En stribe billeder fra vores bryllup

Jeg har net­op sid­det og kig­get i vores sto­re sam­ling af bil­le­der fra Den Sto­re Dag — og der er nogen af dem, der udmær­ker sig ved hver­ken at være smuk­ke, ele­gan­te eller tek­nisk flot­te. Der­i­mod viser de festen fra en helt anden vin­kel end vi har vist end­nu — måske med und­ta­gel­se af bryl­lup­skjo­le og Ecco-sko-bil­le­det.

Bil­le­der­ne er taget med engangska­me­ra­er og det kan man godt se. De er kor­ne­de, gry­ne­de, slø­re­de, har mær­ke­li­ge blitz­skyg­ger og alt muligt andet. Men de har char­me. De har selv­til­lid. Og de har sjæl. Og så har jeg lavet dem sort-hvi­de — på den måde får de et helt andet udtryk. Nå, lad det være nok snak for nu. Jeg præ­sen­te­rer her­med “Vores bryl­lup fra en anden vin­kel”.



Kas­per og Maria dan­ser liden­ska­be­ligt



Tre gene­ra­tio­ner sam­let til bryl­lup



Vi ser så søde ud sam­men!



Ron­ni Laur­sen i et af hans lyse­ste øje­blik­ke

Og der er fle­re bil­le­der af sam­me skuf­fe på 23HQ.dk/ulrikkold

Ud med det!!

Jo mere plads man har, desto mere gem­mer man…

Men vi har alt­så ikke sær­lig meget plads. Ca. 65 m² lej­lig­hed og 6 m² kæl­der­plads. Efter vi har holdt bryl­lup, har vi fået fle­re ting, blandt andet en Weber-grill. Ind­til vide­re har den stå­et i sin papkas­se under skri­ve­bor­det og ven­tet på godt vejr eller på, at vi fik plads i kæl­de­ren til den. Vi har langt om læn­ge fået ryd­det op i vores kæl­der­rum, så vi kan få plads til Weber-gril­len, så nu bli­ver den alt­så for­vist til kæl­de­ren 🙂

Dagen i går blev så dagen, hvor vi fyld­te Toy­o­ta’en med ting, som vi alli­ge­vel ikke har sav­net, siden vi sidst ryd­de­de op i kæl­de­ren, og kør­te til den loka­le gen­brugs­sta­tion. Her er con­tai­ne­re til småt brænd­bart, tøj, por­ce­læn, vin­du­er, pap, try­kim­pre­ne­ret træ og meget mere.

Vi har lært, at det nok er meget prak­tisk at grovsor­te­re ens affald hjem­me­fra! Men det er da også meget hyg­ge­ligt at gå fra con­tai­ner til con­tai­ner, og så får man jo snak­ket med de flin­ke folk, der arbej­der på plad­sen.

Komfortable dansesko

I går var det jo fak­tisk vores 2 måne­ders bryl­lups­dag. Det skal da lige fejres med et bil­le­de fra de sid­ste timer af bryl­lups­fe­sten, hvor bru­den var hop­pet i et par mere kom­fortab­le sko 🙂

Et før-bil­le­de kan ses her.

Brudekjole og Ecco-sko

Den Store Bagedag

I dag er det tred­je tors­dag i okto­ber og der­med Den Sto­re Bage­dag. Ulrik star­te­de alle­re­de i går aftes med at blan­de ingre­di­en­ser til en kold­hæ­vet dej. I mor­ges kun­ne vi så hive neden­stå­en­de eksem­plar ud af ovnen.

Nybagt brød

I Poli­ti­kens Lør­dags­liv fra d. 6/10 var der føl­gen­de bage­råd, som vi tog til os til det­te brød:

  • Afvej sal­tet i ste­det for at bru­ge teske­er. Salt­mæng­den skal sva­re til 1,5 % af mel­mæng­den.
  • Brug ste­ge­ter­mome­ter ved bag­ning. Cen­trum­tem­pe­ra­tu­ren skal i hvidt brød være ca. 98 gra­der og i rug­brød 88 til 90 gra­der.

Brø­d­et sma­ger fan­ta­stisk, det har en dej­lig krum­me — ikke for fast og ikke for løs.

Nu ved vi, hvordan vi slipper af med de andre

I går var vi på Århus Tea­ter for at se den meget omdis­ku­te­re­de fore­stil­ling “Hvor­dan vi slip­per af med de andre”. For de, der ikke ved det, er fore­stil­lin­gen base­ret på den dan­ske film af sam­me titel. Både fil­men og tea­ter­fo­re­stil­lin­gen intro­du­ce­rer De nye Køben­hav­ner-kri­te­ri­er, som giver rege­rin­gen — og dens udø­ven­de magt, mili­tæ­ret — ret til at tage et kri­tisk syn på hver enkelt dan­sker: Har han eller hun ydet mere eller min­dre end de har mod­ta­get fra sam­fun­det?

Der er med andre ord fokus på at få de vær­ste snyl­te­re og nas­se­re sor­te­ret fra, såle­des at Dan­mark kan over­le­ve som nation, der ellers er ved at køre sig selv i sænk på offent­li­ge ydel­ser. Når 20% af dan­sker­ne står for 80% af de offent­li­ge ydel­ser, så er der jo mas­ser af pen­ge at spa­re, hvis man slip­per af med de rig­ti­ge 20%. Det er udgangs­punk­tet for fore­stil­lin­gen.

