Min vielsesring er blevet væk!

Jeg love­de i går, at jeg vil­le for­tæl­le en for­fær­de­lig histo­rie om Ryans pol­te­ra­bend. Det bli­ver en lang og tragisk histo­rie.

Jeg miste­de gan­ske sim­pelt min viel­ses­ring under dagens fest­lig­he­der. Jeg opda­ge­de ikke engang, da det ske­te. Det gik først op for mig en times tid efter, at det var sket — har jeg kal­ku­le­ret mig frem til ved hjælp af bil­le­der­ne og almin­de­lig snus­for­nuft. Og væk, det var den. Pist. Væk.

Det føles for­fær­de­ligt, når rin­gen lige plud­se­lig ikke er på sin plads læn­ge­re. Histo­ri­en om, hvad der ske­te er meget sim­pel. Vi hav­de brugt det meste af dagen på at køre go-cart, spi­se (fran­ske) hot­dogs på Kon­gens Nytorv, del­ta­ge i små kon­kur­ren­cer, syn­ge kara­o­ke på Sams Bar og ikke mindst på at tra­ske rundt på Strø­get, da vi til sidst nåe­de ud til Høvel­te kaser­ne, hvor Mika­el arbej­der.

Sams Bar er det sid­ste sted, hvor jeg med sik­ker­hed kan sige, at jeg har set rin­gen. Den kan ses på et eller fle­re af de bil­le­der, der er ble­vet taget der­in­de. Nå, til­ba­ge til opsum­me­rin­gen af efter­mid­da­gens og afte­nens akti­vi­te­ter.

Da vi kom til Høvel­te kaser­ne var der sta­dig et styk­ke tid til maden var helt fær­dig, så der­for vil­le vi lige tage en omgang touch foot­ball. Det er sådan en vari­ant af rug­by eller ame­ri­kansk fod­bold, hvor det ikke går så hårdt for sig. Blot man med sik­ker­hed rører mod­stan­de­ren, så stop­per spil­let. Gan­ske hyg­ge­ligt og en god fysisk afslut­ning for 10 unger­s­ven­de, der mulig­vis har ind­ta­get en (u)passende mæng­de alko­hol.

Når man spil­ler touch foot­ball, så svin­ger man ger­ne en del med hæn­der og arme og bevæ­ger sig en del rundt uden nød­ven­dig­vis at tæn­ke over om smyk­ker og andre legem­s­de­le sta­dig befin­der sig dér, hvor de bur­de.

Da vi bli­ver fær­di­ge med at spil­le efter en halv times tid, går vi ind til maden og begyn­der at tage for os af de grills­teg­te ret­ter. Det sma­ger dej­ligt og snak­ken går, som den nu gør, når før­nævn­te halv­be­ru­se­de unger­s­ven­de får noget mad. Vi snak­ker og spi­ser og spi­ser og snak­ker i en times tid og maden sma­ger dej­ligt.

På et tids­punkt vil jeg stolt frem­vi­se min høj­re ring­fin­ger med et styk Orga­nic Lar­ge viel­ses­ring fra Gulds­med Ghi­ta Ring og hol­der hån­den op i luf­ten. Min sam­ta­le­part­ner gri­ner lidt og siger “ja, du viser fin­ge­ren frem, men der er alt­så ikke noget på den.” Jeg opda­ger til min ræd­sel, at han har ret. Fin­ge­ren er tom. Jeg har net­op skif­tet tøj og har også kort for­in­den været på toilet, så jeg skyn­der mig natur­lig­vis at gen­nem­sø­ge alle lom­mer og ikke mindst papir­kur­ven på toilet­tet for at se, om rin­gen skul­le være fal­det af i et øje­bliks beru­set uop­mærk­som­hed.

Da det står klart, at rin­gen ikke umid­del­bart er at fin­de inden­dørs, hvor jeg har opholdt mig, så går efter­søg­nin­gen vide­re uden­for. Halv­de­len af festen er nu også mobi­li­se­ret i jag­ten på det lil­le guldsmyk­ke. Vi går omkring i mere eller min­dre ord­ne­de møn­stre og fin­kæm­mer den umå­de­ligt sto­re græs­plæ­ne, vi for­in­den har brugt som bold­ba­ne. Da solen syn­ker lave­re og lave­re og him­len bli­ver mør­ke­re for­la­der vi plæ­nen igen. Jeg må med sorg kon­sta­te­re, at vi ikke har fun­det min viel­ses­ring.

Jeg giver dog ikke op end­nu og gen­nem­går tasker, lom­mer, sto­le og ryg­sæk­ke een gang til inden jeg med en kede­lig vis­hed må gri­be tele­fo­nen og for­tæl­le Male­ne, at jeg har mistet sym­bo­let på vores ægte­skab. Kede­lig situ­a­tion at stå i, vil jeg lige sige. Jeg kan ikke huske, hvor­når jeg sidst har været så bun­du­lyk­ke­lig.

Mika­el og Tro­els lover mig dog, at de nok skal gøre et ihær­digt for­søg på at gen­nem­sø­ge plæ­nen med en metal­de­tek­tor så snart de har tid. Det løf­te hol­der de også i løbet af de næste dage — efter at tøm­mer­mæn­de­ne har lagt sig — men sta­dig uden held.

Per­son­ligt mistæn­ker jeg den sto­re flok krage­fug­le, der har hjem­me lige over græs­plæ­nen for at have stjå­let rin­gen. Jeg er sik­ker på, at den nu lig­ger trygt og godt i en bun­ke tyve­ko­ster i top­pen af et træ på Høvel­te kaser­ne. For­bi­stre­de tyve­kræ.

Jeg har end­nu ikke købt eller bestilt en ny ring, “for tænk nu, hvis…” — hvem ved, om rin­gen lige plud­se­lig duk­ker op i mor­gen eller alle­re­de i næste uge. Men lige­som med poli­ti­et, så er jeg klar over, at jo læn­ge­re tid der går fra noget (eller nogen) bli­ver væk, jo min­dre er sand­syn­lig­he­den for at fin­de det igen. Jeg må jo nok snart gå den tun­ge gang ned til Dauf & Pede for at få et nyt eksem­plar. Øv.

Måske kan det så lære mig at sør­ge for, at rin­gen pas­ser til fin­ge­ren. Næste gang.