Julegaveønsker

Om under én måned er det jul. Der­for har vi udvi­det vores gaveidéli­ste i høj­re side, så den både inde­hol­der fæl­lesøn­sker og hver vores ønsker. Den bli­ver løben­de opda­te­ret.

Vi vil ger­ne se en ønske­sed­del fra fami­li­en Kold og Knud­sen, så send os en mail snar­ligt.

Webgalleri

Opda­te­ring: Gal­le­ri­et er luk­ket.

Jeg  mød­te Eva Juhl for et par uger siden. En pas­sio­ne­ret fri­tids­kunst­ner, som ger­ne vil gøre kun­sten til sit leve­brød. For at fle­re kan få glæ­de af hen­des male­ri­er, tog jeg ud til en pri­vat udstil­ling for at tage bil­le­der af hen­des male­ri­er, så de kan vises for et stør­re publi­kum. Tag godt imod hen­des male­ri­er, når jeg her­med erklæ­rer Hoey­er­Kolds onli­ne Gal­le­ri for åben!

Maleri Eva Juhl

Se resten af gal­le­ri­et på siden: Male­ri­ud­stil­ling: Eva Juhl, i menu­en i høj­re side.

En kulturel weekend for to — del 2

For­ri­ge del af den kul­tu­rel­le beret­ning om den for­gang­ne wee­kend kan du læse her. Den hand­le­de om en lav­kul­tu­rel begi­ven­hed. Nu kom­mer turen til beret­nin­gen om den høj­kul­tu­rel­le rund­t­ur i Mari­ko Moris kunst­ne­ri­ske uni­vers på AROS.

Mari­ko Mori er en kvin­de­lig, japansk kunst­ner, der laver høj­tek­no­lo­gi­ske og inter­ak­ti­ve kunst­vær­ker, som aktivt kan ind­dra­ge bru­ge­ren i den kunst­ne­ri­ske ople­vel­se. Og det pas­ser lige til en it-nørd som under­teg­ne­de, der oven i købet fra tid til anden bekym­rer sig om æste­tik, bru­gero­p­le­vel­sen og ikke mindst bru­ger­ind­dra­gel­se. Jeg hav­de en dej­lig dag i sel­skab med den kre­a­ti­ve japa­ners vær­ker.

Kunst­vær­ker­ne er en blan­ding af for­ti­di­ge, nuti­di­ge og frem­ti­di­ge ele­men­ter og har stær­ke træk fra bud­dhis­me, som Mari­ko Mori dyr­ker. Det mest kend­te og mest mar­kan­te af hen­des vær­ker er den sto­re Wave UFO, der bog­sta­ve­ligt ind­dra­ger besku­e­ren. For at bli­ve en del af vær­ket, skal man aller­først iklæ­des et sæt elek­tro­der, der kan aflæ­se hjer­nens arbej­de. Der­ef­ter bli­ver op til tre besku­e­re ledt ind i den sto­re UFO og pla­ce­ret i tre (ret ube­kvem­me) sæder. Hver besku­er — eller pas­sa­ger, som hjæl­per­ne ynde­de at kal­de os — bli­ver nu koblet til UFO’en. Via elek­tro­der­ne i pan­den bli­ver hjer­nebøl­ger­ne nu sendt til og for­tol­ket af en com­pu­ter, som frem­vi­ser for­tolk­nin­gen på en skærm inde i UFO’en. Hele turen i UFO’en tager 7 minut­ter, hvoraf de før­ste 3 minut­ter er den inter­ak­ti­ve del, hvor bru­ge­ren får mulig­hed for at ople­ve visu­a­li­se­rin­gen af sine egne og de andre pas­sa­ge­rers hjer­nebøl­ger. De sid­ste 4 minut­ter er en opta­get sekvens, hvor pas­sa­ge­rer­ne får lov at se, hvor­dan det ser ud, hvis alle tre pas­sa­ge­rers hjer­nebøl­ger skul­le fun­ge­re helt uni­sont. AROS skri­ver selv: Den bud­dhi­sti­ske grund­tan­ke, at alle for­mer for liv i uni­ver­set er for­bun­det med hin­an­den, fin­der her et stærkt og tids­sva­ren­de udtryk.

Det hele lyder meget tek­nisk, så der­for har jeg ved­lagt et link til AROS’ egen beskri­vel­se af udstil­lin­gen, så du kan læse mere om den. Min per­son­li­ge vur­de­ring af kunst­vær­ket er dog, at tek­nik­ken er godt gemt væk og til­ba­ge er der­for en over­ve­jen­de kunst­ne­risk og ind­sigts­fuld ople­vel­se. Jeg fandt det umå­de­ligt fasci­ne­ren­de at se mine egne hjer­nebøl­ger for­tol­ket på en skærm. Det er inter­es­sant at tæn­ke på, at hver ene­ste gang vi dre­jer hove­d­et, kig­ger på en ting, bevæ­ger en fod, blin­ker med øjne­ne eller vip­per med en fin­ger, så kan det aflæ­ses og vises på en skærm i flot­te far­ver og i leven­de ani­ma­tion. Det giver et helt andet værk­tøj til at slap­pe af og kon­cen­tre­re sig om mindst muligt. Det der på godt dansk hed­der medi­ta­tion.

