Så er vi flyttet til Ringkøbing! Og vi har fået internet — yiha!
Jeg går og nusser med de sidste ting, tænker store indretningstanker, meget af det kan jeg selv, men når det kommer til at bore med den store slagboremaskine, så siger jeg altså stop. Hos os står jeg derfor med støvsugeren og suger betonstøvet væk inden det rammer gulvet. Meget piget 🙂
Vi har dog fundet ud af, at vi endnu en gang er flyttet ind et sted hvor væggene er helt vildt dumme!! Så de gallerilister, som skulle op at hænge må vi droppe i denne omgang…
Det har været lidt af en udfordring at flytte til noget lidt mindre og med meget mindre opmagasineringsplads, men heldigvis er vi gode til at kassere ting, som vi ikke har brugt det seneste år… og lidt til…
Vi er jo flyttet i ældrebolig, i oldekolle, trinet før plejehjemmet. Vi regner ikke med, at vi kommer til at blive generet af naboer, der spiller musik til langt ud på natten eller holder fest… Næ næ problemet med larm i denne bygning har en helt anden karakter: TV-APPARATER DER ER SKRUET HELT VILDT HØJT OP, FORDI ELLERS KAN DE JO IKKE HØRE HVAD DER SKER INDE I FJERNSYNET!!
Men jeg brokker mig ikke, for det er nærmest det eneste bevis på, at vi har nogle naboer. Og så møder vi hjemmehjælpere i opgangen i ny og næ.
Men ellers er det en dejligt sted lige midt i Ringkøbing, lige mellem Netto, Kvickly og Aldi og tæt på gågaden.
Det sjoveste ved at bo i en ældrebolig er indretningen: ingen dørkarme, skydedøre i stedet for almindelige døre, en kongestol af et toilet (meget godt hvis man bliver lidt træt derude, så kan man lige læne sig op ad armlænene). Det værste er, at der kun er én køkkenskuffe — til bestik. Alle underskabe og skuffer under køkkenbordene er fjernet til fordel for et kørestolsvenligt miljø. Så igen alt for lidt opmagasineringsplads…
Nå, det jeg egentlig ville, var at vise jer et billede…
Det er de små ting i hverdagen, der gør livet lidt sjovere 🙂 Og hermed har vi introduceret vores toiletrulleholderaskebæger. OG SKRU SÅ NED FOR DET FJERNSYN!!
7 Replies to “Tanker efter flytning”
Lukket for kommentarer.