I går var vi på Århus Teater for at se den meget omdiskuterede forestilling “Hvordan vi slipper af med de andre”. For de, der ikke ved det, er forestillingen baseret på den danske film af samme titel. Både filmen og teaterforestillingen introducerer De nye Københavner-kriterier, som giver regeringen — og dens udøvende magt, militæret — ret til at tage et kritisk syn på hver enkelt dansker: Har han eller hun ydet mere eller mindre end de har modtaget fra samfundet?
Der er med andre ord fokus på at få de værste snyltere og nassere sorteret fra, således at Danmark kan overleve som nation, der ellers er ved at køre sig selv i sænk på offentlige ydelser. Når 20% af danskerne står for 80% af de offentlige ydelser, så er der jo masser af penge at spare, hvis man slipper af med de rigtige 20%. Det er udgangspunktet for forestillingen.
Under forestillingen afhøres hovedpersonerne og det kan jo ende skæbnesvangert, hvis man ikke er i stand til at svare for sig på spørgsmålet om, hvad man er værd. Jeg skriver ‘man’, da forestillingen er et stykke totalteater, der inddrager publikum både fysisk og verbalt. Flere gange gøres det klart, at resten af salen kan forvente at komme til et lille interview indenfor de næste 12 timer. Lars Bom er forhørslederen oberst Christian — eller ‘interviewer’, som han ynder at kalde det — og med den folkevalgte Folke ved sin side afgør han skæbnen for de interviewede. Som folkevalgt har Folke naturligvis det sidste ord.
Regnestykket, der skal afgøres på 10 minutter pr. interview for at holde tidsplanen, er naturligvis ikke så let som der her er lagt op til. Stykket får vendt grundigt op og ned på relationerne mellem forhørsleder, folkevalgt og de afhørte. Hvis man har fulgt med i den offentlige debat om filmen eller teaterstykket, kan man ikke rigtigt blive overrasket over handlingen. Forarget kan man derimod sagtens blive, for tankerne bliver sat i gang — som med al god satire — for har jeg nu selv levet op til De nye Københavner-kriterier?
Kunne teateroplevelsen så leve op til den megen omtale? Ikke hvis du spørger mig. Det mest imponerende ved aftenen — for mig — var helt sikkert den massive brug af totalteaterelementer. Dørene til salen blev smækket bag publikum, da vi havde sat os, og skuespillerne bevægede sig rundt iblandt os, så vi blev en aktiv del af forestillingen, men selve historien formåede aldrig rigtig at skabe en stor oplevelse. Jeg følte aldrig rigtigt med de stakler, der blev forhørt dernede på scenen. Måske var det ikke meningen, at jeg skulle føle deres smerte? Måske var de for karikerede, så jeg blot grinte forundret frem for at føle med dem. Under alle omstændigheder grinede jeg mere af de forrykte skæbner end jeg led med dem. Karaktererne var i højere grad tragikomiske end de vakte sympati.
Jeg gik ud af salen med en flad fornemmelse — en skuffelse, som nok mest bundede i, at jeg savnede følelser for de stakler, som lige havde været centrum for vores opmærksomhed i 2 timer.
Jeg vil give forestillingen 3 ud af 6 stjerner for en trods alt underholdende, mildt tankevækkende og velspillet forestilling.