Det skal imid­ler­tid gå stærkt, hvis jeg skal nå at lære at medi­te­re med hjælp fra Wave UFO — og her er jeg glad for at vi har års­kort til AROS — da udstil­lin­gen er for­bi i slut­nin­gen af janu­ar. Men UFO’en er ikke det ene­ste inter­es­san­te på udstil­lin­gen: lysen­de cirk­ler af sten­lig­nen­de lam­per, lam­per der er for­bun­det til supercom­pu­te­re og neut­ron­de­tek­to­rer i Japan og man­ge andre høj­tek­no­lo­gi­ske kunst­vær­ker.

Og det hele var gar­ne­ret med små lyd­klip af Mari­ko Mori, der for­tæl­ler om ide­en bag kunst­vær­ker­ne. Det ske­te via små ret­nings­be­stem­te højt­ta­le­re, som blev akti­ve­ret, når lyt­te­ren stil­le­de sig i bestem­te zoner, der var mar­ke­ret med tape på gul­vet. Det betød, at man som til­sku­er fik en mulig­hed for at bli­ve ført ind i kunst­ne­rens tan­keræk­ke og der­i­gen­nem dan­ne sig et grund­lag for at for­stå kunst­vær­ket. Som dansk til­sku­er til japan­ske og bud­dhi­stisk inspi­re­re­de kunst­vær­ker var dis­se beret­nin­ger inter­es­san­te af (mindst) to årsa­ger: både for­di det kan være svært nok at afko­de et styk­ke kunst og gen­nem­skue kunst­ne­rens inten­tio­ner, men også for­di det bli­ver dob­belt svært at afko­de et asi­a­tisk kunst­værk med en euro­pæ­isk kunst­hi­sto­risk bag­grund. Det er to vidt for­skel­li­ge sam­fund og vir­ke­lig­he­der, vi bevæ­ger os i.

De små lydstum­per, hvor Mari­ko Mori for­tæl­ler om sine vær­ker, er ble­vet til i sam­ar­bej­de med Innova­tion Lab. Og jeg tæn­ker, at Innova­tion Lab her har for­må­et at gøre den lære­ri­ge muse­ums­tur lidt let­te­re til­gæn­ge­lig end hvis man skal slæ­be et tek­nisk appa­rat med i hån­den for at for­tæl­le om hvert enkelt bil­le­de. Her bestem­mer besku­e­ren selv, hvor­når han eller hun ønsker infor­ma­tio­nen.

Jeg kan kun anbe­fa­le, at man tager sig tid til at tage en tur på AROS for at nyde udstil­lin­gen af Mari­ko Moris vær­ker — men skynd dig, for udstil­lin­gen er ovre igen i slut­nin­gen af janu­ar. Men det bur­de natur­lig­vis også give mas­ser af mulig­hed for at tage en tur på AROS for blandt andet at ople­ve sine egne hjer­nebøl­ger, kram­me en ali­en og se lysen­de sten.

Se, det var Århus fra en helt anden kul­tu­rel vin­kel — og så inden­for sam­me wee­kend og ikke over 200 meter fra det sted, hvor vi et par dage for­in­den hav­de en lav­kul­tu­rel ople­vel­se. Musik­hu­sets nye Ryt­mi­ske Sal.

Snaps i julens farve

Uden­for sne­er det, så jeg blev helt i jule­hu­mør. Jeg hav­de håbet, at vi kun­ne få den­ne kir­se­bær­snaps til jul, men den skal træk­ke helt til febru­ar… Men ind­til da, kan vi nyde dens jule­far­ve.

Kirsebærsnaps

En kulturel weekend for to — del 1

Selv om to af Århus’ stør­ste kul­tur­byg­nin­ger lig­ger lige dør om dør i hjer­tet af Århus, så gav de os vidt for­skel­li­ge ople­vel­ser i beg­ge ender af kul­tur­spek­t­ret.

Fre­dag aften fik vi to fri­bil­let­ter til Mon­rad & Rislunds show “Plat­he­der På Et Fun­da­ment Af Sjo­fel­hed” i Musik­hu­sets nyind­vie­de Ryt­mi­ske Sal, da Kas­per og Maria desvær­re var ble­vet for­hin­dret i at over­væ­re sjo­fel­he­der­ne. Male­ne var ret skep­tisk inden vi drog afsted, da hun min­de­des et show med d’her­rer fra gym­na­sie­ti­den, som var umå­de­ligt plat og bestemt ikke leve­de op til den kri­ti­ske tee­na­gers fore­stil­ling om god under­hold­ning.

Jeg hav­de selv en nagen­de mistan­ke om, at jeg mulig­vis også var ble­vet enten for gam­mel eller for snob­bet til at gri­ne hjerte­ligt med af Mon­rad & Rislunds udskej­el­ser. ‘Gam­mel’ skal dog nok tages med et gran salt, da vi så klart trak gen­nem­snitsal­de­ren ned: det var helt klart det mid(del)aldrende seg­ment, der var kom­met op af læne­sto­le­ne for at høre M&R rak­ke ned på Århus, kon­ge­hu­set, hin­an­den, vore fol­ke­valg­te poli­ti­ke­re, hin­an­den, Århus og dem selv.

