Som jeg lovede for et stykke tid siden, så har jeg nu forfattet et indlæg om fondue. Det bliver sikkert ikke det sidste og det er heller ikke det første.
I dette indlæg kan du læse kort om de forskellige typer fondue og også få henvisninger til sider med fondueopskrifter på både engelsk og dansk.
Grundlæggende er der fire typer fondue:
- Oliefondue
- Bouillonfondue
- Ostefondue og
- Dessertfondue
Hver type kan laves på mange forskellige måder, som jeg kort kommer ind på længere nede i indlægget.
Oliefondue
Denne fonduetype, var den første jeg prøvede og derfor den, jeg i mit hoved forbinder med rigtig fondue.
Hvordan gør man?
Varm olien op i en fonduegryde og skær i mellemtiden kød, fisk og grønsager i mindre stykker på omkring 2x2x2 cm. Det kan godt betale sig at bruge en elektrisk fonduegryde.
Hvad skal man passe på?
Den varme olie — specielt er de første 5–10 minutter ofte ret hektiske, når man starter og olien stadig er næsten rygende varm. Lad være med at stikke fingrene i olien og husk at bruge en gryde, der er lavet til formålet.
Hvad skal man huske?
At fonduemad fra den varme oliegryde kan blive meget fed og meget tung, så det er ofte et godt trick at have en frisk dressing og masser af salat som tilbehør.
Kødet kan være alt fra krydrede kødboller af svine- eller oksefars over cocktailpølser til kyllingestykker, oksekød i tern og baconsvøbte hotdogpølser. Brug fantasien — det er stort set umuligt at ramme forkert med fondue!
Når det gælder grønsagerne, er champignon og cherrytomat en klar favorit i den varme gryde. Også her gælder det, at fantasien sætter grænsen.
Bouillonfondue
Bouillonfondue har den klare fordel, at maden, smagen og luften ikke bliver helt så fedtet som en oliefondue. Til gengæld bliver maden nærmere kogt end stegt og der bliver derfor ikke den samme sprøde smag i maden.
Basalt set fungerer bouillonfondue på samme måde som en oliefondue. Olien er dog skiftet ud med enten rødvin eller vand, der er krydret på den eller den anden måde. Kød og grønsager skal koge længere i fonduen, da den ikke kan opnå samme temperatur som oliefonduen.
Rødvinsfondue
Rødvinsfondue varmes langsomt op og krydres med et laurbærblad og et par peberkorn. Evt. kan der tilsættes grønsagsbouillonterninger i passende mængde.
Mongolian Hot Pot
Den asiatiske fondue laves med oksekødsbouillon, der ligeledes varmes langsomt op. Man kan med fordel slutte måltidet af med at fylde ris- eller glasnudler i gryden og lade dem suge den gode bouillon. Eventuelt kan nudlerne bruges til natmad eller ‑snack.
Der findes gode opskrifter med både kylling og oksekød til hjemmelavet bouillon.
Ostefondue
Malene har været i Schweiz for flere år tilbage, hvor hun blev introduceret til ostefonduen. Basalt set kan alle typer oste bruges — valget afhænger af smagsløg og ostehang.
Ostefondue smages til med en eller flere af følgende:
- salt
- peber
- hvidløg
- citronsaft
- tør hvidvin
- mørk øl
- krabbekød
- evt. lidt mel til at jævne med
Det er primært fantasien og sammensætningen af ost og øvrige ingredienser, der sætter grænserne. Prøv dig frem og hav tålmodighed med osten, når den skal smelte. Det kan betale sig at rive osten, således at at der er en større overflade at varme på.
Til ostefondue anbefaler vi at bruge brød med en god skorpe, så der er noget at tygge på!
Dessertfondue
Chokoladefonduen er i skrivende stund nok den mest udbredte dessertfondue her i Danmark¹. Derudover har jeg læst om mokkafondue og jordnøddesmørfondue. Den sidste, forestiller jeg mig, er nok klart mest udbredt i USA. Af en eller anden grund. Du må godt spørge hvorfor.
Fløde varmes op og chokoladen heri, så konsistensen bliver dejligt fløjlsblød. Chokoladefondue smager dejligt sammen med bananstykker, jordbær, kiks, æblestykker, skumfiduser eller et stykke kage
Chokoladen kan være både lys og mørk (min. 60%) og eventuelt suppleres med Grand Marnier, whisky eller anden spiritus. Også her er det kun fantasien og smagsløgene, der sætter grænsen.
Hvis du har gode erfaringer eller andet, du vil dele ud af, er du velkommen til at gøre det i kommentarerne.
Links til sider om fondue:
- Maduniversets overblik over fondueopskrifter
- På restauranten Baron von Dy i København kan du spise fonduemad
- GoFondue.com har et stort udvalg af fondueopskrifter og andet godt
- Et opslag på Googles indeks over danske sider om fondue
Fodnoter
- Jeg har ingenting at hænge den vurdering op på udover den massive markedsføring af chokoladefonduesæt fra blandt andet Inspiration.
8 Replies to “Et overblik over fondue”
Lukket for kommentarer.