En afhøring under forestillingen

Under fore­stil­lin­gen afhø­res hoved­per­so­ner­ne og det kan jo ende skæb­nesvan­gert, hvis man ikke er i stand til at sva­re for sig på spørgs­må­let om, hvad man er værd. Jeg skri­ver ‘man’, da fore­stil­lin­gen er et styk­ke total­te­a­ter, der ind­dra­ger publi­kum både fysisk og ver­balt. Fle­re gan­ge gøres det klart, at resten af salen kan for­ven­te at kom­me til et lil­le inter­view inden­for de næste 12 timer. Lars Bom er for­hørs­le­de­ren oberst Chri­sti­an — eller ‘inter­viewer’, som han ynder at kal­de det — og med den fol­ke­valg­te Fol­ke ved sin side afgør han skæb­nen for de inter­viewe­de. Som fol­ke­valgt har Fol­ke natur­lig­vis det sid­ste ord.

Reg­ne­styk­ket, der skal afgø­res på 10 minut­ter pr. inter­view for at hol­de tids­pla­nen, er natur­lig­vis ikke så let som der her er lagt op til. Styk­ket får vendt grun­digt op og ned på rela­tio­ner­ne mel­lem for­hørs­le­der, fol­ke­valgt og de afhør­te. Hvis man har fulgt med i den offent­li­ge debat om fil­men eller tea­ter­styk­ket, kan man ikke rig­tigt bli­ve over­ra­sket over hand­lin­gen. For­ar­get kan man der­i­mod sag­tens bli­ve, for tan­ker­ne bli­ver sat i gang — som med al god sati­re — for har jeg nu selv levet op til De nye Køben­hav­ner-kri­te­ri­er?

Kun­ne tea­te­ro­p­le­vel­sen så leve op til den megen omta­le? Ikke hvis du spør­ger mig. Det mest impo­ne­ren­de ved afte­nen — for mig — var helt sik­kert den mas­si­ve brug af total­te­a­te­r­e­le­men­ter. Døre­ne til salen blev smæk­ket bag publi­kum, da vi hav­de sat os, og sku­e­spil­ler­ne bevæ­ge­de sig rundt iblandt os, så vi blev en aktiv del af fore­stil­lin­gen, men sel­ve histo­ri­en for­må­e­de aldrig rig­tig at ska­be en stor ople­vel­se. Jeg føl­te aldrig rig­tigt med de stak­ler, der blev for­hørt der­ne­de på sce­nen. Måske var det ikke menin­gen, at jeg skul­le føle deres smer­te? Måske var de for kari­ke­re­de, så jeg blot grin­te forun­dret frem for at føle med dem. Under alle omstæn­dig­he­der gri­ne­de jeg mere af de for­ryk­te skæb­ner end jeg led med dem. Karak­te­rer­ne var i høje­re grad tragi­ko­mi­ske end de vak­te sym­pa­ti.

Jeg gik ud af salen med en flad for­nem­mel­se — en skuf­fel­se, som nok mest bun­de­de i, at jeg sav­ne­de følel­ser for de stak­ler, som lige hav­de været cen­trum for vores opmærk­som­hed i 2 timer.

Jeg vil give fore­stil­lin­gen 3 ud af 6 stjer­ner for en trods alt under­hol­den­de, mildt tan­ke­væk­ken­de og vel­spil­let fore­stil­ling.

Efterårsmad og teater

Vi fik et gave­kort i bryl­lups­ga­ve til Års­ti­der­ne, og i sid­ste uge fik vi vores før­ste kas­se. Val­get faldt på Basiskas­sen og ind­hol­det var:

Kar­to­f­ler, far­ve­de gule­rød­der, babylea­ves, toma­ter, por­rer, citron­græs, savoy­kål, majskol­ber og roma­nesco­kål. Sam­men med kas­sen fulg­te blandt andet en opskift på roma­nesco­kål i vinai­g­ret­te (upda­te: opskrif­ten kan ikke læn­ge­re fin­des på Aarstiderne.com). Det, og hjem­me­bagt flûtes, bli­ver aftens­ma­den i aften.

Romanescokål

Vi skal spi­se tid­ligt, for vi skal i Århus Tea­ter og se den kon­tro­ver­si­el­le fore­stil­ling Hvor­dan vi slip­per af med de andre.

Upda­te: sådan kom ret­ten til at se ud. Det smag­te for­trin­ligt!

Romascokål i vinaigrette

Retro-lykken er…

at spi­se blod­pøl­se med sirup og drik­ke Squash på dåse. Og så lyt­te til Øst­kyst Hust­lers’ “Ver­dens Læng­ste Rap”. Det har vi nem­lig lige gjort og nydt det.

Gratis koncert med Rasmus Skov Borring i Musikhuset

Om to timer og 10 minut­ter er vi bæn­ket i Musik­hu­sets café for at høre musik — gra­tis flø­de for ører­ne. Det er end­nu en gang Ras­mus Skov Bor­ring, der står for under­hold­nin­gen.

Vi har to gan­ge tid­li­ge­re hørt hans gra­tis kon­cer­ter i Musik­hu­sets café og det inspi­re­re­de os blandt andet til at købe hans før­ste CD “Soli­loquy” fra 2005 med egne kom­po­si­tio­ner for pia­no. I aften gæl­der det hans anden pla­de “Den Dan­ske Sang”, der inde­hol­der Ras­mus’ egne for­tolk­nin­ger af den dan­ske sangskat — i over­ve­jen­de grad Højsko­lesang­bo­gen.

Vi glæ­der os til at lyt­te til et par timers vel­lyd i sel­skab med andre lige­sin­de­de. Og måske har vi en ny CD med hjem…

Upda­te: Og vi fik købt en CD med hjem. Cho­ko­la­de for øre­gan­ge­ne!

Rasmus Skov Borring CD-cover