Alt i alt var det en meget blan­det for­nø­jel­se at se de to udstil­le sig selv på sce­nen. Showet veks­le­de mel­lem stand-up-lig­nen­de sekven­ser, der blev frem­ført enten ale­ne eller i tosom­hed og så de vel­kend­te sket­ches med mere eller min­dre van­vit­ti­ge, ekstre­me, kar­ri­ke­re­de og skæ­ve eksi­sten­ser, som vi ken­der dem fra Mon­rad & Rislund (og Øyvind Ougaard).

Min vur­de­ring er, at det var stand-up-sekven­ser­ne, der rum­me­de så meget af den klæ­de­li­ge ord­jong­le­ring, der var afte­nens mest vel­lyk­ke­de dele. Så snart sket­che­ne tog over, blev det hele (på mere eller min­dre sofi­sti­ke­ret vis) hevet langt ned under bæl­te­ste­det. Uklæ­de­ligt og usma­ge­ligt i man­ge til­fæl­de.

Når jeg tæn­ker til­ba­ge på sket­ches fra tid­li­ge­re CD’er om Åge Brodt­gård, Mogens, Han­se­mann Luch­ter, Hen­rik­sen fra Ølbylyng og de man­ge andre karak­te­rer fra Plad­der­bal­le og Ube­ha­ge sogn, så min­des jeg en sati­risk, biden­de, skarp, viden­de og ikke mindst vit­tig tone, der udstil­le­de det dan­ske sam­fund på godt og ondt (mest på ondt — ellers var det jo ikke rig­tig sati­re!). Nu var sket­che­ne ble­vet til uar­ti­ge ord og utve­ty­di­ge refe­ren­cer til feti­ches og seksu­el­le til­bø­je­lig­he­der. Skuf­fen­de, at to (tre, Øyvind! Din sven­ske lider­buk var ikke en ken­de bed­re end Søren og Jans) gran­voks­ne mænd ikke kan se, hvor­når de har ramt lav­må­let for plat- og sjo­fel­he­der.

Og det gør det ikke bed­re, at de blot bru­ger deres fabel­ag­ti­ge rim- og lyri­kev­ner til blot at svi­ne hin­an­den (og Århus) til i den nok så kend­te stil (“ski­de krøbling!”, “tyk­ke dyr!”, “det blin­de­ap­pa­rat, du har hæn­gen­de ude på snot­ten”, “du bur­de nok kun­ne ken­de for­skel på kli­to­ris og en hæmo­ri­de”). Det ene­ste lys­punkt i den lin­de strøm af selv­de­struk­tivt var, da de tre på sce­nen beslut­te­de sig for at give fuck­ing til­ba­ge til de fuck­ing sprog­ligt fuck­ing enspo­re­de rap­pe­re fra fuck­ing Dan­mark, som fuck­ing selv mener, at de har fuck­ing godt styr på vort fuck­ing moder­s­mål. Søren Rislund rime­de og Øyvind Ougaards key­bo­ard beat­boxe­de sig vej igen­nem et styk­ke moder­ne, dansk hip-hop. Bravt og stil­rent. Ende­lig.

Hvor sner­pet har man egent­lig lov til at være lige omkring de 30? Det er da meget sundt at bli­ve udfor­dret lidt på sine hold­nin­ger og fore­stil­lin­ger en gang imel­lem. Så hvis du har et par gra­tis bil­let­ter lig­gen­de til Ørke­nens Søn­ner i nær­he­den af Århus, så mod­ta­ger vi dem ger­ne. Det skul­le efter sigen­de være en smu­le mere sofi­sti­ke­ret end Mon­rad & Rislund. I hvert fald er det fler­stem­migt.

Anden del af beret­nin­gen om vores kul­tu­rel­le wee­kend med ople­vel­ser i beg­ge ender af spek­t­ret kan du læse på ons­dag.

Privat jazzaften i Århus

Hvor er jazz en læk­ker musiks­til. Og hvor er det dej­ligt at høre jazz i sel­skab med cir­ka 30 andre, der også synes, at jazz er en læk­ker musiks­til. Lør­dag aften var vi til pri­vat jazz­kon­cert hos een af mine kol­le­ga­er og hans kone i deres lej­lig­hed.

Musik­ken kom fra et ensem­b­le bestå­en­de af Jens Chri­sti­an Kwel­la på gui­tar, san­ge­r­in­de Eva Lou­i­se Røn­ne­vig og kon­tra­bas­sist Klaus Nør­gaard Jen­sen. Det var før­ste gang de tre skul­le spil­le sam­men og det var før­ste gang, der skul­le være pri­vat jazz­kon­cert i den godt 100m2 sto­re lej­lig­hed i Århus.

De love­de, at det ikke var sid­ste gang, de vil­le spil­le til sådan et pri­vat arran­ge­ment — og vi love­de til gen­gæld, at vi godt vil­le kom­me og høre dem igen. Det var en dej­lig aften.