$), så måske har det noget med spil­lets score at gøre: at den bil­lige pris giver meget under­hold­ning for pen­gene og der­for beløn­nes med en høj karak­ter. Anmel­del­serne lyder nu rime­ligt enige om, at det her er et veltænkt og udfor­drende spil, så jeg tror nu nok, at spil­let skal være 1500 Wii point værd.

Jeg har i hvert fald tænkt mig at købe spil­let, når jeg igen kom­mer i nær­he­den af vores Wii.

En demonstration af BeatBearing og C3 Loops fra NordiCHI 2008

Peter Ben­nett, som jeg tid­li­gere har omtalt (se neden­stå­ende hen­vis­nin­ger), har lige udgi­vet et par videoer fra Nor­di­CHI 2008. Den ene video er hans opta­gel­ser af Rikard Lin­dells DJ og VJ-applikation C3 Loops, der vha. cir­ku­lære fin­ger­be­væ­gel­ser kan zoome ind og ud på det til­sy­ne­la­dende uen­de­ligt store “skrivebord”/miksermiljø. Jeg brugte en del tid på at lege med C3 Loops. Det vir­ker fedt og over­be­vi­sende og ikke mindst så invi­te­rer det til at under­søge, hvor­dan bru­ge­ren arbej­der med et uen­de­ligt stort arbejds­om­råde i mod­sæt­ning til det, vi ken­der i dag fra både MacOS, Win­dows og de Linux-grænseflader, jeg ken­der til.


C3 Loops demo at NordiCHI’08 from Peter Ben­nett on Vimeo.

Men det vir­ke­ligt inter­es­sante — set fra et selv­for­her­li­gel­ses­per­spek­tiv(!) -  er at Peter også har klip­pet en lige godt 4 minut­ter lang film sam­men, hvor man kan se Anders Mik­kel­sen, Rikard Lin­dell og jeg lege med og dis­ku­tere BeatBearing.

Det er helt tyde­ligt at se, hvor­dan Beat­Bea­ring kan være med til at gøre elek­tro­nisk musik til en langt mere legende ople­velse. Vi for­sø­ger endda (til­sy­ne­la­dende) at gen­skabe New Orders super­hit “Blue Mon­day” vha. Beat­Bea­ring. Kig med, grin med og leg med.


Beat­Bea­ring inte­r­a­ctive demo at NordiCHI’08 from Peter Ben­nett on Vimeo.

Se videoen af mig, der spil­ler på Beat­Bea­ring [ via Pete’s Sonic Art Research Blog]