Selv om to af Århus’ største kulturbygninger ligger lige dør om dør i hjertet af Århus, så gav de os vidt forskellige oplevelser i begge ender af kulturspektret.
Fredag aften fik vi to fribilletter til Monrad & Rislunds show “Platheder På Et Fundament Af Sjofelhed” i Musikhusets nyindviede Rytmiske Sal, da Kasper og Maria desværre var blevet forhindret i at overvære sjofelhederne. Malene var ret skeptisk inden vi drog afsted, da hun mindedes et show med d’herrer fra gymnasietiden, som var umådeligt plat og bestemt ikke levede op til den kritiske teenagers forestilling om god underholdning.
Jeg havde selv en nagende mistanke om, at jeg muligvis også var blevet enten for gammel eller for snobbet til at grine hjerteligt med af Monrad & Rislunds udskejelser. ‘Gammel’ skal dog nok tages med et gran salt, da vi så klart trak gennemsnitsalderen ned: det var helt klart det mid(del)aldrende segment, der var kommet op af lænestolene for at høre M&R rakke ned på Århus, kongehuset, hinanden, vore folkevalgte politikere, hinanden, Århus og dem selv.
Alt i alt var det en meget blandet fornøjelse at se de to udstille sig selv på scenen. Showet vekslede mellem stand-up-lignende sekvenser, der blev fremført enten alene eller i tosomhed og så de velkendte sketches med mere eller mindre vanvittige, ekstreme, karrikerede og skæve eksistenser, som vi kender dem fra Monrad & Rislund (og Øyvind Ougaard).
Min vurdering er, at det var stand-up-sekvenserne, der rummede så meget af den klædelige ordjonglering, der var aftenens mest vellykkede dele. Så snart sketchene tog over, blev det hele (på mere eller mindre sofistikeret vis) hevet langt ned under bæltestedet. Uklædeligt og usmageligt i mange tilfælde.
Når jeg tænker tilbage på sketches fra tidligere CD’er om Åge Brodtgård, Mogens, Hansemann Luchter, Henriksen fra Ølbylyng og de mange andre karakterer fra Pladderballe og Ubehage sogn, så mindes jeg en satirisk, bidende, skarp, vidende og ikke mindst vittig tone, der udstillede det danske samfund på godt og ondt (mest på ondt — ellers var det jo ikke rigtig satire!). Nu var sketchene blevet til uartige ord og utvetydige referencer til fetiches og seksuelle tilbøjeligheder. Skuffende, at to (tre, Øyvind! Din svenske liderbuk var ikke en kende bedre end Søren og Jans) granvoksne mænd ikke kan se, hvornår de har ramt lavmålet for plat- og sjofelheder.
Og det gør det ikke bedre, at de blot bruger deres fabelagtige rim- og lyrikevner til blot at svine hinanden (og Århus) til i den nok så kendte stil (“skide krøbling!”, “tykke dyr!”, “det blindeapparat, du har hængende ude på snotten”, “du burde nok kunne kende forskel på klitoris og en hæmoride”). Det eneste lyspunkt i den linde strøm af selvdestruktivt var, da de tre på scenen besluttede sig for at give fucking tilbage til de fucking sprogligt fucking ensporede rappere fra fucking Danmark, som fucking selv mener, at de har fucking godt styr på vort fucking modersmål. Søren Rislund rimede og Øyvind Ougaards keyboard beatboxede sig vej igennem et stykke moderne, dansk hip-hop. Bravt og stilrent. Endelig.
Hvor snerpet har man egentlig lov til at være lige omkring de 30? Det er da meget sundt at blive udfordret lidt på sine holdninger og forestillinger en gang imellem. Så hvis du har et par gratis billetter liggende til Ørkenens Sønner i nærheden af Århus, så modtager vi dem gerne. Det skulle efter sigende være en smule mere sofistikeret end Monrad & Rislund. I hvert fald er det flerstemmigt.
Anden del af beretningen om vores kulturelle weekend med oplevelser i begge ender af spektret kan du læse på onsdag.