Det fjerde afsnit i føljetonen om den perfekte chokoladekage vil vi tilskrive dette flade eksemplar uden mel. Kagen indeholder kun følgende ingredienser:
- 100g smør
- 100g chokolade
- 200g sukker
- 3 æg
Gør som følger, hvis du vil gøre os kunsten efter: smelt chokolade og smør og rør det sammmen. Vi brugte et vandbad — men en mikroovn eller en tykbundet gryde er sikkert lige så godt. Pisk sukker og æg sammen til en luftig masse. Vend til sidst chokolade- og smørblandingen i æggemassen og hæld det hele i en form. Nu skal den bages ved 175 grader Celsius i 25–30 minutter. Resultatet kommer til at se nogenlunde sådan ud.
Kagen skal være konfektagtig og ikke helt så smattet, som den her er. Det betyder, at du nok skal give den tættere på 30 minutter end de cirka 25 minutter, vi gav vores. Men den smager godt, det vil jeg godt tilføje. Og den kræver et stykke is, creme fraiche eller andet syrligt.
Opskriften er i øvrigt hentet fra Alt for damernes madsektion fra nummer 42, årgang 2002 og hedder “suveræn chokoladekage”. Man kan godt gemme en opskrift meget længe uden at prøve den af. Nu kan vi sætte et “kan godt laves igen”-mærke ud for den opskrift.